Det afhænger af dig
Efter en hård skilsmisse besluttede Signe at flytte tilbage til sin fødeby. Intet holdt hende tilbage i den by, hun nu boede i, udover et godt job. Hendes datter var gift og flyttet til sin mands forældre. Hun vidste, at hendes eksmand ikke ville lade hende leve i fred, sådan var han bare…
I hendes hjemby havde Signe en lille to-værelses lejlighed i en femetages bygning, en arv fra sin moster, der var død for to år siden. Mosteren havde ingen børn. Flytningen medførte selvfølgelig en masse besvær, men hun ønskede bare at komme væk fra byen, hvor hendes eksmand boede.
Det tog en måned at finde et nyt job, men endelig lykkedes det. Hun blev ansat i et stort reklamebureau og startede mandag. Som man siger: “Mandag er en hård dag,” men denne…
På vej til arbejde blev hun næsten kørt ned af en bil. Hun hørte bremsernes hvin og sprang tilbage på fortovet.
“Er du blind?” råbte en vred mandestemme bag hende. “Hvad laver du på vejbanen?”
Hun vendte sig og så et arrigt ansigt.
“Du kunne lige så godt lære at køre ordentligt,” svarede hun skarpt og skyndte sig mod fodgængertunnelen.
“Jeg kunne lige så godt have kørt ind i en lygtepæl på grund af dig!” råbte han efter hende.
Den uheldige mandag blev dog reddet af en varm modtagelse på arbejdet. Afdelingschefen viste hende personligt til hendes nye arbejdsplads og præsenterede hende for kollegerne. Flertallet var kvinder, kun tre mænd inklusive chefen.
På vej hjem i bussen tænkte hun:
“Det gik faktisk fint, selvom dagen startede dårligt. Jeg kan godt lide kollegerne. Jeg må lige handle ind på vejen.”
Efter at have handlet kom hun hjem til sin opgang, hvor det var mørkt – lyset var gået. Med posen i hånden gik hun op ad trappen, men pludselig stødte hun ind i nogens bryst.
“Undskyld,” mumlede hun.
“Forsigtig, jeg kunne lige så godt være faldet,” hørte hun en bekendt stemme sige og genkendte manden, der havde råbt af hende om morgenen. “Jeg bor i lejlighed 17 – Mads.”
“Jeg bor i lejlighed 19,” svarede hun. “Signe. I øvrigt kunne I lige så godt skifte pæren… man kunne brække nakken her.”
Lige så pludselig tændte han en lighter.
“Nå, er det dig igen? Så er vi altså naboer,” sagde han, og det lød, som om han ikke var glad for det. “Lige hvad der manglede.”
Hun forstod, at denne samtale ikke ville føre til noget godt, så hun forlod ham stolt og gik videre op ad trappen.
Mads gik ned ad trappen, mens det blev mørkt udenfor. Han skulle i butikken. Undervejs tænkte han på, hvordan nabokvinden om morgenen næsten var løbet ind foran hans bil.
“Heldigvis fik jeg skiftet bremserne for nylig, ellers ville det være endt galt. Og så en kvinde med et temperament som en orkan – stolt som en pave. I stedet for at undskylde, svarede hun bare igen.”
Mads var journalist og skrev også børnehistorier som hobby, men det tjente ham lidt penge. Han var blevet skilt for et halvt år siden. Hans kone havde bedraget ham med hans bedste ven – åbenbart i den tro, at Anders ikke ville fortælle ham det. Men han var ærlig og fortalte alt.
Da han åbnede sit køleskab, var der intet spiseligt, så han gik ud for at handle. Og så denne uventede møde på trappen.
“Så den her tornado bor i moster Karens lejlighed nu – lige ved siden af mig. Sikke et nabolag. Nå, vi får se,” tænkte han.
Næste morgen mødte Signe sin nabo igen. Han fumlede med sin lås, og hun lukkede hurtigt sin dør. De begyndte at gå mod trappen samtidig, og hun skubbede ham lidt.
“Nå, der var du. Jeg så dig ikke,” sagde hun spidst og skyndte sig ned ad trappen.
“Ja, dig er svært ikke at lægge mærke til – du er altid i vejen,” råbte han efter hende. “Jeg troede ikke, der kunne findes en værre personlighed end moster Karens, men jeg har tydeligvis taget fejl,” tænkte Mads, mens han gik ned. “Nogen må have såret hende dybt, og nu hader hun alle mænd.”
Om aftenen gik Signe i gang med at rydde ud i sit skab, fyldte en stor pose med gamle ting og besluttede at smide den ud. Da hun kom ud af opgangen, så hun sin nabo igen. Han var lige kommet hjem og gik mod døren.
“Nå, der er du igen. Jeg håber ikke, det er dine ting i den pose – flytter du, eller…?” sagde Mads sarkastisk.
“Det skal du ikke håbe på.”
“Jeg vil nu heller ikke miste en så original nabo,” svarede han og tænkte, at hun faktisk så blødere og sødere ud i hverdagenstøj – og så havde hun virkelig flotte ben. Men temperamentet var forfærdeligt.
Næste dag oversov Signe og skyndte sig af sted. Alt gik galt – hun kunne ikke finde sine briller, spildte kaffe på bordet, og nøglerne var væk, indtil hun opdagede dem under tasken. Hun løb til busstoppestedet, men bussen var allerede kørt.
Men lige så pludselig stoppede naboen ved siden af hende i sin gamle bil.
“Ser ud til, at du har taget den sunde livsstil til dig? Du løber godt, men det er stadig forbudt at løbe på kørebanen. Hop ind, ellers kommer du for sent.”
“Åh, din pedant,” tænkte hun, men hun ville ikke komme for sent, så hun satte sig ind.
De kørte i tavshed, indtil hun bad ham stoppe bilen, mumlede et “tak” og skyndte sig mod kontoret.
Hun gik hurtigt ned ad gangen og stødte ind i en fremmed mand.
“Undskyld, jeg er lidt forsinket,” sagde hun forpustet og gik videre.
“Det er okay, det sker,” svarede manden og fulgte efter hende, mens han tilføjede: “Jeg ved, at du er Signe, den nye. Jeg er Jakob, lige kommet hjem fra ferie. Vores chefer er søde – de skælder ikke ud over forsinkelser.”
Signe satte sig ved sit skrivebord, tændte computeren og stirrede på skærmen, men så kom Jakob hen med en kop kaffe til hende. Dagen gik fint. Om aftenen lå hun på sofaen og tænkte over dagens begivenheder.
“Jakob er faktisk flot, intelligent, velopdragen og charmerende,” tænkte hun. “Og så vidt jeg kan forstå, er han single. Men nogle af kvinderne på kontoret har tydeligvis interesse i ham – de kredsede om hans bord hele dagen
