Hvordan Elsebeth Jensen fik ordnet sit tag
Illustration af forfatteren. Skabt med hjælp fra AI.
Helle, kom lige herover! Jeg har noget at fortælle! En hyggelig, ældre dame sad bænket foran sin låge og vinkede ivrigt til sin nabo.
Hvad er det nu, Elsebeth? En slank, høj kvinde i hvid sommerhat, så man straks kunne se, at hun var feriehusejer snarere end fastboende, satte sig ved siden af og strakte benene.
Hvor har du rendt rundt så tidligt i dag?
På stationen. Skulle følge mit barnebarn med toget.
Tænk at være så heldig! Du har både børn, børnebørn og endda et oldebarn! Og nogen har hverken kat eller kylling… Det er da deprimerende.
Ja, den der ensomhed inviterer vi jo selv ind, Helle. Har man ikke sine egne, må man jo finde dem, der har brug for en. Så bliver man aldrig ensom!
Har du drukket snaps til morgenmad, Elsebeth? Sådan snakkede du sørme ikke før! Du lyder da helt som Annemette nu!
Hvad har Annemette med det at gøre?
Det kan jeg ikke forklare! Men jeg bryder mig overhovedet ikke om din tone!
Hvad ville du egentlig? Jeg skal hjem ungerne vågner snart, og morgenmaden laver ikke sig selv.
Vent et øjeblik! Det var netop Annemette, jeg ville snakke med dig om. Der er sket noget med hende!
Hvad er der sket? sagde Helle foruroliget, nærmest på vej til at løbe til Annemette.
Hun kendte sin have-nabo Annemette Nielsen i årevis. De mødtes første gang, mens de trillede babyvogne på den grusvej, der fører gennem bøgeskoven hen til stationen. Af mystisk grund blev børnene altid rolige netop på den strækning. Og når børnene sov under bøgetræerne, fik mødrene snakket ud om alt det, man ikke kunne læsse af på sin egen mor. Veninde-forholdet holdt gennem årene, og børnenes venskab bestod, selvom de voksne drenge nu mest chattede på sociale medier.
Mødrene sås til gengæld nærmest dagligt ikke mindst efter Annemette solgte sine forældres gamle fireværelses lejlighed i Aalborg og rykkede tættere på. Hun købte en lille hyggelig lejlighed i samme opgang som Helle, så hun lettere kunne vænne sig til byen. Selvom de næsten altid sås til aftenkaffe med hjemmebagt brunsviger på terrassen, havde Helle lige haft en periode, hvor hun var optaget af besøg, så Annemette havde fået kaffe-tid med sit barnebarn.
Hvad er der så, Annemette?! gentog Helle og gjorde klar til at styrte derover.
Men Elsebeth stoppede hende.
Ro på! Jeg fortæller dig det hele du bliver nødt til at vide det her.
Hvorfor?
Annemette har tabt taget!
Helle hævede øjenbrynene.
Hold nu op, Elsebeth hvad er det for noget sludder?
Du skal ikke dømme før du har hørt! Det er altså din veninde det her. Måske skal vi til at redde hende, og du går bare og sover i timen!
Redde fra hvad? Tal nu ordentligt!
Redde hende fra sig selv selvfølgelig! Hvem er ens værste fjende, om ikke en selv? Folk får pludselig idéer på mine gamle dage. Sådan også med Annemette! Det var ikke nok med plejebørnene og alle de børnebørn, nej nu har hun besluttet at give varme til fremmede også! Annemette vil giftes! Så kan du ellers finde konfirmationsskoene frem! Og du anede ingenting! Hvad er du for en veninde?
Årh, Elsebeth! Helle grinede. Man bliver jo helt nervøs af at snakke med dig! Hvor har du det fra?
Hele kolonihaveforeningen taler om, hvordan hun spadserede rundt med den nye sommerhus-mand under armen, efter hun sad på taget i forgårs! Og du fatter ingenting! Skynd dig, hvis du skal prøve at stoppe hende! Man må kende sin plads i den alder! Der er skam regler for den slags.
Hvilke regler? Helle så spørgende på hende.
At hvis du er en pæn, ordentlig dame, så er det slut med hoppen rundt på tage og flirten rundt! Det er simpelthen pinligt. Tænk på børnene!
Helle lo og rystede på hovedet og vinkede farvel. Utroligt havde hun kun været væk en uge, og allerede havde Annemette fundet på narrestreger? Hvad mon hun nu havde lavet?
Hun kendte Annemette bedre end nogen anden. Efter Annemettes mor døde, var det kun Helle, der kendte hendes inderste tanker. Sammen gik de igennem Annemettes første skilsmisse, hvor manden pludselig mente, verden var for stor til kun én kvinde. Han gik ikke kønt og Helle hjalp Annemette på benene og gennem kaos med sin lille søn.
Helles egne problemer meldte sig også, og Annemette kvitterede ved at passe Helles søn, mens Helles mand lå syg, og hun tog sig af alt. Hun var den slags veninde, der både lavede havregrød, kørte til børnehaven og gav et kærligt kram, mens forklaringen lød: Mor har ikke forladt dig hun skal bare tage sig af far.
Takket være lægerne og Annemettes hjælp kom Helles mand sig. Og Annemette jublede for Helles skyld. Hun vidste, at skæbnen kunne vende, og at Helle heller ikke ville svigte hende.
Da Annemette giftede sig igen, vakte det røre i venskabet. Hun giftede sig med en enkemand med to børn, og Helle syntes det var vanvid:
Annemette, har du nu tænkt det igennem? Det er jo ikke nemt med halvstore børn og en mand, du kun lige aner, hvem er!
Han siger, han elsker mig…
Eller vil han bare have en gratis hushjælp?
Helle, hvis man aldrig tør stole på folk, hvordan skal man så leve?
Du har jo prøvet det før…
Ja, men skal det spænde ben for kærlighed resten af livet?
Holdningen holdt ikke. Manden tog ikke imod Annemettes søn som sin egen, og efterhånden flyttede drengen ud i protest. Annemette, med hjælp fra Helle og hendes mand, fandt ham igen næste dag, men besluttede: ingen mand var vigtigere end hendes barn. Så rykkede hun og sønnen ud, men efter et par tårer sagde hun til stedbørnene:
Nu er vi sammen, unger!
Sådan blev Annemette mor for både sin egen og to andres børn, der hurtigt holdt af hende og kaldte hende mor.
Jeg fatter ikke, hvordan du gør det, sukkede Helle. Jeg får jo næsten ikke has på min egen!
Det er vel, fordi jeg ikke lyver overfor dem. Laver du ballade, må du tage konsekvensen og hvis du trænger til trøst, så får du et kram. Jeg er ingen helgen, Helle, men jeg elsker de unger. Og de elsker mig!
Sønnerne voksede op og flyttede ud, men glemte ikke Annemette. Om sommeren kom de med børnebørn til kolonihaven, og Annemette gjorde altid huset klar og lærte sig alt om TikTok og Fortnite for at kunne følge med.
Hvorfor gør du alt det? Kunne du ikke nøjes med at være sådan en klassisk mormor med småkager og syltetøj? grinede Helle og betragtede Annemette, der kæmpede med et computerspil.
Niks, jeg er ‘en af drengene’! Tænk, jeg er en fast del af mit ældste barnebarns World of Warcraft-hold!
Han skammer sig da lidt over, at hans mormor laver orker til plukfisk!
Nej, det er aftalt spil. Jeg bad selv om at holde lav profil stemmen holder endnu, og så ved ingen, hvor gammel jeg egentlig er. Desuden får vi snakket om alt muligt samtidig. Snakker du meget med dine børnebørn?
De gider mig ikke, siger jeg er gammeldags!
Se, og du synes, jeg skulle holde mig tilbage? Børn og børnebørn de er mit liv! Når de kommer forbi, klapper jeg dem på de begyndende månepletter og får opdateringer om deres Kiropraktor-besøg! Men sammen med børnebørnene er jeg ung igen!
Når Helle fandt Annemette sidst på dagen foran computeren med høretelefoner, kunne hun ikke andet end le, når Annemette råbte kommandoer til sin ‘klan’:
Op på tagryggen, unger! Pas på ballonen! og senere: Godnat, små poder!
Så da Elsebeth sagde, Annemette var gået på taget, studsede Helle ikke engang.
Hvis der var et eller andet, der skulle fikses, og død og pine Annemette ikke kunne vente på sine sønner, ja så hentede hun bare selv værktøjskassen. Hvem har tid til at ringe efter en mand, bare fordi en pære skal skiftes?
Helle nåede frem til Annemettes haveskur og stirrede måbende op. På taget sad Annemette, solbrun og katteagtig og ikke alene. Ved siden af sad en mand, og hele børnebande-flokken egne og andres.
Annemette? kaldte Helle op, bange for at forstyrre noget, der nærmest så lykkeligt ud.
Helle! Annemette vinkede. Kom op!
Op? Helles kæbe faldt.
Ja, kom nu! Det er fantastisk heroppe! Man kan se helt til Limfjorden! Hvorfor har vi aldrig gjort det her?
Helle tøvede, men så for sig Elsebeths tirade om ‘pligt og orden’, fandt en stige og satt sig et øjeblik efter også tilrette på tagryggen.
Dejligt, ikke? Annemette smilede bredt. Intet slår det her!
Så kom hun i tanker om sig selv som vært:
Glem etiketten, lad os få noget ud af dagen! rullede Annemette ud. Mads sørger for grillen, os andre for desserten! Når vi har været ved fjorden, selvfølgelig.
Jeg kan ikke, børnene og alt muligt…
Tag dem med da, jo flere jo bedre!
Men Albert kan ikke svømme, og Julie bliver altid utidig.
Lad nu børn være børn, og nyd det! Opdragelse må deres egne forældre tage sig af, vi har kun én mission i dag.
Hvilken?
Lad de unge forklare!
De små råbte i munden på hinanden, men Annemettes ældste barnebarn overdøvede dem:
Frihed for papegøjer!
Sikke et svar! Annemette brølede af grin. Nå, kom så, vi skal til at spise!
Og sådan blev den dag en af Helles lykke-dage: hun svømmede i Limfjorden med børnebørnene, nød saftigt grillkød fra Mads, sang sange, og alle lo stadig, både børn og gamle.
Da roen sænkede sig, og Mads forsvandt med sine børnebørn, satte Helle sig på trappen til Annemettes terrasse og lagde armen om hende.
Nå, hvordan går det så, Annemette?
Puha, Helle jeg er da vist blevet skør! Eller måske endelig blevet klog. Det er svært at sige…
Hvem er han så, ham Mads?
Ny nabo… Før var han ubådsmatros. Han virker virkelig rar… Jeg tror, jeg er blevet forelsket, Helle! Sådan, som om jeg var seksten igen! Tænk engang, hele livet er gået, og først NU prøver man den følelse!
Det kan jeg godt se på dig!
Er du skuffet?
Hold nu op! Har jeg nogensinde dømt dig? Hvordan mødte I hinanden?
Såmænd, jeg sad på taget, fordi det regnede igennem køkkenet. Sønnerne er jo aldrig hjemme, og mit barnebarn rendte i byen i går med en pige, forestil dig!
Det er da kun godt.
Ja, men der var jeg alene og hvad gør han? Klatrer op, snupper hammeren og fikser taget. Først derefter præsenterer han sig. Så inviterede han næste dag sine børnebørn og mit hjerte gik nærmest i stå, for de ligner mine på en prik! Og da jeg hørte, han står alene med dem…
Hvorfor alene?
Dét er en lang trist historie, Helle. Forældrene endte i en slem krise, og børnene blev Mads ansvar. Han kæmpede, kæmpede for at beholde dem.
Sikke dog en mand…
Helle, jeg har været gift to gange aldrig følte jeg mig sådan passet på! Jeg mærkede pludselig, hvordan det er at være kvinde… Og så lagde han tag for mig!
Dét har vi vist hørt.
Du forstår ikke han lagde mit TAG! Annemette pegede på panden. Jeg indså, tiden er kort, og man skal gribe lykken. Kan man finde én, man gerne vil sidde på taget med, uden at sige noget, ja, så skal man ikke slippe ham igen!
Men tør du tage børnene med i pakken?
Det er jeg vant til. Og indtil videre klarer jeg det så klarer jeg dét!
Helle nikkede.
Hvem der bare var så heldig, mumlede hun.
Måske er det netop mig…
Illustration af forfatteren. Skabt med AI.
Og om et år, eller to, vil Elsebeth komme stavrende, surmule over hækken til Annemettes nu nymalede have, spidse munden og brumme:
De mennesker, altså! De griner sig da gennem livet! Unger over det hele, og de klager aldrig. Hvordan orker de dog? De er jo kun én generation yngre end mig!
Men ingen fortæller hende, at hvis taget ikke lækker, og fundamentet står fast, ja, så står huset længe endnu. Og der er lunt og trygt for alle, så længe ejerens hjerte er varmt.
