Kirstine.
– Hej! Søren smiler, da han ser sin datter komme ud af skolen med den store skoletaske hængende ned ad siden. Hvordan har du haft det i dag?
Kirstine og hendes far, Søren, sætter sig ind i bilen.
Åh far, vi lavede bare de vildeste ting i dag, vildeste! Du må vente, jeg viser dig det, det er en overraskelse! Og så var det mig, der skulle fodre kaninerne, og så havde Mikkel fødselsdag, så han gav os alle sammen slik, og…
Kirstine plaprer løs uden stop, hun prøver at fortælle sin far alt, for de har sjældent tid sammen. Søren skal jo også bare lige køre Kirstine hjem og derefter videre på arbejde.
Søren kaster et blik på speedometeret. Nålen bevæger sig nær grænsen. Bag i sidder Kirstine og ordner sine dukker i autostolen, mens radioen fortæller om morgendagens vejr og reklamerer for nye vitaminer.
Så kommer smældet fra siden. En Ford kommer flyvende fra modsat retning. Føreren, et ansigt forvredet af skræk, prøver desperat at gøre et eller andet, men trafikken forhindrer ham i at undvige.
Søren mærker en skærende smerte i sin venstre skulder, før han kastes frem, og alt bliver sort et øjeblik. Han kommer hurtigt til sig selv, prøver at se bagud, men den krøllede metalmasse holder ham fanget. Han kan høre sin datters stemme skrige déromme, hun græder, råber på hjælp, kalder på sin mor og græder igen.
Udenfor vrimler folk, prøver at åbne dørene, men uden held.
– Hold ud, min skat, hold ud! Alt bliver godt!
Søren kæmper for at dreje sig, uden held. Kirstine bliver stille. Redningsfolk ankommer.
Pernille sidder ved siden af hospitalssengen og holder Kirstines hånd. Pigen slap nådigt, men nogle brud holder dem i hospitalet længe. Pernille tror dog på, at det værste er overstået. Hun nusser Kirstines små fingre med blækpletter og akrylmaling på. Kvindens hage dirrer. Hun trækker vejret dybt og prøver at finde ro.
Lægen, Anders Villadsen, træder ind.
– Pernille Hartvig, vil du komme med mig ind på kontoret? Jeg har noget, vi bør tale om.
Pernille slipper forsigtigt Kirstines hånd og lægger dynen over hende. Datteren sover, udmattet efter urolighederne.
Anders Villadsen fører Pernille ind på det lyse lokale, hvor flere folk sidder med papirer i hvide kitler. De løfter hovedet og sender hende et undersøgende blik, men går straks tilbage til deres computere.
– Pernille, har Kirstine nogensinde klaget over rygsmerter?
Pernille tænker sig lidt om. Tankerne er kaos. Alt føles stramt inden i.
– Nej, ellers ikke. Men for to måneder siden nævnte hun ondt i ryggen om morgenen. Vi slog det hen som lidt muskelsmerter. Det gik hurtigt over. Hvorfor?
Anders Villadsen holder en pause, så taler han roligt:
– MR-scanningen har vist en lille knude ved rygsøjlen. Vi kan endnu ikke sige, hvad det er.
– Hvad? En knude? Hvad mener du? Kirstine var jo bare i trafikuheld! Pernille ryster på hovedet, nægter at tro på det frygtelige. En tumor? Er det sket på grund af uheldet?
– Nej, det er urelateret
Der bliver stille i rummet. Familiens liv er ændret for altid, nu må de forholde sig, acceptere, og senere handle.
– Hvad gør vi? spørger Pernille lavmælt.
– Vi indkalder en specialist, som kigger på undersøgelserne og vurderer videre forløb. Men jeg understreger vi ved ikke endnu, hvilken slags tumor, dette er. Det er for tidligt at konkludere noget.
– Ja, ja Må jeg gå ind til Kirstine igen? Pernilles blik flakker.
– Gå bare.
Søren ligger i koma. I drømmen kalder Pernille på ham de skal spise sammen med Kirstine, men hun er væk. Hun gemmer sig et sted i haven på sommerhuset. Han leder og kalder, men Kirstine svarer ham ikke. Han mærker sit hjerte galopere, ser Pernille på dørtrinnet til huset, snakke sagte, men han kan ikke høre ordene. Hun ryster på hovedet og forsvinder. Søren er fortvivlet. Han ved, hans piger behøver ham, men kan ikke komme frem til dem.
To dage senere kommer speciallægen, som Anders Villadsen havde omtalt. Med kulørt operationshue og grøn kittel med en broderet smølf, lader Børge Lauritsen straks Kirstine få sympati for ham. Længe nærlæser han billeder og taler i telefon med kolleger.
– Min ven! Er det ok, jeg undersøger din ryg? spørger han Kirstine, som stirrer nysgerrigt på ham.
– Ja, svarer hun og lægger sig lydigt på siden.
Hans varme, ru fingre mærker langs ryggen, standser et sted.
– Gør det ondt her? spørger han stille.
– Lidt, når du trykker. Hvad er det?
Pernille står ved siden. Sig nu alt er i orden, sig det er en misforståelse! beder hun indvendigt.
– Pernille, siger han. Kom, du skal have en præmie til din modige datter! Han ser Kirstine i øjnene. Kender du overraskelser?
Kirstine smiler og nikker.
Børge Lauritsen sender moderen et langt blik.
Hun har forstået. Hvorfor har jeg aldrig lært at skjule sandheden? tænker han trist.
Pernille kysser sin datter og går ud med lægen.
– Lad os sætte os ind på kontoret, siger han.
Hun går lydløst bag ham. Hun hader hans ryg, den fjollede hue og uniformen. Nu optrævler han hendes liv, kløver det i før og efter. Og Søren er væk, hun har ingen at støtte sig op ad
– Sid, tak. Vil du have te? Nej tak? Ok. Jeg mener, vi skal have knuden fjernet så snart som muligt den er for lille til at vi kan nøjes med vævsprøve. Er du med?
Pernille ryster.
– Ja. Min familie har haft kræft
– Jeg kan ikke sige, det er kræft. Vi skal undersøge den. Men jeg vil ikke udskyde operationen. I morgen ordner vi papirerne og overflytter jer til Rigshospitalets Børneafdeling. Overmorgen hvis alt går vel, er der operation.
– Men Min mand er her, på denne afdeling, stadig på intensiv. Kan vi ikke blive her?
– Når han vågner, får du lov at besøge ham, men du og Kirstine må ikke vente. Derovre har vi det rette udstyr. Stol på mig.
Næste dag bliver Kirstine og Pernille flyttet.
– Mor, skal vi hjem nu? spørger Kirstine glad. Er far hjemme?
– Nej, søde, far er stadig indlagt, men han bliver snart rask. Nu skal vi til en anden afdeling.
– Hvorfor? Er det rarere der? Ser de tegnefilm?
– Ja, der er hyggeligt. Det med tegnefilm spørger vi om, det lover jeg! Pernille smiler.
Inde på stuen holder Kirstine mors hånd. To børns øjne følger dem opmærksomt.
Hej! siger Kirstine tappert. Viser de tegnefilm her?
De andre piger kigger på hinanden og nikker.
– Jo, om aftenen
Imens operationen foregår, går Pernille rastløst op og ned af gangen.
Du skal nok være rolig! Børge Lauritsen er dygtig, siger en kvinde bag hende.
En ung, køn mor luller sin søn på armen han klynker uroligt i søvne. Hun hvisker beroligende.
Han har også opereret min søn. Alt gik godt. Sæt dig ned!
Pernille har længe følt sig alene med vi, os når det handler om sygebørn. Hun får altid lyst til at rette folk. Men ikke nu. Når dit eget barn ligger bag en hvid dør, deler du alt kirurgens hvert åndedrag føles på din egen krop. Her er det okay at sige vi, for her er du og dit barn forbundet igen, og du vil bære det med al kraft.
Har I været her længe? spørger Pernille.
Seks måneder nu, sukker kvinden. Vi bliver snart udskrevet. Kalle får det bedre, kun medicinen gør ham syg Hvad med din pige? Skal hun behandles?
De venter på operationens resultat. Det hele er så skørt! Kirstine og min mand var i et uheld. Brud, og nu viser det sig, hun har en tumor. Søren, min mand, han er stadig i koma, han ved ingenting! stemmen knækker Han ved ikke en gang, at Kirstine ligger her, at jeg ikke kan mere
Tyst! kvinden beroliger hende. Din datter mærker alt! Lad hende ikke se dig usikker, vis mod! Hun har brug for din styrke.
Pernille kigger forbløffet på hende. Det unge ansigt har allerede fået rynker, men hun bærer hovedet stolt livet har kørt hårdt på hende.
Pernille nikker.
Tak!
Kirstine ligger på operationsbordet og er virkelig bange. Fremmede i masker smiler til hende, klapper hende på skulderen, siger rare ting så dufter alt af tyggegummi, og hun svæver væk i søvn.
Hun drømmer, hun er en lille pige og holder en spilledåse, hvor en porcelænsballerina drejer på en lyserød lilje. Noderne danser, ballerinaen danser. Det er hendes fødselsdag, hendes far har givet hende spilledåsen.
– Husk dette øjeblik, min pige! faderens arme omfavner hende. Gem det hele livet!
Hun husker. Nu, hvor Kirstine helst vil væk, fordi hun er træt og bange, står hendes far ved siden af og holder hendes hænder. Ballerinaen drejer.
Sig til mor, hun skal ikke bekymre sig! hvisker han. Jeg venter, henter lidt kraft og kommer tilbage. Lover du?
Ja, far! hvisker hun.
En halv time senere kommer lægerne ud, og Kirstine bliver trillet på stue. Hun sover endnu.
Pernille, siger Børge Lauritsen, nu med hue med sjove dyr Alt gik som det skulle. Nu skal vi vente på svar fra vævsprøverne. Jeg skal nok få dem hurtigere frem.
Tak, Pernille stirrer på ham og søger svar, hun ikke kan finde.
Lad Kirstine sove. Bliv hos hende. Vil du have hentet noget?
Pernille bliver overrasket. Har aldrig hørt en læge tilbyde noget til pårørende.
Jeg går alligevel i kantinen. En kop kaffe?
Ja, kaffe ville virkelig være rart
Godt! Jeg kommer om lidt. Gå ikke fra Kirstine. Hun skal vågne til dig.
Han skynder sig ud.
Søren sover stadig. I sin drøm hører han Kirstine le, sige, at luften dufter af tyggegummi, ser læger stryge hende over ryggen, mens hun sover. Han mærker hendes frygt, men står straks ved siden af, beskytter hende. Han ser hende blive kørt væk efter operation, prøver at nå hende, men kan ikke. Han råber det kommer ikke ud. Lægerne hører ham.
Gå ikke i vejen, ven! siger narkoselægen. Hun har det okay. Men du skal blive rask nu. Kirstine venter!
Hvornår må jeg vil han spørge, men mørket sænker sig.
Hjertestop. Kom så, folkens! Søren! Du skal ikke væk din datter og kone venter på dig! Genoplivningsholdet kæmper for livet ved siden.
…
Goddag! Søren Hartvig, H-A-R-T-V-I-G! siger Pernille til hospitalets information. Stadig i koma i kritisk tilstand
Hun gentager receptionistens svar. Hun har aldrig haft det så svært. Som at stå på tynd is, hvor hele livet synker under det mørke, kolde vand. Intet kan ændres nu. Livets melodi revet itu. Nu lever hun mellem noderne falder ud af orkesteret og skal klare solosang.
Kirstine vågner hurtigt. Hun ser sig omkring, finder sin mor og begynder straks:
Mor! Kan du huske, far gav mig spilledåsen? Med ballerinaen? Hent den herind, ikke? Far mindede mig om den lige nu! Og han sagde, du skal ikke være bekymret. Han hviler sig lidt, så kommer han. Hører du?
Pernille hører. Absurd, umuligt, skørt men hun tror på det. Hun har intet andet valg. Ellers går hun til grunde.
Aftenen kommer. Kirstine er utålmodig, vil op, hendes ryg gør ondt, armen ligeså. Hun spørger hele tiden efter sin far, og falder til sidst i søvn.
Pernille sidder og ser på hende. Det har aldrig været nemt med Kirstine. Som spæd græd hun konstant Pernille kunne aldrig finde løsningen. Senere blev Kirstine stædig, udfordrende, hun insisterede altid. Hver dag var en kamp med sig selv, med sit barn, med rollen som mor.
Søren var anderledes. Han kunne altid trøste og grine. Pernille prøvede, men kunne ikke.
Kom nu, Søren, vi har brug for dig! hvisker hun i mørket ved datterens side. Vores ballerina står stille. Vi mangler dig.
Pernille falder i søvn.
Hold ud, Pernille, jeg kan ikke endnu. Jeg skal lige ordne et par ting. Være stærk i morgen det bliver vigtigt! Sørens stemme er pludselig virkelig nær.
Pernille sætter sig brat op i sengen og ser til datteren. Ingen andre i stuen. Kun Kirstine stønner lidt i søvne, et sted lyder sygeplejerskens klokke.
Om morgenen kommer prøvesvarene. Børge Lauritsen forklarer nøje, hvad de skal gøre. Pernille nikker, forstår ikke rigtig noget hovedet summer, alt flimrer.
Pernille! hører hun Sørens stemme indeni. Tag dig sammen, hør efter hvad lægen siger. Skriv det hele ned! Ring til din mor, bed hende hente, hvad I skal bruge!
Sørens bestemte stemme får hende til at fokusere. Hun beder lægen gentage det hele langsomt.
Børge Lauritsen gør det tålmodigt.
…
– Søren Hartvig, hvad stiller du dog op med os! siger den vagthavende læge ved sengen. Du er altid ved at løbe væk! Mon jeg får en rolig nattevagt en dag?
Sørens hjerte banker hurtigere. Han ser i drømmen Pernilles anspændte ansigt efter lægens ord. Han er nær dem. Det er ikke tid endnu til at vende tilbage til kroppen.
Kirstine starter sin behandling. Alle bivirkninger, mødrene taler sagte om på gangen, viser sig hurtigt. Hendes øjne bliver kæmpestore, ansigtet vitaminfattigt. Foråret har ramt København fejemænd rydder gaderne, malere optegner fodgængerfelter. Kirstine kan kun observere alt fra vinduet. Pårørende vinker nedefra, men hun venter kun på sin far. Moren siger, han også er syg, men snart kommer han.
Mor, ved du, far kommer til mig hver nat. Han sidder her, hun peger på sengekanten og fortæller eventyr. Hører du dem? Han hvisker, så veninde-Maria ikke jager ham væk hun er streng sygeplejerske…
Kirstine sukker. Pernille har også drømt Søren, de sidder sammen i tavshed. Alt, hvad de kunne sige, ville være for småt. De betragter ballerinaen danse på lilje-blomsten
Kirstine tager behandlingen pænt. Håbet lever. Pernille frygter ikke længere børneafdelingen med de karakteristiske facader. Mange patienter derfra hører til de mest ramte. Der er sendt flere børn fra deres sal. Mødrene samler tavst deres ting, nikker og går de, der bliver tilbage, beder for dem.
Pernille får nu grå hår, men det er ligegyldigt. Hun gror videre for bare hygiene. Livet står stille for hende, selvom Kirstine går til skolegang, leger, prøver at smile. Pernille kan ikke. Hun skjulte sig bag Sørens ryg, og nu knækkede hun næsten.
Far! Mor har det så svært! Jeg hørte hende hviske til mormor, at det er for hårdt! Kom snart, far! Jeg er bange for hende! siger Kirstine til sin far, i drømmene.
Jeg skynder mig, min pige! Men mor må kæmpe lidt endnu!
Pernille hjemsøges af tanker om sit gamle liv, hun forbander ulykken, uden at forstå, at ulykken bragte muligheden for redning. Hun vil aldrig anerkende virkeligheden, skændes og stritter imod og derfor lider hun.
Pernille! Nu ikke mere klynk! Hold op med at pive! Kirstine har det hundrede gange værre, men hun glæder sig over hver dag! Og du bliver ved at dvæle ved gamle skrammer fra din barndom! Voks op! Pust på såret, sæt et plaster på, løft hovedet og lev! Ingen kender, hvor længe vi har! Svoren brager ind i hendes drøm.
Han stamper, han råber. Hun hører hans stemme blandet med spilledåsens klang, ballerinaens dans på liljen. Alting smelter sammen, lydene gør ondt. Pernille vil kaste spilledåsen ned i gulvet.
Pludselig falder der ro. Hun ser datterens bange øjne, Sørens desperate udtryk og sit eget forvredne ansigt. Hvis hun knuser spilledåsen, er der kun mørke og smerte tilbage.
Kvinden i drømmen sætter forsigtigt ballerinaen på bordet. Noget ændrer sig indeni, som om urværket igen går rigtigt. Søren nikker og forsvinder. Pernille vågner, med hjertet hamrende vildt.
Søren Hartvig! Hører du? siger lægen højt og slår let på kinden. Så er det tid at vågne! Kom nu! Op med øjnene!
Søren hører det. Han vender hjem. Nu ved han, Pernille kan klare det, men han skal hurtigst muligt komme til Kirstine. Han kender endda udsigten fra hendes stue.
Mor! råber Kirstine og smiler over hele ansigtet. Mor! Far kommer! Han kommer!
Hun kigger ud over indkørslen, vinker ud af vinduet. Langsomt, støttet til krykker, går en mand hen ad asfalten med en buket blomster. Til hans elskede Kirstine, som har ventet så længe.
