Søger brud. Bryllup 1. juli
Da Zacharias trådte ind i auditoriet, føltes trinene, som om han gik på sneglehjerner, og han fik straks øje på sine venner, der sad på den øverste række og vinkede med hænderne i luften, som om de forsøgte at fange usynlige sommerfugle. Han sprang to trin ad gangen, op mod deres lille fællesskab.
I aner ikke, hvad jeg har været igennem! udbrød Zacharias, da han nåede op, med pulsen dansende af forventning.
Jørgen, Gleb og Pauline drejede nysgerrige øjne mod ham, kun Alvita kiggede på ham med løftede bryn værsgo, det bliver svært at overraske mig, synes hendes øjne at sige.
I går var jeg hjemme hos Lars jeg skulle have fat i et program, han havde. Mens vi venter, sidder vi dér og snakker om alting og ingenting, og pludselig stikker deres hushjælp hovedet ind og siger, at Lars far kalder på ham nedenunder. Vi lister os ned og du skulle have set scenariet!
Kæft, Zacharias, lad vær med at pakke tingene ind! afbrød Jørgen utålmodigt.
Okay! Der står Larissa hende fra Spar i kolonihaven og ved siden af hende står datteren, Valborg, hende kender I jo. Larissa giver den hele armen! Vred på Lars forældre, fordi Valborg venter barn, og det, siger hun, er Lars skyld. Hun kræver, at de skal giftes. Basta!
Av, for Lars har da været ude at køre! Pauline slog forbløffet ud med armene.
Lars far spørger, og Lars svarer: Hvorfor skal det være mig? Vi går jo i sauna som en hel flok, hvem ved helt præcist hvem Det fik Larissa helt ud af kurs: Hvad bilder du dig ind at sige om min datter?!
Så tog jeg mobilen frem og viste en video, jeg tog sidst. Der sidder vi alle sammen, Valborg viklet ind i et lagen og nærmest klistrer sig til Vagn. Så kommer Jørgen rendende, kaster hende over skulderen og slæber hende ud i saunaen. Da Larissa ser det, griber hun brandrageren og farer efter Valborg, skriger forbandelser og svinger den, indtil vagten tager den fra hende ved lågen.
Er det alt? mumlede Alvita tørt.
Nej! Zacharias limede et betydningsfuldt ophold ind. Lars far sagde, han var træt af det pjat, og at lige så snart Lars har fået sit eksamensbevis, skal han gifte sig. Lars siger, han ikke har nogen brud, og faren: Bryllup første juli. Ingen brud? Find én. Ellers gifter du dig med Vasen den tossede rengøringsdame fra butikken! hun, der fodrer alle kolonikvarterets hjemløse katte.
Tror I virkelig, Lars far vil gøre alvor af det? Pauline løftede panden i tvivl.
Ingen ved det, men han er sej, den gamle. Jeg ville ikke udfordre ham, hvis jeg var Lars, afsluttede Zacharias med et bredt, drømmende grin.
Netop da kom Lars op til dem, som et spøgelse, der har fanget sin egen skæbne.
Ud fra jeres blikke har Zacharias nok allerede indviet jer i min tragedie. Nogen idéer? Alvita, Pauline, vil en af jer redde mig? Bruden får man med til Svendborg bryllup på min fars regning!
Nej tak, svarede Alvita, jeg har ikke bryllup ude til højre i fremtiden. Gryder, bleer, rengørings-missions rundt i lejligheden ikke min genre.
Tak, men nej, tilføjede Pauline uden at træde direkte ud af drømmen. Men indeni tænkte hun, at havde Lars spurgt hende alene, måske i solens stille filter gennem cafévinduet, kunne hun måske have sagt ja. Han var da rar. Og så Lars fars firma, der var mange praktiske grunde.
Sig mig Vi var jo alle i saunaen. Hvorfor Valborg og Larissa lige kom til mig, fatter I det? Ikke Zacharias? Lars så spørgende på gruppen.
Fordi din far har et treetagers hus! Mit har kun to, grinede Zacharias.
Og hvor finder jeg en brud nu? Faderen mener det, han siger.
Slap af, sagde Gleb, bare se dig rundt! Halvdelen af pigeenergien i dette rum er ledig. Tag bare for dig!
Ja, Gleb, tror du vitterligt, de står på nakken af hinanden for dig? Alvita strammede stemmen.
Hvad er der i vejen med mig? Lars kiggede såret.
Intet, men piger stiller også krav, og du kan ikke vide, om du passer ind forklarede Alvita.
Jeg har det! Zacharias slog ud med armene Lars vælger bare én her og nu, og inden første juli skal han overbevise hende om et ja.
Og hvis ikke? spurgte Pauline.
Seks måneder nemt! påstod Lars. Giv mig hvem som helst, men gifte vil jeg ikke.
Måske, men det skal du! Gleb satte prikken over i.
Nej, vent lidt. Hvorfor ikke bare tage den første, der kommer ind ad døren? foreslog Alvita.
Må jeg ikke bare vælge? Lars så panikken logre.
Kan du ikke? Tør du ikke? Alvita skubbede til ham.
Lars tænkte et sekund.
Fint! Sådan bliver drøm til virkelighed sagde han.
Fem blikke rettet mod døren hele rummet dirrede af surrealistisk venten.
Lise Simonsen er gift. Søren gælder ikke. Kolberg og Mejsner også gift, opremsede Zacharias.
Der kommer hun, Anne Sofie Zimling! Alvita pegede. En lav blond pige med stor uldtrøje og slidte jeans gled ind i rummet. Lys fra vinduet lavede et mærkeligt mønster på væggen nærmest som isblomster.
I er sindssyge! Hellere Vasen end Zimling! Lars udstødte et skælvende suk.
Nix, Lars, her er din udkårne Anne Sofie Zimling! grinede gruppen, indtil underviseren kom ind og fyldte rummet med tunge bøger og endnu tungere realiteter.
I pausen blev vennerne enige om, at dette var deres hemmelighed, noget baglæns midlertidigt, kun for de indviede. Alvita og Pauline påtog sig at finde ud af alt om denne gådefulde Anne Sofie, som åbenbart levede i parallelsamfund. Hun havde aldrig nægtet nogen hjælp, havde alle eksamener med topkarakterer. Hun kom aldrig i byen, gik ikke i barer, og havde ikke nære veninder.
Næste dag vendte pigerne tilbage med information: Anne Sofie boede med sin farmor, Magda, som arbejdede i Odense Teater. Præcis hvad som, vidste de ikke, men måske garderobe. En i gruppen havde set Anne Sofie tale med en af de ældre damer, der sælger programmer i teateret før forestillingen.
Er hun forældreløs? Zacharias spurgte nysgerrigt.
Nej, moderen arbejder i København, faderen er et eller andet sted i landet. Hun har vist vist pigerne videoer, han har sendt fra Grønland, hvor han arbejder. Og om vinteren bærer hun nogle mærkelige støvler af renskind, faderen har haft med sydfra pimi-boots, kalder hun dem. Hun har også et job, men hvor? Ingen ved det. Galina så hende nogle gange ved Conditori La Glace, hvor Anne sagde, hun kom fra arbejde.
Hvad laver hun så? Gleb så skeptisk på gruppen.
Ingen idé. Vi har ikke set hende som hverken tjener eller vaskepige. Måske potter og pander?
Lad os opsummere, Lars fnisede familien venter, at jeg gifter mig med en pæn borgerdatter, og jeg hiver en frem, mor ikke kan lide. Far sikkert ligeglad. Jeg holder fast og siger: Jeg elsker Anne Sofie, gift eller ej! Så ser vi
Men hvis de accepterer hende? Med super bryllupsfest og det hele? Zacharias viftede med hænderne.
Pauline begyndte at holde mere og mere med Anne Sofie og sagde:
Hun er klog og venlig meget mere end I aner. Hun svømmer skidegodt, har verdens hår, flot krop, og store øjne, når brillerne ryger af. Hvorfor gør I hende til et monster?
Pauline! Ingen har gjort hende noget. Og Lars kommer ikke til at træde på hende det handler om at blive gift, ikke at ødelægge hende, sagde Zacharias.
Så må du begynde din belejring af borgen, Lars tiden går, sagde Gleb.
Efter forelæsning gik Anne til biblioteket, fandt fem bøger og gik straks i gang. Lars satte sig ved nabobordet rummet føltes lidt som om, tiden gik baglæns, lyset dryppede fra loftet som stearin.
Hej, sagde han lavt, jeg hedder Lars.
Du går i 45. gruppe, ikke? smilede Anne Sofie.
Må jeg spørge dig om noget? Sig mig, kan du hjælpe mig med noget Han forsøgte at virke genert, men det var svært i denne skæve drømmeverden.
Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte hun.
Min vejleder, Poulsen, vil smide mig ud, hvis jeg ikke har et klart intro og første kapitel i morgen. Kan du hjælpe?
Okay, jeg prøver. Lad mig lige se på det, sagde hun.
Hun rettede på hans kapitler, satte streger, byttede om på mål og midler, skrev to punkter til og lavede en logisk bro i stoffet.
Skal kapitlerne ikke flytte plads? foreslog hun, så bliver det mere logisk.
Tak! Mener du virkelig det?
Når du har skrevet færdig, vil du så vise mig det?
Ja! Forresten har du tid på lørdag? Skal vi i biografen? spurgte Lars.
Det kan vi godt. Vælg du filmen.
Må jeg få dit mobilnummer?
Han takkede og gik, mens ordene svævede længe efter ham.
Morgenen efter afleverede han rapporten til sin vejleder. Denne kiggede op over brillen og sagde: Endeligt! Hvorfor ikke med det samme?
Lars gik ud til sine venner.
Tror I, hun er et geni, eller hvad? Hun brugte femten minutter på det, jeg har kæmpet med i halvanden måned! Han strakte armene ud, mens lysbølger skød gennem gangen.
Og hvad med kærlighedslivet? spurgte Alvita.
Jeg har kun ét formål: at få Anne til at sige ja til bryllupet 1. juli. I vil kun høre om resultatet, så drop fxerne, svarede Lars.
Næste dag var det fællesforelæsning. Lars søgte instinktivt op på bagerste række drømme-logik, indtil Anne trådte ind, satte sig i forreste række og så fjern og alligevel nær ud.
Nu går jeg derned, hviskede Lars til vennerne, der udstødte latter som klirrende glasskår.
Han satte sig ved siden af Anne.
Tak for din hjælp, i går var Poulsen nær faldet bagover ingen indvendinger!
Skal jeg kigge på næste kapitel? Efter svømning i dag kan vi mødes i biblioteket? spurgte hun.
Det vil jeg meget gerne.
Søndag morgen vågnede Lars og huskede deres biograftur fantasy, superhelte, men Anne havde mere dybde: hun elskede Belyaevs underlige verdener, Strugatskij-brødrenes bizarre universer.
Lars satte sig og googlede Strugatskij, forsøgte at læse, men så kom faren ind.
Hvordan går det med specialet? spurgte hans far.
Fint, har afleveret introen men med piger, det er sværere.
Har du fundet din brud?
Ja. Men jeg er ikke sikker på, mor kan lide hende.
Hvis du er glad, er jeg også. Fint at hun arbejder det gjorde jeg også.
God, han er tilfreds, tænkte Lars lettet. Måske skal jeg finde på mere kontroversielt om hende men hun arbejder i teateret! Jeg triller i teateret i aften uden at hun opdager noget.
Lars trådte ind i Odense Teater, slentrede op ad marmortrappen. I mellemrummet mellem 1. og 2. akt så han Anne uden briller, i mørkegrønt jakkesæt, hendes hår sort og blankt, flydende ned af skuldrene som tang i havet.
Er du også til teater i aften? spurgte hun, og hendes stemme lød som en violinspil under vand.
Jeg trængte til at se noget andet end fjernsyn.
Anne Sofie, er det din ven? spurgte Magda, farmoren, i uniform med programmer under armen. Lars bukkede.
Kom, jeg placerer jer i direktørs loge, smilte Magda.
De så Cyrano de Bergerac, og i pausen sagde Lars: Hvorfor har du briller til hverdag?
Det er praktisk, og så ser jeg mere alvorlig ud, svarede hun.
Du er både streng og blid, hviskede Lars.
Efter stykket fik han lov at følge hende og farmoren hjem.
Næsten hvert weekend derefter var Lars og Anne i park, på skøjtebane, i biograf, på teater.
Zacharias lod ikke være han ville vide alt. Men Alvita havde luret det: Lad ham være, han er forelsket. Det kan ikke skjules.
I Zimling? Er du forelsket i Zimling? fnøs Zacharias.
Hvad er dit problem? Hun arbejder jo i Skræddernes Hus som deltidsbogholder jeg tvivler på, du kommer ind dér, sagde Lars.
Pjat! klukkede Gleb. Det tror jeg ikke på.
Hvornår er brylluppet? Zacharias var snu.
Første juli. Men jeg har ikke spurgt endnu, svarede Lars.
Sidste lørdag i april sad Anne og Lars på en bænk i parken.
April er mild i år. Sidste år var det storm og regn, sagde Anne.
Hvorfor husker du det?
Mine forældres bryllupsdag. De er i København nu.
Lars løftede hånden, Jeg har en overraskelse. Luk øjnene.
Han placerede en ring på hendes finger: Siger du ja? I dag er din forældres bryllup, lad det være vores forlovelsesdag.
Hvorfor anden gang?
Det fortæller jeg dig 2. juli, sagde Lars.
Men første juli er brylluppet jo!
Præcis. Derefter slipper du ikke væk.
Jeg siger ja. Men jeg vil læse videre, svarede hun.
Selvfølgelig, forskning og ægteskab går hånd i hånd.
Hjemme meldte han det ud: Jeg har valgt min brud. I møder hende i morgen, så vi kan nå at udfylde de papirer.
Jeg har allerede booket Odense Rådhus, første juli klokken 12. sagde hans far coolt.
Hans mor hostede diskret: Hvem er hun, den brud?
Mor, jeg har fundet Anne. Hendes farmor har arbejdet i teatret hele livet. Ingen spørgsmål om hendes forældre, tak.
Jeg vil gerne vide mere om hende, insisterede mor.
Hun er klog, arbejder allerede i Skræddernes Hus og holder sig til det simple.
Vi skal vælge nogen, der passer til os!
Måske er det Annes forældre, der burde bekymre sig, sagde Lars.
Dagen efter mødtes to familier ved Odense Rådhus, hvor Anne kom med sin mor, elegant i mintgrønt jakkesæt. Lars mor gispede.
Ved du, hvem hun er? Det er jo Lena Zimling! Hun var hovedrolle i teatret, før hun blev hentet til København! Og hendes mand, han er vist geolog.
Og hvad så? Ungerne er glade, svarede Lars far.
De unge var lykkelige.
P.S. Morgenen 2. juli, da Lars havde fortalt hele historien til Anne, spurgte hun kun ét:
Og hvis en anden var kommet ind i auditoriet den dag?
Det kunne aldrig ske. Det var skæbnen.
