Jeg tørrede bordet af efter aftensmaden, da jeg pludselig hørte hoveddøren blive åbnet, selvom ingen havde ringet på døren. Jeg troede først, det var naboen, men så genkendte jeg straks lyden af de velkendte hæle mod gulvet.
Min svigermor.
Hun gik direkte ind i køkkenet som om hun boede her. På bordet lå stadig krummer fra rugbrødet og to halvtomme kopper te. Min mand, Anders, stod ved vasken og vaskede op. Han frøs et øjeblik.
Mor? sagde han. Hvorfor ringede du ikke?
Hun satte sin taske på stolen. Stolen gav en høj lyd mod flisegulvet.
Jeg har jo en nøgle svarede hun roligt.
Jeg så på Anders. Den nøgle havde vi givet hende for mange år siden. “Kun til nødstilfælde. Men på det seneste var hun begyndt at komme mere og mere uden at sige til.
Er der sket noget? spurgte jeg.
Hun lod blikket glide rundt i køkkenet. Det stoppede ved den nye kaffemaskine på bordet.
I har fået nyt udstyr, kan jeg se sagde hun.
Ja, den købte vi sidste måned, svarede jeg.
Hun lod fingeren glide over bordet.
Så pengene rækker.
Anders sukkede.
Mor, hvorfor er du her?
Hun svarede ikke med det samme. Hun satte sig på stolen og krydsede armene. Der blev helt stille.
Fra gangen lød den gamle vægur, der slog halv.
Jeg kom for at snakke, sagde hun endelig.
Om hvad?
Hun så først på mig, så på Anders.
Om hvordan I bor.
Anders rynkede panden.
Hvad mener du med det?
Hun pegede rundt i køkkenet.
Denne lejlighed er for stor til bare jer to.
Jeg stoppede med at tørre af.
Nå? Og?
Hun trak på skuldrene.
Jeg bor jo alene.
Anders sukkede dybt.
Mor…
Jeg siger ikke, at jeg skal flytte ind, afbrød hun ham. Jeg synes bare, det er normalt, at familie hjælper hinanden.
Tavsheden blev tungere. Kun lyden af dryppende vand fra hanen.
Dryp.
Dryp.
Mor, sagde Anders langsomt. du har din egen lejlighed.
Hun smilede svagt.
Den er lille.
Men den er din.
Hun lænede sig tilbage.
Jeg har hjulpet jer meget gennem årene.
Hun så på mig.
Især dig.
Hendes ord blev hængende i luften.
Hvad mener du? spurgte jeg.
Hun lænede sig let frem.
Det er da normalt, at en mor har plads hos sin søn.
Anders kørte en hånd gennem håret.
Mor, det har vi aldrig snakket om.
Hvorfor ikke?
Endnu engang tavshed. Ovenpå flyttede nogen en stol, gulvet knagede. Jeg lagde kluden fra mig på bordet.
Jeg siger det ærligt, sagde jeg.
Hun mødte mit blik uden at blinke.
Vi vil gerne have et hjem kun for os.
Hendes ansigt blev hårdt.
Så jeg er til besvær?
Anders svarede hurtigt:
Det er der ingen, der siger.
Hun rejste sig langsomt. Stolen knagede. Hun tog nøglen op fra lommen og lagde den på bordet. Metallet ramte træet med et skarpt slag.
Så er jeg vel ikke velkommen længere, sagde hun stille.
Ingen svarede.
Hun tog sin taske og gik ud i gangen. Døren lukkede sig forsigtigt bag hende.
Jeg og Anders satte os tavst ved bordet. Vi blev længe siddende og så på nøglen.
Nogle gange siger en lille ting mere end tusind ord. Jeg indså noget mærkeligt denne aften. Grænsen mellem familie og fremmed kan bare være en dør.
Spørgsmålet er, om man tør at lukke den og har modet til at lade døren være lukket.
Hvad ville du gøre?
Ville du lade din svigermor komme og gå, som hun vil?
