Mors veninde
Mor… hviskede jeg helt tæt ind til hendes øre, så moster Zina ikke kunne høre det igennem den tynde væg. Mor!
Mor lå ved siden af med ryggen til mig. Da jeg var lille, kom jeg ofte ind til hende om natten, søgte varme, lyttede til hendes rolige vejrtrækning, krammede hendes hånd og lod min kind hvile mod hendes bløde håndflade. Vi hviskede altid sammen om alt, der fyldte mig: Nabokattten, Felix, der var faldet i brønden og måtte reddes op, hvad der var sket i skolen. Så fortalte mor om dengang, jeg var lille…
Hvad nu igen? Hvad er det, Mikkel? hviskede hun søvnigt tilbage. Jeg kunne mærke hendes spinkle krop, hendes skarpe albuer, hendes åndedræt, når hun vendte sig mod mig og lagde armene omkring mig.
Hun skal tage hjem! Mor, hun skal tage hjem! Hvorfor skal vi have hende boende? nikkede jeg mod væggen, hvor sengen med moster Zina stod lige bag. Vi kunne høre hendes snorken. Mor! Svar nu!
Jeg satte mig op på albuen og rynkede panden. Jeg var så vred, men mor forstod mig ikke!
Du ved jo godt, skat, moster Zinas hus brændte ned. Hun har ikke andre steder at bo, og derfor kom hun hertil.
Hun er altså ikke sød mod dig, mor! Hun tager dine penge! Jeg glemte helt at hviske og sagde det højt. Mor skyndte sig at lægge en hånd over min mund, og snorken faldt pludselig væk på den anden side af væggen. Sengens madras knirkede. Zina mumlede et eller andet og begyndte at snorke igen.
Det passer ikke, Mikkel. Du må ikke beskylde folk for noget, hvis du ikke har beviser, det er ikke pænt! Har du set det med egne øjne? Kom nu, Mikkel. Moster Zina hjælper dig jo altid med dine lektier.
Men jeg så det, mor! Jeg så det rigtigt! Jeg kiggede igennem sprækken i døren, da hun rodede i din taske og tog pungen op. Jeg ville råbe, men… jeg blev bange. Mor, jeg er faktisk bange for hende! Kan hun ikke tage hjem? Det er vores lejlighed, din og min, det er jo min værelse! Hvorfor bor hun der nu?
Jeg satte mig på sengen, blev sur og stirrede ud ad vinduet.
Du er stadig lille, Mikkel, hvis du ikke forstår, hvorfor vi skal hjælpe hinanden. Lille, forstår du? Og jeg har altså ikke mistet nogen penge. Gå nu ind i dit egen værelse, kom.
Hvis jeg begyndte at snakke om hende, sendte mor mig altid væk. Hun var jo heller ikke rigtigt moster for mig. Hun var blot mors gamle veninde. Men opførte sig som en general…
Jeg snøftede og trampede ind i mit værelse, krøb under dynen og trak den op over hovedet. På den anden side af væggen blev der igen stille.
Zina dukkede op hos os en kold efterårsdag. Hun kom bumlende ind med sin kuffert, ansigtet rødblussende, håret i små, stive krøller, der klistrede til panden. Jeg var omkring otte år, og jeg kiggede forbløffet på hende. Bag hende smækkede døren til nabolejligheden, og jeg hørte Poul, vores nabo, kalde Zina en heks, fordi hun havde ringet på hos ham og skældt ud over, at hun troede, de havde indtaget vores lejlighed. Da hun endelig læste adressen rigtigt og kom ind til os, var hun stadig forarget.
Moster Zina kastede et blik på mig, skubbede mig til side og gik direkte ind, smilede bredt til mor. Uden at vente på en invitation sad hun allerede i mit værelse, skubbede til mine legetøjssoldater, kiggede sig omkring og begyndte at græde.
Alt brændte, Oda, alt! Ned til kælderen, alt var væk! Vi havde kartofler, syltetøj… åh, hvor er det synd! Hulkede hun, mens hun vuggede frem og tilbage med hænderne for ansigtet. Jeg havde ingen andre steder at tage hen, alle har unger og børnebørn. Men så kom jeg i tanke om dig! Heldigvis har jeg altid passet på dit brev, for du har jo aldrig været mig fremmed! Så jeg købte en togbillet og tog hertil. Sikke en sorg, Oda! Min mands billede, det i matrosuniformen, brændte. Kun dette er tilbage… Hun fiskede et foto op fra kufferten og stak ud efter mit natbord. Må den stå her? Han vil holde øje med mig, mens jeg bliver gammel…
Hun var vel omkring tres, og det så ikke ud til, at hun havde planer om at flytte igen foreløbig.
Mor var straks i gang med at nusse rundt om Zina, bad hende komme ind og spise.
Ja, jeg er så sulten efter rejsen! Dreng! Hun kaldte mig altid ‘dreng’ eller ‘unge mand’, men aldrig mit navn. Dreng! Følg moster Zina ud i køkkenet, hvad glor du sådan på?
Hun greb hårdt om min skulder og skubbede mig foran sig. Jeg vred mig fri og løb.
Jamen altså! rystede Zina på hovedet, mens hun satte sig ved det dækkede bord. Din dreng er da godt nok vild. Sådan virker blodet, du, Oda. Dårligt blod fornægter sig ikke…
Han hedder altså Mikkel, hviskede mor lavt. Jeg stod lige bag døren og lyttede.
Ja ja, Mikkel. Mikael. Som en stor bjørn! Zina grinede pludseligt.
Da hun havde spist godt, var det allerede hende, der kommanderede med mor, mens hun sad i min stol i værelset.
Jeg må lige hvile mig lidt, Oda. Mine knogler værker, det går i regn. Fy for pokker, sikke et vejr vi har haft i Svendborg, regn og atter regn, vand overalt…
Mor nikkede og begyndte febrilsk at samle mit legetøj sammen mine ting, i mit værelse, hvor denne fremmede nu skulle bo.
Men hvordan kan der stå vand op til knæene, og alligevel brænder huset ned? Man forstår det ikke helt Nå, Danmark er et lille land.
Mikkeldrengen kan jo sove inde hos dig, Oda. Her sætter jeg et lille bord og min fine kop. I har vel kopper af tyndt porcelæn?
Nej, vi drikker af ganske almindelige, undskyldte mor. Mikkel var for lille, jeg turde aldrig have porcelæn…
Åh, Oda! Bor man i byen, skal man altså have ægte porcelæn! Hvad har jeg dog sendt dig til hovedstaden for? Zina strøg hånden hen over skabet for at tjekke for støv. For at du skulle blive voksen! Og så lever du bare for dig selv, ligesom dengang tynd og bleg. Nå, men nu er jeg her, så skal det nok blive anderledes, ikke, unge mand? Hun blinkede til mig. Og jeg har kendt dig, siden du var så lille!
Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle glædes eller ej over at have kendt den her kvinde fra barn. Jeg så på mor, der trak min gamle kasse frem fra under sengen. I den gemte jeg alle mine biler.
Så, nu vasker jeg gulvet, Zina, så kan du gøre dig hjemme. Værelset er roligt, det vender mod gården, det er varmt, og vinduerne trækker ikke, forklarede hun, som om vi skulle overbevise en paying lejer, så hun blev længe.
Ja, ja, vask nu med klorin, min søde. Jeg elsker, når der dufter rent af klorin Zina dumpede ned på stolen, vuggede lidt, begyndte igen at græde over sit brændte hjem og alle de tabte penge.
Mor klappede hende nervøst på den puklede ryg, bad mig hente et glas vand.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mistede mit hyggelige værelse og min lille, hemmelige verden. Nu hostede og klirrede Zina derinde, hvor hun straks havde fået nye kopper, og min bamse, som jeg altid legede ninja-dueller med, sad ensom på mors gamle sofa.
Og sådan begyndte det.
Zina var overalt på badeværelset, i køkkenet, i vores værelse. Hun overtog hurtigt al plads, flyttede rundt på blomsterne, hev nogle ud og bragte nye ind, ændrede på møblerne, roede i vores gryde efter kød.
Hvad glor du på, hvislede hun, mens hun så sig over skulderen, når du bliver gammel og tandløs, forstår du også at sætte pris på blød mad! Og så råbte hun: Gå så ind og lav dine lektier! Jeg tjekker dem, og der må ikke være fejl!
Hun gik ikke nogen steder, hun havde ingen job, sagde til mor, hun var på pension. Hvordan hun egentlig fik sin pension, vidste mor ikke. Men pengene slog aldrig til.
Oda, hvor er det godt, du har et ordentligt job! Tænk, hvis jeg ikke havde hjulpet dig, da du var ung med maven? Nå, men det endte jo godt, sagde Zina og kiggede indtrængende på mor, der nikkede, gav hende endnu en skål suppe og et ordentligt stykke rugbrød. Men Oda, kunne du ikke lige låne mig nogle penge? Jeg skal have et nyt frakke, og støvler… mit gamle brændte væk…
Mor lånte hende penge og sagde, hun ikke behøvede at betale tilbage. Hun var Zina meget taknemmelig.
Sådan skal det være gæld gør venskab stærkere! sagde Zina tilfreds.
Hun forsvandt straks med pengene og kom hjem med nye pakker.
Kom herud, Oda! råbte hun. Mor stod og vaskede gulve, jeg lavede lektier. Oda! Nu!
Mor stod lidt forlegent i forgangen og rettede på nederdelen.
Se nu her! Ligner det ikke det, din kæreste gav dig dengang? Zina viste stolt sin nye frakke frem. Kraven er af pels mærk lige! Sådan skal man gå klædt i hovedstaden! Jeg fandt endda et pelssjal lidt slidt, men billigt. Oda, du må altså begynde at tjene lidt ekstra.
Hvornår dog? Mor opgivende. Jeg arbejder allerede sent, må hjælpe Mikkel og lave mad…
Ja, hvad tænkte du dog på? Man skal ikke bare lade livet gå sin gang. Du må tage ekstra tegningsopgaver hjemme. Lidt mere til kassen… og så begyndte Zina endnu en gang at klage sin nød over vinter, kulde og at hun manglede tøj.
Mor begyndte at tage lektieopgaver med hjem og sad bøjet over bordet mange aftener. Jeg hørte blyanten kradse, lagde mig med ryggen mod lyset. Men det var ikke kun lyset det var spændingen i mors ryg, så tynd og træt.
Mor, stop nu! Du skal på arbejde i morgen! sagde jeg. Vi har penge nok! Hvis hun mangler, må hun arbejde selv!
Mikkel, du forstår det ikke, hviskede mor og krammede mig, Zina hjalp mig, da jeg havde allermest brug for det. Nu må vi også hjælpe hende.
Vi skylder hende ingenting! protesterede jeg.
Jeg vendte mig mod væggen og hørte, hvordan mor græd stille, og så hostede, fordi tårerne var dryppet ned på hendes tegninger. Men hun var altid stille. Kun hendes skygge på væggen sitrede.
Først senere, en dag Zina var blevet lidt for glad for snapsen, fik jeg hele sandheden rystet ud: Hun mente, min mor var værdiløs, at hun var en skam, og at det kun var Zina, der havde hjulpet hende, da ingen andre ville. Hun fortalte aldrig, at min mor altid havde arbejdet ekstra som rengøringsdame og solgt grøntsager fra haven: agurker og kæmpe squash på torvet, og Zina havde fået penge fra min rigtige far for at holde sig væk fra ham og hans ry.
Da min mor blev gravid, smed min bedstefar hende på porten, og mors egen mor måtte give hende adresse og et sæt øreringe som gave til Zina, man kunne betale logi med. Siden måtte mor klare sig med Zinas betingelser, og da hun fødte mig for tidligt efter Zinas håndfaste optræden, måtte hun sendes videre til København for at hente sig igen endda med nogle penge til vejen.
Zina fortalte kun, at hun hjælper folk, men ellers var vi intet værd.
En dag kastede Zina sig ud i det hele: Mor skulle sende mig på kostskole, for jeg plagede hende og stjal fra kassen. “Sådan en knægt bliver aldrig til noget han skal opdrages med disciplin!” Mor blev hvid i hovedet, men nikkede bare stille. Jeg nægtede alt, stirrede trofast på mor.
Mor lukkede døren om sig: Zina, du er træt, du ser syner, sagde hun bare og gik ind på værelset.
Det år begyndte jeg at gå til alle mulige fritidsaktiviteter efter skole: svømning, skak, sløjd, bare for at undgå at komme hjem. Mor hentede mig altid, og vi gik langsomt hjem sammen.
En dag blev mor syg. Hun stod og ventede på mig udenfor, kinderene brændte. Jeg løb ud til hende, trak min hue ned.
Mor, du er varm! Kom hjem, jeg laver te med syltetøj til dig!
Vi har ikke mere syltetøj, Mikkel. Zina har spist det hele, sagde hun og trak på skuldrene.
Jeg kom i tanke om, hvordan jeg en dag havde set Zina spise syltetøj direkte af glasset, grinende.
Jeg løber op til Poul! Han har helt sikkert et glas på lager! foreslog jeg.
Men mor smilede træt: Lad os bare gå en tur, Mikkel. Vi lader lige op.
Du vil heller ikke hjem til hende, vel? spurgte jeg.
Mor svarede ikke.
Vi var knap nået op ad vejen, da min lærer, Poul Erik, indhentede os.
Mikkel, du glemte dit fly på værkstedet, sagde han, og hvem har vi så her? Jo, jeg har hørt meget om dig fra Mikkel.
De siger, du er en dygtig tekniker, sagde mor roligt. Måske jeg skulle svinge forbi med tegninger? Jeg kommer bare aldrig rigtigt.
Tag Mikkel under armen på lørdag. Der er mange projekter! sagde Poul Erik begejstret. Og din hoste, det lyder ikke godt. Tag nu med mig hjem I kan ikke gå i kulden!
Nej, vi kan ikke tage hjem… De maler væggene lige nu, sagde jeg hurtigt, og mor så taknemmeligt på mig.
Endnu bedre! Så tager I bare hjem til mig eller, altså, til min mor. Hun har altid lune pandekager og syltetøj. Lad os gå.
Mor og jeg så på hinanden, og jeg hviskede, sig ja.
Vi sad i den lille stue hos Pouls mor, en rar lille dame med blomstrede forklæder og gråt, ustyrligt hår. Hun gav os lune pandekager og te med honning og undskyldte, at hun ikke havde solbærsyltetøj, som hun plejede.
Mor så for første gang i lang tid glad ud. Poul fortalte om flyvemaskiner og pegede på sine mange modeller, inden mor pludselig opdagede, det var sent, sprang op: Jeg skal ringe til Zina og sige, hvor vi er!
Jeg blev trist ved tanken.
I skal da ikke ud i natten! udbrød Pouls mor. Der er gift i malingen! I overnatter her.
Mor veg lidt tilbage, som hun havde lært at gøre, når nogen hævede stemmen.
Undskyld, lille ven, sagde Pouls mor blidt og lagde armen om hende. Lad mig pakke lidt mad til jer.
Vi kørte hjem med Poul i hans gamle bil. Jeg sad ved siden af, mor døste bagi.
Er det slemt hjemme hos jer? spurgte Poul. Jeg forklarede hele historien: Mammas veninde bor hos os, og hun stjæler peneg, kræver det hele, mor må arbejde over hver nat men giver alligevel det hele til Zina.
Hvorfor smider I hende ikke ud?
Hun har ikke noget sted at tage hen. Hun sagde, huset brændte, og nu bliver hun bare.
Sagde hun, hun havde fået alt ud af ilden? Pas på, hun har sikkert sørget for at redde papir og værdier sagde Poul.
Jeg begyndte at tænke på det. Hvordan kunne hun flygte fra branden med både frakke og kuffert?
Da vi kom hjem, ventede Zina i mørket i entreen. Mor fik straks en lussing: Går du rundt og driver? Tænker du slet ikke? Ud med dig, du gør mit liv surt!
Men hun stivnede, da Poul tændte lyset og trådte ind.
Hvem er De? spurgte Zina, bange.
Hvem er De? Vis mig Deres papirer! svarede Poul. Zina skyndte sig ind i sit værelse.
Hvor længe har De boet her uden tilladelse? spurgte han, da hun kom tilbage med sit pas.
Åh, jeg er her jo kun på besøg… I må ikke ringe til politiet, jeg betaler Dem, hvad De vil have! vrælede Zina.
Stilhed! Alle bliver, hvor de er. Vi skal nok få styr på det her i morgen, brummede Poul.
Zina forsvandt, og jeg sendte Poul afsted, mens han sagde: Vær klar i morgen tidlig. Vi skal ud og se det brændte hus.
Jeg sad hos mor hele natten. Hun rystede og mumlede i søvne. Jeg hørte Zina hvisle i værelset: Nu lider du, som dengang. Sådan gik det, da jeg slog til dig.
Tænk, hun havde slået min mor! Jeg hadede hende inderligt.
Næste morgen kørte Poul og jeg ud gennem byen, til vi ankom til en lille landsby. Han spurgte nogle gamle damer til det ‘brændte’ hus. De ledte os hen til et spot, hvor huset stadig stod ganske uskadt.
Poul gik direkte op til Zina: Pak, Zina. Du har fået tilbudt en lejlighed i et nybyggeri. Du har ikke længere noget her at gøre.
Hun pakkede sig skyndsomt sammen og blev propfyldt af retfærdig forurettelse.
Hun kom ind i bilen med sin taske og kuffert, hvor hendes pels stak op. Den gamle kappe lod hun være hos os, med snerrende overbærenhed.
Undervejs begyndte hun at brokke sig. Hvorfor er det så langt væk? Jeg skulle jo have midt i byen!
Det er det nye område for æresborgere, sagde Poul med et smil. Vær nu tilfreds.
Vi så hende hoppe ud med sine sager udenfor det gamle hus. De er så utaknemmelige! Oda burde kastes ud! råbte hun os bag efter.
Endelig var hun væk.
Efter et halvt år blev mor gift med Poul. Han flyttede ind med sine flymodeller, og mor hjalp ham af og til med tegningsundervisningen på fritidshjemmet.
Vi kom tit hjem til Pouls mor, som nu også blev min mormor. Mor sad tit med hende i køkkenet og snakkede lavmælt.
Oda, fortvivl ikke, sagde Poul. Min mor er tidligere sygeplejerske, hun skal nok hjælpe os, hvis vi får brug for det. Vi har jo Mikkel!
Lidt efter lidt blev alt meget lysere hos os.
Næste efterår fik jeg en lillesøster, Rikke.
Min smukke, spinkle mor stod på hospitalets trapper med et stort smil. Poul og jeg hentede hende hjem med blomster og chokolade. Jeg overrakte en buket nelliker til den smilende sygeplejerske og rakte derefter konfekten frem.
Tak, Oda! Tusind tak! hviskede Poul og kyssede mor, mens han holdt hende tæt. Jeg krammede hende også.
Jeg elsker dem bare så højt mor, Poul, og selv lille pivende Rikke at jeg næsten tror, jeg dør af lykke…
