At tage mit liv tilbage
Døren bliver åbnet uden dørklokken ringer.
Katrine når ikke engang at undre sig. Hun står i entreen med mobilen i hånden, havde lige tjekket, hvor buddet med plaiden befandt sig. Appen viste: Undervejs, cirka tyve minutter. Og så sker det her.
På dørtrinnet står en ung kvinde. Højst femogtyve, ikke mere. Hun har en hvid jakke på og en stor taske over skulderen. Håret er lyst, tydeligt farvet, men med mørke rødder. Kraftigt sminket. Hun ser på Katrine, som om hun allerede har fortrudt, at hun overhovedet blev vist rundt i denne lejlighed.
Er du Katrine Mikkelsen? spørger hun uden at hilse.
Ja, svarer Katrine. Og hvem er du?
Jeg hedder Signe. Jeg går ud fra, du nok kan regne ud, hvem jeg er.
Katrine kan egentligt ikke gætte det. Eller måske kan hun, men hun nægter at tage det ind, lige nu, hvor det er lørdag, og Laura er hos mormor, og for første gang i lang tid er hun alene hjemme i fred og ro. Hun har planlagt at drikke en kop te, vente på plaiden og ligge på sofaen med en bog. Hun forventer ikke gæster.
Nej, det kan jeg faktisk ikke, svarer hun roligt.
Signe løfter hagen let.
Jeg er sammen med Anders. Det har jeg været i to år nu.
Sådan. Helt uden indpakning. Katrine mærker noget mærkeligt indeni. Ikke smerte, ikke forvirring. Mere noget koldt og stille som vandet under isen. Hun bliver stående og ser bare på denne kvinde og tænker: Hun er kommet her, det betyder, hun vil noget. Hun må lyttes til.
Kom ind, siger Katrine og træder til side.
Signe går ind. Hun ser sig vurderende omkring. Katrine bemærker, at hun lader blikket glide langs knagerækken med jakker, skoene på hylden og spejlet. Så bevæger Signe sig videre ind i stuen, uden at spørge om lov.
Må jeg? kommer det bagud fra gangen, selv om hun allerede er gået ind.
Katrine lukker hoveddøren, følger med og stiller sig i døråbningen til stuen, læner sig mod karmen. Hun ser på, hvordan Signe betragter sofaen, bogreolen, billederne på væggen. Laura til femårsfødselsdag. Katrine og hendes mor ved Vesterhavet fra lang tid siden. Ingen steder er der billeder af Anders, dem fjernede hun sidste år fra hylden uden helt at forstå hvorfor. Nu forstår hun.
Flot lejlighed, siger Signe, med et lidt ærgerligt tonefald.
Tak.
Hvor mange værelser?
Tre.
Signe nikker. Hun går hen til vinduet og kigger ud på gården. Så vender hun sig mod Katrine.
Anders sagde, du ville kunne forstå det. At du er klog og ikke vil lave et nummer ud af det.
Katrine trækker vejret roligt. Noget trækker sig sammen indeni, men hun lader det ikke ses; det har hun lært for mange år siden.
Hvad er det helt præcist, jeg skal forstå? spørger hun.
Signe sætter tasken fra sig på sofaen og åbner jakken. Under jakken kan man ane hendes mave bule en smule. Det er ikke tydeligt, men Katrine bemærker det alligevel.
Vi har besluttet at bo her, siger hun. Anders ejer juridisk halvdelen. Vi har aftalt det hele.
Katrine svarer ikke med det samme. Hun ser på kvinden, der står midt i hendes stue, midt i det liv, Katrine har brugt atten år på at bygge op. Hun tænker, at Signe ikke er ond. Bare naiv. Bare ung. Bare ført bag lyset.
Sæt dig ned, tilbyder Katrine. Skal du have te?
Signe bliver et kort øjeblik forvirret. Hun havde forventet tårer, råb eller mindst klaprende læber.
Nej, tak, jeg er ikke kommet her for at drikke te.
Fint, siger Katrine. Vent her et øjeblik.
Katrine går ind i soveværelset. Hun åbner den nederste skuffe i kommoden. Under en bunke gamle tørklæder ligger en mørkeblå mappe med bånd om. Hun har haft den liggende dér i fem år. Først bare for at have styr på tingene, senere af vane, og til sidst måske af fornemmelse. Hun tager mappen og går tilbage.
Her, siger hun og lægger mappen på sofabordet.
Signe ser mistroisk på mappen.
Hvad er det?
Dokumenter, svarer Katrine. Åbn dem.
Signe begynder at bladre. Katrine venter stille. Hun ser, hvordan Signes ansigtsudtryk forandres. Først selvsikker, så koncentreret, så begynder bekymringen at komme.
Det er skøde, siger Signe langsomt. Lejligheden står kun i dit navn.
Ja.
Men …
Købt før Anders og jeg blev gift, siger Katrine. For atten år siden, min mor hjalp mig. Vi var ikke gift dengang. Bladr videre.
Signe bladrer. Hendes fingre bliver lidt langsommere.
Sommerhus, mumler hun.
Det arvede jeg efter min mormor. Kun i mit navn. Videre.
Bil.
Købt for mine egne penge. For tre år siden. Også kun i mit navn.
Signe lukker mappen. Hun ser nu ikke længere overlegent på Katrine.
Vent lige … siger hun. Vent lidt.
Jeg har god tid, siger Katrine.
Signe tager sin telefon frem, ringer. Hun holder den op til øret. Katrine kan høre ringetonerne. Så Anders stemme, som hun har kendt i atten år. Kender morgengrynheden, ved hvordan den ændres, når han lyver.
Anders, siger Signe. Du sagde, det hele var fælles. At sommerhuset og bilen også var det. Men her er dokumenter og … hun tier, lytter. Hvordan kunne du ikke vide det? Stilhed. Du sagde jo … Pauserne bliver længere. Katrine ser, hvordan Signe ryster svagt på hånden med mobilen. Okay, jeg ringer senere.
Hun lægger på. Står med mobilen.
Han sagde, han ikke vidste det, siger Signe stille.
Det gør han, svarer Katrine. Han har altid vidst alt.
De siger ikke noget et stykke tid. Katrine tænker, at hele situationen føles som et mærkeligt mareridt. Hun står her i sin stue på en lørdag, datteren er hos mormor, hun venter på et bud, og nu taler hun med en gravid kvinde, som er kommet for at overtage hendes liv.
Men livet tager man ikke på den måde. Man giver slip eller holder fast. Katrine holder fast.
Hun går ud i køkkenet, hælder et glas vand op, drikker langsomt ved vinduet. Udenfor ses nøgne forårstræer og våd asfalt. Der er nogen, der lufter hund på stien. En almindelig lørdag.
Signe kommer ind i køkkenet efter hende. Hun virker ikke længere helt så skråsikker, noget ved hende er faldet sammen.
Må jeg egentlig godt sætte mig? spørger hun.
Selvfølgelig.
Signe sætter sig på taburetten. Katrine stiller et glas vand foran hende. Ikke andet, bare vand.
Han sagde, at I ikke har været sammen længe, siger Signe. At I lever som roomies. At det hele for længst var slut.
Og du troede på det, siger Katrine konstaterende.
Ja.
Det gjorde jeg også en gang.
Signe ser op. Der er noget i hendes øjne, som Katrine ikke vil navngive. Hun registrerer det bare og kigger væk.
Han sagde, at du var kold. At du aldrig rigtig forstod ham. At du altid gik mere op i Laura end i ham.
Katrine tier et sekund.
Laura er syv år, siger hun så. Da hun blev født, var Anders på forretningsrejse. Det har jeg senere forstået. Jeg fødte sammen med min mor og en veninde. Jeg sov næsten ikke de første tre måneder. Han kom hjem, spiste, gik i seng og sagde, han var træt. Jeg troede på det. Jeg havde selv så travlt med at tro på det.
Signe siger ikke noget.
Det er ikke vigtigt, hvad han fortalte dig, fortsætter Katrine. Det interessante er, hvad du nu vil gøre?
Signe ser på glasset med vand.
Jeg ved det ikke, siger hun lavt. Jeg sagde mit job op for et halvt år siden. Han sagde, han ville tage sig af det. At vi fik et sted at bo sammen. At alt ville blive godt.
Han sagde altid, at alt ville blive godt, svarer Katrine. Det er hans yndlingssætning. Den er meget praktisk forpligter ikke på noget.
Vinden rusker udenfor. Katrine kigger ud på en birk, der svajer. Hun har kendt den birk i tyve år, fra før hun købte lejligheden. Dengang gik hun forbi, når hun besøgte sin mormor i netop denne opgang. Siden døde mormor, og hendes mor hjalp med at købe lejligheden fra de andre arvinger. Det var ikke bare en lejlighed. Det var et sted der duftede af barndom, kager og gamle bøger. Katrine har skiftet farve på væggene, lagt nye gulve, sat køkken op. Men noget af duften blev tilbage, især om efteråret.
Hvor mange måneder? spørger hun.
Hvad?
Hvor langt henne er du.
Fem.
Katrine nikker og hælder mere vand op.
Har du forældre?
Min mor. Hun bor i Odense.
Har I et godt forhold?
Signe ser lidt mistroisk på hende.
Hvorfor spørger du om det?
Bare nysgerrig.
Hverken særligt godt eller dårligt, svarer Signe efter en pause. Vi blev uvenner, da jeg flyttede ind hos Anders. Hun var imod det.
Mødre har ofte ret, siger Katrine.
Signe trækker let på skuldrene.
Du skal vel ikke til at moralisere over mig? siger hun med en snert af sin gamle skarphed.
Nej. Jeg moralisere ikke. Jeg snakker bare.
Katrine går ud i gangen, åbner døren til pulterrummet. Øverst står en stor ternet pose. Hun trækker den ned tung og sætter den på gulvet.
Hvad er det? spørger Signe og kigger frem.
Anders ting, siger Katrine. Dem samlede jeg i sidste weekend. Jeg troede, han selv ville hente dem. Men nu du står her …
Signe stirrer på posen.
Vidste han, at du samlede hans ting? spørger hun.
Jeg aner ikke, hvad han ved. Der er nogle sweatre, pæne skjorter, bukser, de brune sko han holdt så meget af. Hans bøger er der også. Intet unødvendigt. Kun hans ting.
Katrine går tilbage til stuen. Hun stiller sig igen ved vinduet. Udenfor suser en budcykel forbi, men stopper ikke. Plaiden er ikke kommet endnu.
Hvorfor råber du ikke af mig? spørger Signe, der kommer ind i stuen. Hun står i døråbningen og lyder ikke vred, bare forvirret.
Hvorfor skulle jeg det?
Altså jeg kommer uanmeldt, siger, at jeg vil bo her. Du burde jo …
Hvad burde jeg?
Jeg ved det ikke. Være sur, græde, kyle mig ud.
Hvorfor skulle jeg være sur, siger Katrine. Du har ikke gjort mig noget. Du kom bare med det, du blev fortalt. Og det var løgn.
Signe bliver tavs. Ude på trappen smækker en dør, der lyder fodtrin, så stilhed.
Han står nedenunder, siger Katrine.
Signe farer sammen.
Hvad?
Anders. Han står på trappen. Det har han gjort i tyve minutter. Jeg hørte ham gå ind i opgangen, da du kom. Men han gik ikke op.
Signe åbner munden og lukker den igen.
Hvordan …
Jeg har boet her i atten år, Signe, siger Katrine. Jeg kender hvert lyd i opgangen. Ved hvordan naboen på tredje smækker døren, ved hvilken trappe, der knirker. Han kom ind og blev stående.
Signe ringer op igen.
Hvor er du? spørger hun.
Katrine hører mumlen fra rør.
Kom op, siger Signe. Nej, kom nu. Jeg mener det, kom.
Hun lægger på og ser på Katrine.
Han kommer, siger hun.
Det ved jeg, svarer Katrine.
De venter i tavshed. Katrine føler sig ikke nervøs. Hun føler noget andet. Træthed, som endelig må være der. Ligesom at have båret noget alt for længe, og nogen endelig siger, man kan stille det fra sig.
Døren ringer én gang svagt, næsten undskyldende.
Katrine åbner.
Anders står udenfor, sådan som hun havde forestillet sig. Lidt sammenfalden. I en jakke, hun købte til ham for to år siden. Han holder en buket hvide krysantemum fra SuperBrugsen, allerede visne. Han køber altid sådanne, når han føler sig skyldig og vil gøre det til en gestus og ikke en undskyldning.
Katrine, siger han sagte.
Hej, Anders, svarer hun. Helt roligt, som til en gammel bekendt.
Jeg ville gerne forklare …
Kom ind.
Han træder ind, ser Signe, standser. Der sker noget imellem de to med blikkene, men Katrine ser ikke på ham, hun ser kun på blomsterne.
Er de til mig? spørger hun.
Ja, jeg …
Stil dem i entreen. Der står en vase på hylden.
Han gør det. Uden at hente vand, lader bare blomsterne stå. Katrine bemærker det. Han har aldrig selv husket vand til blomsterne, det har hun klaret i atten år.
Katrine, siger han igen, da han kommer ind. Lad os tale ordentligt sammen. Uden alt det her.
Uden hvad?
Han ser fra Signe til Katrine.
Jeg ved godt, det her er blevet … ja, ikke så heldigt.
Ikke heldigt, gentager Katrine. Ikke som spørgsmål. Hun smager bare på ordet.
Det skulle ikke være sådan, siger han.
Hvad skulle ikke?
Altså at hun kom herop. Jeg sagde jo, hun skulle vente.
Men selve situationen havde du planlagt. Bare ikke, at hun kom alene. Du ville selv komme?
Anders tier. Han står midt i stuen, og Katrine ser på ham, som om hun virkelig ser ham for første gang. Uden vanens slør. Bare manden. Ikke særlig høj. Lidt for buttet. Med skyldige øjne, som hun før tog for følsomhed.
Hun tænker på dengang for atten år siden, hvor de mødtes til en vens fødselsdag. Han fortalte noget sjovt, hun grinede, han så på hende, som om hun var den mest interessante person i rummet. Det er svært ikke at give sig hen til det blik.
Anders, siger hun. Jeg vil gerne have, du forstår én ting. Jeg diskuterer ikke, hvad der er sket. Ikke fordi, det gør ondt. Men fordi, der ikke er mere at sige.
Katrine …
Vent, jeg er ikke færdig. Vi skal skilles. Jeg afleverer papirerne i næste uge. Jeg kræver ikke børnepenge.
Han blinker.
Ingenting?
Ingenting. Laura bliver boende med mig. Jeg klarer det. Du må gerne se hende, når hun selv vil. Ikke når du synes, men når hun selv foreslår det.
Men jeg har jo et ansvar …
Du skylder mig intet, svarer Katrine. Og jeg skylder heller ikke dig noget. Vi er kvit.
Han ser på hende det havde han åbenbart ikke ventet. Måske forventede han tårer, eller forhandling, eller lang snak bag lukkede døre. Ikke denne stilhed og et jævnt, roligt svar.
Dine ting står i entreen. Tag dem med.
Måske kunne du bare overveje …
Jeg har tænkt i atten år, svarer hun. Det er nok.
Han vender sig mod Signe, som om hun skal hjælpe. Signe kigger væk.
Hvad gør vi nu, Signe? siger han. Stemmen er en anden, mindre skyldig, mere krævende.
Jeg ved det ikke, siger hun stille.
Signe, du er vel klar over, at vi ikke har …
Ja, siger hun og afbryder. Jeg forstår godt.
Jeg har ikke penge til en ordentlig lejlighed, og …
Anders, siger Katrine.
Han vender sig.
Tag posen, siger hun. Og gå.
Deres stemme har fået en klang, hun ikke kan beskrive, men det virker. Han tager posen i entreen, stopper et øjeblik.
Katrine … siger han. Som om selve navnet kan ændre det hele.
Farvel, Anders.
Han går ud. Døren lukker stille. Ingen smækken. Bare stille.
Signe står stadig i stuen med tasken over skulderen og ser forvirret ud.
Har du brug for noget? spørger Katrine.
Nej … jeg … jeg går bare.
Vent lidt.
Katrine går i pulterrummet igen og henter en mindre, stærk indkøbstaske. Hun tager den med tilbage.
Her, siger hun, og giver Signe tasken.
Hvad er det?
Hans tykke trøje, lidt varmt tøj noget, du nok har mere brug for nu end ham.
Signe stirrer på tasken, så på Katrine.
Hvorfor gør du det her?
Jeg ved ikke, siger Katrine ærligt. Måske fordi vi begge fik revet tæppet væk under os. Bare på forskellige tidspunkter.
Signe tager tasken uden at sige tak. Katrine forventer det heller ikke.
Ring til din mor, siger hun, mens Signe tager jakken på. Ikke et råd, bare … gør det.
Signe svarer ikke, men går ud. Døren lukkes igen.
Katrine bliver stående i entreen. Hun ser på krysantemummerne i den våde vase. Hun tager dem og sætter dem ud i køkkenet, fylder vand på og sætter dem i vindueskarmen. Ikke fordi, hun føler med blomsterne, bare for at slippe for visne blomster ved døren.
Hun går ind i stuen og sætter sig i sofaen.
De første minutter sidder hun bare. Ser ud på birken, der svajer. Himlen er vådgrå, typisk april. Ikke rigtig varm endnu, men heller ikke vinter.
Hun tænker på Laura. Laura er hos mormor, Katrines mor. De laver frikadeller sammen, som de altid gør om lørdagen. Laura elsker det og kommer altid hjem med mel på næsen og stolt smil, som om hun har opnået noget stort.
Laura ved ikke, at far flytter. Katrine har ikke sagt det endnu. Ikke af frygt, bare fordi ordene ikke er kommet endnu man skal vælge dem med omhu, så de ikke knuser, men forklarer. Hun finder dem nok. Hun har et par dage.
Telefonen brummer. Det er Anders. Hun ser på hans navn, ser lidt, så trykker bloker.
Så. Stillhed.
Hun føler ikke, som hun troede hun ville. Ingen lettelse, ingen tomhed. Bare almindelig stille lørdag.
Køkkenhanen drypper. Hun har længe tænkt på at få fat i en blikkenslager. Minder sig selv om at gøre det på mandag.
Bag væggen kører naboens fjernsyn. Nyheder, men ordene går ikke igennem, kun tonen.
Katrine tager mobilen op, åbner leveringsappen. Buddet er tæt på. Tre minutter.
Hun retter på puderne i sofaen, lægger mappen med dokumenter væk, tilbage i soveværelsens kommode, nederste skuffe. Lukker den.
Dørklokken ringer denne gang rigtigt, med tryk på knappen. Katrine åbner.
Udenfor står en ung fyr i orange jakke, stirrer ned i mobilen.
Katrine Mikkelsen?
Ja.
Underskriv her, tak.
Hun skriver under, tager imod pakken, stor og blød. Buddet ønsker hende en god dag og forsvinder.
Katrine lukker døren. Går ind i stuen, sætter pakken på sofaen og åbner.
Plaiden er bordeaux, næsten mørkerød. Ser varm ud. Føles endnu varmere. Hun har kigget på den længe, et par måneder, tøvet, så endelig bestilt. Til sig selv. Kun sig selv.
Hun folder den ud. Den er præcis, som hun drømte: stor, tung, kradser ikke. Hun lægger sig på sofaen, beholder strømperne på, trækker plaiden op over sig.
Birketræet udenfor danser. Fjernsynet hos naboen mumler lavt.
Her, under plaiden, i denne ro, tillader hun sig det, hun ikke har gjort hele dagen.
Hun ligger bare.
Tænker ikke. Planlægger ikke. Tæller ikke. Ligger bare og lytter til sin vejrtrækning.
Den er jævn.
Det overrasker hende. Hun havde forventet alt muligt: rystelser, tårer, uro. Men åndedrættet er roligt. Det føles mærkeligt og rart.
Hun tænker: atten år. I atten år har jeg boet sammen med en, der sagde, jeg var kølig. At jeg tænkte mere på Laura. At jeg kunne tjene penge, men ikke glæde mig. At jeg var for korrekt, for meget. At jeg ikke forstod hans følsomhed.
Hun troede på det. Eller accepterede det, fordi hun blev vant til at acceptere. For hvis nogen siger det længe nok, begynder man at tro, de måske har ret.
Han arbejdede uregelmæssigt. Fik gang på gang projekter, der glippede. Pengene kom og gik. Katrine stoppede for længe siden med at spørge. Betalte selv af på det lån hun tegnede, før de blev gift, passede sommerhus, bil, Lauras aktiviteter. Hun troede, det var familie. At nogen skal holde det hele sammen.
Nu ser hun, hun kaldte det noget forkert.
Ikke vrede. Bare indsigt, som kommer, når man ser det hele udefra.
Hun husker en samtale med sin mor for tre år siden. De drak te i køkkenet. Mor sagde, uden at se på hende: Katrine, er du ikke bange for, at du holder for meget selv? Katrine svarede, at sådan er det bare, alle familier er forskellige. Mor sagde ikke mere, drak sin te og tilbød at tage Laura i weekenden.
Mor taler sjældent direkte, men hun er der altid.
Katrine skriver en besked til moren: Alt fint. Hvordan har Laura det?
Svaret kommer næsten straks: Vi hygger med frikadeller. Laura siger, dine er bedst, men hun spiser to portioner af mine. Hun griner. Alt godt.
Katrine smiler og lægger mobilen fra sig på sofaen.
Udenfor bliver det mørkt tidligere end normalt. Himlen dækket af tunge skyer. Et sted regner det. Katrine hører det mod vindueskarmen. Stille, monotont.
Hun bliver liggende længe. Ser ikke på klokken. Lader det være. Tænker på veninden Ida at hun skal ringe og fortælle hende det hele. Ida vil blive forarget og sige, at hun længe har haft en mistanke. Ida mistænker alting før det sker og nævner det gerne det irriterer, men Katrine elsker hende for det. For ægtheden, for at Ida er der.
Hun tænker også på jobbet. Hun arbejder som bogholder i et lille byggefirma ni år nu. De værdsætter hende dér, lytter endda nogle gange. Lønnen er ikke prangende, men til at leve af. Hun har altid vidst, hun nok skulle klare det.
Hun troede bare ikke, hun skulle.
Det er måske forskellen mellem før og nu. Før var illusionen, at der var nogen. At man ikke var alene. Nu er illusionen væk og der var intet bag.
Og mærkeligt nok gør det ikke ondt. Det føles som at skifte hånd, når man har båret en tung indkøbspose alt for længe. Ikke lettere men anderledes.
Tre måneder går.
Juli kommer varmt og overraskende lys, selv for København. Laura har længe vidst besked, Katrine fortalte hende det om søndagen efter hendes hjemkomst bare de to over et glas mælk i køkkenet. At far nu bor et andet sted. At de begge elsker hende. At intet væsentligt ændrer sig.
Laura lytter alvorligt, spørger: Må jeg ringe til far, når jeg vil?
Ja, svarer Katrine.
Og må jeg besøge ham?
Ja.
Laura tænker et sekund, løfter koppen og siger: Nå, men må jeg så tage hjem til Lærke i morgen? Vi skal se tegnefilm.
Katrine nikker. Og sidder længe i køkkenet, efter Laura forsvinder ind på værelset. Tænker, at børn tager, hvad de får, og går videre. Eller måske har hun ikke forstået helt endnu. Det gør hun nok. Men nu er det mælk og Lærke og tegnefilm. Og det er godt.
Anders skriver én gang. Fra et nyt nummer. Katrine genkender det straks, blokerer uden at læse. Ugen efter kommer en mail. Han skriver han gerne vil tale, at han fortryder, at han gerne vil forklare, at han elsker Laura.
Hun svarer kort: Aftaler om Laura tager du med mig. Personligt svarer jeg ikke.
Sender. Der kommer intet mere.
Af veninden Ida hører hun, at Anders og Signe bor til leje i udkanten af byen, en ét-værelses. Ida ved det fra fælles bekendte. Katrine lytter og føler hverken skadefryd eller empati. Det er bare information. De lever dér. Hun lever her.
Signe er, så vidt hun forstår, stadig med Anders. Eller er vendt tilbage. Eller aldrig er gået. Katrine ved det ikke og spekulerer ikke.
Hun tænker på andet.
At lejligheden er blevet anderledes. Ikke udenpå. Alt ligner sig selv bogreolen, de gamle tapeter, som hun måske får malet til efteråret. Birketræet ligner sig selv. Men noget i luften er forandret. Noget uden præcis ord.
Måske er luften bare blevet renere. Som efter regn.
Laura har vænnet sig til det; børn tilpasser sig hurtigere, end man tror. Hun ringer selv til Anders de gange, hun vil. Nogle gange ofte, andre gange går der uger imellem. Katrine kommenterer ikke.
Hun har opdaget, at hun ser anderledes på skilsmissen, end hun troede. Hun havde forestillet sig, det ville føles som tab, at alt i livet styrtede sammen. Men man kan kun miste det, der står. Og det hun bar, var ikke mursten men vane. Vanen med at tro, sådan skulle det være. Vanen med ikke at kigge for grundigt. Fordi ingen andre gjorde det for hende.
Hun ser en psykolog. Tre gange. På tredje gang bliver hun spurgt, hvad hun føler, når hun tænker på fremtiden.
Katrine tænker sig om og siger: Nysgerrighed.
Ikke frygt? spørger psykologen.
Nej. Frygten var før. Nu er jeg nysgerrig.
Det overrasker også hende selv, men det er sandt.
Hun ser anderledes på sin tid nu. Den er hendes. Hun kan gå i seng, når hun vil. Lade være med at lave mad. Bestille take away og spise det direkte fra boksen foran køleskabet, uden at nogen kommenterer. Små ting men de små ting er det meste af livet.
Hun ringer til sin mor, taler længe, længere end normalt. Mor lytter, siger indimellem noget rigtigt uden at dømme, uden jeg sagde det jo, uden godt du endelig gjorde det. Bare er der. Katrine føler varme i sig bagefter, den forsvinder ikke resten af dagen.
Ida inviterer hende i biografen. De har ikke været alene afsted i otte år. Det blev aldrig til noget enten havde Katrine Laura med, eller glemte det, eller også gik det ikke op. Nu gør det, og det er hyggeligt. De griner de samme steder og sidder bagefter på cafe og snakker om alt muligt. Ida spørger ærligt, hvordan Katrine har det og Katrine svarer lige så ærligt. Og det er godt, at Ida ikke synes synd om hende. Hun har ikke brug for medlidenhed, kun samtale.
Ved du, at du er blevet anderledes? siger Ida.
Hvordan?
Svært at forklare. Roligere ikke stille, men … mere dig selv.
Katrine tænker over det. Nikker.
Ja. Måske.
Samme aften går hun hjem gennem byen, det er varmt en rigtig juliaften. Hun går ned ad sin gade, forbi sit birketræ, op ad sin opgang. Lukker sig ind med sin nøgle.
Der er stille. Laura er hos mormor hele ugen. Katrine stiller skoene, sætter sig i stuen, tænder lampen, tager sin bordeaux plaid fra sofaen og svøber sig i den, som den er.
Udenfor er det endnu lyst. Man kan høre børn på legepladsen, nogen vander planter på altanen overfor.
Katrine ligger og lytter til stilheden. Stilheden, hun selv har valgt.
Hun tænker: Her er det. Dette sted, hvor man beslutter, hvordan morgenen er, hvordan aftenen er, hvad man vil spise, hvornår man vil sove, åbne eller lukke vinduet hvor man ikke behøver spørge om lov til at være sig selv.
Det er hendes hjem.
Hun trækker vejret jævnt. Plaiden er varm og tung, som hun ønskede den. Derude summer noget måske vinden, måske regn på vej.
Hun tjekker det ikke.
Det føles allerede rigtigt.
Hun lukker øjnene.
Og tænker: Måske er det dette, det handler om. Ikke at skulle nogen steder. Ikke at skulle forklare. Bare være. Bare ligge her og trække vejret.
Hun trækker vejret.
Og det er nok.
