Skøre kvinder
Du, Mette, du har altid været tosset! Hvorfor skal du nu igen blande dig i andres problemer?! Har du ikke nok at slås med selv?! Er det ikke nok, måske?!
Katrine tordnede, mens hun tømte sin taske for de ting, hun havde købt til sin søster. Hun købte aldrig noget til sig selv. Hun sparede altid op til hvad og hvorfor, var der aldrig nogen der vidste. Mette svarede heller aldrig ærligt, hvis man spurgte. Hun havde hverken børn eller mand. Hun havde da været gift for en kort bemærkning, men det ægteskab var slut, nærmest før det begyndte. Allerede en uge efter at manden stak af, havde Mette slæbt endnu én hjemløs kat ind i sin to-værelses og var faldet til ro ved tanken om, at nu ville Katrine i det mindste holde øje med hende.
Hendes sørgelige eksmand havde nemlig i al stilhed pakket sit plus Mettes gamle guldringe efter mormorens testamente og skrubbet af, mens Mette var på arbejde. Hun havde da bare givet dem til mig, tænkte Katrine så havde de måske været i god behold!
Hvad glor du efter, og hvorfor siger du ikke noget?! Ta nu den her på! Jeg har sikkert ramt forkert med størrelsen, men hvad nu hvis?
Mette havde aldrig brudt sig om skrigende farver og abstrakte mønstre. Men Katrine elskede det. Nu stod hun der, i sin grønne nederdel “neon-grøn” kaldte de den på strøget og i en bluse med leopardmønster, sæsonens sidste skrig.
Sådan! Nu ligner du da et menneske! sagde Katrine, og kneb øjnene sammen, mens hun så på, hvordan Mette tog blusen på. Ikke noget pjat! Den sidder fint! Måske finder du endda en mand på dine gamle dage nu må du snart tage dig sammen. Jeg lever jo ikke evigt, hvad så med dig, Mette? Hvem tager sig så af dig?
Katrines stemme forandrede sig ubemærket, og Mette hørte straks opfordringen. Hun gik hen og lagde hovedet nede ved Katrines runde bryst og krammede hende hårdt.
Hvad er der, min skat? Katrine trykkede hende ind til sig og strøg hende over det gråsprængte hår. Jeg elsker dig, din tosse. Det ved du godt
Det ved jeg.
Nå, fortæl! Hvad har du nu rodet dig ud i?
Mette kiggede op på sin søster og smilede. Katrine, stor og højlydt, var hendes nærmeste menneske i verden. Efter deres mor døde, havde Katrine, som kun var tyve dengang, ufortrødent taget ansvar for sin trettenårige lillesøster. Droppede universitet og gik ud at arbejde for at kunne forsørge jer begge to. Faderen forsvandt, før Mette blev tre måneder, og viste sig aldrig igen. Deres mor var stærk både med kærlighed og forstand. Men hendes hjerte, der havde båret så meget tungt, gav til sidst op.
Så Katrine tog ansvaret for Mette.
Mette havde dog altid været taknemmelig og besværet dem mindst. Aldrig nogen teenageoprør eller større vanskeligheder kun at hun nænnede at tage endnu en forfrossen kat frem fra en baggård eller passede den gamle fru Hansen inde ved siden af, også selvom opvasken stod og hun burde have været i skole.
Mettes hjerte var altid varmere og blødere end Katrines og det vidste hun. “Du har det fra mor,” sagde Katrine, når Mette fortalte om plejekattene eller bekymringerne for andre. “Men du kan ikke tage dig af hele verden, Mette. Dit hjerte er ikke bundløst. Husk nu også dig selv!”
Jeg kan ikke lade være! svarede Mette, mens hendes forårshimmelblå øjne lyste af blidhed og styrke.
Sådan nogle øjne, som man får mod på livet af at kigge ind i. Dér fandt man glæden og kærligheden.
Katrine kunne også hidse sig op. Hun var bange for, at Mette der helst gav det sidste væk, hun havde ville blive snydt af verden. De mennesker, der balancerede mellem ondt og godt, som Mette selv forsøgte; for det gode var altid småt, det onde meget rigeligt.
Dengang Mette, atten år, kom hjem og sagde, hun havde forelsket sig, slog Katrines hjerte et ekstra slag. Hun ville da give alt uden at tænke sig om! Og var han nu værdig?
Det var han ikke.
Allerede fra starten brød Katrine sig ikke om Peder. Han var snu, rastløs, og kiggede på Mette, som om hun var et stykke marcipan fristende, men ventende på sit øjeblik. Først senere gik det op for Katrine, at han helt ville have hende under sin kontrol.
Hun opdagede først sent, hvordan han behandlede Mette. Efter han havde forbudt hende at invitere Katrine på besøg, tænkte hun i starten bare, at det var svigermor-rollen, han ville undgå. Men da Mette også begyndte at undgå hende, indså hun, der var noget galt. Hun konfronterede Peder foran opgangen:
Hvor er Mette?
Hvad rager det dig? Det smågrove svar og hans blik sagde det hele. Hold dig væk!
Først dér gik det for alvor op for Katrine, hvor slemt det var. Hun skulle aldrig have ladet sin søster være alene med Peder. Hun havde taget grueligt fejl af ham.
At få både nøgler og sandhed ud af Peder tog ikke lang tid. Efter hendes rolige men bestemte stemme, turde han ikke modsige hende. Han kendte hende godt nok til det.
Det, hun fandt Mette med blåt øje chokerede hende, så hun nærmest ikke kunne få et ord frem. At nogen havde slået hendes Mette det kunne hun slet ikke begribe.
Hvorfor sagde du ikke noget, Mette? spurgte hun, mens hun holdt om en grædende lillesøster.
Jeg var bange vidste, du ikke ville lade ham slippe
Var du bange for ham?
For dig! Mette snøftede, fandt trygheden hos hende, der altid var der for hende.
Efter det giftede Mette sig ikke igen. Hun fik da tilbud, hendes skønhed gik ingen forbi. Slank som et bøgetræ, øjne som sø, hjerte af guld. Aldrig sur eller misundelig. Ren og enkel som den klareste kildevand. Det er fint at leve uden, men hvem vil drikke af en mudret dam?
Katrine forsøgte længe at overbevise hende om at få styr på livet. Men hun forstod, at Mette var panisk bange for, at endnu én som Peder skulle komme og plette hendes sjæl, tage troen på det gode fra hende. Så hun opgav og begyndte i stedet at leve sit eget liv.
Hendes gamle klassekammerat, ligeså stor og klodset som Katrine selv, ventede tålmodigt og blev til sidst hendes mand, lykkelig over at få sin skoleforelskelse.
Både Katrines egne børn, Alexander og de stille lille Sofie, elskede Mette, og det var gensidigt.
Mette, kunne du ikke få et barn? Vi skal nok hjælpe! forsøgte Katrine.
Nej, jeg tør ikke
Hvorfor ikke, din tosse?
Kan jeg nu være en god mor? Kan jeg lære et barn at klare livet? Jeg har jo ikke forstand på det, siger du altid. Det er ikke min vej, Ninna. Og jeg har jo allerede børn Alexander og Sofie. De er de kæreste for mig.
Katrine måtte opgive, og foreslog i stedet, at Mette fandt et nyt arbejde.
Børnehave er da fint, men hvad med et sted, hvor dit hjerte gør endnu mere forskel for sådan nogle, som virkelig ikke har andre?
Hvor er det?
Ja, børnehjem, måske. Dér har børnene knap forældre. Hvad med det?
Mette tænkte ikke længe. Få uger efter samtalen stod hun ansat på et hjem ikke et børnehjem, men et behandlingshjem, for de børn, ingen ville tage til sig. Hun forstod, at dem manglede kærlighed mest af alle.
Her begyndte et nyt kapitel i Mettes liv. Hun indskrev navn efter navn med sirlig skrift i sin sjælebog drenge og piger, som via hendes hjerte, lærte, at der findes mennesker, der virkelig holder af dem.
Hun kunne ikke gøre store mirakler for dem, men hun hjalp dem gennem hverdagens bump: gjorde hjem klar, købte gryder og sengetøj, lærte dem vaske tøj og lave mad. Og hun indførte kælenavne kaldte børnene sine små katte, fisk eller fugle. Det kunne de ikke lide i starten, men selv de mest hårdføre vendte sig til det, og smilede, hvis hun på gaden råbte:
Min skat, har du nu glemt at betale varme igen?! Det slukker de, ved du godt!
Ja MetteMor, jeg ordner det!
Og hvad er det for noget snavs på jakken? Har jeg ikke sagt, piger kan ikke lide sjusk! Din Maren går fra dig, hvis det fortsætter!
Nej hun gør ej! Vi skal giftes om en måned.
Og det har du ikke fortalt mig?!
Hun maler invitationen selv, jeg må ikke sige det. Men nu kom jeg til det alligevel. MetteMor, hvordan får du én til at fortælle alt?
Det ved jeg ikke. Men hils Maren og sig, vi holder fællesspisning næste weekend hvis hun stadig vil lave kompot. Du henter os med bussen, og tag Hans med, han skal have bær til sit tærte! Ryggen kan jeg jo ikke bruge mere!
Så gik de, hver til sit, men noget usynligt holdt dem sammen; en spindelvæv, der bandt dem sammen til én stor, venlig familie.
Der var selvfølgelig også dem, som aldrig lærte at tæmme deres indre dæmoner. Nogle snydede Mette stjal penge eller småting men det betød så lidt for hende i sammenligning med alt de, som elskede hende.
Og nogle bebrejdede hende endda hendes hjælpsomhed:
Du kan intet stille op! De er tabt fra fødslen. Du spilder dit liv!
De ord prellede af. Hun havde ondt af dem hvordan kan man give kærlighed, hvis man aldrig har fået det selv?, sagde hun til Katrine.
Men det værste skete, da Mette netop var sikker på, hun gik den rigtige vej i livet. Hun blev overfaldet på vej hjem en sen nat, efter at have besøgt sin søster for at fejre nevøens fødselsdag. De slog hende ned foran hoveddøren, tævede hende, som om al verdens had kunne slås ind i hendes lille krop.
En halvsnaldret genbo, der kom sent hjem fra øl hos en ven, fandt hende. Synet af Mette på jorden gjorde ham ædru på stedet.
Hvordan kan jorden bære så onde folk?! Mette, min søde, vågn op! råbte han, men da intet skete, skyndte han sig at ringe 112.
Hele Katrines familie var på hospitalet straks, de hørte det.
Overlever hun?! råbte Katrine til enhver læge, der viste sig.
De svarede ikke, skubbede hende til side, bad hende ikke forstyrre. Først tæt på middag kom nyheden Mette var i live, og ville komme sig. Lægerne havde gjort, hvad de kunne.
Katrine græd lettet, mens det gik op for hende, at hospitalet var fyldt med unge og voksne, der kaldte Mette for mor. Hun havde flere børn end nogen kunne tælle, og de græd og ventede på nyt. Og for første gang så Katrine rigtigt, hvem hendes søster var ikke bare hendes Mette, men en kvinde, der havde givet sit hjerte til så mange.
Åh, mit solskin hvad skulle vi gøre uden dig, Mette?
Og Mette mærkede det stemmerne, bønnerne, alt. Da hun vågnede, var det første hun sagde:
Er Katrine her? Hun ventede nedenunder, ikke?
Lægen smilede. Vi lukker hende ind, når du kommer på stue. Sov lidt nu.
Dem, der overfaldt Mette, blev fundet næsten med det samme. Myndighederne holdt dem væk fra de mange, der ønskede hævn. Motivet stod aldrig rigtigt klart, men det var ligegyldigt Mette så på sine angribere i retssalen, vendte sig så tavst bort fra dem, og det var straf nok. En af dem skrev siden et undskyldningsbrev. Mette svarede, skrev med usikker hånd brækket håndled og bad Katrine hjælpe med at sælge sin lille etværelses i Indre By.
Hvorfor, Mette?
Jeg vil forsvinde. Starte forfra, uden nogen, der kan finde mig.
Jeg forstår, sagde Katrine. Heldigvis er boligen i centrum, så vi skal nok finde en køber. Så finder vi noget mindre, ude vestpå. Det skal nok gå.
Men Mettes børn blandede sig. De fandt en hyggelig toværelses, som hurtigt blev sat i stand af de unge selv. Hele banden rykkede ind og malede, lagde gulv, satte gardiner op og Mette var overvældet over den kærlighed, de viste.
Nu havde hun plads til flere katte og dem, der ikke havde andre steder at være. Katrine brokkede sig hun ville trække grænsen ved, hvem der rykkede ind, og stod bestandigt på de kommunale kontorer og skabte sig.
Hvor er jeres samvittighed?! At snyde forældreløse børn det kræver ikke meget! Jeg sørger for, I ikke bruger én eneste krone forkert, før de får, hvad de har krav på
Katrine var ikke bange for noget hun fandt altid journalister og fik alting til at ske. Børnene fik efterhånden deres lejligheder, flyttede ud, og Katrine åndede lettet op indtil Mette igen tog flere ind. Byen kendte nu søstrene som “de skøre”, men det rørte dem ikke. Katrine syntes, hun gjorde sin pligt: Mette hjalp børn, og hun hjalp Mette. Sådan skulle det være.
Man skal ikke tænke for meget, men bare gøre sit.
Hvem skal vi hjælpe nu, Mette? vil Katrine igen spørge.
En pige, Katrine. Hverken tag over hovedet eller familie og der er et barn med.
Hvor gammel?
Nitteen.
Far?
Ingen. Ingen af nogen slags overhovedet.
Men hun har dig, griner Katrine og ser på søsterens nye, alt for grønne bluse. Nej, den får du ikke mig til at acceptere, grøn klæder dig ikke!
Katrine!
Lad nu være. Vi hjælper hende, vi skal nok finde en løsning. Det er ikke for sent endnu.
Og Mettes øjne vil stråle endnu en gang, mens Katrine sender en stille tak til de danske himler for at have givet hende en søster, der virkelig kendte til kærlighed. For i grunden var det ét fedt, hvordan kærlighed så ud, eller hvem, der bringer den. Det vigtige er, at den er der. Er det ikke det hele værd? Og så kan de andre kalde én skør, hvis det gør dem glade.
Hvad gør det?
