“Mor, du er tres år. Han er heller ikke helt ung. Og I går stadig hånd i hånd rundt i byen?”: Jeg forelskede mig for første gang som tresårig
Jeg har aldrig set mig selv som romantiker. Igennem det meste af mit liv har jeg stået solidt plantet på jorden regninger, arbejde, indkøb, aftensmad, skole, lægebesøg. Manden? Jo, han var der. Vi levede sammen i syvogtyve år. Os bandt pligter sammen, lån i banken og stille aftener på sofaen. Kærlighed tænkte man sjældent på. Der var hverken tid eller plads til den. Sådan var det bare.
Efter skilsmissen var jeg overbevist om, at alt det dér var bag mig. Børnene var voksne, børnebørnene voksede op, jeg var rolig, lidt træt, men forsonet med at visse ting kun havde været for de unge. Jeg havde min lille have, to katte, yndlingsbøger og daglige samtaler med mine søstre over telefonen. Og det tænkte jeg, var mere end nok.
Indtil jeg mødte Poul.
Ikke i biografen, ikke på en gåtur, heller ikke gennem fælles venner. Nej, jeg mødte ham… på et autoværksted. Jeg kom derind, fordi bilens baglygter drillede. Vi sad ved siden af hinanden på de blå plastikstole og ventede på, vores biler blev færdige. Han snakkede lidt om vejret, trafikken og at teen fra automaten smagte af lunkent vand. Og på en eller anden måde så flød samtalen bare. Naturligt. Menneskeligt.
Han spurgte, om jeg ville have en kop kaffe. Først smilede jeg og havde lyst til at sige nej. “Hvad vil folk dog tænke?”, “Du er for gammel til flirt,” “Du har børnebørn, ikke tid til dates” de tanker rumsterede. Men så kiggede jeg ham i øjnene og sagde:
– Hvorfor ikke?
Kaffen blev til aftensmad. Aftensmaden blev til lange gåture. Pludselig var der søndage sammen, småture ud af byen, fælles madlavning. Og med tiden begyndte vi at holde hinanden i hånden. Jeg følte mig let, rolig. Der var ingen store ord, kun den stille nærhed. Sådan én jeg aldrig før havde kendt. Sådan én der ikke er til at sætte ord på men som man aldrig glemmer.
Efter nogle måneder besluttede jeg mig for at fortælle min datter det hele.
Vi sad i mit køkken og drak kaffe.
– Hvem snakker du egentlig så meget med for tiden? spurgte hun. – Du smiler hele tiden.
Så fortalte jeg det. Om Poul. Om at vi sås. Om, at jeg havde det godt sammen med ham. At det var alvorligt, ikke bare en tilfældighed.
Min datter sagde ingenting. Længe. Så sagde hun kun stille:
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Det er underligt.
Jeg kiggede overrasket på hende.
– Hvorfor?
Hun trak på skuldrene.
– Mor, du er tres. Han er også gråhåret. Og alligevel går I hånd i hånd gennem Aalborg? Folk griner. Mine kollegaer spørger: “Er det ikke din mor med den mand fra blomsterforretningen?” Jeg synes det er pinligt.
Ordet “pinligt” borede sig koldt ind i mig. Jeg sagde ikke mere. Jeg ville ikke skændes. Men længe havde jeg svært ved at slippe det.
Det var ikke, at hun ikke kunne lide Poul. Det handlede om, at jeg som kvinde ikke længere passede ind i hendes billede af en mor. Hun ønskede, at jeg skulle være stille, stabil, diskret. Men jeg for første gang i mit liv, var jeg ganske enkelt lykkelig.
Jeg begyndte at trække mig lidt væk. Jeg holdt op med at nævne Poul. Lod som om intet var ændret. Men hver gang jeg kom hjem efter vores ture, sad der noget i brystet og snørede sig sammen. For skal man virkelig skamme sig over at blive set på med kærlige øjne?
En dag spurgte Poul:
– Hvad sker der? Du holder dig tilbage.
Jeg var tavs. Til sidst sagde jeg:
– Min datter hun skammer sig over mig.
Han så mildt på mig.
– Det er hendes problem, ikke dit. Du er begyndt at leve.
De ord opløste noget i mig.
Pludselig så jeg ikke længere på mig selv gennem andres forventninger, ikke gennem min datters kritiske blik, men bare som kvinde, der turde mærke noget ægte.
Samme aften sad jeg længe på altanen med en kop kamillete og så ud over de rolige, oplyste boligblokke. Inde i stuen var det mørkt, kun lampen i køkkenet lyste blødt. Katten lå krøllet sammen i stolen. Stilheden var ikke længere tung. Den var rolig.
Jeg indså, at jeg hele livet havde ventet på tilladelse. At nogen skulle sige: “Du må gerne være lykkelig.” Da lykken endelig kom, begyndte jeg at forklare mig i stedet for at nyde den. Men ingen spørger jo en trediveårig, om det nu også er passende at blive forelsket. Hvorfor skal vi ældre kvinder så gøre det?
Poul og jeg brugte tiden, som vi havde lyst vi tog på loppemarkeder, lavede pandekager med marmelade, læste højt fra bøger om aftenen i stuen. Når han fortalte om sin ungdom, om konen han mistede for længe siden, følte jeg at jeg ikke bare lyttede til historierne jeg var med til at skabe noget nyt. Noget der ikke behøver en titel.
Og ja vi holdt i hånd. Ja, vi kyssede hinanden ved busstoppestedet. Og ja vi grinede højt over kaffen på café, uden at skænke de nysgerrige blikke en tanke.
Da min datter for tredje gang skrev: “Skal vi ikke bare ses os to, uden Poul?”, svarede jeg:
– Poul er en del af mit liv nu. Hvis du vil besøge mig, så lær også ham at kende.
Hun sagde ikke noget i flere dage. Men så en søndag kom hun forbi med mit barnebarn. Poul bød på te med ingefær, fortalte en sjov historie om sin hund fra barndommen. Barnebarnet grinede så hun ikke kunne stoppe. Og min datter? Hun sad og så på. Opmærksom. En smule stiv i det, men ikke vred.
Da de gik, sagde hun stille:
– Jeg vidste ikke, at han var så rar. Måske måske skulle jeg bare lige vænne mig til det.
Jeg ventede ikke på en undskyldning. Jeg havde heller ikke brug for en. De få ord var nok for mig. Og det, at hun ikke længere så på mig, som om jeg gjorde noget forkert.
Nu lever vi stille og roligt. Ikke for andres skyld. Ikke for anerkendelse. Bare for hinanden. Min datter har accepteret det. Vi taler sjældent om det, men emnet er ikke tabu længere. Og jeg jeg siger ikke mere undskyld for at være glad.
For det jeg ville sige til andre kvinder på min alder, der tøver, der frygter:
– Man skal ikke have tilladelse til at elske.
Kærlighed har ingen sidste salgsdato. Intet aldersloft. Kun modet til at lukke den ind. Også selvom man skal kæmpe lidt for den. Også selvom nogen siger: “Det der, det hører sig ikke til i din alder.”
Det gør det.
Hvis du føler dig tryg ved nogen.
Hvis du går hjem med et smil.
Hvis dit hjerte slår som dengang du var ung.
