Skumfidus-Helene
Familien Eriksen var en dannet, stille familie. Faderen, Viktor, arbejdede som kemiker, moderen, Nina, var lærer og højt respekteret blandt kollegerne. I stuen hang endda et billede, hvor en meget ung Nina trykker hånden på en kendt professor; hun smiler, og det gør han også sikken en livlig pige, tænkte man, når man så billedet.
Eriksens ældste datter, Signe, læste på universitetet, hvor hun fordybede sig i fremmedsprog og drømte om at blive tolk og føre internationale delegationer rundt i København. Hun var klog, åben, og smuk, stadig ombejlet af bejlere, som tit stod med blomster under hendes vindue, ringede men lagde røret på, så snart det var Nina og ikke Signe, der tog den.
Bliver der bryllup snart? grinede Nina. Kan jeg ikke snart hilse på din kæreste? Sikke han dog er bange for mig!
Mor! Bryllup? Jeg har karriere og studier. Hvorfor dog påtage mig sådan en byrde? fnyste Signe, mens hun fyldte vaserne med blomster.
Men hvorfor går du så ud med dem? Snylter du ikke lidt? spurgte lille Helene en dag sin storesøster, stemplet af familien som lidt af en drømmer naiv, sagde de.
Med hvem? Helene, hvad fabler du om?! hvæsede Signe. Bland dig udenom! Gå og skriv dine små digte, så!
Helene havde skrevet digte siden hun var barn. I starten om katte og hunde, senere om regn, sol, vinterens komme, byens hedebølge, lyset over Københavns tage, mælkebøttens stjernevej på himlen, jasminnætternes magi og januars røde morgengry
Hun skrev lidt naivt og frydefuldt, læste dem selv ved alle familiefester. Uanset om stuen var fuld eller kun den nærmeste kreds, gik Helene frem midt i rummet, rettede sit bælte, stirrede væk, rynkede øjenbrynene, hostede let og læste op med sin lyse, klare stemme, tit rød i kinderne, nervøs, med lommetørklædet mellem hænderne. Nogle gange græd hun og stemmen brast.
Hysterisk! hviskede Signe til moderen. Hun besvimer jo om et øjeblik, mor! Sig til hende, hun skal stoppe gæsterne bryder sig ikke om det!
Folk omkring bordet smilede skævt, så lidt trætte ud, rynkede øjenbrynene, for det var ikke muligt at bide i sin frikadelle, mens Helene var på; nogle fnisede lavmeldt, sendte spydige bemærkninger om den buttede, brede Helene.
Men hun mærkede det ikke, grebet af sin egen oplæsning.
Lad nu være, Signe! Helene har talent, og som alle med særlige evner er hun lidt anderledes. Du skal være tålmodig, sagde Nina og strøg datterens arm.
Helene var Eriksens families besværlighed, deres kors at bære.
Noget gik galt under Ninas graviditet, og Helene blev født for tidligt, svag, rødprikket, og med blåligt ansigt. Hun skreg ikke, som børn plejer, men peb kun sagte.
Det skal nok gå, lille ven! Du er velkommen her på jorden, du skal bare trække vejret hørte man jordemoderen sige. Sikke nogle kloge øjne! Pas på hende, Nina.
Helene spiste dårligt, lå krummet sammen og rakte altid ud efter nogen med små næver. Hun var syg, med øjne der løb i vand, og hun fik udslæt.
Viktor fandt via kolleger på Rigshospitalet en plejesygeplejerske, da den fra kommunen, Frederikke, som dukkede op dagen efter fødslen, faldt i unåde hos Nina. Man må ikke tage børn for meget op, og ikke svøbe dem alt for stramt, og de skal ikke bæres for meget, sagde hun.
Slap lidt af! svarede Nina. Du har vel ikke engang egne børn. Jeg har én datter, og det gik fint, den næste skal nok også gå!
Men Helene er for tidligt født, hun behøver dig fysisk, tag hende mere i armene, og hun holder op med at græde.
Jeg vil ikke gøre hende for vant til arme. Hvad bliver det for et barn så?
Det handler ikke om forkælelse! Hun har simpelt behov for varme dyr gør det, hvorfor ikke mennesker?…
Men Nina mente sagtens et barn kunne ligge og græde sig i søvn alene. Signe havde altid sovet selv, og sådan stod der også i bøgerne.
Vil du belære mig om børn, Frederikke? Du skal ikke komme her mere! Jeg har styr på det!
Så fandt Viktor en anden sygeplejerske, som masserede, svøbte, og forsikrede Nina om, at alt nok skulle gå. Ikke alle børn bliver Raketter. Du har Signe, som både er klog og veltalende. De yngste bliver ikke altid kloge, sagde hun.
Helene udviklede sig senere end ønsket, sad først sent, krøb sent, ville kun bæres rundt, holdt sig tæt til faren, fastspændt med sine små hænder, nærmest trykket helt ind til ham.
Hende snakkede sent. Signe havde allerede talt i lange sætninger på det alderstrin.
Sådan gik det med meget. Men Nina faldt til ro, måske elskede hun efterhånden lille Helene, som nu ikke krævede så meget, spiste selv og legede alene. Og Nina syntes, det hele var ved at vende.
Når radioen spillede i køkkenet, især hvis der blev sendt teater eller oplæsning, satte Helene sig på sin taburet og lyttede.
Er det ham Mørck igen? Hvad skal hun dog høre Mørck for?! Sluk, Nina! protesterede Viktor, og Nina gjorde tegn til at slukke, men Helene stampede i gulvet og modsatte sig. Hun forstod ikke ordene, men var fascineret af rytmen, betoningerne, stemmens styrke. Forældrene måtte høre hele udsendelsen, og først ved tidssignalet rejste hun sig, satte taburetten på plads og forlod køkkenet.
Denne lille, sære pige med sine tynde fletninger var allerede digter.
Talentet eller lunefuldhed ifølge Signe eksploderede, da Helene blev ti. Hun skrev og læste sine digte op ved alle anledninger. Med hovedet løftet, hænderne skjult bag ryggen, så hun på gæsterne og reciterede stolt sin egen poesi.
Så skal vi høre et digt af Helene! sagde Nina, når datteren hev i hendes kjole.
Mor, vi skulle jo spille Ludo! surmulede Signe. Det irriterede hende, at alt skulle dreje sig om Helenes indfald.
Ro på, Skat, Helene læser bare ét digt, så er der Ludo, og kage! kyssede Nina Signe på skulderen, undskyldte smilende over for de andre.
Helene kørte versen af, trampende i takt og helt opslugt.
Nogle syntes, det var underholdende, andre fandt sig bare i det. Viktor lyttede alvorligt, nærmest som en anmelder til prøveforelæggelse.
Vent og se, Nina, Helene skal nok gøre væsen af sig! Ja, lidt rod især om kærlighed men der er talent, helt sikkert! sagde han, når gæsterne var gået og regnen trommede på ruden, mens de lå i mørket.
Jeg ved ikke, Viktor Helene er sær, det vrimler med sladder om hende både på skolen og her i opgangen, jeg overhører det selv! Og hun ligner ikke Signe, ikke nær så køn… Jeg elsker hende, selvom jeg skammer mig over, at jeg engang havde svært ved det. Men fremmede folk er grusomme, Viktor, de kan nemt såre hende. Hun er blød, følsom. I går græd hun, fordi en venindes kat var forsvundet. Hele aftenen græd hun snot over den kat. Hvis hun altid skal tage alt så tungt, så bliver livet hårdt!
Hun mangler et panser, groft og tykt nikkede Viktor. Hun kan ikke endnu… Nå, men lad os sove, Ninka. Det er sent.
De faldt i søvn sammen, med deres tanker om panser, digte og pigernes fremtid.
En aften kom Viktor hjem med sin kollega, Konrad, også kemiker. Mændene sad og diskuterede, så satte de sig til bords med Nina, Signe og Helene. Viktor skænkede en Linie Akvavit til voksne, æblemost til Helene. Skålede for mødet, Signes eksamenssucces, og at Helene snart ville afslutte sin skole.
Derefter læste Helene endnu et digt, denne gang om kærlighed. Gæsten rynkede brynene.
Hvor har du tænkt dig at søge ind, Helene? spurgte Konrad voksent, men smilende.
Mig? Jeg ved det ikke… Måske journalistik, svarede Helene og bed i overlæben.
Signe blev altid irriteret over denne vane: Du ligner en lille gnav.
Nå! En journalist skal dog være fræk, nysgerrig, og lidt skuespiller samt lidt amoralsk, desværre! lo Konrad. Viktor, se ikke sådan ud! Journalistik kræver at man graver, lister og nogle gange ja, smører lidt. Nina! Din æblekage er fortrinlig, den bedste jeg har smagt! skiftede han emne.
Helene så trist ud, nikkede modvilligt.
Hvis du vil skrive mere end om sommerfugle og dyr, skal du vide, at seriøs journalistik risikerer at skade folk, afsløre hemmeligheder fortsatte han.
Nu overdriver du! Skræm ikke Helene, brokkede Viktor. Han ville gerne, datteren fik et godt job med prestige og løn.
Jeg maler med bred pensel, Viktor! Men for at slå igennem, skal man enten være et geni, eller en snu krabat. Der er hundreder af unge håb, men kun få pladser, sagde Konrad og rejste sig pludselig, da Helene forlod bordet i tårer.
Jeg ville ikke såre dig, Helene! råbte han efter hende.
Konrad, nu må du altså tage dig sammen, Viktor rejste sig og gik efter sin datter.
Nina og Signe sad tilbage, rodede i maden. Konrad undskyldte, gik tøvende ud. Signe fulgte senere for at lede efter Helene.
Signe vendte tilbage sent. Vi fandt hende ikke, mor. Åh, denne Helene! Hvordan skal vi dog klare hende? Vi har snart eksamener, algebra og hun skriver om morgengry, heste og græs. Hvem har brug for den slags, hvis hun dumper? Hvor er hun nu? Hun siger, det vigtigste er det, der kommer inde fra hovedet hendes digte. Mor, hun forstår intet af livet…
Signe stoppede brat. Ingen sagde nogensinde, Helene var unormal. Ja, hun var lidt hysterisk, hun følte alt så stærkt men man kaldte hende aldrig sygeligt forestillingsfuld.
Helene er ganske normal. Hun klarer sig, og vi hjælper, svarede Nina stædigt.
Men vi kan ikke være barnepiger for hende for evigt! Glemsom, distræt, svævende hvordan skal hun klare virkeligheden? Det ender med, at jeg bliver spændt for som vogn! Far siger, hun må gro panser, men jeg ved ikke, hvordan det skal ende…
Signe vendte ryggen til. Bare hun kunne blive gift, så måtte mor selv tage sig af Helene!
Viktor vendte tilbage uden Helene. Hun var gået, kom først sent, låste sig inde på badeværelset.
Helene fik ikke topkarakterer til eksamen. Hun forberedte sig næppe nok til journalistik, men det ærgrede hende ikke. Hun sad længe ved vinduet, sukkede og noterede i sin notesbog.
Til dimissionen sad Signe og Nina og nød at se på Helene. Hun skilte sig ud med sit bløde blik, langsomme bevægelser, hovedet på skrå men pludselig glimtede hendes blik af overraskende selvtillid.
Næste morgen kom forklaringen.
Helene havde ikke festet, ej danset. Hun var ikke engang til stede.
Mor, jeg skal giftes, sagde hun og bøjede sig for at åbne sandalerne.
Hvad, undskyld? Ninas øjenbryn røg op. Signe, der havde sunget, stoppede tvært.
Jeg skal giftes. Det er vidunderligt! Nu kan jeg skrive om kærlighed for alvor. Det er dét, mine digte har manglet: erfaring.
Hun svævede ind i stuen, dansede, lo højt.
Mor, er hun fuld? hviskede Signe. Helene! Bryllup? Hvem har friet? Du har eksamen! Gå i seng!
Helene så lidt mærkelig ud, rød i kinderne, mat i blikket. Nina mærkede hende kold i panden.
Ikke nu, mor. Lad mig være, lo Helene.
Hvem vil du giftes med? spurgte Nina.
Konrad. Og vi skal have barn, mor. hviskede hun, jeg anede ikke, det gjorde så ondt. Men nu kan jeg skrive om det…
Hvad? Hvilken Konrad? Hvor mødte du ham?
Konrad. Fars ven, ham med journalistikken. Jeg sover lidt nu.
Signe blegnede. Den aften, Helene var flygtet, havde hun troet, Konrad blev interesseret i hende. De havde været i biografen flere gange, Signe så ham tit på Nørrebro, og hun troede, det var på vej til noget. Nu intet.
Konrad stod på trappen uden for. Helene havde bedt ham komme og tale med forældrene officielt. Men han tøvede, røg sin tredje cigaret. Naboen brokkede sig over røgen, Konrad åbnede vinduet og trak vejret.
“Som en dreng, for pokker!” tænkte han.
Signe kom ud med skraldespanden.
Det er da ikke tomt, vel? drillede han. Hej, Signe.
Skal jeg hælde det i hovedet på dig? hvæsede hun og smækkede døren.
Lad nu være.
Hvad har du gang i, Konrad? Helene er et naivt barn, altid lidt ved siden af. Hun skal gå i skole, ikke have barn og ansvar. Hun kan ikke engang passe på sig selv! Hvis du ellers har nogen samvittighed, så stop nu for hendes skyld. Det bliver en undergang for hende.
Men dig skræmte jeg ikke, Signe! Var jeg ikke for gammel dér? Du havde sagt ja, hvis jeg friede, og det ved du.
Det var noget andet. Vi er voksne mennesker. Helene er barn…
Hun er mere voksen, end du vil se. Hun kan grine, græde, og vil blive elsket. Hun kan ikke lave mad, men det kan jeg lære hende.
Med hvad? Signe så hånligt på ham.
Jeg vil udgive hendes digte. Med skole og universitet knækker hun. Hun skal ikke udvandes i formaliteter.
Ved du, hvad det koster at udgive en bog? Jeg har tilbudt hendes ting til flere forlag: Det bliver altid afvist.
Konrad slukkede cigaretten, rystede på hovedet.
Nej, Signe. Vi skal have barn. Vi er familie nu.
Inde i lejligheden sad Nina, Viktor, og Signe med stenansigter og så på Helene, der læste kærlighedsdigte. De var voldsomme, billedrige, stærke.
Den kærlighed kendte hverken Signe eller forældrene. Det var som et eventyr. Men Helene elskede sådan.
Nå jeg forhindrer jer ikke, sukkede Viktor. Måske bliver det lykkeligt. Men livet er ikke kun luftkasteller, Helene, det bliver du klogere på. Tag din uddannelse, det er nødvendigt!
Men Helene ville ikke høre. Hvorfor skulle hun, når Konrad skjuler alt på et sølvfad, lytter til hendes digte, tager hende med ud. Hun var nu den sjove original, svanger, lidt hævet, skrevede mest om forladte hundehvalpe og kuldsejlede fugle.
Har du afleveret mine digte til forlaget? spurgte hun ham hver dag.
Ja, men de vil tænke lidt. Du er et talent, men folk fatter det ikke straks! kyssede han hende og lavede igen kartofler, det eneste han kunne. Af og til kom Nina og puttede frikadeller i fryseren. Helene blev fornærmet: Var hun da ingen hustru?
Men Konrad bar det meste, fordi han elskede sin luftige, skumfidus-Helene. Hans arbejde blev forsømt, men Helene havde det godt!
Men da deres datter, Julie, blev født, og Konrad fik mere travlt, og Helene stadig pressede på for anerkendelse, brast han:
Der er ingen, der trykker dine digte, for de er barnlige, naive! Der er intet modent over dem. Julie græder, og du ved ikke hvorfor. Her er rod! Kan du ikke bare rydde op, tage dig sammen?!
Helene græd og gik væk. Konrad vaskede op, passede Julie og arbejdede om natten. Han forbandede sit romantiske liv.
Helene forlod dem nytårsaften.
Jeg kan ikke mere, Konrad. Jeg elsker jer, men jeg kan ikke arbejde sådan. I tømmer mig, jeg kan intet skabe. Jeg tager afsted. Ikke råb, ikke grib mine ting. Bare et kram.
Hun ville opleve sorgen ved bruddet, så hun kunne skrive. Men Konrad krammede hende ikke, tog Julie og gik ud.
Helene stod et øjeblik, tog sin kuffert, stjal penge fra Konrads skrivebord. Hun havde fortjent dem, mente hun hendes talent var spildt på at sørge for barn og mand. Hun tog med toget til Aarhus, hvor musene og digterne boede og hun var ikke alene, hun havde Aksel med, også digter, som hun havde mødt på biblioteket, hvor hun læste op for ældre.
Aksel sagde, han havde en lejlighed derovre. Der boede hans søster og svoger, men det var ligegyldigt. Helene glædede sig.
Forældremyndigheden blev frataget Helene. Konrad ansøgte om det, da hun forlod barnet.
Julie voksede op tæt knyttet til sin far, bange for fremmede, elskede at høre digte i radioen, men Konrad ville ikke fremavle endnu en digter dét udholdt han ikke. Også Nina sagde: Sådan begyndte det for Helene
Signe, du må hjælpe du må aflede Julie! Der er stadig håb!
Så vær en helt normal far, tag hende med i cirkus, stå på skøjter, hav gæster, send hende i børnehave! Vi gjorde mange ting forkert med Helene; måske kan du gøre det rigtigt… svarede Signe.
Nej, Signe svigtede ikke sin niece, hun besøgte ofte, tog hende med hjem indimellem, fulgte hende til skole sammen med Konrad.
Sikken en dejlig pige og smukke forældre! sagde en dames bedstemor til Julie. Hun står så rank, og hendes hår er så fint flettet.
Bedstemoren snakkede videre, men Konrad tænkte: Hvorfor valgte jeg aldrig Signe?
Hun læste hans blik.
Vi var aldrig blevet et par, Konrad. Jeg kan ikke leve i nogen andens skygge. Og hvis vi var gift, havde jeg aldrig mødt min soulmate. Jeg skal giftes du og Julie er selvfølgelig inviteret! Signe smilede. Alle har sin egen plads.
Konrad nikkede særlig er det, hvis man finder sin plads.
Helene trivedes ikke i Aarhus, Aksels søster smed hende ud, hun tudede dag og nat. Pengene slap hurtigt op, og berømmelse kom aldrig. Hun fik job som kontrollør i teatret via en ældre dame, skrev digte til vægavis, klagede over Konrad og sorgen over at miste Julie. Hun fik et værelse ikke luksus, men et tag over hovedet. Mere hjælp ventede ikke.
…Kun få forstår ægte talent, mor! Derfor er jeg dømt til at rådne op her i den rå, triste by! græd Helene til Nina over telefonen. Selv Konrad har svigtet mig. Mor, send penge, nu må du ikke svigte mig!
Nina kunne ikke sige nej, hun sendte lidt af og til, men inviterede hende aldrig hjem.
Mor, mød mig i morgen på stationen! sagde Helene pludselig. Nina sad midt i fødselsdagsmiddag for Julie.
Kære, i morgen? Men vi har jo planlagt noget… stammede Nina.
Mor! Jeg kan ikke bære kufferterne! Jeg er gravid! græd Helene, den sårbare, bløde, talentfulde og helt uden panser…
