Spillet uden regler

Gud, Mathilde! Hvad er det her?! Hvorfor ser du sådan ud?! Hvem har gjort dig noget?! Sig nu noget, skat! Birgit skreg, men stemmen knækkede, mens hun desperat forsøgte at tage sig sammen.

Mathilde kastede sin rygsæk på gulvet og gled ned ad væggen, satte sig på hug med træthed malet i hver bevægelse. De blå, sprukne læber rørte sig svagt, og Birgit hørte kun en næsten uhørlig hvisken:

Mor… skrig nu ikke… Jeg… jeg skal bare lige sidde lidt….

Længere nåede Mathilde ikke, før hun faldt om på siden. Hovedet ramte ubehjælpsomt morfars træsko, og så slukkedes hun.

Mathilde! Birgit vågnede af chokket og styrtede instinktivt hen til sin datter.

Maven og trætheden blev en forhindring. Hun forsøgte at løfte Mathilde, men orkede ikke, og for et øjeblik var hun tæt på selv at give op og lægge sig ved siden af datteren, hvis ikke hun havde taget sig sammen. Hun trak vejret dybt og råbte så, som kun en jysk bondepige, der tror på at hjælp er nær, kan:

Far!

Mathildes morfar, Poul Kristensen, syslede med sine tomatplanter i drivhuset tæt ved huset, men Birgits brøl gik lige gennem glas og vind. Potten faldt brat ud af hænderne, og Poul styrtede afsted, hjertehamrende, for hvad kunne der dog være hændt? Han følte sig ellers for ung til at blive bedstefar igen, og morgenen havde ikke antydet uro.

Birgit, hvad sker der?! Er du dårlig? Han sprang ind på verandaen, og Birgit kastede sig i armene på ham.

Far, det er Mathilde! Ring efter en ambulance, nu!

Et bankende hjerte og en ambulancetur senere var det på hospitalet, at de forsøgte at holde Birgit tilbage:

Kære frue, din datter skal nok klare sig! Se, hun er allerede ved at vågne. Hendes morfar tager med hende. Men du skal passe på dig selv! Barn nummer to er snart på vej det går jo ikke, hvis han eller hun kommer før tid.

Det er mit barn! Jeg tager med, det er ikke til diskussion!

Den unge vagtlæge stak opgivende hænderne i lommerne.

Så må du hellere komme. Men prøv at tage det roligt, ikke? Det er vigtigt.

Han hjalp Birgit til rette i ambulancebåren og gav hende et beroligende blik.

Tusind tak!

For hvad? lægen smilede undrende.

Fordi du tager dig af os!

Det er jo mit job, svarede han og lod et svagt smil glide hen over ansigtet, før han fandt den alvorlige mine frem igen. Med sit stikkende lyse hår og drenget fremtoning virkede han mest af alt som en 17-årig skoledreng.

Han så på Mathilde.

Hvordan føles det nu?

Det går nok… Men min mor kunne godt bruge noget beroligende, svarede Mathilde lavmælt, prøvede at sætte sig op, men skar en grimasse, da bilen bumpede over et hul.

Er det galt? Lægen blev urolig.

Bare en bule. Baghovedet. Det gør ondt.

Det har jeg set. Men ingen tegn på hjernerystelse, så det overlever du nok. Du sagde jo, du ikke har kvalme eller svimmelhed.

Jeg døde nu heller ikke i tankerne, fnøs Mathilde og sendte et hurtigt blik til sin mor. Hvordan har du det?

Jeg klarer mig, Maria! Fortæl mig bare, hvad der skete.

Nej, det gider jeg ikke!

Teenagere… ikke, Mathilde? Lægen så på hende med varme i blikket, og Mathilde stirrede undrende tilbage. Tror du ikke, jeg kan huske, hvordan det er, når man bare har brug for fem minutters fred?

Det sagde jeg ikke.

Men du tænkte det. Det er helt normalt. Din mor bekymrer sig jo bare. Ved du, min mor havde givet mig førstehjælp og dernæst en ordentlig omgang ris hvis jeg var kommet hjem sådan.

Hvorfor det?

Ens ansvar, ikke? Når man får nogle på frakken, har man nok ikke forklaret sig godt nok.

Det kan man ikke med alle… Mathilde snøftede, smertede.

Hold ud, vi er snart fremme.

Hvad hedder du egentlig? Mathilde rakte ud, og morens hånd flette sig straks ind i hendes.

Jeg hedder Mikkel. Mikkel Andersen.

Godt at møde dig…

Du er sgu noget særligt helt høflig med hovedet på sned! grinede han, trykkede hendes hånd. Du er en sej pige.

Du er heller ikke værst! Mathilde forsøgte at smile, men blev afbrudt, da bilen bremsede og Mikkel hurtigt stak ildelugtende vat under hendes næse.

Rolig… Sådan, ikke flere besvimelser.

Efter et tjek fik Birgit og Mathilde lov at tage hjem, hvor Poul, stadig mat i ansigtet, samlede sine “piger” op.

Hvad sagde de, Birgit?

Ikke meget, far. Hun skal bare have ro, så går det nok.

Og besvimelsen?

Stress, sagde de. Birgit kiggede på sin halvsovende datter og sukkede, Far…

Det tager vi senere, skat. Er du okay?

Det gik ondt i maven mens vi ventede, men nu er det væk.

Godt… Nu hjem, så laver jeg te til dig, og så hygger vi os.

Hvordan kan jeg slappe af, far? Så du hendes ansigt?

Jeg så det hele. Men vi tager det stille og roligt. Panik hjælper ikke, og det er det sidste vi har brug for nu.

Birgit nikkede opgivende. Hun vidste, hvad hendes far mente. Hun havde selv betalt dyrt for hysteriet, der havde kostet hende forholdet til sin mor.

Birgit kom fra en familie af forfattere. Hendes bedstefar skrev digte, oldefaren romaner. Hendes egen mor, Helle, havde fået lidt berømmelse for sin poesi, men hendes liv var som en let vind upraktisk og afhængig af det enkle og varme, hendes mormor leverede. Mormor, Bodil, var familiens klippe: mad på bordet, sengetøj rent og varmt, samovar på terrassen, altid klar til gæster hendes omsorg bar familien.

Bodil døde, før Birgit fyldte ét. På vej hjem med nymalket mælk satte hun sig kort under et birketræ og kom aldrig videre.

Helle gik i stykker. Hun hylede på verandaens trappe, glemte barnet, og pillede sig til blods under neglene. Birgits far, ingen undtagen svigermor forstod ham, tog sin datter og gik ud for at skaffe mad til barnet.

Heldigvis havde naboen Sonja netop fået en datter, så Birgit fik den nære kontakt, hun havde brug for.

Helle kom sig aldrig over tabet af Bodil. Ofte sad hun og skrev så opslugt, at hun end ikke huskede sin datter eller ægtemand, der sled for at forsørge dem i sin lille bus.

Han mødte Helle en regnfuld efterårsdag, da hun uden varsel rakte ham en buket blade og spurgte:

Kan De lide dem?

Nej… De drypper, svarede Poul, mens hun lo og sendte de masende passagerer et skarpt shh!

Hurtigt giftede de sig, men Helle ville beholde sit pigenavn, og Poul accepterede lidt overvældet af hendes styrke under den skrøbelige overflade.

Hans svigermor forstod deres bånd, og støttede ham, især overfor svigerfaderens spottende venner.

Uden sådan en som Poul klippen, vil vi fantasere os væk fra alt, sagde Helle engang, hvorefter samtaler om hendes besynderlige valg ophørte.

Alt forandredes da Bodil døde. Sorgen var ubærlig, men barnet skulle passes. Sonja, nabokonen, trådte til: holdt Baby Birgit i live og sørgede for mad og tryghed, mens Poul arbejdede og sørgede videre.

Helle blev aldrig sig selv igen. Hun satte sig ofte på farens gamle stol på verandaen, små-vrøvlede eller sang lavmælt den vuggevise, hendes far havde skrevet til hende. Sangene blev hendes eneste forbindelse til verden.

Birgit voksede under Sonjas og naboernes omsorg, mens hendes mor gled længere ind i sin verden. Til sidst, på en kold efterårsdag, gik Helle uden sko, kun i en tynd blomstret kjole mod vinden og blev først fundet, da Sonja ledte efter hende.

Efter dette måtte Poul tvangsindlægge Helle. Hun vendte aldrig hjem. Hun sov ind på hospitalet. Sanitøren sagde, hun smilede som en engel.

Nu var Poul helt alene med sit barn. Sonja og hendes familie blev deres hjælp. De boede både på landet og i byen tæt ved hinanden, så Birgit fik al den omsorg, hun behøvede, og kaldte ofte Sonja for “mor,” mens Sonja fortalte hende om hendes biologiske mor og aldrig nægtede hende trøsten.

Da Birgit fyldte tretten, flyttede Sonja og hendes mand til Odense. Frygten bredte sig:

Poul, hvordan klarer I den?

Slap af, Sonja! Birgit er jo ikke lille længere. Du lærte hende at lave mad, og jeg kan stadig tænke.

Der mangler bare kål, sukkede Sonja.

Så går hun selv på markedet og køber kål! Hun er ikke to år længere…

Birgit kom hjem, fandt Sonja og Poul grædende i køkkenet og tænkte: “De voksne, altså! Det er jo kun en times flyvning til Odense…”

Men deres bekymringer var ikke uden grund. Birgit blev en dygtig forfatter, vandt den ene konkurrence efter den anden poesi, noveller, essays. Poul var stolt, men vogtede over datterens sårbarhed, søgte efter ligheder med Helle, for at forstå.

Det eneste Birgit ønskede var kærlighed.

Familien, selv Sonjas, som stadig så hende ofte, blev hurtigt for lidt. Hun favnede verden som den var, åben for alle, men forstod aldrig, at ikke alle åbnede sig til gengæld.

Første skoleforelskelse blev også hendes eneste. Straks efter gymnasiet giftede hun sig med sin klassekammerat og fik et år efter en datter. Men det var Poul, ikke faderen, der hentede hende ud af hospitalet. Ægtemanden var blevet bange for ansvaret eller forældrenes advarsler, at livet kunne byde på meget mere end én som Birgit.

Hun forstod det alt sammen uden forklaring.

Birgit, sagde Poul, famlende efter trøstende ord, mens hun pakkede hospitalstasken.

Far, det er okay. Det er ikke os, der ikke duer det er ham, der ikke passer ind hos os. Fremtiden er vores, forstår du? Livet, lykken, kærligheden, Mathilde! Alt!

Er du sikker på det bliver en pige? I fik ikke set det til scanning…

Jeg ved det! Hun bliver både klog og smuk som Kristensenerne og stærk som os, Nielsenerne!

Der var ikke andet for Poul end at omfavne sin datter og vise hende, at frygt ikke var nødvendig.

Han hørte Birgits stille gråd om natten de små samtaler med sig selv, forbandelser over eksmanden, længslen efter varme. Men det gik hurtigt over; Mathildes fødsel og virkelighedens krav holdt hende oppe. Det frygtede Poul mere end noget, men her svigtede datteren ham ikke.

Ved hjemkomsten stod Sonja klar, med og uden mand og forberedende bryllup for egen datter:

Mor Sonja, hvorfor?! Birgit græd mod Sonjas trygge favn.

Af kærlighed! Min datter har jo fået en datter! Selvfølgelig skal jeg hjælpe!

Det er nødvendigt! Far er bange for Mathilde! grinede Birgit gennem tårer.

Hvorfor?

Han kan ikke huske, hvordan det var.

Pyh! lo Sonja, så Mathilde vågnede Poul! Du har både været mor og far for Birgit og nu tør du ikke! Jeg tror dig ikke!

Ret skal være ret…

Poul tog barnebarnet i armene og blinkede til Birgit.

Er det din snedige måde at få mig til at føle mig som mor, far? sagde Birgit fnisende.

Hvad skulle jeg ellers gøre?

Sonja tog barnet fra Poul, og Birgit overvældede hende med spørgsmål, mens hun beundrede de velkendte, beslutsomme hænder der svøbte babyen.