En rigtig ridder
Kornelia trommede hurtigt med fingrene på skrivemaskinen. Hun havde lært det at skrive hurtigt på et kursus, og fru Mette, kursuslederen, roste hende faktisk tit og sagde, at Kornelia ville blive et fund for enhver fremtidig chef. Det var hun stolt af! Hvem kunne ellers nå at skrive så mange ord i minuttet og endda uden fejl? Hun havde også gode karakterer i dansk, ikke udmærket eksamensbeviset lå der som bevis men stadig, Kornelia var dygtig til sproget.
Det sagde hendes morfar, Børge, også altid. Han var vildt charmerende med sit viltre, stikkende skæg og øjne så blå som danske søer. Morfar Børge kom altid ind til byen for at besøge sit barnebarn og havde altid en stor pose med kæmpe æbler med næsten så store som hans næve, samt courgetter. Dem brød Kornelia sig dog ikke om og listede dem altid over til hunden Frida under bordet. Frida spiste alt, hun havde været en løsgænger fra gaden, indtil Kornelia forbarmede sig og tog hende hjem, våd og forpjusket, med halen mellem benene og pelsen fyldt med knuder. Hun fik overtalt sine forældre til: “Altså, hun skal da bo hos os, den dejlige hund!” Og sådan blev det.
Kornelias barndom var fuld af spændende mennesker. For eksempel fik hun som barn privatundervisning hos fru Lene, en gammeldags talepædagog. Lene fortalte nemlig også om mænd, ikke noget saftsusende, tværtimod, men om riddere og helte, om hvordan en rigtig mand altid giver en dame hånden, strør om sig med komplimenter og beskytter hende ikke bare mod hverdagens småstrabadser, men nærmest mod verdens undergang. Lene mente, at en rigtig ridder ikke var som en hjælpsom hushjælp, men en forfører som i romanerne. Måske festede han en smule, men hustruen ventede trofast derhjemme, smuk, stearinlysende og med dampende aftensmad. Samtalen ved middagsbordet måtte kun berøre højtidelige emner.
Min mand er sådan, Kornelia! En guttermand! Hæderlig, charmerende og elsker god mad, han forstår sig også på tøj, kan spille volleyball, svømmer godt. Og udseendet Apollon! Alle kvinder misunder mig. Men jeg… Jeg prøver også at gøre mit bedste, sagde Lene og skjulte sine slidte sko under stolen. Trivialiteter tager jeg mig selv af. Tømmer skraldespanden, gør rent, flækker brænde ved sommerhuset. Jeg kører endda selv bilen, så han slipper for besværet. Det gør den engelske dronning jo også, så jeg må være en rigtig dame. Og jeg forguder min mand.
Kornelia lyttede tryllebundet til alle de smukke fortællinger om rigtige mænd, riddere og galante kavalere, indsmigret i Fridas pels under bordet. Nogle gange bjæffede Frida, hvis Lene blev lidt for opløftet.
Pædagogen fór da sammen, som om hun vågnede fra en drøm, og kom i tanke om, hvorfor hun egentlig var hos familien Aagesen
Var Kornelias far sådan en ridder? Hun syntes det! Han inviterede mor i teatret, sang operettemelodier i brusebadet og var altid glad og lidt ubekymret. Kornelia så aldrig, hvordan han om aftenen, ude i bilen, trykkede hænderne mod tindingerne, så hovedet næsten ville sprænge. Sådan skulle pigerne jo ikke se ham, tænkte han. Og så slap smilet ud af bilen og gik op i lejligheden. Mor, Karen, så udmærket, at alt ikke var i orden, men sagde ingenting. Senere, når lyset slukkedes, fortalte han sine tanker til hende. Imens sov Kornelia trygt i sit værelse, anede ikke, at far havde slugt millionvis af dråber nervepiller og stadig rystede på hænderne efter det sidste krisemøde
Sådan voksede Kornelia op, blandt mennesker med stil, porcelæn med guldkant, fine kjoler og farverige dukker. Hun lærte, hvordan en mand skulle være, og bestemte, at hun ville læse videre, måske endda blive optaget på Statens Teaterskole og gifte sig med en skuespiller eller sanger. De var jo alle sammen så spændende ægte riddere, kunne tale om alt og så altid godt ud!
Men optagelsesprøven gik galt. Ingen talent, sagde de. Kornelia var knust! Hvordan kunne det passe, når morfar havde klappet i hænderne til hendes små teaterforestillinger og mor altid sagde, hun var en vaskeægte skuespillerinde? Kun far sagde aldrig noget. Kornelia fik aldrig at vide, at det faktisk var ham, der havde sørget for, at hun ikke kom ind. Han mente ikke, hun var egnet til det offentlige cirkus og mente, at skuespillere var skæbner, der kunne lide at lide hans Kornelia var forkælet, hun ville ikke kunne overbevise nogen om sine smerter på scenen.
Mor og datter slog det hen og bestemte, at Kornelia skulle læse til lærer. Børn kunne hun jo godt lide hun løb altid rundt og legede fange i gården og lavede snemænd om vinteren, før hun inviterede alle hjem til kaffe, hjemmebag og hyggesnak.
Da papirarbejdet og optagelsesprøverne var overstået, var der kun plads tilbage på aftenmodulet på seminariet, og Kornelia fik job som sekretær hos en af fars bekendte, Poul, der var afdelingsleder.
Onkel Poul var ikke fremmed. Han havde kendt familien altid, holdt Kornelia på skødet, da hun var lille, og var altid mild og venlig overfor hende.
Kornelia skuffede aldrig. Hun skrev diktater uden at spørge meget, lavede næsten ingen fejl og kom altid til tiden.
Tja, Kornelia sådan sådan Onkel Poul læste netop det nyskrevede papir, bad om sin blyant, nikkede anerkendende, mens han lavede små notater, rettelser og sommetider rynkede brynene, så Kornelia straks frygtede, hun havde lavet en fejl. Men så gled hans ansigt ud i smil, og hun slap.
Ja. Sådan gør vi det, gav han hende papiret. Ret det, jeg har ændret. Så lyder det bedre. Skal vi tage en kop te, Kornelia?
Han sjoskede selv hen til køkkenhjørnet og lavede te.
Onkel Poul havde ikke meget til overs for at lade sig forkæle på kontoret. Han brød sig ikke om, at folk underdanigt tilbød ham kaffe, bare fordi han var chefen sådan et prætentiøst fis ville han ikke have. Kornelia forstod straks, da hun én gang fik en røffel for det, og siden blev hun siddende på sin plads, fodende skyldigt med fødderne under bordet.
Sådan gik dagene. Kornelia skrev, læste, gik til seminariet, spadserede med veninder på Strøget, og tog med mor til Skagen hver sommer, hvor de lejede det samme lille sommerhus hos den muntre fru Ellen, der dyrkede vindruer og forærede Kornelia modne abrikoser.
Men alting ændrede sig den dag, Kornelia blev inviteret til fest i anledning af onkel Pouls fødselsdag og mødte hans nevø, Mikkel.
Mikkel var høj, lidt ranglet, men med brede skuldre og en kropsholdning, som viste han ikke var nogen slap fyr. Faktisk klædte slankheden ham. Og vigtigst: Han var lige præcis sådan, som Lene altid havde beskrevet ridderne i sine fortællinger.
Kornelia sad ved bordet, måske lidt genert, rettede konstant på sine lokker og kiggede på Mikkel, mens han tryllebandt damerne med vitser, skænkede champagne, serverede den lækre fisk og noget umanerligt mørt leverpostej. Hans lave, lidt hæse stemme fik damerne til at svømme hen, og onkel Poul rystede på hovedet, som om nevøen var alt for vovet! Men Kornelia så, hvordan han i virkeligheden var stolt. Ikke alle kan prale af sådan en nevø.
Hun følte sig lidt udenfor, blandt de voksne par, og forstod ikke helt samtalerne.
Må jeg byde Dem op? lød det pludselig bagfra. Hvordan havde hun overset, at Mikkel stod lige der?
Jamen… jeg… jo, sagde hun, så onkel Poul nikkede opmuntrende.
Hun kunne danse. Det havde mor lært hende. Mikkel var til gengæld akavet, trådte hende over fødderne, undskyldte igen og igen. Jeg er ikke til de her gamle danse, sagde han. Har du været i Paris, Kornelia?
Han svingede hende, og hele selskabet snurrede rundt, og for første gang den aften smilede hun rigtigt. Nej, hun havde ikke været i Paris kun i Skagen og Ebeltoft.
Mikkel grinede og sagde, han ville hente hende saft.
Hun kiggede efter ham, som han stod og pludrede og serverede for damerne, og pludselig gik det op for hende, at dette var HAM. Den ægte ridder, hun drømte om. Ikke en helt almindelig mand. Nej, Mikkel var en helt.
Mikkel levede fuldstændig op til Lenes eventyrlige billeder: flot, velsoigneret og charmerende, kunne gætte alle damers ønsker …
Senere sad de sammen og spiste fru Ellens vindruer og drak saft, mens Mikkel fortalte om sine eventyr og sjove oplevelser. Kornelia var mere og mere forgabt. Hvorfor smilede hun hele tiden? Hvorfor føltes det som om, hun stadig var på dansegulvet…
Omkring klokken ni bestilte Mikkel en taxa.
Efter først at have siddet i stilhed spurgte han: Hvor læser du?
Kornelia svarede, forsigtigt, og han virkede glad. Hun spurgte til gengæld: Og dig?
Jeg læser til bygningsingeniør. Kedeligt! Din uddannelse lyder sjovere. Jeg kunne bedst lide folkeskolen hvad med dig?
De snakkede om alt muligt bøger, hobbyer, begge kunne lide både ski og rulleskøjter, begge havde haft hunde og store æbler i barndommen.
De var unge, naive, sikre på, at de ville gøre tingene bedre end forældrene, uden de gamles fejl, uden skænderier eller fortrydelser. Den slags troede taxachaufføren også på og smilede for sig selv.
Pludselig var de fremme. Mikkel fulgte hende hele vejen op til døren og kyssede hendes hånd. Tak for en sjov aften, Kornelia.
Hun smilede fjollet og klemte om blomsten, han havde lagt på trappen.
Mor hilste på, men Kornelia svarede ikke, gik højtideligt ind på værelset og lukkede døren bag sig …
Veninderne ville vide alt: Hvordan var han, Kornelia? Fortæl!
Han … Han er en ægte ridder, piger! Jeg har altid drømt om sådan en mand, sagde hun, næsten svævende. Ja, tragiske roller kunne hun have spillet, far tog fejl.
Nå, en rigtig ridder kyssede I? spurgte Majbrit, der aldrig havde kysset før.
Ja… Nej, altså, rystede Kornelia på hovedet. Han bragte mig saft, vi dansede, og han fulgte mig hjem og kyssede min hånd.
Majbrit sukkede. Hun drømte selv om at danse og få hånden kysset …
Kun Signe, den boldspillende basket-pige, sagde skeptisk: Fup og fiduser! Sådan én har du set før. De her forkælede rigmandsdrenge får piger til at dåne, men forsvinder lige så hurtigt igen. Glem det, Kornelia. Kom med til basket i stedet, så skal du se!
Signe dunkede hårdt på vindueskarmen. Kornelia blev ked af det.
Majbrit hviskede: Lad være med at lytte til hende. Signe er bare misundelig.
Jeg er da ikke nogen blomst, man skal kurtiseres! grinede Signe. Jeg siger det bare, I bestemmer selv. Kom, nu begynder forelæsningen!
Hele aftenen drømte Kornelia kun om, at Mikkel tog hendes hånd og sagde noget magisk, og rødmede, som hun sad dér og følte hjertet slå så hårdt.
Fru Aagesen, har De det dårligt? spurgte professoren. Gå ud og få lidt luft.
Kornelia rystede på hovedet, men begyndte omgående at tage notater.
…
Mikkel dukkede ikke op hos onkel Poul længe, og Kornelia begyndte at falde til ro men hver dag, når hun gik hjem fra seminariet, drømte hun om, at han stod i porten eller ventede med en is, som hun elskede.
En torsdag sad hun ved skrivemaskinen på kontoret, da kollegaen, fru Anette, sagde i mobiltelefon:
Mikkel? Kom nu! Han er da ingen brudgom! Nå, jo … sjov dreng. Jeg så ham danse med hende der… hun kastede et blik på Kornelia og sænkede stemmen …med Aagesen. Nå, stop! Kan ikke mere, haha! Nå, hej hej.
Er der sket noget? Kornelia spidsede ører.
Nå? Nej da! Mikkel vil måske giftes, han plager moderen om det. Du må hellere få lavet Pouls tekst, han skal bruge det om en time.
Tårene pressede sig på, og hagen rystede. Kornelia nikkede, bøjede sig over onkel Pouls papir og der flød to våde pletter blandt de nøje formulerede ord.
Hun tørrede øjnene hurtigt og skrev videre. Hendes verden var brast. Ja, Signe havde advaret hende, og hun havde ikke lyttet …
…
Onkel Poul rettede på skjorten, tørrede et svedperle af panden, og satte sig for at holde sin præsentation. Hans stol var varm og han længtes mod sommerhuset. Han tog et glas vand, og alle fulgte hans bevægelser som om der var en overraskelse på vej.
Endelig læste han op fra talen, Kornelia havde skrevet. Fine, store bogstaver, god opsætning.
På mødet… Efter beslutning… Derfor er planen for marts… Og Mikkel, jeg elsker dig! For du er, som Lene sagde, en ridder. Men du skal jo giftes, og det kan jeg ikke bære… Og…
Han læste mekanisk, tænkte på dagens gøremål. Først da bemærkede han, hvad der stod: han tav, bladrede febrilsk i papiret, der pludselig gled, faldt ned på gulvet.
Hvad så med Mikkel, Poul? Spørgsmålet er: hvordan står det til med kærligheden? Fortsæt!
Onkel Poul så, hvad der stod, blussede op i fjæset, slog i bordet og spænede ud af lokalet.
…
I rummet udenfor sad Kornelia hun havde det bedst alene, især nu. Fru Anette var gået hjem; en hveps summede ved vinduet, men Kornelia græd bare, tavst med lommetørklædet.
Onkel Poul styrtede ind, smækkede døren, snublede over gulvtæppet og råbte over hendes hoved:
Hvilke riddere? Hvilken galanteri? Hvad har du skrevet? Folk vil grine af mig! Mænd fra hele landet kom for at høre mit oplæg, og du har skrevet om kærlighed!
De stod et øjeblik og stirrede på hinanden. Kornelias øjne blev kæmpestore, hun skyndte sig ud ad døren, ud i regnen, ind i de dybeste vandpytter og forbi alle i mylderet.
I toget fandt Kornelia sig selv igen, snøftede og kiggede væk. Hvordan kunne det gå så galt? Og nu kendte alle hendes hemmelighed … I morgen ville alle grine, hun måtte hellere sige op.
Hjemme tænkte hun sommetider højt. Bare derhjemme! Når hun havde feber, sang hun sørgmodige sange i vildelse, og Frida peb med. Mor stirrede bekymret.
Det var dengang, morfar Børge sagde, hun var født til at spille roller. Men ingen skuespiller blev hun ikke engang en rigtig sekretær.
Og alt var Lenes skyld! Hun havde fyldt hendes hoved med drømme om riddere, og at hver pige har sin skæbne, sit eventyr.
Ydmygelse! Kornelia troede på det hele, forestillede sig alt muligt og gjorde sig selv til grin. Og Mikkel? Han var ligeglad!
Dagen efter blev hun hjemme, sagde hun var syg. Gik ikke til undervisning, sad og åd chokolade. Karen så bekymret til, fyldte skålen op, mens Kornelia blev ved med at mumse konfekt.
Gå ud og køb lidt brød, bad mor forsigtigt. Du får det måske bedre af lidt frisk luft. Vil du ikke snart fortælle, hvad der foregår?
Men Kornelia rystede på hovedet og gik mod bageren, indhyllet i sin trøje, døren smækkende bag sig.
Hos bageren stod hun og gloede på hylderne, kunne ikke huske hvilket brød de plejede at købe, for hun havde altid bare spist maden uden tanke for, hvordan det var tilberedt mor ordnede jo det hele. Endelig tog hun et franskbrød og skyndte sig ud. Hvem gad have brød, når man var fortabt?
På vej hjem bumpede hun ind i én en stor, bredskuldret én.
Hun kiggede op.
Mikkel, er det dig? stammede hun, rødmede op over begge ører.
Når hun blev flov, blev hendes ører ildrøde. Sådan havde det altid været. Nu skete det igen.
Undskyld, jeg skal gå, forsøgte hun, men Mikkel lagde forsigtigt hånden på hendes skulder.
Kornelia, jeg læste onkel Pouls Sydhavstale. Den var stærk! Du burde skrive bøger.
Han havde læst den og lo? Han gjorde grin med hende! Hun måtte flygte men hans tøj overraskede hende. Han var i arbejdstøj, med maling på buksebenene.
Hvorfor er du sådan klædt? spurgte hun.
Ja, vi har byggepraktik, sagde Mikkel. Sådan ser rigtige riddere altså ud i dag. Han blinkede til hende. De gik videre, Kornelia svingede brødposen.
Hvis du kommer fra kamppladsen, må du gerne ligne en, der har kæmpet, fniste hun.
Så tør du mit ansigt af? Han bøjede sig leende frem, men Kornelia trak ham med videre det var lidt for pinligt.
Undskyld med onkel Poul, jeg må nok sige op nu. De griner allesammen af mig! sparkede hun til en sten.
Næh, jeg kunne lide det! Sproget er smukt. Du har talent! Kom med hjem til os bare min mormor er hjemme, forældrene er på landet. Jeg skifter tøj, vi spiser frokost og finder ud af, hvad vi skal gøre. Kom!
Hvorfor kaldte han hende mormor for Mimi, når hun hed Olga, var der ingen der vidste, men han gjorde det alligevel.
Mimi, vi er her! råbte han i entreen, og mormor dækkede straks op og sendte vurderende blikke til Kornelia, som om hun allerede overvejede bryllupskagen.
Jeg kan hverken lave suppe eller bage pandekager, indrømmede Kornelia.
Nåda! Riddere elsker god mad, masser af kartofler og kød! Du kan heller ikke stege kartofler? råbte Mikkel i skræk.
Kornelia rødmede og kiggede væk.
Mormor vinkede på ham, løftede knyttet næve.
Ingen kan sådan noget fra fødslen, lille ven. Det lærer man. Og du, ridder, du kan jo heller ikke lægge mursten! Hun skubbede te over til Kornelia. Drik, mens den er varm! Riddere i dag skal være handy, selvstændige, positive og ikke-rygende. Selvom min Mads røg Kings, han var stadig en pragtfyr. Han kunne takke, og han kunne elske. Det er det vigtigste.
Kornelia forestillede sig Mikkel galopperende på en træhest og smilede
Hun var ikke nogen rigtig dame, vidste ikke hvorfor der ligger så mange knive og gafler på en restaurant, kunne ikke sætte sit hår som i et modemagasin, aftørrede engang imellem hænderne i kjolekanten. Hendes suppe var vandet, kartoflerne brændte på. Men Mikkel, som ægte mand, tålmodig og kærlig, ventede til hun lærte det. Han gemte onkel Pouls tale om det sydhavske venskab. Hvis ikke Kornelia dengang havde dummet sig, havde han aldrig troet, at de skulle giftes.
Han havde egentlig kun sagt det med ægteskab for at slippe for sine forældre, men sådan gik det ikke det hele rullede videre til Kornelia, og hun havde fortalt alle og enhver om sine følelser.
Så måtte der indgås forbund. Ikke med det samme, nej. Først måtte de begge blive færdige på deres studier, først derefter blev der holdt bryllup.
Sammen lavede de lejligheden i stand, Kornelia tabte en spand lim ud over ham. Han knurrede som en ridder, men blev ikke rigtig sur.
Ved deres første fælles kalveaspic brændte Mikkel retten på, men Kornelia, en ægte dame, sagde ikke noget, spiste bare mere brød og prøvede at skjule tårerne for de stærke krydderier.
Ingen posede sig eller kyssede hånd ved første og bedste lejlighed. Riddere var nu helt almindelige folk, og damerne kunne også gå i arbejdstøj og vaske gulv uden at tænke på fornemme manerer. Ingen festede i byen, for de kunne dårligt følge med.
Om sommeren løb de barfodet i regnpytter, om vinteren tumlede de i sneen, og snakkede om deres små og store bekymringer, mens de drak te med syltetøj.
En ny verden åbnede sig for Kornelia den ægte.
Mor, spurgte hun en dag Karen hvorfor levede vi så let, var det hele bare et spil?
Vi voksede op med problemer, nød og bekymringer, svarede Karen. Vi ville bare skåne dig for alt det. Fordi vi elsker dig.
Kornelias barndom var forbi, da hendes far blev syg. Ambulancen, sygehusets lugt, hans blege ansigt det var som et slag i hovedet. Faderen blev rask, men aldrig rigtig den samme. Han ventede nu bare på børnebørn og tog på mudderbade. Morfar Børge ventede også, gammel og stædig, men æblerne blev nu hentet ude hos ham, alt sammen til syltetøj og bagværk. Om vinteren bagte hun applepie efter Mimis opskrift og delte ud til naboerne.
Flere år efter brylluppet mødte Kornelia fru Lene på gaden. Fandt du din ridder i sølvpanser?
Ja, t. Lene. Han bad om min hånd, på knæ, og … fortalte Kornelia.
Lene var imponeret. Men han er jo bygningsingeniør! Han skulle jo være højt flyvende! udbrød hun.
Det er han også, bare uden rustning, lo Kornelia.
Verden er af lave, sukkede Lene. Min egen mand ligger permanent på sofaen, og jeg løber ærinder for ham. Engang var han smuk, klog, diplomat … Nu er alt væk … Eller har jeg bare bilde ham det ind? Nå, held og lykke, Kornelia! Lene vinkede og gik.
Kornelia smilede. Det var trods alt meget bedre, at Mikkel ikke var en perfekt ridder, men bare et helt almindeligt menneske. Med ham kunne hun være sig selv. Ikke noget skuespil, bare almindeligt, ægte liv, som hun nu engang kunne det. For det forstod han og det var mange gange bedre end alle eventyr om perfekte mænd og kvinder.
Og Kornelia gik videre, ud i sit helt almindelige, danske liv En dag, da snemændene udenfor smeltede, og foråret brød ind i byen, kiggede Kornelia og Mikkel ud af køkkenvinduet, mens Frida døsede på tæppet. Solen faldt ind på køkkenbordet, hvor rester af morgenmaden stod. Kornelia fjernede lidt mel fra næsen og grinede.
Vi er vist ikke helt sådan, som drømmene dikterede, vel? spurgte hun.
Mikkel rystede på hovedet og tog hendes hånd.
Hvem vil være en eventyrhelt, når man kan være heldig bare at vågne op sammen, sagde han, blidt, og hun mærkede med ét, at lykken faktisk var helt stille, som Fridas varme hale over fødderne.
Så kyssede han hende ikke på hånden, men let på panden, midt i uren hud og morgenhår og lige dér forstod Kornelia, at det eventyr, hun havde ledt efter, var begyndt for længst. Ikke under påtagede gester eller glasprægede smil, men i hverdagsglimt. I timelange samtaler, i brændte kartofler, i hundens bløde pels og solen, der strømmede ind gennem sprækker i de billige gardiner.
Hun lænede sig ind til ham, mens verden udenfor gik sin gang. Kornelia følte sig for første gang ikke som nogen heltinde eller tragisk figur eller hvilken som helst dame bare som sig selv. Og bedre eventyr fandtes ikke.
