En efterårsblade dalede ned i Mikkels åbne håndflade. Han vendte og drejede det, undersøgte de fine takkede kanter, før han løftede blikket op og så på Julie, der gik ved siden af ham med en armfuld af blade i forskellige farver.
“Julie,” spurgte han med en hvisken, som om ordene næsten ikke ville forlade hans mund, “du forlader os vel ikke far og mig?”
Mikkel, som hun var kommet til at holde af som sin egen søn, så på hende med så meget uro i sine unge øjne, at hun blev helt stum og ikke kunne finde et svar med det samme. Hendes tanker fløj rundt som de blade, der blev grebet af vinden omkring dem. Hun havde fået et tilbud et praktikforløb. Langt væk. I lang tid. Måske for evigt. Men her her var Anders, hendes mand gennem fem år, og Mikkel, som hun elskede som sit eget barn. Hun kunne ikke forestille sig livet uden dem, men samtidig kunne hun heller ikke bare ignorere den chance, der kunne ændre hele hendes fremtid.
Alligevel besluttede hun sig.
“Nej,” sagde hun blidt, “jeg forlader jer aldrig.”
***
Ti år senere.
I morgen skal Mikkel giftes. Julie stod foran spejlet og prøvede en ny kjole. En klar gul kjole med en fyldig nederdel, små blomsterdetaljer og bare skuldre. Anders havde rost den, og Julie følte sig overbevist om, at hun havde valgt det perfekte outfit.
Døren smækkede, og Mikkel trådte ind. Han var på vej ud, men ville lige minde hende om tidspunktet og køreplanen for brylluppet. Da hans blik faldt på Julies gule kjole, stoppede han midt i en bevægelse.
“Mor,” sagde han næsten målløs, “du skal vel ikke have det der på?”
Julie glattede kjolens stof og kiggede på ham med et spørgende blik. “Hvad er der galt med det?”
“Alt!” udbrød han med et frustreret ansigtsudtryk, men rettede sig hurtigt. “Forældre til Line… deres niveau er altså, mor, de er virkelig elegante. Og den her kjole den er lidt… prangende, du ved. Sådan lidt gammeldags. Mor, alle vil kigge på dig.”
Julie overvejede hans ord. Måske havde han ret? Kjolen var farverig, og ja, hun havde selv købt den men hvad vidste hun om mode? Alligevel stak det lidt.
“Mikkel,” begyndte hun og tog en cardigan over kjolen for ikke at irritere ham mere, “jeg kan godt lide den. Anders, syntes du ikke også, den er fin?”
“Jo, Julie, den er da flot,” svarede Anders, der nu engang havde endnu mindre forstand på tøj end hun selv.
“Årh, far” Mikkel sukkede tungt og vendte øjnene mod loftet, før han forsigtigt fortsatte. “Mor, selvfølgelig vil far altid syntes, at du ser godt ud. Men Line og hendes forældre forstår ikke den slags. Vil du ikke please tage noget mere enkelt på? Måske noget sort? Eller gråt?”
“Sort? Til et bryllup?” spurgte Julie forundret.
“Ja, mor. Sort fungerer også. Eller måske beige? Noget klassisk. Bare så jeg ikke skal være flov, det er alt, jeg beder om.”
“Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” svarede hun lavmælt.
Julie trak sig tilbage til sine tanker og sin garderobe. Hun fandt en enkel, mørkeblå kjole uden dikkedarer, som hun havde hængende. Da hun kom ind for at vise sig i den, lyste Mikkel op.
“Perfekt!” sagde han og åndede lettet ud. “Det er lige præcis det, mor. Du ser stilig og smuk ud. Nu behøver jeg ikke bekymre mig.”
Selvfølgelig gjorde Julie det, Mikkel havde bedt om. For ikke at skille sig ud, for at hendes stedsøn, som hun elskede som sin egen, ikke skulle føle sig flov over hende.
Til brylluppet følte Julie sig utilpas. Alt var pompøst, dyrt, og det hele føltes så overfladisk. Mikkel var dog glad og sagde hele aftenen, hvor heldig han var med Line. Men Julie kunne ikke lade være med at tænke: Var det Line, han var heldig med eller hendes forældre?
***
Yderligere ti år gik. Anders var der ikke mere. En hjerneblødning havde taget ham. Julie blev alene i den store lejlighed, som nu slet ikke føltes som et hjem længere. Hun havde forsøgt at skabe en forbindelse til Mikkel, hans kone og hendes forældre, men uden resultat.
Mikkel, nu en voksen mand i starten af 30’erne, kom uanmeldt tidligt en morgen. Solen var ikke engang stået op.
“Julie. Hvornår kan du flytte herfra?”
Hun havde ikke hørt ham sige “mor” i fem år. Den måde, han adresserede hende som “Julie,” sagde alt han betragtede hende ikke længere som en mor.
“Hvad mener du?” spurgte hun, overrasket.
“Du er nødt til at flytte ud,” gentog han nøgternt.
“Flytte ud? Hvor hen?”
Hun troede ikke helt, hvad hun hørte. Lejligheden, som var gået til ham, skræmte hende ikke hun havde ikke engang brug for papirer for at vide, at det reelt var hans. Men ud?
“Jeg håber, du selv finder ud af det,” sagde han og trak på skuldrene.
Julie følte, at hele verden, som hun kendte den, krakelerede.
