Fra vuggen af
Hør her, hvorfor gifter du dig ikke bare med din svigermor med det samme? Hvad så? Din mand er jo alligevel til ingen nytte. I to er bare en mund mere at mætte, mumlede Katrine bittert i telefonen til sin datter.
Mor, kan du ikke lade ham være i fred? Du er altid utilfreds med alle! Som om vi stjæler fra din pung.
Tak, fordi det i det mindste ikke er min pung, fnøs moren. Men noget siger mig, det ikke varer længe. Din svigermor er jo ikke evig. Har din dovne Robert da tænkt sig at finde et job? Eller vil han sidde på barsel, indtil jeres datter fylder atten? Hvor har man set manden jage konen på arbejde, mens han selv leger med sut og bleer?
Mor! Ja, det er sådan, vi lever. Det har vi aftalt. Jeg har det fint. Hvad vil du ellers? spurgte Mette koldt.
Ingenting. Jeg ville bare have, du skulle være sammen med en ordentlig mand.
Mor, hvis du ikke kan lide det så lad være med at besøge os. Jeg tvinger dig ikke.
Mette lagde røret på. Den samme stædige lille pige, tænkte Katrine med et suk.
Hun ville have holdt mund. Men efter det, hun havde set i dag, var det svært.
Tidligt om morgenen besøgte Katrine sin barnebarn. Hun ankom til Birthes lejlighed, hvor de unge boede tilsyneladende for altid. Da Katrine hilste på sin svigersøn, mødte hun et maleri værdigt scenarie.
Robert lå halvliggende i en stol foran computeren og pillede ved en frikadelle, lige bragt til ham af hans mor. Nogle stykker faldt ned på hans bukser. Uden at kigge op fejede han dem sløvt væk med hånden. Imens løb Birthe maraton mellem barneseng og komfur, kogte saft til sin søn og forsøgte at vugge barnebarnet i søvn.
Nå, skal jeg ikke hjælpe, siden der ellers ikke er nogen? foreslog Katrine med iskold ironi i stemmen.
Svigermoderen sendte hende et taknemmeligt blik og skyndte sig ud i køkkenet. Katrine blev tilbage med barnebarnet. I de to timer, hun var der, så faren ikke én gang ind til sin datter. Det lignede en fast rutine.
Katrine følte med sin datter. Mette sled sig selv op i en butik. Men det var hendes valg, og hun havde ingen planer om at ændre det. Og alligevel havde alt været så tydeligt for længe siden
…Da Katrine første gang mødte Robert, virkede han genert, næsten blød. Men så snart samtalen begyndte, blev det klart: Det var ikke sky, men dovenskab.
Robert, arbejder eller studerer du? spurgte Katrine, mens de spiste hindbærtærte.
Øh Jeg droppede ud af universitetet. Første år.
Hvorfor?
Ved ikke. Kedeligt. Ikke mig.
Jaså Så du arbejder?
Ikke lige nu, tøvede Robert. Kigger efter.
Katrine vidste, det lignede en udspørgning, men allerede der greb uro hendes hjerte. Hun kunne ikke stoppe.
Jaså Bor du selv?
Nej, hos min mor. Det er nemmere sådan.
Nemmere for Robert, i hvert fald.
Samme aften prøvede Katrine at nå ind til Mette.
Datter, han kan knap nok klare sig selv hvordan skal han så forsørge en familie?
Mor, han leder bare. Når han finder et job, bliver alt godt. Jeg kender ham bedre end dig, insisterede Mette.
Han leder efter en gratis middag, ville Katrine sige, men det var nytteløst. Alle samtaler endte ens: Mette blev fornærmet, sagde, det ikke angik hende, og tav så i uger. På et tidspunkt holdt Katrine op med at blande sig. Den bedste lærer var erfaring.
Et år efter mødtes de, fandt Robert faktisk et job. En lille virksomhed. Lønnen var en slikkepind, men Mette strålede af stolthed.
Se, jeg sagde det jo! jublede hun.
Denne sikkerhed gjorde Mette blind. De fandt endelig en lejlighed. En lille etværelses, men Mette opførte sig, som om de boede i et slot. Men et slot med en madras, der knagede, og ingen aircondition.
Robert ville tage et lån til at pynte deres rede, men banken afslog. Måske fordi lønnen var for lav, måske fordi hans kredithistorik var dårlig. Eller måske løj han bare for at undgå gæld. Uanset hvad tog Mette lånet.
I må selvfølgelig gerne, sagde udlejeren. Men I forstår, at sengen og airconditionen bliver her? Sofaen vil I smide ud, men nye lejere skal jo sove et sted. Og et hul i væggen har jeg ikke brug for.
De unge var tilfredse. De købte også et tv og en ny computer til Robert. Katrine rystede på hovedet, men kunne ikke gøre noget.
Inden et halvt år var gået, blev Mette gravid. Snart måtte hun på barsel. Indkomsten faldt, og de kunne knap nok få det til at hænge sammen. De besluttede at flytte ind hos svigermor. Birthe sagde nølende ja.
Efter barnets fødsel lignede familien et korthus. Et lille pust, og det hele ville vælte. Og snart gik det galt
I starten gik det fint nok. Birthe forsørgede dem delvist. Hun købte en barnevogn, bleer og tøj. Takket være hende sov Mette næsten normalt om natten.
Men et år senere blev Robert fyret. Hvorfor det var uklart, men Katrine mistænkte, det var hans egen skyld. Han var ikke den flittigste medarbejder.
Så fik Robert en genial idé.
Mette, hvad med, at den af os, der først finder et ordentligt job, arbejder? Den anden passer barnet.
Problemet var ordet ordentligt. Robert var kræsen som en prinsesse. På to uger var han kun til et par jobsamtaler uden held. Mette fandt hurtigt arbejde i en lokal butik.
Robert blev hjemme med barnet. I hvert fald mente han det. I virkeligheden passede Birthe næsten alt. Hun vaskede, fodrede, gik tur, mens Robert sad ved computeren. Katrine advarede Mette, men hun så verden gennem lyserøde briller.
Men intet varer evigt. To år senere døde Birthe. Lejligheden gik til Robert. Uden hendes pension blev det stramt, og nu måtte Robert også passe barnet lidt. Så han besluttede at finde arbejde.
Selvfølgelig skulle Mette også arbejde, og husligt arbejde blev igen hendes forpligtelse.
Efter et par måneder blev hun fyret. Barnet var ofte sygt, børnehaven havde korte dage, eller der var ingen varme. Mette forsøgte at finde nyt arbejde, men det var svært. Unge mødre var ikke populære. Hvis hun fik job, blev hun bedt om at gå efter en sygemelding.
