Mors sko
Mor, forstår du det ikke? Jeg kan da ikke tage til jobsamtale i det her tøj! Det er jo en seriøs virksomhed! jeg rev resten af mit ikke så prangende klædeskab ud og smed mig midt på gulvet i en bunke tøj. Ikke en eneste fornuftig klud! Mor, er der noget galt med mig?
Min mor, Helle, trak mig op fra gulvet og sukkede:
Og hvem forhindrede dig i at forny garderoben, inden du sendte alle de jobsøgninger afsted?
Jeg anede da ikke, de ville svare så hurtigt! råbte jeg. Jeg er jo ikke ligefrem nogen ønskekandidat, der bare sådan lige får jobtilbud!
Mit hyl vækkede Sofus, det tynde og lettere nervøse væsen under bordet, som vi alligevel af en eller anden misforståelse kaldte for hund.
Sofus var sky, bange for sin egen skygge, men udviklede en nærmest komisk vildskab, hvis nogen nærmede sig for meget så sprang han hvinende og gøende frem, så selv de modigste blev skræmt væk.
Jeg havde selv fundet Sofus på Hundehjemmet i Valby, hvor jeg var taget hen med veninder for at melde os som frivillige og hjælpe de stakkels dyr.
Dyrene satte ikke videre pris på min hjælp. Efter første dag var mine arme forrevne efter kattene, jeg insisterede på at nusse, og en godmodig schæfer forstod ikke mit behov for at kramme og bed mig i bagdelen.
Alt sammen, fordi jeg ikke lyttede til hundehjemmets leder, men mente, jeg vidste bedst.
Efter et smut på hospitalet insisterede jeg på at komme tilbage til hundehjemmet, selv om lederen sagde fra.
Skæld nu ikke ud! Jeg har forstået, jeg ikke kan hjælpe alle. Men én kan jeg måske hjælpe! Den hund, jeg så, den grimme med de skæve tænder. Ingen vil tage den men jeg vil gerne!
Det er ikke bare sådan. Jeg vil tjekke op på, hvordan Sofus har det hos dig!
Selvfølgelig!
Bor du alene?
Nej, med min mor.
Hvad hvis hun siger nej?
Hun gør hun ikke. Mor elsker mig og har tillid til mig.
Vi får se
Jeg sagde sandheden. Min mor elskede mig. Nok til at give mig næsten frit spil i alt og opdrage mig til at være selvstændig. Det gav dog ind imellem ret uventede episoder.
Emma, hvorfor har du nu taget onkel Niels bil?!
Jeg har jo ikke stjålet den. Jeg lånte den! Jakob havde fået en rusten søm i foden, og hans farmor var ikke hjemme! Der var ingen andre, der kunne hjælpe!
Emma, du er bare et barn selv!
Måske! Men hvad hvis han havde fået blodforgiftning?
Man kunne ringe efter en ambulance! Onkel Niels gav dig nøglen til lejligheden, ikke bilen!
Til lejligheden, ja! Men nøglen til bilen sad sammen med jeg kunne ikke gøre for det! Jeg var nødt til at redde Jakob!
Du er grounded. Resten af sommeren kan du hjælpe mormor på kolonihaven i stedet for at løbe rundt på vejene!
Årh mor!
Ikke noget mor! Det er alvor, Emma! Du er kun tretten! Du må ikke køre bil! Bare fordi du kan, giver det dig ikke lov! Har du glemt, hvad din far sagde til dig?!
Jeg husker det godt, sagde jeg og forstod, at diskussionen var slut. Dine fejl er dit ansvar. Du må selv rette op på det, du laver galt.
Lige præcis!
Min far ville jeg aldrig have modsagt. Det var ham, der lærte mig at køre bil, mens han smilede ad min mors bekymringer:
Slap dog af! Jo før hun lærer det ordentligt, jo mere tryg bliver hun.
Men hun er jo kun tolv!
To og tolv! Hun kan nå pedalerne og har hurtige reflekser! Godt lavet!
Åh, der er rigeligt med én vovehals i familien!
Måske følger hun i mine fodspor!
Min mor rystede på hovedet, og jeg nikkede bare til min far. Men skæbnen ville det anderledes.
Lige før jul, to måneder før jeg skulle fylde tretten, blev min far påkørt på vej hjem fra optagelser. En dreng løb ud foran hans bil. Min far reagerede så godt, som var menneskeligt muligt han undveg et stoppested fyldt med skolebørn og undgik lige nøjagtigt fodgængerovergangen, hvor mødre med barnevogne gik hjem fra sundhedsplejen. Men lygtepælen, der tog stødet, var den eneste, der kunne have reddet ham det var bare for sent.
Den nytår blev det mørkeste i mit unge liv. For første gang forstod jeg, at der er ting, man ikke kan rette op på.
Min mor græd uafbrudt, ude af stand til at forlige sig med, at han var væk. Jeg rodede rundt fra værelse til værelse, anede ikke, hvordan jeg skulle hjælpe hende og mormor, som var kommet for at være der.
Mormor gik i køkkenet for at holde hænderne beskæftiget, men sendte mig væk.
Gå nu, min pige, du skærer dig bare
Kun vores nabo, tante Gerda, forstod at skære igennem. Hun så mig sidde grædende på gulvet og sagde:
Er I blevet skøre? Hvad har barnet gjort? og brasede ind til min mor: Op med dig, Helle! Slut med selvmedlidenhed! Pas på din datter! Hun har også mistet noget! Det er ikke kun dig, der sørger! Dit barn sidder og græder i krogene! Nu trækker du i arbejdstøjet! Han ville ikke have, du sad sådan her. Kom!
Gerda var den første, der hjalp os i gang igen.
Samme aften tog mormor hjem, og min mor kunne dårligt skrælle kartofler uden at skære sig.
Pyt … mumlede hun, mens hun satte plaster på. Vi klarer den, Emma … Det ville din far have ønsket …
Langsomt lærte vi at leve igen. Vi klarede den, selvom det var svært.
Jeg gik i skole, tegnede billeder, prøvede mig frem på den guitar, der var min fars, og forsøgte at opmuntre min mor.
Emma, hvad er det?! udbrød min mor, da hun så Sofus, som snerrede uden grund.
En gave til dig, mor! Du har jo altid ønsket dig en hund, ikke? Nu kan du gå ture hver aften! Og se hvor sød han er.
Mor tog forsigtigt den mærkelige Sofus i favnen og sukkede:
En ulvehund? Hvor får han sin store mund fra?
Om Sofus forstod, ved jeg ikke, men han lagde sig straks i hendes hænder, som for at love, at han ville være hvad som helst, bare han fik kærlighed og ikke skulle tilbage på internatet.
Det skulle han heller ikke. Min mor begyndte snart at gå ture med Sofus i den lille park, og både hun og naboerne grinede af det mærkelige væsen på de tynde ben, der havde fundet en plads i hendes hjerte.
Og jeg? Jeg knoklede, stadig på jagt efter, hvad jeg egentlig ville.
Fars venner glemte os ikke. De hjalp og tog mig med til filmoptagelser, events og festivaler. Da jeg blev atten, kunne jeg både køre bil, motorcykel, fægte, svinge med sværd og dykke.
Jeg havde endda fået små statistroller foran kameraet, men jeg var ikke sikker på, om det var nok. Jeg tvivlede.
Mor, hvad skal jeg gøre?
Det kan jeg ikke svare på, skat. Tager jeg beslutningerne for dig, så bliver det mit liv, ikke dit. Og det ønsker jeg ikke. Det ville din far heller ikke.
Jeg vil ikke have, du bekymrer dig for mig!
Det kommer du ikke uden om, min pige. Jeg vil altid bekymre mig for dig, også selvom du var her hele tiden.
Hvorfor?
Sådan er mødre! Vi er født til at være verdensmestre i bekymring. Men nogen spænder for hårdt, holder så meget fast, at børnene ikke kan ånde tror det hjælper. Men du kan ikke løbe fra livet … og alligevel vil jeg aldrig løbe nogen risiko med dig. Du er min eneste.
Er det svært for dig? jeg nussede mig ind til min mor.
Hvad synes du selv?
Ja, det er svært …
Godt du forstår det. Og jeg forstår også dig. Det er svært at vælge fremtid, især når det handler om, hvad du skal bygge dit liv på. Det er okay at tvivle og prøve sig frem. Hvad vil du selv?
Jeg ved det ikke Jeg kan lide film, jeg elsker at tegne, jeg elsker at køre stærkt … Men jeg forstår jo godt, at man ikke kan leve af det! Jeg har brug for et arbejde.
Netop! Så må vi tænke sammen, hvad vi kan finde og har mulighed for.
Hvad mener du?
Ikke alt kan man læse op til her i byen.
Åh nej!
Sådan er det bare. Måske Københavns Universitet. Det betyder bolig, mad, alt det der. Det skal vi overveje nøje. Forstår du?
Ja, du har ret, mor! Jeg tænker over det!
Det er godt, Emma. Du tænker, og så snakker vi sammen.
At finde muligheder betød for min mor at tage ekstra arbejde og hyre to private lærere. Jeg valgte at søge ind på universitetet i København efter fars venners råd.
Vi skal nok hjælpe dig bare klø dig på skolebænken, Emma! Din far ville ønske, at du blev dygtig, ikke hvad du blev dygtig til.
Jeg vil arbejde med special effects!
Det er et godt valg! Ikke let, men du kan noget. Du skal bare prøve dig frem og være stædig.
De første par år i hovedstaden gik med at finde mig til rette. Men snart gik det bedre.
Jeg arbejdede som makeup-artist, tjente ret godt, for jeg kunne trylle forvandle en almindelig pige til en skønhed.
Til cosplay-festivaler var jeg nærmest uundværlig. Folk stod nærmest i kø måneder i forvejen!
Efterhånden blev jeg også inviteret på filmoptagelser først på venners anbefaling, siden på egen hånd.
Høj, slank, med drengede, kække frisurer og altid i mine sneakers løb jeg København rundt og drømte om bare at bo sammen med min mor igen. Jeg savnede Helles ro, Sofus bjæffen og det hjemlige, som ingen andre kunne give.
Jeg datede, men ingen kærlighed blev vigtig nok til rigtig at slå rod.
Først da mormor døde, kom der mulighed. Hun efterlod mig lejligheden, kolonihaven og et gammelt skur. Samlet nok til at købe en lille toværelses i udkanten af byen, hvor der var plads til os alle. Der skulle renoveres, men vi gik glade og optimistiske i gang.
Jeg blev færdig med uni, nåede at få job i et lille filmstudie, da jeg blev indkaldt til jobsamtale i et stort koncern god løn, karrieremuligheder og alt det der.
Derfor fløj jeg rundt som en hvirvelvind og smed T-shirts og jeans ud over det hele. Jeg følte mig ikke rigtig i noget af det.
Åh, din gave til verden! Mor greb endnu en af mine T-shirts med min egen, håndtegnede Eeyore på. Skat, du burde lave en kollektion! Vi kunne blive rige!
Mor, nu handler det altså ikke om det! jeg fiskede min eneste pæne bluse frem og lagde den straks væk igen. Sikke nogle flæser! Ligner noget fra mormors klædeskab!
Lad nu være med det, Emma! Helle fnyste, og løftede Sofus op, der rystede forvirret. Men netop mormor kan hjælpe dig nu.
Hvordan?! Sad næsten med tårer i øjnene på gulvet.
Men Helle smilede mystisk og forsvandt ud, kom tilbage og jeg tabte pusten.
Hun stod med et hvidt buksetsæt, som hun trak ud af sit gamle tørklæde.
Mor, hvad er det? spurgte jeg nærmest hviskende.
Mit bryllupstøj. Det havde jeg på, da jeg giftede mig med din far.
Jeg troede, du havde kjole på Jeg strøg stoffet og rørte ved knapperne.
Nej Vi har jo ingen billeder derfra. De forsvandt under en af flytningerne. Jeg græd! Jeg havde kun et par fotos, og de forsvandt Vi havde kun rådhusbryllup.
Hvorfor ingen bryllupsfest?
Vi var unge og dumme. Gav bare besked, og så skulle din far afsted til optagelse. Vi nåede lige at blive gift og så afsted fejrede med venner senere. Vores bryllupsrejse var heller ikke noget at råbe hurra for!
Hvordan det?
Din far brækkede benet på set, og jeg passede ham. Men vi havde alligevel sommer, hav, ferskner og lykke Hvad andet havde vi brug for? Og det var på den tur, du blev til, min pige Så det her sæt er lykkebringende! Prøv det!
Bukser og jakke sad perfekt.
Som syet til dig! Utroligt!
Men hvad med mormor?
Det var hende, der syede det for mig. Og fandt skoene. Jeg gik aldrig med hæle, men ville have hvide pumps til brylluppet! Men man kunne slet ikke finde enkle, hvide sko dengang. Alt var fyldt med perler og sten. Jeg ville bare have det simpelt.
Fandt du dem?
Nej, men mormor gjorde. Hun tog mål og gik til sin skomager. Han lavede præcis det, jeg ønskede. Se!
Skoene var flotte. Jeg prøvede den ene og grinede.
Jeg bliver aldrig nogen Askepot, mor
Hvad nu? spurgte Helle.
For store! Vores skostørrelser matcher jo ikke! Sagde jeg, selvom det hele passede så perfekt til tøjet.
Lille problem, lo hun, du har tydeligvis aldrig prøvet 80ernes tricks! Se nu her!
Hun proppede vat i skoene, og jeg hulkede af grin.
Ler du? Det trick virker også i BHen! Lær dog lidt af os gamle, Emma! Hun rakte mig skoen. Prøv nu!
Nu passer de!
Bær dem med lykke, mit barn
Jeg fik jobbet.
Og filmen, jeg skulle arbejde på sammen med en af fars venner, blev virkelig god. Dørene til filmverdenen åbnede sig ikke bare som assistent, men som noget særligt.
Det vigtigste var dog ikke det. Jeg mødte min livspartner på et set. Og da vi blev gift, bar jeg netop de sko, min mor havde givet mig til lykke.
Som mine forældre giftede vi os på rådhuset dagen før en filmoptagelse. Og inden jeg fløj afsted, kyssede jeg farvel til min mor og Sofus i lufthavnen. Sofus var mærkeligt rolig. Da flyet lettede, sukkede han og slettede en tårer fra min mors kind.
Jeg vil ikke græde, Sofus Lad os være glade. Vores pige har det godt nu.
