Er han nu på forretningsrejse igen? udbrød veninden forundret. Utroligt… Tager han ikke tit til andre byer? Du glemmer da snart, hvordan din mand ser ud.
Astrid smilede trist og lod blikket glide ud af vinduet, hvor regnen silede stille ned. For to år siden blev Nikolaj forfremmet til regionschef, og siden da havde hun været fanget i et evigt hamsterhjul af hans rejser. Manden farede land og rige rundt, organiserede afdelinger, holdt møder og satte nye projekter i søen. Astrid kunne ikke længere tælle, hvor mange morgener hun var vågnet op alene i sengen den sidste måned.
Jeg forstår det jo godt, Marie, Astrid gnubbede næseryggen. Jeg har virkelig intet at klage over. Han får en flot løn, og jeg arbejder kun som privatunderviser. Jeg gik ikke tilbage til folkeskolen, efter han bad mig stoppe. Han sagde, hvorfor stresse? Tag et par elever, så du ikke ruster, men du skal ikke presse dig selv.
Marie rykkede tættere på.
Men?
Men jeg føler mig ensom, sagde Astrid endelig, lettet over at sige det højt. Forstår du, jeg er træt af at bo alene med vores datter det meste af tiden. Freja er lige fyldt ti, hun klamrer sig til mig, fordi hun kun ser sin far hver anden uge. Men det er egentlig han, jeg savner. Jeg vil hellere have en mand ved min side end hans penge på kontoen.
Marie lagde armen om Astrids skuldre, og Astrid lænede sig taknemmeligt ind til hende. De havde kendt hinanden siden studietiden, og Marie havde altid en trøstende bemærkning klar.
Astrid, du trænger bare til en pause, sagde Marie blidt. Det her har drænet dig for energi. Kom, vi tager på spaophold i weekenden! Du afleverer Freja hos din mor, og så slapper du af. Massage, pool, ingen bekymringer.
Ej, jeg kan da ikke bare efterlade Freja, sagde Astrid og rystede på hovedet. Hun savner jo allerede sin far, og nu skulle jeg så også tage væk?
Kun to dage! Marie klemte hendes hånd. Din mor elsker jo at have hende, og Freja bliver glad, jeg lover det. Du kommer hjem som et nyt menneske. Hvornår har du sidst gjort noget for dig selv?
Astrid sad længe og tænkte, uden at kunne huske det. Det seneste år havde hun levet i venteposition: på Nikolajs hjemkomst, på lovede weekends, på ferie, der hele tiden blev udskudt.
Okay, overgav Astrid sig. Du har overtalt mig.
Om aftenen ringede hun til Nikolaj for at fortælle om planerne. Han lød næsten alt for begejstret:
Selvfølgelig skal du det! svarede han glad. Du fortjener virkelig en pause. Tag af sted, slap af og nyd det.
Lidt efter bippede telefonen. Astrid åbnede sin bankapp 50.000 kroner stod der, indsat af Nikolaj. Hun stirrede længe på tallene, forvirret. Penge var der jo nok af, han var god mod hende. Men alligevel voksede en mærkelig følelse indeni som om han forsøgte at købe sig fri…
…Lørdag morgen samlede Marie hende op i sin stationcar. Freja var afleveret hos mormor. Astrid mærkede en mærkelig frihed, da hun satte sig ind på forsædet.
Hvor skal vi hen? spurgte hun, da de kørte ud på motorvejen.
Der er lige åbnet et fantastisk spa-hotel i Odense, blinkede Marie til hende. Lidt over en time herfra, men servicen skulle være helt i top.
Astrid lænede sig tilbage og gav slip. Dagen blev fantastisk: afslappende massage, hamam, og pool med udsigt til grønne skove. Hun følte, hun endelig kunne ånde frit igen.
Om aftenen gik de en tur langs åen, hvor solnedgangen fik vandet til at glimte i gyldne farver. Astrid følte sig levende. Marie fortalte om skøre episoder fra sit job, Astrid lyttede distræt og lod blikket glide over de forbipasserende.
Pludselig standsede Astrid brat, så Marie nær havde gået ind i hende bagfra…
Foran, måske 30 meter væk, gik Nikolaj. Hendes mand, som skulle være på forretningsrejse i Aarhus. Astrid ville råbe på ham, men så kom en ung kvinde gående med en barnevogn. Nikolaj tog fat i vognens håndtag, bøjede sig frem og kyssede kvinden ikke venligt, men som man kysser en, man elsker. De fortsatte videre, han snakkede, hun lo lydløst.
Astrid stod frosset og så på, hvordan hendes mand spadserede langs åen med en anden familie. Det var tomt i hovedet, og et sort hul voksede i brystet slugte al kærlighed, tillid, ti års ægteskab og deres fælles datter i ét.
Astrid, Marie greb hendes arm. Astrid, det kan da ikke… det er vel ikke ham?
Men Astrid svarede ikke. Hun gik beslutsomt hen mod Nikolaj. Benene bar hende nærmest af sig selv, og hun greb Nikolaj i ærmet og vendte ham om. Han blev kridhvid i ansigtet, da han så hende.
Astrid? stammede Nikolaj. Hvad… hvad laver du her?
Det skulle jeg måske spørge dig om, Astrid genkendte ikke helt sin egen stemme. Hvad foregår der, Nikolaj? Hvem er den kvinde? Barnets mor?
Kvinden stivnede. Hun var smuk, omkring femogtyve, med store øjne fyldt af frygt.
Nikolaj, hvem er hun? spurgte hun lavt.
Det er min kone, Sofie, fik Nikolaj klemt frem. Jeg har fortalt dig om hende. Astrid, kan vi tale sammen et øjeblik, bare os to?
Taler?! Astrid lo ironisk. Du forklarer lige nu, hvad det her betyder!
Nikolaj tørrede sig over ansigtet og sukkede tungt. En barnestemme begyndte at klynke i vognen.
Jeg mødte Sofie på en af mine forretningsrejser, begyndte han. For to år siden. Det udviklede sig uden jeg egentlig havde planlagt det…
Udviklede sig? afbrød Astrid. I har et barn, Nikolaj. Børn opstår ikke bare af sig selv.
Albert er otte måneder, sagde han lavt. Astrid, jeg ville have fortalt dig det. Jeg vidste bare ikke hvordan.
Tårerne brændte på Astrids kinder. Ti års ægteskab, fælles datter, fælles drømme alt smuldrede på et øjeblik.
Det skulle du have gjort, hviskede Astrid. Så kunne vi have skilt os ordentligt, som voksne. Hvorfor skulle du lyve for mig i to år?
Fordi jeg holder af jer begge, sagde Nikolaj og trådte et skridt frem. Jeg ville ikke miste nogen af jer. Jeg ville være lykkelig med jer begge, Astrid. Kan du ikke forstå det?
Astrid trak sig væk fra ham.
Forstå hvad? At du lavede en ekstra familie, mens jeg sad hjemme og ventede? At de penge, du sendte mig, bare var for at købes min tavshed?
Astrid, det var ikke sådan, han rakte ud, men hun trådte væk.
Rør mig ikke! Du eksisterer ikke længere for mig.
Marie kom løbende og lagde armen om Astrids skuldre. Astrid lod sig føre væk, væk fra den mand hun for en time siden havde kaldt sin.
Hjemturen gik i stilhed, landskabet gled forbi som i en tåge. Marie kastede indimellem bekymrede blikke på Astrid, men Astrid så ikke træerne, bilerne eller skiltene udenfor ruden.
Derhjemme pakkede Astrid hurtigt deres ting. Hun stoppede ikke op for at tænke. Hun tog Freja i hånden hjemme hos hendes mor.
Mor, vi skal tale sammen. Og det skal Freja også høre.
Ida, Astrids mor, satte sig straks ned, hun forstod alvoren på sin datters blik.
Astrid satte sig ned ved siden af Freja, tog hendes lille hånd.
Far og jeg skal skilles. Far… har gjort noget virkelig forkert. Han har løjet for os.
Løjet? Freja rynkede panden.
Far har fået en anden familie, sagde Astrid roligt. En anden kvinde og et lille barn. Far har også følelser for dem, men det er ikke i orden. Man kan ikke leve sådan med to familier og en løgn.
Freja begyndte at græde, og Astrid trak hende ind til sig. Mor Ida knyttede næverne og rystede på hovedet.
Jeg vidste det… de evindelige rejser kunne da ikke gå godt, sagde hun bittert.
De næste uger var en uendelig strøm af opkald og beskeder. Nikolaj forsøgte at overtale Astrid, lovede at forlade Sofie, tryglede om endnu en chance. Men Astrid kunne nu tydeligt se, at de store pengegaver kun var et plaster på hans dårlige samvittighed. Han bildte sig selv ind, at han kunne give nok, hvis bare han forsørgede to familier at hans kærlighed kunne række.
Skilsmissen blev klaret på tre måneder. Nikolaj protesterede ikke, skrev under på alt og accepterede børnebidraget. Han kommer nu kun i weekenden for at se Freja, og hver gang forlader Astrid stuen. Hun hilser aldrig på ham, ser ham ikke i øjnene og svarer aldrig på hans småforsøg på samtale.
For Astrid er Nikolaj ikke længere der. Han er kun far til hendes datter en fremmed mand, hun engang har levet ti år med, men som hun i virkeligheden aldrig rigtig kendte.
Nogle gange skal det værste ske, for at man forstår, hvor meget sandhed betyder for kærligheden og for sig selv. Bedrag kan give kort glæde, men sandheden hvor smertefuld den end er giver den eneste vej til at finde sig selv igen.
