Det var den sidste gang
Nå, skal vi køre hjemad nu? spurgte Mads med et smil, da han satte sig ind i bilen.
Marie svarede ikke. Hun sad blot og så nervøst på sin mand, mens hendes læber blev bidt stykke for stykke.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sige det. Du må love mig ikke at råbe, okay? sagde hun forsigtigt, greb hans hånd og pegede med øjnene om på bagsædet…
*****
Måske var deres veje aldrig krydset, hvis det ikke var for tilfældet. Mads var sendt på arbejde i Aarhus, og halvvejs derhen begyndte bilen at hakke og gik i stå.
Kom nu, gamle ven Start så! talte Mads opgivende til sin gamle Volvo, som dog netop var blevet gennemgået til syn.
Men bilen havde ikke tænkt sig at gå med til mere.
Han var ellers en ferm chauffør, aldrig været ude i noget uheld, men mekaniker var han bestemt ikke. Han liftede motorhjelmen og stirrede ind, men blev ikke meget klogere af det.
Efter at have kigget stumt på motorrummet i fem minutter, klappede han hjælpeløst hjelmen ned og kiggede sig omkring.
Bilen var trillet ind ved et lille skilt med Kattestrup skrevet med blå bogstaver. En jordvej snoede sig væk fra asfaltvejen.
Det var sent på dagen, septembermørket begyndte at falde. Han trak jakken tættere sammen om sig og begav sig mod landsbyen i håb om, at her var andet end katte.
Han blev lettet, da han pludselig så en ung kvinde komme ud fra skoven med en soppespand i den ene hånd og i den anden vippede et lille svampeblad.
Frøken, vent lidt! råbte Mads, satte farten op og nærmest løb de sidste meter.
Den unge kvinde med smil i øjet og røde kinder stoppede op og vendte sig. Da Mads mødte hendes blik, ramte det ham som en hammer i brystet en varme, han aldrig havde kendt.
Han mindedes pludselig sin far, der havde sagt til ham: Søn, der var noget inde i mig, der springer jeg troede jeg var ved at få hjerteanfald. Men det var bare kærlighed.
Ville du mig noget? spurgte kvinden utålmodigt, da han så ud til at være gået lidt i stå.
Han stod blot der mærket af øjeblikket og stammede næsten:
Øh ja Min bil er kørt træt derude på vejen. Jeg er faktisk på vej til Kattestrup
Det er stadig den rigtige vej, du går. Der er cirka ti minutter endnu. Min far kan godt finde ud af biler han er mekaniker.
Er det sandt? Hvor er det heldigt
De faldt hurtigt i snak, og Mads var overrasket over, hvor let det hele gik. Han plejede at blive genert omkring kvinder, men med Anna for det var kvindens navn var samtalen let og uanstrengt.
Måske var det skæbnen. I hvert fald føltes det sådan.
Annas far, Poul Erik, slæbte bilen op til huset med den gamle Mazda. Imens sad Mads og nød efterårste sammen med Anna og hendes mor, Kirsten Marie, i havestuen. Rundt om dem snoede katte sig. Fem af dem talte han, men han havde på fornemmelsen, at der var flere.
Det er ikke uden grund, landsbyen hedder Kattestrup, grinede han for sig selv.
Så du var blot på gennemrejse? spurgte Kirsten Marie, mens hun fyldte hans kop.
Ja, jeg skulle bare til et møde i Aarhus. Men bilen gav op midt på det hele.
Hjemmefra byen så? Sådan er det jo, hvor man er født, der blir man som regel, sagde Mads.
Netop så! Jeg har også prøvet at overbevise Anna, hun skulle blive på landet, men hun ville til byen for at studere. Det er da godt, hun kommer hjem ofte!
Byen byder på flere muligheder, men sjælen er alligevel ikke helt den samme, bemærkede Mads.
Ja, der er færre, der tager ansvar for hinanden i byen. Og kattene går for lud og koldt vand på Strøget! Sagde Kirsten Marie med et suk, mens hun strøg en kat bag ørerne.
Ud af de ni katte, kun Mille og Freja har vi haft siden de var killinger resten har vi fundet i byen. De skulle ikke mangle et hjem…
De drak te, snakkede om alt muligt, indtil Poul Erik kom ind med fedtet på hænderne og meddelte, at Volvoen var kørende igen.
Tusind tak! sagde Mads, rakte efter sin pung. Hvor meget skylder jeg?
Poul Erik vinkede bare afværgende, Vi tager ikke imod penge for at hjælpe hinanden på egnen her. Put pungen væk, unge mand.
Mads bøjede sig for stedets skikke og sagde efterfølgende beskedent farvel. Dog blev han inviteret på overnatning, for mørket var nu faldet på, og selskabet foruden katte, te og hjemmebag var så venligt, at han ikke kunne sige nej.
Næste morgen tog han afsked efter et godt morgenbord. Men han kunne ikke lade være med at køre forbi Kattestrup på hjemvejen ugen efter for at sige tak. Han havde fine gaver med: et professionelt bilværktøjssæt til Poul Erik, et smukt tekandesæt til Kirsten Marie og til Anna… en flot buket. Han tilbød også gerne at køre hende til stationen, hvor hun skulle tilbage til studiet. Og snart opstod der mere end venskab mellem Mads og Anna.
De fortsatte med at skrive sammen, og det blev ikke længe, før Mads faldt på knæ med et frieri. Anna svarede ja uden at tøve.
Så kom den dag, hvor han skulle indvie svigerfamilien i deres planer.
Fortæl mig, Mads, sagde Kirsten Marie en aften, elsker du katte?
Selvfølgelig! løj han uden tøven.
Men jeg elsker nu altså jeres datter endnu mere, tilføjede han.
Det er godt, drengen min! For i vores familie kan vi nu engang ikke lade være med at samle katte op. Vil du ikke tage en med så føles lejligheden ikke så tom!
Vi bor til leje endnu boligmarkedet i København, du ved… ejeren vil simpelthen ikke have dyr.
Ærgerligt Der bør være bare én kat i enhver hjem! sukkede Kirsten Marie.
I virkeligheden havde Mads ikke noget mod katte han var bare opvokset med ideen om, at dyr ikke hørte hjemme indendørs. Måske var han bare ikke rigtig klar til at binde sig til at have sin egen kat.
Så han og Anna lavede en stille aftale:
Anna, jeg håber ikke, at du planlægger at fylde hjemmet op med lige så mange katte som din mor?
Bare rolig, jeg forstår Det er ikke helt det samme at bo i lejlighed, svarede Anna.
Og så er det jo kun midlertidigt.
Men selvom de havde forskellige meninger om katte, gik det ikke ud over deres forhold.
De to havde ikke haft så meget som et enkelt skænderi, og Anna viste sig at være en varm og fornuftig hustru, trods travlhed med studier og huslige sysler.
Det første stykke tid gik alting roligt for sig, men snart opdagede Mads, at Anna havde en sjælden evne: hvor hun end gik, stødte hun på nødlidende katte, der krævede redning.
Og Anna kunne ikke lade dem i stikken.
Hun tog den første killing med hjem efter at have reddet den fra et par drenge, der plagedede den på gårdspladsen.
Anna, du ved godt, at udlejeren ikke vil have dyr i lejligheden, sukkede Mads.
Jeg ved det Men du vidste altså, hvad du gik ind til, da du giftede dig med en pige opvokset i Kattestrup! Vi hjælper katte her.
De beholdt killing i de første dage, derefter ringede Mads til sin kusine og spurgte, om hun ville tage den hvilket hun gerne gjorde.
Anden gang fandt Anna en ung, udmagret kat, der havde søgt ly under naboens bil, og endnu engang blev netværket trukket i denne gang tog en ven, Peter, gerne imod en musedygtig kat til sit hus uden for byen.
Der var kun gået få uger og så rullede det bare. Anna fandt den ene kat efter den anden, og Mads sørgede for, at de fik gode hjem hos hans venner, kolleger, selv hans chef hr. Jens Henriksen endte med to killinger, som straks lavede kaos på kontoret.
Til Mads store lettelse blev chefen dog så glad, at han efterfølgende promoverede Mads til afdelingsleder og gav ham lidt mere på lønsedlen. Og det kom passende, for nu kunne de endelig tage et lån og købe deres eget lille hjem og Anna fik et godt job på kontor med det samme.
*****
Bliv i bilen, og jeg mener det, sagde Mads alvorligt, da han hurtigt gik mod bilforretningen på den anden side af vejen.
Anna bøjede hovedet, satte sig til at lytte til radioen, men blev hurtigt træt af musikken, slukkede og bladrede lidt på sin telefon uden at finde noget, der fangede interessen.
Efter noget tid steg hun alligevel ud hun trængte til at røre benene og nød den friske sensommerluft. De havde været af sted i flere timer; destinationen havde været Mads grandtante i Odense, som havde sagt ja til at tage en lille, trebenet kat ind fundet på en vejkant midt om natten, reddet til dyrlægen, men en pote kunne trods alt ikke reddes.
Men katten overlevede, fik et godt hjem, og Anna spekulerede, mens hun knugede bilnøglen i hånden, på om Mads mon nogensinde selv ville sige ja til at få sin egen kat.
Snart flyttede de ind i deres nye lejlighed lånet var underskrevet, møblerne indkøbt, det hele næsten på plads.
Og mens Anna stille nød solen og forsøget på at forstå byens spurve, fik hun øje på en lille kattekilling under bænken ikke langt fra bilen. Dens sorte øjne var rettet direkte på Anna og syntes at sige: Du kan tage mig med hjem jeg venter netop på dig.
Gid jeg turde Men Mads vil aldrig forstå det, tænkte Anna. Hun forsøgte at overse killingen, men kastede alligevel stjålne blikke i det skjulte. Han var lille, solvarm og så utrolig tillidsfuld ud.
Katten rejste sig og vaklede hen mod hende. Anna sank tungt og satte sig ind i bilen igen, lod døren stå på klem. Hun ville ikke helt fornægte killingen.
Den kom hen, satte sig ved bildøren og gav et utilfreds mjav fra sig som om den ville sige: Du har set mig hvorfor venter du?
Snart prøvede killingen snedigt at mase sin lille næse gennem sprækken ind til hende. Anna sukkede og aede den over pelsen.
Lille ven, jeg kan ikke Mads, min mand han forstår mig ikke. Jeg har lovet ham her til morgen, endda at det var for sidste gang.
Killingen kiggede på hende, så kravlede han op på hendes skød, aede sig op ad hende og bare blev liggende. Anna kunne ikke stå imod.
Hvordan skal jeg kunne være så kold, når du har valgt mig? hviskede hun, næsten selvopgivende.
Katten lænede sig ind, kravlede helt op ad hende og lagde forpoterne om hendes hals og hun forstod, at nu var de uadskillelige.
Du skal ikke væk, det lover jeg, sagde Anna blidt.
Pludselig dukkede Mads op på den anden side af gaden. Anna holdt vejret.
*****
Nå, er du klar til at køre hjem? smilede Mads, mens han satte sig ind.
Anna sagde stadig intet, men så på ham med bekymret blik.
Mads Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det men du må ikke blive sur, okay? hun tog hans hånd og nikkede diskret mod bagsædet. Vi skal lige forbi et sted mere. Eller to…
Han vendte sig straks for kendte Anna nu.
Nå, det er sket igen!?
Jeg undskylder, men den kom til mig af sig selv. Jeg gjorde ikke noget. Det lover jeg.
Du sagde, det var sidste gang, Anna…
Killingen var ikke dum. Den indså, at den måtte bruge alle sine charmerende midler. Den sprang op på Mads skød, gnubbede sig ind og begyndte at synge med svag stemme. Det lød næsten, som om det var for allersidste gang.
Det smeltede noget i hjertet på Mads et islag, der havde modstået mange forsøg indtil nu.
Han rakte forsigtigt ud efter killingen, som straks begyndte at spinde.
Jeg ved faktisk ikke, hvem jeg skulle tilbyde den nu alle mine relationer har allerede kat, takket være dig, sagde Mads.
Hvad nu hvis vi selv beholder den? Vi har jo endelig fået vores eget hjem, ingen udlejer kan bestemme over vores kat nu. Og for resten, det bringer held at lade en kat flytte ind først, når man flytter nyt ind, smilte Anna håbefuldt.
Er det rigtigt? Der er sådan et gammelt ordsprog, ja overgav Mads sig. Men så lad os aftale én ting: det er første og
sidste gang! afbrød Anna og begyndte at grine.
Præcis.
Jeg elsker dig, Mads. Du er verdens bedste mand!
Dagen efter stod de i døråbningen til deres nye lejlighed. Mads satte forsigtigt den orange killing ned på måtten, og den travede straks ind. Lidt efter gik de begge sammen ind, og da de så, hvordan killingen straks smed sig midt på sengen, kunne de kun le.
Nå, nu ved vi da, hvem der har magten herhjemme, lo Mads.
Han vil bare aldrig være alene katte har brug for mennesker! sagde Anna stille.
Du har nok ret, sagde Mads, mens han lagde armen om hende.
Anna fortsatte med at hjælpe katte i nød, og Mads fortsatte med at hjælpe hende selvom han hver gang sagde, at det nu måtte være sidste gang.
Og Anna lovede ham det hver gang.
Men du ved selv sidste gang… det er først, når alle katte og hunde har et hjem at høre til.
