Læreren
Efter skoletid gik Anne aldrig direkte hjem. I stedet drev hun rundt i de små gader i Odense, slentrede gennem Munke Mose, og bagefter fortsatte hun til skolens stadion, hvor hun løb sig næsten sanseløs. Når benene ikke ville mere, og kinderne glødede rødt, satte hun sig på en våd, afskallet bænk og fiskede det brød frem, hun havde gemt fra frokosten.
I skolens kantine kunne man tage så meget brød, man ville. Det lå i store bakker af metal, skævt skåret og dryssende krummer, men smagte ganske vidunderligt. Rugbrød, franskbrød det gjorde ingen forskel. Børnene snuppede lynhurtigt det næringsrige brød, stoppede det ned i lommerne, sad og pillede ved det under undervisningen og spiste det i små bidder for ikke at blive opdaget.
Anne voksede, og hendes appetit fulgte trop. Hun var altid sulten.
Hvad sidder du nu og gnaske på, Madsen? Hold op med det og kom op til tavlen. Vis os lige, hvordan man beviser sætningen.
Anne gik mod tavlen, slugte hurtigt det våde brød, der smuldrede i munden.
At regne på sætninger, lave stile og diktater, det hele føltes meningsløst og ensformigt for Anne Madsen.
Hvad skal du egentlig blive til? spurgte hendes far, Erik Madsen, mens han talte de middelmådige karakterer i hendes karakterbog.
Jeg skal sælge kaffe nede i kiosken, sagde Anne tørt.
Jamen det er jo fantastisk! Sikke en karriere, nikkede Erik, halvt i spøg.
Uanset hvad du skal være, så skal du altså yde dit bedste i skolen! Det er jo fundamentet, rystede hendes mor, Hanne, på hovedet ude i køkkenet.
Sssh nu, I råber jo som var der brand. Lad nu barnet være, forsvarede hendes bedstemor, Karen. Hun skal nok finde sin vej. Du, Erik, blev heller ikke klog fra den ene dag til den anden. Kan du ikke huske, hvordan jeg ledte efter dig, da du var 14, der var du jo altid på afveje…
Stop så, mor! Helt ærligt. Erik rystede på hovedet. Anne er en pige, hun burde være fornuftig og god.
Bedste Karen trak bare på skuldrene og klappede Anne på håret. Hun duftede så trygt. Hendes hænder var de blideste, hendes øjne dybe og venlige
Når Anne som voksen mindedes bedstemorens blik, kunne hun mærke, hvordan sjælen igen blev varm og let.
Karen var flyttet ind hos familien efter at have boet alene, som det altid havde været i Erik Madsens barndomshjem. Men da hendes mand døde, begyndte helbredet at svigte. Hun glemte sin medicin, kunne lide af forhøjet blodtryk og ikke sige noget til nogen, mens hun stadig legede indianer med Anne om morgenen.
Mor! Det var efter endnu en nat, hvor Karen havde haft det dårligt, men Erik begyndte at blive bekymret, især da lægehuset ringede for at bede ham holde øje med hendes medicin. Mor, du flytter ind hos os nu. Vi har plads, og det er ikke til diskussion.
Nå, han insisterer, ham lægen, snøftede hun. Men kommer jeg derop, nikker han bare, siger Pas på Dem selv, og kigger videre på sin telefon. Til sidst sagde jeg til ham, at han ikke er en læge, men en skalotteløg…
Mor! Hvad sagde du til ham? udbrød Erik.
At Asklepios var Apollons søn, men denne her, han har hverken udseende eller talent, sådan en bør fjernes fra klinikken.
Det var umuligt at diskutere med hende. Hanne prøvede, men Karen rystede blot på hovedet, og da Tine, svigerdatteren, blidt bad hende flytte ind, lod hun sig overtale. Der var jo også det med Anne de arbejdede meget begge forældre, og Anne havde brug for nogen at se efter sig.
Fra den dag var Karen familiens samlingspunkt, og Erik holdt nu et vågent øje med hendes helbred.
Karen forsvarede altid Anne, og Anne strålede op ved hendes varme. Der blev mere hygge, mere hjem knejp med hendes tilstedeværelse.
Bare rolig, Erik og Hanne! Det er en fase. De søger sig selv. Han, den urolige, søger stormen som om der er fred deri. Vores lille spirer vil nok blomstre til sidst, sagde Karen og kiggede kærligt på Anne.
Anne nikkede, men troen på sig selv var svag. Hun kedede sig i skolen, kedede sig med lektierne. Hvad skulle hun dog blive til?
Veninderne gik til håndbold eller dans, mens Anne prøvede den ene fritidsaktivitet efter den anden uden for alvor at hænge ved. Det eneste, hun virkelig kunne, var fysiske øvelser. Så hun løb rundt på stadion eller spillede fodbold med drengene.
Anne var god til at svømme, hun fik altid et 12-tal til prøverne.
Gå ind i sporten, Anne, foreslog bedstemor, en dag hun endnu en gang fandt Anne på gaden. Hvad hjælper det at drive rundt i byen? Har I ikke idræt i skolen? Din far gik til basket, han var lynhurtig, men så fik han en bold i hovedet og stoppede Han prøvede også karate og bordtennis… Prøv det, kære.
Hvad skal jeg dog vælge, bedstemor? Vi har kun skak, der er ikke andet. Åh, hvor er det dog kedeligt!
Skak? Nå, det var da fattigt! Det skal jeg gøre noget ved!
Karen tog straks affære. Hun gik op til skolelederen med sine forslag og forslag til forbedringer. Hun roste både biologilæreren og klasselæreren så meget, at skolelederen, fru Møller, opdagede, at det nu måtte ende med en kritik.
Men med sportstilbuddet går det trægt, fru Møller. Jeg kritiserer ikke, men vi må udvikle det, sagde Karen med et betydningsfuldt nik.
Vi er jo ikke i København, men lad os prøve at klare os selv, sagde fru Møller, som ikke havde penge til det, men som alligevel indså, at idræt var nødvendig.
Så da skolens idrætslærer forlod stillingen efter en måned, blev en ny, Kasper Birk, ansat en ung frisk mand fra Aarhus, på anbefaling af vicelederen.
Kasper ændrede alt. Nu var der liv i sportssalen, byen fik færre unge ballademagere, og selv politiet roste skolen.
Karen søgte straks at overbevise Anne om at finde en sport at dyrke.
Anne gjorde det på sin vis hun gik lige hen til Kasper Birk og sagde, at hun ikke kunne finde noget at lave.
Hvordan kan du det? spurgte han og skævede til hende, mens han fyldte journalen ud.
Sådan er det bare. Jeg kan lide at løbe, har løbet for skolen før, men det blev aldrig til mere…
Kasper smilede tørt. Hendes fysik var god, men holdningen… ikke så god.
Hvornår laver du lektier, Anne?
Er det fordi klasselæreren har sladret? snerrede Anne.
Snak ordentligt om læreren! Du skal tage din skole seriøst. Hjernen skal trænes først og fremmest. Muskler styrer du med hjernen.
Ja. Undskyld, jeg må hjem til min bedstemor, Anne greb sin rygsæk og ville glide ud, undgå moralprædikenen.
Men hun slap ikke væk.
Sådan, Anne, jeg tager dig med til træning. Men KUN hvis du får styr på alle dine fag, især dansk. Der blev talt meget om dig på lærermødet. Og bedstemor skal ikke længere rødme over dine karakterer.
Det kan du bilde dig ind, Anne smækkede døren bag sig uden at lytte. Men smilet på Kaspers læber, den lette latter ikke hånlig, bare menneskelig blev hængende hos hende.
Det var i det øjeblik, hun blev forelsket. Forskellen i alder var enorm, men det betød ingenting.
Kasper så noget i hende, som ingen andre så; ikke engang hendes nærmeste. Hendes forældre sparede op til en efteruddannelse, bedstemor forkælede og trøstede hende, men Kasper så potentialet.
Er du fra en sport-fond? spurgte Anne for at skjule sin beundring.
Nej, jeg har bare set meget og føler mennesker godt. Men du er doven, Anne.
Det ramte hende. Doven? Hun?
Kom med ud på stadion, tag stopuret! Jeg vil løbe!
Men Kasper rystede på hovedet.
Nej, nu skal du hjælpe med børnehavebørnene. Jeg kan ikke klare dem mere alene. Kom, så skriver jeg en anbefaling til dig bagefter.
Anne piftede til væggen med snuden af sine løbesko, tænkte sig om, nikkede så
Senere blev der spurgt til Kasper på skolens møder. Fru Møller forsvarede ham han havde allerede delt eleverne ind i grupper, sendt dem til sundhedstjek, og opdaget et hjerteproblem hos en dreng, som ellers var blevet sendt til løbestævne med stor risiko. Moren var vred, men endte med at takke på knæ.
Anne opdagede, at hun elskede at hjælpe med de små. Hun følte en ny varme. Hun begyndte at dyrke idrætsbøger, købte håndbøger om anatomi og om genoptræning.
Hun løb, svømmede, læste og følte, at hun voksede.
Bedstemor Karen tænkte sit. Anne kom hjem med stjerner i øjnene og et slags suk hængende i luften.
Bare det ikke går galt, hviskede Karen bekymret. Hun forstod godt, at Anne var forelsket. Men i hvem?
Anne fortalte aldrig noget, men hun talte tit og længe om Kasper.
Kasper begyndte at træne hende til konkurrencerne.
Teknik, Anne! Du puster op som en tomat. Brug hovedet, tænk over dit løb! Ellers ødelægger du knæene.
De andre grinede, men Kaspers blik var kærligt alvorligt.
Den aften slog Anne sin egen rekord og var lykkeligt og ulykkeligt fortabt.
Men hvad skulle hun stille op? Veninden Lisa forstod intet, havde sit eget.
Tiden gik, Anne kæmpede med jalousi og tvivl. Snart skulle hun vælge: Skulle hun blive eller tage på idrætskolen i Århus?
Hvis hun klarede sig godt ved konkurrencen, var der chance for en plads. Hun læste intensivt, spurgte biologi-læreren om diagnoser, og trænede.
En dag, efter endnu en søvnløs nat, bestemte hun sig for at gå til Kasper og kræve den anbefaling, han havde lovet.
Hun pakkede sin sportstaske, trak sin gamle trøje på, satte håret op og snuppede sin mors mascara.
Hvor ser du flot ud! sagde Karen i døren. Ud at gå? Hvorfor dufter du som din mor?
Jeg er blevet voksen, bedstemor! Anne smilede.
Ti minutter senere stod hun foran personalestuen, bange for at banke på. Hun hørte stemmer indenfor, det lød som grin og latter.
Pludselig åbnede vicelederen, fru Jensen, døren. Skal vi banke på sammen?
Indenfor sad en ung kvinde på skødet af Kasper, de kyssede, og Anne frøs fast i døråbningen. En flaske cava væltede og vædede hans papirer. Alt blev kaos.
Ud! råbte fru Jensen. Anne, ud!
Anne løb. Hun fortalte det aldrig til nogen, men tårerne brændte, og hun låste sig inde derhjemme.
Bedste Karen bankede på med vand, forældrene talte i krogen. Anne svarede ikke. Hanne råbte op, Erik forsøgte at finde en løsning. Karen tog fat og kyldede vand på svigerdatteren for at få stilhed.
Døren gik op. Anne stod der, med røde øjne og blussende kinder. Hun løb ind til Karen.
Det er okay, min pige! Nogle gange gør det ondt, så føles det som om verden går under, men solen skal nok stå op igen. Intet sker uden grund. Vi lærer af alt, der sker. Husk det, kære Anne.
Hjertet var knust, men Karen beroligede hende. Anne forstod ikke meningen hvad var der at lære af såret kærlighed?
Kasper sås ikke mere på skolen. En ny, ung kvinde overtog, kedelig og rutinepræget.
Pyt, sagde fru Møller. Vi vokser vores egne medarbejdere op.
Lille Simon sad på legepladsen. Ingen legede med ham, han var svag og mors dreng. Hans mor havde før taget ham med til sport, men nu var det slut.
Pludselig stod Anne der.
Kom, vi går på stadion. Kun du og jeg, sagde hun. Også dig, fru Larsen, du kan vente her.
De løb, kastede bold, morede sig. Ved sommerferien var Simon blevet modigere, stærkere og Anne havde samlet flere børn, dannet et lille hold.
Brug hovedet! Muskler er bare muskler. Det er hovedet, der styrer!
Anne brugte sit hoved og det gik faktisk godt.
En dag, mange år senere, sad Kasper på en bænk, ubarberet, i slidt skjorte og hullede bukser, og kiggede tomt ud i luften. Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet der, eller hvorfor.
En kvinde satte sig ved siden af. Kan du kende mig?
Nej. Skal jeg det? grinede han trist.
Det er Anne. Du lærte mig at træne børn.
Nå… Og hvordan gik det så? mumlede Kasper.
Jeg blev færdig som fysioterapeut, arbejder nu med genoptræning. Og Simon spiller nu volleyball, er slet ikke den samme, som han var engang.
Simon? Kan ikke huske det.
Anne så på ham en stund og søgte den lærer, hun engang havde elsket. Hun fandt ham ikke. Sikken en tåbe hun var, tænkte hun.
Fysioterapeut? Du, Anne Madsen? Næh, det siger mig altså intet. Kom videre, ung dame.
Hun stod op. Tak for alt. Tak fordi du hjalp mig til at forstå, hvem jeg ville være.
For hvad?
For at vise mig vejen. Farvel, Kasper.
Held og lykke, Anne. Pas nu godt på dig selv.
Han så hende gå og trak på smilebåndet. Eleven havde overgået læreren. Det var godt. En havde livet foran sig, et godt, rigtigt liv. Han havde kun minder tilbage. Hver tog deres valg og må selv leve med konsekvenserne.
