Katten, der mærkede drengens fortvivlelse og vedvarende smerte, gled ind på hans skød og spandt beroligende, mens hun så ham i øjnene og lod sin lille næse berøre hans kind…
På et gammelt vattæppe, som den gode mormor omsorgsfuldt havde lagt ud i kælderen under huset, lige under varmerøret, lå katten og holdt et vagtsomt øje med sine killinger. Kældervinduet var småt, og ind imellem sneg den kolde vind sig ind og strøg sin iskolde hånd hen over kattefamilien.
Killingerne lod sig dog ikke mærke af kulden, men drønede rundt efter hinanden, ivrige efter at få fat på en tot vat fra tæppet. Da endnu et kuldeglimt sneg sig omkring deres små kroppe, peb de og styrtede hen til det varme rør og mod deres mors bløde side.
Katten slikkede sine små og tænkte bekymret på fremtiden. Den fredfyldte og trygge tilværelse så ud til at være forbi. Mormor, som plejede at fodre dem, var ikke kommet i tre dage. Var hun syg? Eller var der sket noget endnu værre? Nu måtte hun finde mad, både til killingerne og sig selv.
Med et tungt suk samlede katten sine små, som om hun formanede dem til at blive, og sneg sig lydløst hen til vinduet. Hun hoppede let op i vindueskarmen og skælvede, da vinden ruskede i pelsen. Ud i vinterkulden listede hun forsigtigt afsted på de kolde brosten for at lede efter noget at spise.
Ved indgangen til supermarkedet lykkedes det hende at snige sig til noget billig vådfoder, som hun delte med en anden hjemløs kat. Det var ikke meget, og hun kunne ikke bære det med hjem til killingerne. At tage dem med hertil var for farligt.
Ved slagterens skænkede slagteren rester af frossent kød på et stykke pap. Så mange sultne dyr stimlede sammen, at katten slet ikke turde nærme sig. Og da en stor hund kom farende og jagede alle væk, forsvandt selv de små rester hurtigt.
Til sidst var hendes poter iskolde, og hun måtte søge hjemad mod kælderen uden held. På vejen bemærkede hun et stort hus, pyntet med strålende lys, hvor folk stimlede sammen.
Nysgerrigheden tog overhånd, selv om hun havde travlt. Med den ene pote løftet betragtede katten, hvordan voksne fulgte børn ind ad døren. Der var latter og glæde overalt.
Et passende øjeblik senere smuttede hun ind mellem benene på folk, sneg sig langs væggen og fandt skjul under en stol i festsalen med øjne store af forundring.
Festklædte børn dansede om det pyntede juletræ og sang danske julesange. De voksne så til med varme smil. Træet glimtede i lys og glaskugler og gav rummet et eventyrligt skær.
Kort efter trådte en mand med hvidt skæg ind og bar på en stor sæk. Han spøgefuldt delte gaver ud til børnene, og glæden fyldte salen. Da festen var slut, forlod gæsterne salen, lysene blev tændt, og juletræets lyskæder slukkedes. Tilbage blev blot julemanden og en ung kvinde i lyseblå kjole.
Katten, nu optøet og tryg, blev siddende under stolen dér blev hun opdaget…
Peter, kadet fra Hærens Officerskole, var vendt hjem på juleferie. På børnehjemmet blev han hjerteligt mødt af forstanderen Fru Lund og katten Misse. Børnene kastede sig om halsen på ham, ivrige for at dele alt det nye. Misse ventede tålmodigt med let knebne grønne øjne. Til sidst løftede Peter hende op og holdt hende tæt, mens hendes blide spinden fyldte ham med ro.
Katten lukkede øjnene og nød gensynet. Engang, da Peter havde reddet hende og killingerne, havde hun også reddet ham. Han havde gennem hende fundet troen på det gode og fået mod på tilværelsen.
Næste dag besøgte han Freja, en tidligere elev med drømme om at læse medicin. Hendes far, dr. Madsen, overlæge på børneafdelingen, spurgte:
Nytår er en lykkelig tid, men mine små patienter ser festen kun gennem vinduerne. Kunne I ikke lave et arrangement for dem? Så ville det måske gå dem lettere at blive raske.
De unge kastede sig over opgaven. Fru Lund fandt dragterne, og forestillingen blev så livlig og morsom, at de også gentog den for de mindste på børnehjemmet. Begejstringen var stor.
En leder fra jernbaneklubben, børnehjemmets støtte, så forestillingen og bad dem optræde yderligere to gange. Hvem kunne nægte børnene den glæde?
Freja, se, vi har endnu en tilskuer! sagde Peter og pegede på katten under stolen.
Hun blev, da alle andre gik. Hun synes vist, det var bedst, lo Freja. Måske har du en gave til hende?
Først skal hun have lidt at spise, svarede Peter. Vi kan dele vores mad.
Freja fandt en madpakke indsvøbt i sølvpapir frem. Duften var så tillokkende, at katten blev siddende.
Her, min ven, sagde Freja og rakte hende en skive salami.
Katten stod på bagbenene, greb gaven og ville sluge den straks, men huskede killingernes sult og holdt sig, klynkede lavt og gik mod udgangen. Hun så bedende på de to unge.
Spis her, sagde Freja blidt og kærtegnede hende. Ingen tager det fra dig.
Hun er virkelig sulten, mumlede Peter.
Hun spiser ikke her, sagde Peter tænksomt, mens han fulgte katten med øjnene. Hendes killinger sulter et sted. Hun vil tage maden til dem. Sådan var vores gamle Misse også.
Han løftede døren lidt, og katten forsvandt uden tøven.
De to så den lille skikkelse pile over den snedækkede plads og forsvinde gennem et kældervindue i huset overfor.
Har vi flere madder? hviskede Peter.
Ja, et par stykker. Vil du ha?
Freja ville give ham den, men han stoppede hende blidt:
Lad os give dem til katten. Kan du huske, hvor hun forsvandt hen?
Killingerne spiste straks salamiskiven, men stirrede tiggeragtigt på deres mor for mere. Hun veg væk og lod som om hun ville sove, forsøgte at døve sulten i maven. På tungen sad stadig smagen af en godbid, hun aldrig havde smagt.
Det lykkedes hende ikke at falde til ro. Snart hørte hun fodtrin og en sagte, velkendt stemme ved vinduet:
Mis, mis… Kom ud, vi har mad til dig…
De samme gode stemmer! Den velkendte duft! Lynhurtigt var hun ved vinduet. På karmen lå skiveskåret pålæg, og de unge holdt afstand for ikke at skræmme hende. Hun tog maden og forsvandt atter ind i kælderen.
Så der holder hun killingerne, sagde Peter tænksomt.
Vi fodrede dem i dag og gør det gerne igen i morgen, sagde Freja og gemte næsen bag vanterne mod den tiltagende frost. Men det er ikke nok. De mangler hjem. Peter, tænk på noget du er jo julemanden. En troldmand!
Det er besluttet, sagde han. Hvor er kælderindgangen?
Næste dag, ved klubbens dør, tog Julemanden imod børn og forældre. Han konfererede med nogle voksne og vendte strålende tilbage til Freja: Killingerne havde alle fundet nye gode hjem!
Under forestillingen fik børnene gaver, og tre glade, udvalgte børn fik hver en killing. Peter valgte med hjertet børn, hvis mødre ville tage sig kærligt af de små. Han var aldrig i tvivl om folks gode vilje erfaringer fra børnehjemmet havde lært ham at føle det.
Katten protesterede ikke. Hun vidste, det var det rigtige. Men stadig rumsterede uforløst omsorg i hendes lille hjerte, lysten til at elske og blive elsket. Freja og Peter, stadig i kostume, satte sig på bænken ved siden af hende og strøg hende kærligt, så hun kunne finde ro.
En mand kom forsigtigt trillende med en dreng, måske seks år, i kørestol. Der lå stilhed i barnets blik. Drengen slap ikke katten med øjnene, og også hun så med interesse på ham.
Undskyld, begyndte manden. Er killingerne væk? Christian ville sådan ønske sig en killing… Det ville være et sandt mirakel for ham, lige før nytår, hvis den kom fra julemanden. Havde jeg bare vidst det før…
De har alle fået nye hjem, sagde Freja medfølende. Manden sukkede tungt.
Han har ikke brug for en killing, sagde Peter blidt og så venligt på Christian. Han har nu den bedste ven, man kan få.
Katten mærkede drengens smerte og ensomhed, så hun sprang roligt op på hans skød. Hun spandt sagte, så ham ind i blikket, snusede kærligt til hans kind, som for at love ham tryghed og ro.
Det skal nok gå, forstod man på hendes spinden. Jeg er her nu, jeg tager din sorg, jeg passer på dig og bringer dig glæde…
Christian smilede for første gang, slyngede armene om hende og begravede ansigtet i den bløde pels. Han hviskede kun ét ord:
Mis… min Mis…
