Ærgerligt, at man har levet sit liv forkert.
Jeg burde nok tage ned i Brugsen, tænkte Gertrud, der er ikke meget salt tilbage, og sukkeret er også ved at slippe op. Hun kiggede på uret halv tolv, og manden kom ikke foreløbig hjem. Han var kørt til Odense med bilen for at sælge mælk og fløde på torvet.
Datteren og svigersønnen havde ikke været forbi længe, hun havde fået samlet en hel del æg, hønsene lagde godt for tiden, så hun havde også sendt en bakke med 100 æg med manden til markedet.
Pas nu på, Knud, kør forsigtigt, og lad nu de æg og mælkebøtter komme hele frem, sagde hun, mens hun sagde farvel.
Ja, ja, jeg ved det, svarede Knud halvfornærmet. Ikke første gang, vel?
Gertrud og Knud havde altid boet på landet på Fyn, i en lille landsby og de havde fået to børn, en søn og en datter. Begge boede i byen, sønnen flyttede til Sjælland, mens datteren stadig var i omegnen. Gertrud var ikke just lykkelig i sit ægteskab, især ikke i begyndelsen der havde været en del at sluge.
Knud var nemlig lidt af et mande-menneske, ikke til at overse. De enlige kvinder havde det med at lægge an på ham, småflirtede, inviterede ham for sjov på kaffe men som man siger, der er altid lidt sandhed i sådan noget. Knud havde lidt svært ved at sige nej, hvis noget lå for fødderne af ham.
Gertrud havde længe haft sine anelser om, at Knud gik bag hendes ryg, men hun vidste aldrig noget med sikkerhed Knud kunne altid komme op med en god undskyldning:
Jeg faldt i snak med drengene bag forsamlingshuset, vi tog en øl, du ved hvordan det er …
En anden gang sagde han:
Jens bad mig hjælpe med at hente brænde og smide over hegnet, og bagefter bød han på en lille én, selvfølgelig gjorde han det.
Men sådan noget spreder sig altså hurtigt i en landsby. En dag kom Gertruds gamle klassekammerat, Anna, løbende over gårdspladsen:
Gertrud, har du virkelig ikke set, hvordan Helle render om benene på Knud? Han render også tit over til hende. Hele byen snakker om det du må snart være den eneste, der ikke ved det.
Jeg ved nu ingenting. Og hvis Knud kommer sent hjem, siger han altid hvor han har været. Jeg tror ham altså, svarede Gertrud, men anede nu godt, hun nok havde haft sine bange anelser af en grund.
Stol du bare ikke for meget! Mænd kan sno dig om lillefingeren, som man siger her på Fyn. Han har noget kørende med Helle, det ved alle. Nå, men sig nu endelig ikke til nogen, jeg sladrede, sagde Anna og var pist væk.
Da Knud kom hjem til tiden den aften, var Gertrud hurtig:
Nå, du kom tidligt hjem gad vide om Helle ikke har tid til dig i dag?
Knud så helt forkert ud, tabte næsten mælet, men så kom forargelsen:
Nej, hvad er det for noget pjat at høre på, Helle, og hvad så? Du lytter for meget til sladdertanterne, der har for lidt andet at tage sig til.
Sladder måske, men så holder jeg øje med dig fremover, det kan jeg love dig. Og hvis jeg fanger dig, så ryger du ud forstår du?
Uh, du skræmmer mig! Jeg har jo ikke noget at skjule, svarede Knud, men inde i sig selv tænkte han, at han nok hellere måtte stoppe med Helle nu familien var vigtigst.
Knud havde haft sine små affærer før, men det her med Helle havde alligevel stået på over en måneds tid. Og selv gutterne på arbejde var begyndt at stikke til ham. Knud begyndte at tænke, han var jo ikke nogen vårhare tænk, hvis Gertrud smed ham på porten? Og sandt at sige, Helle var ikke typen, man byggede familie med.
Gertrud gik og holdt mere øje end før. Hun havde ikke lyst til at blive skilt fra Knud, han var trods alt flittig, passede hus, fodrede grisene, lavede alt på ejendommen og sørgede for at der altid var hø til koen selvom han havde tid til at lave lidt skarn ved siden af.
Men Knud droppede faktisk Helle. En dag fik hun det at vide i forbifarten,
Det er slut, Helle, Gertrud har luret den vil ikke risikere mere. Og pas du på dig selv også …
Nå, så du er blevet bange for konen? Hold dig bare til hende. Der er nok af mænd allesammen, sagde Helle kækt. Og så var det kapitel lukket for Knud. Han kom nu altid hjem til tiden, og Gertrud faldt stille og roligt til ro igen. Hun kunne dog ikke fordrage Helle, og hvis de mødtes på gaden, lod hun som ingenting. Livet blev mere roligt hjemme hos dem, men af og til dukkede den gamle skuffelse op og hun skubbede den hurtigt væk igen.
Med indkøbsnettet i hånden, som hun altid slæbte med til Brugsen, gik Gertrud ud gennem havelågen. Butikken lå tæt på, og der var ingen at møde på vejen. Da hun kom ind, så hun straks tre nabokoner stå og klatre, og Nina bag disken vendte sig om mod hende og sagde, mens hun vejede bolsjer:
Har du hørt det? Helle er død. I nat. Blev ikke mere. Godt hendes datter nåede at komme, hun bor jo ikke langt væk.
Gertrud kunne ikke tro sine egne ører, selvom hun vidste, Helle havde været syg på det sidste. Helle havde ikke selv været ude og handle længe, det var naboen Vera, der kom med varer til hende. Gertrud havde ikke interesseret sig for Helles liv, så hun anede ikke, at hun faktisk havde ligget i længere tid.
Det var godt nok overraskende, sagde Gertrud, mens snakken gik mellem damerne.
Ja, ja, Vera fortalte det til mig, sagde gamle Grethe, som egentlig ikke var så gammel, men i landsbyen var der nu én Grethe. Helle skyndte sig gennem livet, havde alle de mænd, ikke en kone der ikke skændtes eller forbande hende i ny og næ. Der var ikke meget skam i den kvinde på det sidste. Hun tog sig endda en gift mand og gik rundt med ham helt åbenlyst.
Nå, men om døde siger man kun godt, sagde den anden, Lone, som havde været lærer på skolen. Det var nu engang sådan, nu er Helle væk, og vi skal alle den vej. Hun slog korsets tegn og gled ud af butikken.
Gertrud var stadig uforstående på vej hjem. Helle havde været ti år yngre end hende og giftede sig nærmest straks efter skolen. Folk havde undret sig over, hvorfor hun skulle så tidligt giftes, og til en fra nabobyen ovenikøbet.
Det viste sig, at hendes mor havde insisteret, hun ville ikke have, at datteren stak af til byen.
Gerda, gift dig med Svend fra landsbyen over bækken. Jeg snakkede med min gamle veninde, det er hendes søn, han hjælper allerede til derhjemme. Vi har aftalt det. Hun vil også gerne gifte ham tidligt, så han ikke løber løbsk.
Men jeg kender ham jo ikke? Vi har aldrig mødt hinanden.
I lærer hinanden at kende, du.
Brylluppet blev holdt, Gertrud og Svend boede så hos Svends familie. Det var en ordentlig familie, men Svend var aldrig rolig af sig, sikkert derfor mødrene var så ivrige for ægteskabet. Han kunne bare ikke gøre Helle eller sig selv lykkelig, drak tit, råbte, slog endda ud efter hende selv da hun var gravid. Svends far forsvarede hende ofte og dæmpede sønnen kortvarigt.
Hold ud, Helle, sagde svigermoren, måske falder Svend til ro. Han kan ikke tåle at drikke.
Da Helle havde fået en datter, blev hun fra svigerforældrenes side behandlet pænt, men Svend var sig selv. Tre år holdt hun ud, så døde han. Dumdristig, kørte fuld ind i en el-stolpe med traktoren.
Efter Svends død flyttede Helle hjem til sin mor sammen med datteren. Hun sagde til alle hun talte med:
Jeg gifter mig aldrig igen. Det var det for mit vedkommende, jeg har min datter, og det er rigeligt.
I starten sad Helle altid hjemme. Hun blev inviteret med til bryllupper, til fester, men hun ville ikke. Lukkede sig inde. På en måde forstod alle hende nogle af hendes klassekammerater var først ved at gifte sig, mens hun var alene, enke med et barn. Ikke at det var hendes skyld, men det var der ingen, der tog hende ilde op for.
Andre havde nok i egne bekymringer: Nogle havde held i ægteskabet, andre blev skilt, nogle måtte bære tunge byrder, og nogle endte på flasken. Men Helle holdt fast. Hun ville ikke giftes, selvom hun var nydelig og ikke uden evner.
Og selvom hun ikke giftede sig igen, var Helle aldrig ensom. Der var altid mænd omkring hende, de kom hemmeligt, og når konerne fik nys om det, kom de i vrede og råbte op.
Helle fik sin del af skældud, men det glemt hun hurtigt igen og indledte nye forhold.
Helle tænkte kun på sig selv gennem livet. Datteren voksede op, flyttede til byen og giftede sig der. Kom sjældent hjem. Helle havde aldrig haft et rigtigt lønarbejde, tog på kurophold på statens regning, når hun gad, men fortalte aldrig de andre, hvad hun lavede eller hvordan hun havde haft det. Hun havde faktisk ingen rigtige veninder, og de lokale kvinder holdt sig væk og talte ikke med hende.
På det seneste havde hun haft et forhold med gifte Poul. I starten skjulte de det, men hurtigt gik de hånd i hånd offentligt. Pouls kone, Rikke, var stille og rolig, meget hjemlig, gik ikke engang selv ud og handle det klarede Poul alt sammen.
Poul, køb lige noget brød, og der er ikke mere smør, og sukkeret er også ved at være slut, sagde Rikke, og Poul fikser altid alt, når han kom hjem.
Helle vidste, at Rikke var stille, så hun opførte sig frækt og grænseoverskridende. Ingen forstod Poul Rikke var smuk og fin, mens Helle på ingen måde kunne måle sig, men hun havde næb og klør og gik til makronerne.
Gertrud havde også set dem sammen Helle og Poul arm i arm, de gik ud fra posthuset eller Brugsen. Gertrud havde ondt af Rikke.
Stakkels kone, hun græder sikkert alene, nu hvor hun ved, hvad hendes mand går og laver og det er jo ikke engang skjult. Gud forbyde, man skulle ende i hendes sted, tænkte Gertrud. Nok havde Knud været sammen med Helle, men han stoppede Poul blev bare ved.
Men nu var Helle altså død. Alle snakkede om det:
Hvorfor døde Helle, der levede som hun ville, af en slem sygdom? Det må være Guds straf! hviskede konerne til hinanden.
Men sygdom kender ikke forskel den rammer bare. Nogle går tidligt bort, andre bliver gamle og grå. Gertrud dømte ikke Helle, som nu var væk. Hun tænkte bare, at man bør leve sit liv sådan, at der bliver sagt gode ting om én. Det er så trist, når det er det modsatte, folk husker én for.
