Mod Skærgården for oplysning. Kuffertstemning, kapitel 10
Anne-Mette, pak tasken! Vi skal til Skærgården!
Astrid styrtede ind i biblioteket, som om hun havde fundet en guldskat. Anne-Mette løftede blikket fra udlånsloggen og stirrede på veninden. Astrid var tro mod sin stil rød vindjakke, hullede jeans, rygsæk. En evig Duracell-kanin.
Til Skærgården? spurgte Anne-Mette. Hvornår?
I august, om en uge! Jeg har tjekket det hele. Yoga-tur, retræte, telte, bjerge, meditation. En flok new age-type, super dedikeret. Jeg søger oplysning, Anne-Mette! Det har du også brug for.
Oplysning? Anne-Mette lo. Astrid, jeg er bibliotekar. Jeg er nærmest født til at oplyse.
Nejnej! Astrid slog sig ned over for hende, trak printede papirer frem. Hør nu: Skærgården, sted med kraft. Shamaner, ritualer, fjorde og klippeøer, helt ren luft. Overnatning i telt, vegetarisk mad, daglige yoga-sessioner, meditationer, oplæg. Udflugter til hellige områder.
Anne-Mette bladrede hæftet igennem. Klipper, fjorde, telte ved vandet, folk i hvide gevandter, der mediterede i solnedgangen. Smukt, bevares… men telte? Vegetarmad? Hun så på Astrid med hendes ildfulde øjne og indså, at det var nytteløst at protestere.
Hvem ellers skal med?
En gruppe på ti stykker. Alle fra Odense og omegnen. Arrangørerne har prøvet det her før, flere gange. Jeg har ringet med dem. Anne-Mette, det er en mulighed! Du elsker jo at rejse. Det er en ny oplevelse: yoga, naturen, energier.
Jeg har aldrig dyrket yoga, indrømmede Anne-Mette forsigtigt.
Så lærer du det nu! Der er mange nybegyndere. Det vigtigste er lysten.
Hvad med Kasper? Anne-Mette kom i tanke om ham, og det stak i hjertet. Vi havde jo planer…
Vil han med? spurgte Astrid.
Næppe, sukkede Anne-Mette. Han er til fisketure og camping, ikke til meditation og selvudvikling…
Så er det jo perfekt! Astrid klappede begejstret. Han venter bare derhjemme. Du tager afsted, fornyer dig, kommer hjem som en ny version. Det kan han kun være glad for.
Om aftenen ringede Anne-Mette til Kasper. Hun fortalte om forslaget, turen, teltene og yogaen. Han lyttede tavst, og svarede til sidst:
Skærgården skulle være smuk. Jeg har aldrig været der, men har hørt godt om det.
Vil du ikke med? spurgte hun, selvom hun kendte svaret.
Det er ikke rigtig mig, sagde han. New age og retræter… jeg tager hellere ud og fisker. Men tag du bare afsted. Det er sådan noget, du har godt af.
Du er ikke bange for at lade mig tage afsted alene? spurgte hun, uden helt at vide om hun mente det som joke eller alvor.
Hvad skal jeg frygte? Kasper grinede. Du er jo eventyreren. Jeg venter bare kom hjem som en oplyst version.
Det er en aftale, svarede Anne-Mette.
Hun lagde telefonen fra sig og så på brochuren Astrid havde efterladt. Egentlig var hun usikker på, om hun overhovedet havde brug for oplysning. Men hun havde længtes efter at se Skærgården. Og eventyret trak i hende. Kasper ville vente. Det var det vigtigste.
Nå veninde, sagde hun næste dag til Astrid, bare du pakker teltet, så er jeg klar. Vi tager til Skærgården.
For at blive oplyste! grinede Astrid.
Ja, for at blive oplyste, nikkede Anne-Mette.
Hun anede ikke, hvad der ventede hende i det forunderlige skærgårdsland, hvilke oplevelser, hvilke møder. Men hun fornemmede denne rejse ville blive noget særligt. Og hun var klar. Næsten.
***
Bussen kørte fra Odense banegård tidligt om morgenen, og Anne-Mette mærkede straks, at denne tur ville blive helt anderledes end hendes andre rejser. Selskabet var broget og det er endda mildt sagt. Overfor sad to unge kvinder i lange kjoler af hør, armbånd i alle regnbuens farver, håret frit ned over skuldrene. Ved siden af dem en kvinde sidst i halvtredserne i orange kaftan og store, dinglende øreringe, der klirrede for hvert hovedvip. Bag dem, tværs over gangen, sad en mand i broderet skjorte og med en kæmpe træstav pyntet med bånd og små bjælder.
Hvad er det for et cirkus? hviskede Anne-Mette til Astrid, mens de fandt plads ved vinduet.
Ikke noget cirkus, hvislede Astrid lige så lavt med strålende øjne. Det er sandhedssøgende folk. Jeg har læst på nettet Skærgården tiltrækker sådan nogle typer. Oplysnings-jægere!
Med stav? Anne-Mette havde svært ved at skjule sit smil.
Hver sin vej, Astrid duttede hende let på albuen. Lad nu folk være.
Bussen forlod byen, marker og skove gled forbi. Snakken i kabinen begyndte straks. Kvinden i orange fortæller højlydt om sit tidligere besøg i Skærgården, hvor hun fik en åbenbaring og derfor forlod sit arbejde i banken.
Jeg arbejder nu med Reiki-healing. Hjælper folk med deres sjæle. Alt sammen startet deroppe!
Da jeg var der, opdagede jeg, at jeg skulle være dyrlæge, supplerede den ene af de unge i hørlærred. Jeg studerer nu, selvom jeg aldrig havde været glad for dyr før.
Anne-Mette lyttede, usikker på om hun skulle grine eller undre sig. Hun vendte sig til Astrid:
Hvad skal du så finde ud af?
Mig? Astrid tænkte sig om. Måske bør jeg åbne min egen forretning. Eller få flere børn. Men mest vil jeg bare slappe af. Nyde naturen. Oplysning kommer nok, hvis det skal.
Det er en fornuftig indstilling, sukkede Anne-Mette. Jeg var bange for, vi var havnet i en sekt.
Det er ikke en sekt bare farverige mennesker. Uden dem var det kedeligt, beroligede Astrid.
To dage gik køreturen. De overnattede på et lille krohotel undervejs. Og så begyndte Skærgården at åbenbare sig: klippeøerne i horisonten, først grønne og lave, siden stejlere, barskere, mere forrevne. Anne-Mette klistrede sig til ruden, glemte alt om selskabet. Færgen snoede sig mellem øerne, og omkring hvert knæk åbenbarede sig nye udsigter: lodrette klipper, lynende fjorde, fjerne tinder, der forsvandt i skyerne.
Se, Astrid! hun rykkede i venindens ærme. Det er jo som Alperne! Ægte Alper!
Nej, Skærgården og det er mindst lige så godt. Måske bedre, rettede Astrid.
De tog fotos, snakkede ivrigt. I bussen begyndte nogen at chante mantraer, men Anne-Mette var fanget af landskabet. Klipper overalt til venstre, højre, fremme. Kæmpestore sten, der stod, som om de vogtede på os. Nogle lignede slotte, andre dyr, enkelte ansigter af gamle guder.
Se der! hun pegede på en klippe, der lignede en liggende kriger. Ligner en mand.
Kraftfuldt, sagde kvinden i orange højtideligt, da hun hørte dem. Hver sten har sit at fortælle. Hvis man vil lytte.
Anne-Mette ville spørge, hvordan man lytter til sten, men opgav. På denne tur havde alle deres egen oplysning.
Første store stop blev ved et udsigtspunkt. Bussen standsede, Anne-Mette steg ud med rystende ben. Ovenpå klipper og kilometerdyb fjord langt, langt nede. Over det hele svævede himlen så ren, som hun aldrig havde set den før.
Det er noget helt særligt, åndede hun ud.
Her får sjælen plads, sagde manden med staven, der var kommet op på siden af hende.
Hun stod tavs og sugede det hele til sig. Ude på platformen var små monumenter integreret i naturen. Hun fik taget fotos, både af landskabet og af Astrid, der allerede sprintede rundt og knipsede. Astrid fandt en stejl klippe, hvor der med tape var sat et blad og med tusch skrevet: “Klippen må ikke få ondt!” Anne-Mette syntes, det var rigtig hyggeligt og sjovt, og tog et foto til minde.
Endnu engang gik turen videre. Færgen førte dem dybere ind mellem øerne, mod endnu mere magi. Da de kom til stedet, hvor to fjorde løber sammen, gik Anne-Mette ud og blev stående.
De to fjorde løb side om side uden at blande sig. Den ene var grumset og mælkeblå, den anden klar og dyb turkis. De mødtes og fulgtes ad, men blandede sig først længere nede, langt ude i bugten.
Det skyldes forskellig saltholdighed og temperatur, forklarede guiden. Og forskellige jordbund. Ligesom to livsbaner: følges, men blandes først til sidst.
Anne-Mette stod og så vandet løbe og tænkte på, at det tit er sådan i livet man følges samme vej, men hver med sin strøm. Kun tiden viser, hvor man følges ad.
Ved aftenstid kom de frem til deres lejrplads ved foden af en hvid klippe. Teltene blev slået op i et snuptag. Anne-Mette og Astrid fik et telt, havde lidt bøvl med pløkker og stænger, indtil manden med staven tavst trådte til og klarede det hele i ét hug. Anne-Mette og Astrid observerede grundigt, så de kunne gøre det selv næste gang. Så var teltet på plads, soveposerne bredt ud, og de lå til rette.
Nå, hvad synes du? spurgte Astrid, da de sad ved bålet og lavede te.
Jeg ved ikke, sagde Anne-Mette ærligt. Det er som en helt anden verden. Klipper, fjorde, sang og mantraer… Jeg er ikke vant til det.
Du vender dig til det, smilede Astrid. Vi er kun her en uge.
Om natten lå Anne-Mette søvnløs. Fjorden buldrede; strømmen overdøvede al anden lyd. Hun lyttede og mærkede, at noget forandrede sig i hende. Ikke oplysning, nej bare vished om, at hun var her, oplevede det, levede.
Sover du? hviskede Astrid.
Nej.
Jeg heller ikke. Det larmer.
Det er Skærgården, sagde Anne-Mette. Den taler til mig.
Astrid grinede lavt.
Du taler allerede som dem. Med mantraer.
Nej, svarede Anne-Mette. Jeg mærker bare, at her er noget særligt.
Hun lukkede øjnene, og fjorden sang sin sang. Vinden hvislede ude i de mørke klipper, stjerner lyste ind gennem teltet, og Anne-Mette vidste: Nu begyndte rejsen for alvor. Ind i et land, hvor klipper taler, og fjorde løber side om side uden at blandes; hvor enhver kan finde sit eget. Selv en bibliotekar fra Faaborg.
***
Første morgen i lejren blev Anne-Mette vækket af klokkespil. Hun anede ikke, hvor hun var. Hvem spillede, hvorfor duftede det af tjære og bål? Telt, sovepose, Astrid snorkede ved siden af. Udenfor sang en eller anden i lys sopran:
Op med jer, instruktionshold! Solen stiger, energien kommer! Ud på måtterne!
Hvad? stønnede Anne-Mette og mærkede ryggen gøre ondt efter nattens hårde underlag. Astrid, hvad sker der?
Yoga, svarede Astrid, allerede i gang med at hive træningstøj på. Jeg sagde det jo: Op og afsted, vi skal ikke gøre os til grin.
Anne-Mette kravlede ud af teltet, blinkende mod solen. Man havde allerede lagt måtter ud på engen. Kvinden i den orange kaftan sad i lotusstilling med et saligt udtryk. De unge kvinder strakte sig graciøst ud. Manden med staven nu uden stav stod på hovedet lige så sikkert som på to fødder.
Altså, han står på hovedet? Anne-Mette gned øjnene. Er det normalt?
For dem, ja kom nu, Astrid spredte sin måtte ud. Ikke sakke bagud.
Instruktøren en slank, smilende kvinde i hvidt med langt flet gik rundt og hyggede stadig mere.
Dybe vejrtrækninger! Fyld kroppen op med solens energi!
Anne-Mette trak vejret ind og forsøgte at følge instruktørens anvisning: stå i hunden med hovedet nedad. Hun strakte armene, løftede bagdelen, prøvede at rette benene.
Argh, jamrede hun, mens alle ubrugte muskler protesterede. Det føles mere som en rejemad!
Ikke snakke, træk vejret, hvislede Astrid, der overraskende let fulgte anvisningerne.
Hvor kan du det fra? spurgte Anne-Mette forpustet.
Set på TV. Og så øvede jeg lidt med Sofie. Fokuser nu, nu er det træet.
Anne-Mette stod på ét ben, pressede det andet op mod knæet og strakte armene. Efter tre sekunder væltede hun og ramte Astrid, så de begge væltede ned på måtten.
I ligner børn, grinede damen i orange, der sad stoisk i sit lotus. Første gang?
Kan du se det? Anne-Mette tørrede sveden væk.
Det kommer. Sjælen jubler, kroppen knurrer: Helt normalt.
Efter sessionen følte Anne-Mette sig som et stift stykke drivtømmer. Hun kunne ikke nå sine tæer, ikke balancere, ikke bøje sig som de andre. Men på mærkværdig vis føltes der let indeni.
Jeg ligner en granraam, sagde hun til Astrid, da de endelig slæbte sig til bålet og morgenmaden.
Men snart oplyst, drillede Astrid. Eller næsten.
Efter morgenmaden blev gruppen samlet. Instruktøren fortalte, at de skulle på udflugt fra stien, op på et af skærgårdens vildeste steder en gammel udsigtsklippe.
Det bliver vildt smukt, men noget af en tur, advarede han. Vejen derop er ikke for folk med sarte nerver.
Bussen rullede, asfalten sluttede snart og de gled over knoldede markveje. Efter hvert bump hang Anne-Mette nærmest kun i sikkerhedsbæltet.
Hold fast! råbte Astrid, da bussen sprang over en sten.
Jeg holder allerede! Anne-Mette krampede sig fast. Hvor fører du mig hen?
Paradiset!
Forhåbentlig ikke bogstaveligt!
Men da de passerede De Røde Porte to monolitter af rød sten, der lukkede sig over vejen glemte Anne-Mette alt om bump. Udsigterne tog pusten: søer med perlemorsfarver turkis, grøn, mælkehvidt som blinkede mellem stenene. Guiden fortalte, at vandene var hellige; her bader og fisker ingen.
Hvorfor er der så ingen fisk? spurgte Anne-Mette.
Fordi det er alt for koldt, og der ikke er alger at spise, svarede han.
Vejene snoede sig som slanger, klipperne knasende hvide i solen. Gravhøje mørknede mellem bakkerne, spor fra for længst døde islandske høvdinge og oldgamle ritualer.
Kan I mærke det? spurgte stavmanden. Tiden flyder anderledes her.
Jeg mærker mest, at jeg bliver køresyg, indrømmede Anne-Mette.
Astrid lo, kærligt og uden fordømmelse.
De passerede en lille lejrplads Hos Henning som viste sig at være et åbent museum fra 1970erne. Her stod gamle Puch-knallerter, plakater af dansk grandprix-vindere, pionervimpler, vinylplader med Kim Larsen.
Er det en udstilling? spurgte Anne-Mette.
Nej, det er mit hjem, sagde værten, en venlig mand med store overskæg. Kom indenfor, vil I smage urtete?
De drak te fra kande og spiste honning direkte fra tavler, mens de betragtede landskabet. Anne-Mette følte sig hjemme, som hos bedstefar i landsbyen eller midt i filmkulisser fra en anden tid.
Har du samlet alt det? spurgte hun.
Det har jeg da, nikkede han. Mange unge kender ingenting nu om rødderne. De gemmer sig bag skærme. Vi må holde fast i minderne.
Tanken om biblioteker og at tage vare på historie bandt hende og Henning sammen.
Senere, på udsigtsklippen, gik Anne-Mette ud endnu engang og så ned i den svimlende dal. Klipper og fjorde, så langt øjet rakte. Højt over hende svævede havørne.
Se, ørnene flyver under os, sagde hun.
Hvad? spurgte Astrid.
Vi er højere oppe end dem.
Hun stod på kanten, så ned på fuglene og følte, at tiden var gået i stå at hun levede lige præcis her og nu, oven på verden.
Oplyst? spurgte Astrid.
Ved ikke, svarede Anne-Mette. Bare lykkelig.
Om aftenen overnattede de i en lille lejr ved foden af en klippe. Der var så stille, at det ringede i ørerne. Himlen kulsort, stjerner så klare, at hun ville kunne samle dem ind. Ved bålet sad alle sammen. Den orange kvinde spillede på jødeharpe, en andens dreng slog på tamburin, og lydene blandede sig med knitrende bål og vindens sus.
Som en anden verden, sagde Anne-Mette.
Det ER en anden verden, svarede Astrid. Her husker vi, hvordan vi virkelig lever.
Anne-Mette så på stjernerne og tænkte på i morgen: endnu en dag, nye klipper, nye stier, nye eventyr. Og hun var klar lige meget hvor ondt kroppen gjorde, eller hvor kringlet tankerne var. For denne tur handlede om at mærke livet. Være til stede. Lige nu, midt i dette utrolige land, hvor klipperne hvisker og stjernerne lyser hjertet op.
***
Næste morgen vågnede Anne-Mette til tåge. Hun stak hovedet ud af teltet og frøs dalen var dækket af hvidt, kun bjergenes sneglede rygge stak op. Det lignede slotte, der sejlede i luften. Nede i dalen gik køer, deres klokker lød klart og ensomt, blandet med elvens brusen og fuglenes skrig. Stilheden var tæt og tæt på til at tage og smage på.
Det er jo som en film, sagde Anne-Mette.
Bedre. Det er Skærgården, skat! jublede Astrid.
Dagens morgenyoga virkede denne gang ikke så skræmmende. Hun kunne nu forudse, hvor det gjorde ondt og tog det som en udfordring. Instruktøren gik rundt, rettede og roste.
Træk vejret dybt! Energien fra jorden stiger nu op igennem jer.
Mener hun det? hviskede Anne-Mette til Astrid.
Sagtens. Bare prøv det nu bliver vi oplyste.
Anne-Mette lukkede øjnene og forestillede sig jorden sende energi op gennem benene, men følte sig mest kold. Alligevel ødelagde det ikke stemningen. Hun stod på måtten, trak vejret, så solen op på himlen over klipperne, mærkede tågen lette og verden vågne.
Jeg begynder faktisk at forstå, sagde hun bagefter til Astrid.
Hvad forstår du?
Hvorfor de gør alt det her: Yoga, meditation, at stå tidligt op.
Hvorfor?
For at mærke, at man lever.
Morgenmaden var vegetarisk havregrød, urtete, brød med honning. Anne-Mette, vant til kød og mørkt rugbrød, var skeptisk, men efter yoga og den friske luft gav den simple mad hende alligevel mætheden, hun trængte til.
Måske kan jeg lære at holde af det her, sagde hun.
At spise kold havregrød og bo i telt? spurgte Astrid.
At vågne til bjerge.
Senere på dagen ventede et møde med en shaman. Anne-Mette fik gåsehud. Shaman det var noget fra bøgerne, eventyr, ikke noget man oplevede rigtigt. Men denne var virkelig.
Han var i halvtresserne, med langt, gråt hår i nakken, skæg og gennemborende mørke øjne. Han bar en lang, båndbesat dragt, bjælder på brystet og en skindbeklædt tromme.
Sæt jer i rundkreds, sagde han stille. Stemmen var så dyb, at man spontant blev tavs.
De sad på engen, shamanen tændte bål og kastede urter på. Røgen duftede besynderligt sødt.
Skærgården er et sted fuld af kraft. Her er grænserne mellem verdener tynde. Her taler ånderne til folk.
Han slog på trommen, dens lyd bølgede mellem klipperne. Anne-Mette fik kuldegysninger trommen var næsten levende, lød som en stemme fra undergrunden.
Han begyndte at synge på gammeldags, brummende vis. Lyden gik gennem kroppen på Anne-Mette, og pludselig forsvandt tiden; hun mistede fornemmelsen af, hvor de var. Han gik rundt, hilste på alle stoppede op ved Anne-Mette og så hende dybt i øjnene.
Du søger, sagde han. Du søger hele tiden. I bøger, i rejser, i mennesker.
Ja, hvæsede hun, uden at vide hvorfor.
Du skal nok finde det, han nikkede mod Astrid. Sammen finder I frem.
Han tog dyreknogler frem og kastede dem på jorden.
Jeres vej er lang. I vil se verden, se hinanden, ikke være bange.
Hvordan ved du det? spurgte Anne-Mette sagte.
Han smilede.
Skærgården fortæller det. Jeg er bare budbringer.
Efter ritualet sad de længe og stirrede ind i bålet, mens urtete blev drukket og ingen sagde noget. Anne-Mette så på klipperne og syntes, de havde fået ansigter. Det var, som om hun for første gang forstod magien bag stedet.
Hvordan har du det? spurgte Astrid.
Jeg har gåsehud stadig, indrømmede Anne-Mette. Jeg ved ikke, hvad der skete. Men det var ægte.
Det var Skærgården, sagde Astrid. Nu ved du, hvorfor folk vender tilbage.
Anne-Mette forstod: shamanen havde ramt noget i hende. Måske var han bare god til mennesker, men han havde sagt det rigtige på det rigtige tidspunkt. Og Skærgårdens stemning havde gjort resten.
Tilbagerejsen tog de stille og roligt. Nu, hvor det mest overvældende var overstået, kunne de nyde og suge til sig. Et lille gejser-sø mødte dem med turkist vand; bobler steg op, og det var, som om jorden trak vejret.
Er det ægte gejsere? spurgte Anne-Mette.
Små gejsere det ændrer sig hver gang. Vandet under jorden presser nye bobler op, forklarede guiden.
Anne-Mette stod længe og så på det levende vand, følte, søen ændrede sig for hende.
De besøgte et gammelt vandkraftværk, nu forladt. Guiden fortalte dets historie: opbygget og forladt. Som et minde om fortiden. Anne-Mette tænkte på Henning og sit eget bibliotek, om at tage vare på fortiden.
Sidste stop var endnu engang på udsigtspunktet. Her gjorde en af rejsefællerne en stilfærdig mand i fyrrerne, der havde læst hele vejen noget uventet. Han hev en racercykel ud af bagagerummet.
Hvad laver du? undrede Anne-Mette.
Det her er mit mål: at suse ned ad bjerget på cykel. Det er derfor, jeg tog turen.
Du er vanvittig! udbrød Astrid.
Det er derfor, det er spændende, smilede han.
De så til, mens han kastede sig ud på den snoede vej ned til dalen og forsvandt.
Skør kugle, konstaterede nogen.
Smuk og modig! sagde den orange kvinde. Hver sin vej til sig selv.
Anne-Mette så efter cyklisten og tænkte, at vi hver især har vores vej. Nogle søger oplysning gennem yoga, andre sang og trommer, andre rask kørsel nedad bjerget. Hun selv søgte i bøger, rejser, i folk og fandt altid noget sine egne veje.
Hjemme i Faaborg mærkede Anne-Mette stadig Skærgården indeni sig. Hun vågnede og tænkte, at der ikke længere var bjerge udenfor ingen brusende fjorde, ingen shaman med tromme. Men hun havde fået et eller andet, svært at beskrive.
Nå, blev du oplyst? spurgte Kasper, da hun besøgte ham.
Ved det ikke, svarede hun. Men jeg så havørne under mig. Hørte trommesang og mærkede jorden ånde.
Det lyder vildt, sagde han alvorligt. Det gad jeg faktisk godt prøve.
Så tag med næste gang, sagde hun, tog hans hånd. Sammen.
Næste gang det lover jeg.
Om aftenen skrev Anne-Mette i sin dagbog: Skærgården. Jeg var der. Jeg så dens klipper, dens fjorde, dens himmel. Jeg rørte ved dens magi. Måske var det mit første, store eventyr dertil men uanset hvor jeg rejser hen, vil Skærgården altid bo i mit hjerte.
Hun lukkede bogen, så ud af vinduet. Skoven duftede af jord og sensommer men hun syntes stadig, hun hørte en brusende fjord og så klippetoppe i skyerne, mærkede bålrøgen i næseborene.
Skærgården blev en del af hende. For altid. Det var rejsen ikke til klipper og fjorde, men hjem til sig selv. Til ham, der tør, altid søger, og nogle gange finder. Til hende, der ved, at verden er stor, smuk, og altid står åben for hende, for dem, for os alle.
