Du troede mig ikke
Line ringede efter to dage. Denne gang lød hendes stemme urolig.
Jeg sagde jo til dig, veninde, at din Mads er lidt for mystisk. Men du ville ikke høre på mig Nu har jeg beviser!
Hvilke beviser? spurgte Stine overrasket, mens der løb et koldt mylder ned ad ryggen på hende.
Hvad i alverden har hun gravet frem om min elskede mand?
*****
Der er jo en grund til, at vi danskere siger: Haster du dig, gør du grin af dig selv.
Stine havde i sine 26 år hørt det ordsprog utallige gange og altid prøvet at have det i baghovedet.
Bare sådan… for en sikkerheds skyld.
Men den aften var der ikke andre muligheder: Hun kom ud fra Føtex med to poser dagligvarer, opdagede straks at bussen allerede holdt ved stoppestedet med dørene åbne, og…
…hun satte i løb.
Vent! Vent lige på mig! råbte Stine til buschaufføren, der selvfølgelig var mere optaget af sin mobil end lyde derude fra, og umuligt kunne høre hende.
Og så skete det, ingen kunne have forudset. Hun væltede…
Eller først knækkede hendes hæl, så vred hun om på anklen, og til sidst styrtede hun, så hendes spritnye nylonstrømper rev op på knæet.
Samtidig fandt hendes indkøb vej ud af posen og ud på fortorvet.
Stine stirrede hjælpeløst efter bussen, som med ophøjet ro nu trillede væk fra stoppestedet, og øjeblikkeligt blev hendes øjne våde.
Hvordan kunne det gå sådan?
Hun poppede ordsproget op i hovedet igen, og anstrengte sig for at trække på smilebåndet. Ja ja, man skal ikke forhaste sig…
“Nu gider jeg altså ikke mere drama i dag. Jeg ringer efter en taxa og kommer hjem i fred og ro! Stine skar ansigt af smerte. Hvis bare jeg kunne komme op først…”
Pludselig dukkede silhuetten af en mand op ved siden af hende. Hun fik ikke rigtig set hans ansigt, men til gengæld hørte hun tydeligt den behagelige stemme.
Hvorfor har du så travlt, unge dame? Slået dig slemt? Lad mig hjælpe dig.
Skulle nå bussen. Den næste går først om en halv time, stønnede Stine, mens hun rakte ham hånden.
Manden hjalp hende på benene og samlede derefter hendes varer op fra fortovet.
Tusind tak, mumlede hun, bemærkede for sig selv, at han havde virkelig rare øjne og rakte ud efter poserne men han smilede gådefuldt og holdt fast i dem.
Skal jeg ikke køre dig hjem?
Mig? Hjem? udbrød hun forbløffet. Det er ikke nødvendigt, jeg ringer bare efter en taxa.
Hvorfor nu det? lo manden. Jeg er jo taxa-chauffør. Lad mig følge dig til bilen.
Under normale omstændigheder ville Stine have tænkt sig om syv gange, men lige nu…
Lige nu ville hun bare hjem i en fart, og der var intet alarmerende ved denne mand. Tværtimod.
På turen præsenterede han sig som Mads, og prøvede at muntre Stine op med sjove historier fra taxalivet.
En dag brokkede en frue sig, fordi jeg kørte hende for hurtigt frem.
Hvordan det? lo Stine.
Hun havde tid i frisøren klokken ni. Bestilte taxaen til klokken otte, for normalt er der lange køer den tid. Men jeg tog alle de smutveje, så vi ankom på en halv time. Så ringede hun til centralen og klagede: Skal jeg så bare stå og fryse i tre kvarter?!
Klassisk…
Nå, men… Vi er vist fremme. Det her er din opgang, ikke? Har ikke dummet mig?
Jo, det er min…
Hvilken etage bor du på?
Undskyld… Hvorfor spørger du om det?
Vil bare hjælpe dig med at bære varer op, svarede han roligt. Med ondt i foden er det vel ikke lige til?
Stine blev splittet. Det var ikke let at slæbe varerne selv, men hun brød sig heller ikke om, at en fremmed kendte hendes adresse.
Bare rolig, Stine. Jeg vil oprigtigt hjælpe dig. Skal såmænd ikke have penge for turen.
Stop nu… Du har arbejdet. Selvfølgelig skal du have betaling.
Nej, ikke fra dig.
Stine trak på skuldrene, gravede en klam seddel op fra lommen og lagde den på forsædet. Men Mads snuppede hurtigt sedlen og puttede den ned i en pose, fandt hendes nøgler frem, og bar varerne op til døren.
Tak igen, Mads.
Ingen årsag, smilede han. Vil du have et lift til arbejde i morgen? Det gør mig intet.
Hold da op! Vil du være min personlige privatchauffør? lo Stine.
Hvorfor ikke?
Sådan blev deres første møde begyndelsen på hverdagslige lift til og fra arbejde, hvor Mads stædigt nægtede at tage imod en krone.
Mads, gør du det her for alle kunder? Eller er jeg bare så heldig?
Nu sagde vi jo du, Stine.
Ja, undskyld. Det er uvant, vi har kun kendt hinanden i fire dage! Men: pengene?
Det er kun dig, der er så heldig, blinkede Mads.
Det tilfældige møde udviklede sig hurtigt til deres første date, daglige cafébesøg og lange gåture gennem Københavns natteliv. Stine begyndte at synes rigtigt godt om Mads.
Hun havde aldrig regnet med, at en taxachauffør kunne være så charmerende.
Efter en måneds tid syntes hun, det var på tide at introducere ham til sin bedste veninde. Hun ville høre Lines mening.
Kan altså ikke lide ham… sagde Line, da de var alene.
Hvorfor? Stine så forundret på hende. Han er da flink. Flot, ikke ryger…
Præcis dét er det underlige. Jeg har taget masser af taxa, inden jeg fik bil, men har aldrig mødt sådan en som din Mads. Han er ALT for flink. Virker helt fejlplaceret.
Hvad mener du?
At han ikke er, hvem han udgiver sig for. Måske er han endda en bondefanger.
Men bondefangere plejer da at være vilde med penge, og Mads har ikke taget en eneste krone af mig.
Netop. Hvilken dansker lader folk køre gratis i sin taxa? Det gør man kun, hvis man vil opbygge tillid. Så: Du bad om min mening her får du den: Jeg bryder mig ikke om ham!
Lines ord fik tankerne i gang hos Stine. Hun var ikke helt enig men der var jo noget om, at Mads dukkede op ud af det blå, nærmest som en prins fra Eventyrslottet.
Men tænk hvis han ER en prins?
Stine besluttede at mødes fortsat med Mads, men ville tage det stille og roligt indtil hun kendte ham bedre.
*****
Hvorfor så alvorlig, Stine? Hektisk dag på job? spurgte Mads, da hun steg ind i taxaen.
Nej nej, det er ikke det…
Hvad så?
Åh, du forstår det nok ikke men… Line, du ved, min veninde du mødte hun arbejder frivilligt på dyreinternatet. Hun siger, der nærmest ikke længere kommer nogen og adopterer. Indimellem går der dage, hvor ingen kommer. Så sidder alle de killinger bare der… Stine begyndte at snøfte. De har brug for kærlige hjem, men folk gider ikke. Vi har endda brugt egne penge på annoncer lige meget hjælper det. Line er stresset, og jeg kan heller ikke lade være at tænke på det. Jeg ville gerne selv tage to med hjem, men min udlejer siger nej.
Stine fortalte om en grå killing, som var fundet på Vesterport i en papkasse tæret og sulten. Og om den røde, der var blevet fundet ved Hovedbanen med en dårlig pote. Og adskillige andre.
Hver uge lander der nye fra gaden. Hver især med deres triste historie, så man næsten ikke kan fortælle det uden at få tårer i øjnene. Vi kan snart ikke være der for dem længere…
Øv, det er trist. Hvor ligger det internat egentlig?
Udkanten af byen. Dårlig placering så der kommer ikke mange.
Næste dag ringede Line. Stemmen afslørede dramatik:
Hej Stine du gætter aldrig hvem, der lige har været her!
Lad mig gætte: statsministeren?
Det var din Mads Og ved du hvad? Han tog en killing med! Sagde, han gerne ville hjælpe os i en svær tid. Har du fortalt ham om vores problemer?
Ja, smilede Stine. Og nu fortryder jeg det ikke. Hvilken en tog han den grå, sorte eller røde?
Den grå Men Stine, jeg kan altså stadig ikke stole på ham. Han virker ikke troværdig.
Line, slap af nu og opfør dig som en voksen. Du behøver ikke kunne lide ham, men du må da indrømme, at det var sødt gjort!
Godt eller skidt, det ved vi ikke endnu…
Hvad bilder du dig ind? Han tog en killing. Hvor er det dog dramatisk! Det bliver en mindre at bekymre sig om.
Line ville have sagt mere, men blev afbrudt nogen råbte på hende.
Samme dag gik Stine tur i parken med Mads. Hun ventede bare på, at han nævnte killingen men han sagde intet.
Mads…
Hvad?
Hvorfor nævner du ikke, at du har været på dyreinternatet?
Hmm, har Line sladret?
Ja! Du troede, det kunne holdes hemmeligt? Jeg vil bare sige TAK. Det er faktisk meget stort af dig.
Jeg sagde jo heller ikke noget, netop fordi jeg ikke ville høres på ros. Jeg gjorde det bare fordi jeg havde lyst.
Det ved jeg…
Nu forstod Stine endelig, at Mads var godheden selv og skammede sig lidt over Lines mistro. Måske er hun bare misundelig på min lykke?, tænkte hun men slog den tanke ud igen. Line var en speciel dame, men hun ville aldrig være jaloux.
Sådan var hun bare ikke…
*****
To dage efter ringede Line. Denne gang lød hun næsten panisk det var ikke til at tage fejl af.
Jeg sagde det jo, han er sært mistænkelig, ham Mads. Nu har jeg beviser!
Hvilke beviser? spurgte Stine, mens endnu en bølge af kulde gled ned ad ryggen.
Hvad pokker har hun luret?
Han kom igen. I går. Og forrige dag.
Hvad lavede han der? Ville han af med killingen?
Nej, Stine. Han tog endnu to med…
Ej, og hvad så? Mange har da tre katte derhjemme!
Synes du ikke, det er underligt? spurgte Line eftertænksomt. Du lægger bare ikke mærke til noget, for du er smaskforelsket.
Og hvad er det åbenlyse, ifølge dig?
At han ikke er, hvem han udgiver sig for. Hvilken enlig taxachauffør adopterer tre killinger? Med så travlt et job? Han er jo ikke gift eller noget det ville give mening hvis han var. Men han er jo alene.
Måske ville han bare det sker da tit.
Og hvorfor så i flere omgange? Hvorfor ikke tage hele banden på én gang?
Måske vidste han ikke, hvor nemt det egentlig var så tog han én og kunne lide det, og så et par mere. Han forsøger bare at hjælpe.
Og hvorfor så snige sig til at hente dem hos forskellige frivillige? Hvorfor?!
Stine var tavs. Hun havde intet svar.
Jeg spørger ham selv, sagde hun og lagde på. Jeg håber, Mads har en god forklaring…
*****
Mads, skal jeg ikke snart se dit hjem? Du har jo været hos mig, og nu er det min tur, sagde Stine efter caféen.
Jo, selvfølgelig. Bare ikke i dag jeg har ikke nået at rydde op.
Okay Nå, hvordan går det så med killingen? Fået navn?
Alt vel. Navnet kommer nok før eller siden, smilede han.
Stine begyndte at tvivle. Mads havde aldrig løjet før men noget stemte ikke: Ikke et ord om de to andre killinger
Kan det virkelig passe, Line har ret og Mads ikke er, hvem han siger han er? Men hvem er han så og hvorfor killingerne?
Næste dag en dyb samtale med Line.
Jeg siger det jo, noget er forkert! Hvis jeg var der, havde jeg spurgt ham direkte: Hvad skal du egentlig bruge så mange killinger til? Men han har set sit snit til at komme, når jeg ikke er på vagt. De frivillige er så glade for at få dem ude, at de slet ikke tænker sig om. Og han vidste jo alt om det du har jo selv fortalt det, Stine!
Men hvad skulle han da bruge dem til? Han virker jo flink
Hvor ved du det fra? Han har jo ikke engang lukket dig ind i lejligheden. Og ved du hvorfor?!
Hvorfor?
Fordi der ikke er en eneste kat i hans hjem! Og dét ville du jo straks opdage.
Ej, kan det passe?
Jeg har ingen anden teori, sukkede Line. Vi har givet killingerne til en dyreplager!
Line Men hvorfor skulle sådan en henvende sig til et internat? Er det ikke lettere bare at samle dem op på gaden?
Aner det ikke Men vi må vist melde det til politiet.
Eller hvad hvis vi prøver at fange ham i aktion selv?
Har du en plan?
Det har jeg!
*****
Stine og Line brugte de næste dage på internatet og ventede på næste besøg hvis deres mistanke var rigtig, ville Mads komme igen.
Stine havde fortalt ham, hun var ude at rejse.
Stine, han er her! Står og smiler bredt med endnu en killing.
Det er sandt Hvordan kunne jeg tage så fejl af ham Set han dig?
Nej, jeg holder mig i skjul.
Godt. Så går vi efter planen. Nu skal det have en ende!
*****
Da Mads forlod internatet, kastede pigerne sig ind i Lines bil og fulgte ham gennem hele København.
Det virkede underligt, at han hele tiden transporterede killingen med sig.
Endelig stoppede han ved en boligblok i Vanløse.
Endnu en kunde, hviskede Stine.
Jep…
Ud af taxaen steg en ældre dame Mads havde samlet hende op ved SuperBrugsen. Han sagde noget og rakte hende killingen.
Nu kan jeg ikke mere! udbrød Stine. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der foregår!
Hun stormede ud og konfronterede Mads, der blev meget overrasket:
Stine, hvad laver du her? Du var da på forretningsrejse.
Jeg kom hjem tidligt, sagde hun køligt. Nu vil jeg have sandheden: Hvad gør du med alle de killinger fra internatet?! Lad nu være med at lyve, jeg VED, du ikke har én eneste kat hjemme hos dig, løj hun. Gud, jeg havde aldrig troet, du kunne være sådan en!
Hvad? Hvad snakker du om?
Damen så lettere skræmt ud og skyndte sig op af trappen.
Ja, så blev det også for meget sagde Mads og holdt killingen tættere ind til sig.
Hvad foregår der? Hvad vil du med killingerne?
Jeg… Overdrager dem bare til nogle gode mennesker. Du sagde jo selv, ingen henter dem på internatet. Så nu bringer jeg dem ud til folk men kun til dem, jeg stoler på.
Efter et øjeblik kom Line slentrende hen. Hun havde ikke tålmodighed til mere.
Hvorfor snakker du med ham? Han snor dig bare om sin lillefinger!
Vent lige lidt, Line….
Så, damer løsningen er kaffe på Dronning Louises, hvor jeg fortæller alt. Helt ærligt og uden omsvøb!
Pigerne blev lidt forvirrede over den fredelige reaktion fra katte-skurken, men sagde ja til kaffe.
Her løftede Mads sløret:
Jeg arbejder normalt ikke som taxachauffør. Min bror, Henrik, faldt ned fra en stige og brækkede benet, så jeg trådte til som vikar. Er du utilfreds, Stine?
Nå… og arbejdet, ellers?
Jeg har faktisk et job. Men hvis ikke min bror arbejder jævnligt, mister han sin bonus og får problemer. I dag var sidste dag, hvor jeg hjalp ham.
Og?
Og så mødte jeg dig, Stine. Det gjorde mig faktisk ret glad.
Killingerne?
Da du fortalte om internatet, kom jeg til at tænke: Hvorfor ikke forsøge at hjælpe. De fleste gider ikke tage til udkanten af byen, så jeg tog én med i taxaen, og talte om den. Nogle passagerer blev interesserede, og dem lod jeg så adoptere. Og som bonus fik de ekstra rabat i butikken.
Butikken?
Jeg ejer faktisk dyrebutikken på Vesterbro.
Der blev stille et øjeblik.
Nå, så var Mads jo uskyldigt dømt, lo Stine og sendte Line et øjekast. Og du troede mig ikke, da jeg sagde, han var et godt menneske.
Jamen, hvordan skulle jeg vide, at han spillede skuespil? Han blev præsenteret som taxachauffør men viser sig at være dyrebutiksejer! Line grinede. Men ja, han er altså ikke så tosset.
Jeg hjælper gerne internatet indimellem I bestemmer om det skal være penge eller kattemad.
Kattemad, uden diskussion!
Hvad så med killingen? spurgte Stine.
Den tager jeg hjem. Jeg gider da ikke levere den tilbage!
Og må jeg endelig komme på besøg eller er der igen rodet?
I dag er der pænt, så velkommen!
Samme aften besøgte Stine endelig Mads og så, at han faktisk havde to katte i forvejen.
For, man kan ikke skade dyr, hvis man virkelig elsker dem.
Nu flyttede hun snart ind og kattene, især lille Holger (som den hvid-røde blev døbt), blev hurtigt dus med resten af flokken. Faktisk skjulte de gamle katte sig for ham, når de blev for trætte!
Henrik kom sig heldigvis hurtigt, og Mads og Stine lånte nogle gange taxaen og hjalp kollegaer de ledte stadig efter gode hjem til killinger, med Veronikas undskyld, Lines velsignelse.
Og de fandt altid et hjem samme dag.
For en kat har brug for en menneske, og en københavner kan sagtens opdage, de havde brug for en kat.
De ved det bare ikke endnu.
