“Hvad er der til middag?” spurgte Freja. “Har du fået penge til det?”
“Nej!” svarede Mikkel. “Hvad forventer du så af mig?”
“— Så jeg skal gå rundt og sulte?” udbrød Mikkel i forargelse, mens hans blodtryk steg.
“— Naturligvis ikke,” sagde Freja roligt. “Du kan gå i supermarkedet, købe ind og lave din egen mad. Eller bestille takeaway. Du har penge.”
“— Er det en strejke, du holder?” spurgte han endelig. “Nægter du at udføre dine ‘køns‑opgaver’?”
“Jeg er træt af at være familiens malkeko!” råbte Mikkel, slog sin mappe ned på bordet og pegede på den nye køkkenmaskine. “Har du købt noget igen?”
Freja stirrede overrasket på ham. Det var så uventet, at hun ikke fandt et svar med det samme. Middagen var næsten klar, lejligheden pletfri, og vasketøjet var færdigt – alt som altid var i orden efter en hel arbejdsdag.
“Freja, jeg har drømt om den i lang tid. Den var på tilbud, og jeg betalte for den med min løn…”
“Med din løn!” afbrød han, mens han gik frem og tilbage i køkkenet. “Hvad er der tilbage? Småpenge! Hvem betaler for vores lejlighed? Jeg! Hvem betaler for bilen? Jeg! Hvem dækker de faste udgifter? Igen jeg!”
Freja slukkede komfuret og tørrede hænderne på sit forklæde. Damp fra gryden steg op mod loftet og fyldte køkkenet med lækre dufte, men hendes lyst til mad var forsvundet.
“Jeg arbejder også,” sagde hun stille. “En hel dag, for resten. Med min løn køber vi ind, og jeg laver, gør rent og vasker…”
“Ja, ja, du er jo en helgen,” svarede Mikkel, mens han smækkede skabsdøren i og hældte vand i sin kop. “Du ved hvad? Jeg er træt. Fra nu af skal alting deles lige. Vi betaler 50/50, for du holder mig i skindet alt for længe.”
“Hvad mener du?” spurgte Freja med armene over kors.
“Det er lige præcis, hvad jeg mener. Vi er moderne, så vi betaler lige. Regninger, telefon, alt sammen halvt. Det er retfærdigt, i stedet for at hele byrden falder på mig!”
Hun ville protestere: hans forslag handlede ikke om retfærdighed, men om at hun skulle give næsten hele sin løn til budgettet, mens husarbejdet ikke forsvandt. Men hun sagde intet, for hvorfor skulle hun gøre indvending, når han allerede havde fået sin vilje?
“Okay, Mikkel. Du vil have 50/50. Sådan skal det være.”
Freja var oppe før alarmen gik. Mikkel lå stadig og sov med hovedet mod væggen. I gårsdagens samtale gik hun rundt i hovedet. Stille gik hun ud i køkkenet.
Efter fire ægteskaber havde de fordelt pligterne på en måde, der nu virkede åbenlyst uretfærdig for hende. Ja, Mikkel tjente mere. I deres første år, da hun kun var studerende, gav det mening: han sørgede for økonomien, hun styrede hjemmet. Men så begyndte Freja også at arbejde – først deltid, så fuld tid. Husarbejdet faldt stadig på hendes skuldre.
Hun åbnede sin laptop og gennemgik kortoplysningerne. Løn, elregning, indkøb, daglige udgifter… Næsten alt, hvad hun tjente, gik til familien. Hvad med hendes bidrag – madlavning, rengøring, vasketøj – var det så værdiløst?
Hun huskede deres første møde, dengang Mikkel kun var Mikkel. Hvor romantisk han havde været! “Du er min dronning, jeg gør alt for dig.” Og nu? “Malkeko.” Hvor hurtigt kan romantik blive til regnskab?
Hun tog en slurk te og tænkte: hvis han vil dele udgifterne lige, så lad være. Men faktisk 50/50.
Senere, på kontoret, sagde Mikkel til sin kollega Jens: “Jeg sagde til hende i går – nok er nok. Lad os leve som moderne par – 50/50.”
Jens så op fra skærmen. “Og hvordan reagerede hun?”
“Du tror det ikke – hun sagde ja med det samme!” lo Mikkel.
Jens hævede et øjenbryn. “Virkelig?”
“Mikkel klikkede på en ny fil. ‘Hvad er så vigtigt?’ sagde han. ‘Retfærdighed er retfærdighed.’”
Jens nikkede filosofisk. “Min tante siger altid: ‘Pas på, hvad du ønsker – det kan gå i opfyldelse.’”
Mikkel grinede, men en mærkelig fornemmelse gled forbi ham. Alt ville blive som før. Freja var rimelig, troede han.
Samtidig stod Freja i supermarkedet i Århus og kiggede på prisetiketterne. Tidligere fyldte hun en hel indkøbsvogn – mad til en uge for hele familien. I dag lå kun yoghurt, en pakke ost, brød og en kyllingebryst i kurven. Hun så ikke engang på den laks, Mikkel elskede.
Aftenen faldt stille. Hjemme lavede hun hurtigt stegt kyllingebryst med grøntsager, spiste, ryddede op, startede en vask, og slog sig ned i sofaen med sin tablet – tre serier ventede. Telefonen vibrerede: “Jeg er hjemme om en halv time. Hvad er til middag?”
Hun smilede, lagde telefonen fra sig uden svar.
Nøglen drejede, og Mikkel kom ind i lejligheden, træt efter en lang dag. Vanligt i dette tidspunkt duvede duften af mad allerede i køkkenet…
“Hey, Freja, jeg er hjemme!” råbte han, mens han smed jakken.
Der kom intet svar. Han gik ind i køkkenet, så på den tomme, rene bordplade. Køleskabet var halvt tomt – yoghurt, ost og nogle grøntsager.
“Freja!” råbte han igen, mens han gik ind i stuen.
Hun sad på sofaen med tabletten og hovedtelefoner. Da hun hørte ham, trak hun den ene øreprop ud.
“Hej, du er allerede hjemme?” sagde hun.
“Ja, og hvor er middagen?” spurgte han, som om maden gemte sig i sofaen.
Freja så på ham med let forbløffelse.
“Hvad er middagen?” spurgte hun. “Gav du mig penge til den? Nej! Så hvad skal jeg gøre?”
Mikkel stivnede.
“Er du seriøs?” råbte han. “Jeg kommer hjem efter en hård dag, og du har ikke lavet mad?”
“Du gav mig ikke penge til din del af middagen,” sagde Freja roligt, mens hun fjernede den anden øreprop. “Du sagde i
