Solisten
Telefonen gammel, tung, med drejeskive og en ledning snoet som en spiral, pudset blank af tre generationer Nielsen-fingre stod på kommoden i gangen. Tallene på skiven var så slidte, at min mor engang var nødt til at male dem op igen. Og ringen høj og skinger var umulig at overse.
Min mor, Karen, havde aldrig anerkendt mobiltelefoner, selv ikke nu hvor alle snakker om 5G og mobilbetalinger. “Man får kræft af det bras,” sagde hun, og takkede nej til de trådløse telefoner, selvom min søn Jakob og jeg købte nye, slanke, sølvgrå modeller til hende forrige jul.
Mor, kom nu. Så kan du gå rundt i hele lejligheden! Se, hvor pæne de er, Jakob pakkede dem ud for hende. Tænk hvis Gudrun fra opgangen ringer! Så kan du snakke alt det, du vil. Det er smart!
Karen rynkede brynene og kiggede skeptisk på telefonrøret, der lå på bordet. Så bed hun tænderne sammen.
Tallene er for små. Tag det med hjem, din Malou snakker jo alligevel altid i telefon. Og Gudrun ringer mig jo aldrig. Ikke mere!
Jakob sukkede tungt. Alt var blevet svært med mor; få hende med til lægen, lære hende nye ting, få hende til at give slip på de gamle vaner. Stædighed, det havde vi altid haft i familien
Mor, vi har allerede en. Og du tager fejl om Malou, hun er god. Vi bliver snart gift, tager du ikke imod hende? Og tallene? De lyser jo! Se…
Han rejste sig for at demonstrere, men hun stoppede ham og lagde hånden roligt på hans.
Jakob, spis nu din frokost, den er helt kold, sagde Karen og hev formen ud af ovnen. Der i det brændende varme fad duftede hendes hjemmelavede kødtærte, min absolutte livret, ovnbagt i sødlig dej, toppet med sprød skorpe, fyldt med æg, løg og kød, peber og krydderier. “Den ånder,” sagde hun stolt, når den trak frisk damp, skorpe bølgede op og ned.
Karen elskede stilfuld servering: porcelænsfad, et lille udskæringsredskab aldrig bare en kniv og tallerkner gerne i samme nuance som fadet.
Skal vi ikke bare spise? kunne min far, Poul, ikke holde ud længere, allerede slubrende, når duften slog ham i møde. Kom nu, jeg tager selv en kniv!
Med det samme rakte han ud efter tærten med en klodset kniv.
Ikke røre! forsvarede mor sit mesterværk. Kanten flettet i dej, smurt med æg, og lige i midten en lille åbning, hvor saften boblede op så vidste man, slagteren ikke havde snydt med kødet.
Sådan en tærte fandtes kun fortidens restauranter, mente Karen, måske ellers kun på Gyldendal eller i en fancy butik i indre København, hvor den dog altid var lidt for salt. Hendes egen var meget bedre.
Størstedelen af livet havde Karen arbejdet som administrator på Det Kongelige Teater. Ikke danser eller sanger nej, hun sad på kontoret, styrede billetter og klagesager. Alt dét var nu fortid, men drejeskive-telefonen, og navnet Gudrun, kunne fortrylle Karen tilbage til ungdommen.
Det var netop i teaterets foyer, hun mødte selveste Oberst Pedersen primadonnaens partner, galant og høflig, byens store balletstjerne. Fra ham havde hun måske sin kærlighed til smuk servering.
Hun havde tidligere kun betragtet Pedersen på afstand eller på billeder. Hans sorte Citroën holdt altid på direktørpladsen, og i hans omklædningsrum duftede altid af appelsiner, sendt fra Mallorca. Hjemme havde han kun selskab af sin trofaste gravhund, Nemo. Hans hverdag blev ordnet af hushjælp sådan var det ‘hos de rige folk’ mens Pedersen selv lå på yogamåtten i stuen, hvor Nemo betragtede ham nysgerrigt, vippende med hovedet.
At nærme sig Pedersen direkte, når han kom hjem, var risikabelt; han havde ofte temperament. Han dansede med hele kroppen, gav alt hvad han havde og restituerede længe efter optræden. Hans aften: bad, urtete, yoga og en langstrakt sang, som gravhunden Nemo underligt sørgmodigt hylede med på.
Efterfølgende blev det tid til middag, væbnet af gæster “damer,” som Nemo tænkte og så blev hun smidt ud af soveværelset. Nemo humpede utålmodigt rundt, men endte på sin kurv efter lidt tid.
Livet ændrede sig en efterårsmorgen, hvor ingen havde lyst til at stå op, tågen klistrede ind fra skoven bag villaen. Tågen sneg sig ind, krøb over gulvet, kildede Nemo på næsen og strejfede Pedersens fødder under dynen. Hans ben trak sig sammen, og til sidst satte han sig op, tvunget af vækkeurets march over hele huset.
Denne morgen var Pedersen for sent til øvning. Han kunne tillade sig den slags; uden ham ville hele balletten falde fra hinanden. Både kollegaer og kvinder sværmede om ham. Kun én havde aldrig været forblændet balletmesteren, hr. Nielsen.
Denne dag standsede Nielsen den forpustede, uredte Pedersen i foyeren og irettesatte ham foran alle, truede med udskiftning.
Husk, Pedersen, ingen er uundværlige. Alle første-solister har ben og arme, de fleste en fornuftig hjerne. Jeg skal nok finde din efterfølger, Nielsen talte roligt men rystede lidt på hænderne. Karen stod tvivlrådig i nærheden, nervøs med jakken under armen. Balletmesteren knugede dagens avis så papiret sendte små bølger ud fra hjørnet. Han pustede ud og marcherede mod den store, gyldne dør hvor han sikkert ville gemme sig og ærgre sig over sin egen dristighed.
Pedersen lo anstrengt, Karen tabte sin taske. Ud væltede læbestift, to kuglepenne, parfume, notesbog i mørkt læder, og opskrevne sedler, gammelt krimskrams.
Undskyld, peb Karen, som var det hende, der lige havde skældt orkesterets stjerne ud. Jeg… Jeg…
Hun ville sige, hun ikke havde hørt noget og straks ville glemme alt.
Pedersen betragtede hende i 15 sekunder, så trak han på skuldrene, bøjede sig ned til den ikke særligt iøjnefaldende kontordame, og samlede tingene med sine lange, smalle fingre, der duftede let af aftershave og cigaret.
Et ord tog det andet, grin, smil, og Pedersen blev hurtigt galant, charmeoffensiven var åbenlys. “Sikke mørke øjne,” tænkte Karen. Han bad om hendes nummer, hun var først forlegen, men skrev det på et stykke papir, pludselig glemt, at hun jo var gift, havde Jakob derhjemme…
Han lovede at ringe en aften. Måske. Smilede varmt, roligt … en så kærlig smil havde hun aldrig fået, ikke engang af Poul, hendes mand, den jordbundne elektriker med ti klassers skolegang. Peder gik til arbejdet med tunge skridt, sagde ikke søde ting; det var bare hverdagen. Alt sammen normalt, mente Karen altid men pludselig ikke længere! For hun havde smukke øjne, en harmonisk figur
Og alt det midt i foyeren på Det Kongelige Teater! Hvilket eventyr.
Pedersen stak hende tasken, tog sedlen og forsvandt.
Først senere blev Karen bange for, at han virkelig ville ringe og Poul skulle tage telefonen hvad ville han sige til Danmarks store balletstjerne? Men Poul havde aldrig været jaloux. Han havde sat lejligheden i stand for hendes skyld, sparet sammen til hendes ring, friet og giftet sig ud af kærlighed.
Altså, elskede hun sin mand, ville ikke være ham utro. Men… Ja, dette ‘men’ banker vist i enhver kvindes hjerte: Kunne det have været mere romantisk, lykkeligere, havde jeg ventet på Pedersen?
Hvad hvis de bare snakkede sammen? Det kan man vel godt! Han ringer bare om noget praktisk Hun drillende sig selv “Er det nu et fuetté han skal spørge om?”
Dvælende rundt i gamle tanker rørte hun sukker i den tomme kop, så spurgte kontorchefen, fru Ditte:
Dagdrømmer du, Karen?
Nej, nej det er ikke noget, mumlede Karen og begravede sig i papirer.
Hvordan ser han egentlig ud tæt på? sagde Ditte med et smil, satte sig tættere på. De siger, han er lidt sær og smågrim
Fru Ditte, nu holder De op! Jeg kender dårligt manden. Jeg har familie og en søn hvad skulle jeg dog rode mig ud i… undskyld, jeg må tilbage til arbejdet.
Ditte lo, ønskede god arbejdslyst og forsvandt ind til sig selv.
Alligevel var Pedersen i Karens tanker konstant. Hun var uopmærksom til frokost, glemte at kigge Jakobs stile igennem, gik glip af sin bus alting overskygget af drømmen om balletmesteren.
Men den aften ringede han ikke. Heller ikke næste dag. Hvert opkald fik hende til at farte ud i gangen, men det var aldrig ham
“Lad nu være, hvad skulle jeg dog sige, hvis han ringede? Tale om Jakobs sportscamp? Om tærten derhjemme? Det er han vel ligeglad med, jeg må hellere læse lidt om ballet!” Dagen efter slæbte hun en stor bog hjem og fortalte familien, det var for at højne dannelsen.
Jakob var lidt bekymret for sin mor, Poul smålo, men Karen bladrede flittigt i det hele, noterede og læste, selvom det var svært at huske alt det nye.
Nemo betragtede sin ejer, som tastede et nummer, lagde røret på igen, tastede, sukkede højt:
Hvad er det nu hun hedder? Mette? Lene? For pokker, hvorfor skrev jeg ikke navnet ned Karen! Selvfølgelig som i Karen Blixen.
Omsider ramte han rigtigt. Nemo rullede sig sammen ved fødderne.
Hallo? Er det Karen? Skønt, at jeg fanger Dem! Jeg håber, jeg ikke forstyrrer? lo han skingert i røret.
Karen, med hjertet syngende, stod som lammet det var ham!
Nej, overhovedet ikke! løj hun, mens frikadellerne snurrede på komfuret, Poul var på vej hjem, Jakob til fodboldtræning.
Hvis De er ledig, vil De så med ud at spise? Jeg kender en lille restaurant i udkanten af byen, serverer dådyr kan De lide vildt?
Og han grinte igen. Skjulte han noget?
Øh, jeg stammede Karen, men nævnte alligevel sin adresse til sidst. Hun skrev en seddel til Poul, lagde håret og fandt kjolen frem.
Bilen ventede ventede allerede ved fortovet, chaufføren kom op, og Poul dukkede op lige bag ham. Akavet situation: Chaufføren sagde ærligt, han stod her fra Pedersen.
Karen blev flov, fik fremstammet at det var arbejde, og Poul nikkede forstående.
Nå, nå alt i orden, spis du bare.
Karen satte sig ind bag i bilen og lukkede øjnene.
Dådyrstegen var fortrinlig, Pedersen stilfærdig og mærkeligt fraværende. Tjenerne iagttog Karen, det fornemmede hun.
Kommer De her ofte? spurgte hun.
Tit, han smilede. Må jeg være ærlig, Karen? Jeg er svag for kvinder, bringer dem gerne hertil. Men De De
Han tog hendes hånd, følte hendes velplejede negle og et gammelt ar, kyssede hendes kødhånd, som for få timer siden rørte farsen.
Jeg er bare helt almindelig hun ville trække hånden til sig.
Almindelig? Slet ikke. De er vidende, jeg mærker det. De elsker ballet, har De set mine forestillinger? Nå, svar ikke følgende gang får De årets bedste plads som min gæst. Men nu: Lad os fejre!
Han klappede i hænderne, rødvin strømmede, og stemningen løftede sig under lysekronerne.
Karen var først hjemme ved 23-tiden. Jakob hørte musik, Poul sov.
Hvor har du været, mor? Til date?
Hun rødmede, godt skjult af den svage lampe i gangen.
Hold nu op …
Herefter opfandt de i familien personaen ‘Gudrun fra opgangen’, Karens gamle veninde. Hvis hun manglede tid alene, eller snakkede længe i telefon, var det altid Gudrun.
En dag spurgte Poul:
Og hvor er hun fra, hende Gudrun?
Fra Egebæk. Vi mødtes der engang, på et kursus det blev til en venskab.
Svaret passede Poul udmærket. Han kendte faktisk en Gudrun fra den by; nu mente han, han burde opsøge hende men lod det ligge.
Med Pedersen blev det mest sjældne middage og samtaler om kunst, om klassikere, og Karen var glad for, at hun læste op, kunne følge med.
Var der mere i det? Nej, mente Karen. Hun var ikke utro; de kyssede ikke engang det var bare en pokkers inspirerende samtale, ikke andet!
Hvis ‘Gudrun’ ringede, blev det let akavet, Karen måtte omstille stemmen, men brugte snart halvtimen på at drømme sig væk i samtaler om Anna Pavlova, Antoinette Sahl, Elna Jørgen.
På linjen blev Pedersen også forandret: han holdt op med at invitere damer hjem, blev mild, mere opmærksom på Nemo, og lod nu yogamåtten ligge. Måske begyndte livet endelig at falde på plads?
En dag sagde Pedersen, at han var træt af restauranter, og inviterede Karen hjem.
Kom hjem til mig. Du vil da se mit hjem! Og min hund er sløj, den kan lide selskab. Du skal se mit gamle fotoalbum; der er billeder af alle de store. Kom, bare på kaffe.
Han sagde det så ligefremt, at Karen blev overrasket og lidt rørt over hundens sygdom. Ville han hende kun det venlige, var det ufarligt og novembervarmen var tung og trist, man kunne godt trænge til lidt hygge.
Ved porten til hans villa trådte Karen ud det hele var lidt overdrevet: søjler, små tårne, lidt for meget pynt, men sådan var det nu.
De gik op gennem haven, op ad trappen. Englene i haven var plastret til af våde blade, hvilket morede Pedersen, før Nemohalen dukkede op bag glasdøren.
Kom indenfor! han åbnede døren.
Karen og Nemo så hinanden an, næsten snusede til hinanden. Men hun mærkede med det samme: her lugtede ikke af hjem ingen vante dufte, intet liv. Hvor karens lejlighed duftede af kage, æbler og rene håndklæder, var Pedersens hjem uden sjæl.
Hvor er køkkenet? spurgte Karen, pludselig med trang til at skabe varme, bage, lave te bare noget hjemligt.
“Ih guder, jeg er som en mor der besøger sit barn,” tænkte hun. Selv Nemo så ud til at mene det samme.
Køkkenet? Sødeste Karen! lo han. Følg med herind!
Hun gik ind bag ham og ventede at se et fantastisk køkken. Men da hun trådte ind, var der mørkt og duftede kunstigt af roser.
Nemo forsvandt fornærmet, og Karen nåede kun at høre:
Smid jakken, Karen. Jeg kommer om lidt før han forsvandt igen.
Hendes tanker blafrede, hænderne rystede, alt det ophøjede ved balletten forsvandt. Benene bar hende nærmest af sig selv ud, for hun syntes næsten, hun kunne mærke Pouls blik hvile på sig med voldsom skam.
Karen løb ud til vejen, standsede en taxa og kørte tilbage.
Pedersen gik derefter lidt forvirret rundt, kaldte på hende. Han satte sig til sidst og begyndte at græde hele huset føltes tomt, forladt, og selv Nemo peb.
Karen var anderledes levende, rigtig, sådan én man kunne gifte sig med, tænkte han, men det havde han nu ødelagt med sit dumme: “smid jakken”…
Karen kom hjem, listede op, gik længe i badet og grinede højt både af sig selv og ham.
Er du okay, Karen? kaldte Poul uroligt bag døren.
Ja, ja. Læg dig bare til at sove…
‘Gudrun’ ringede nogle dage senere, Karen ville lægge på, men fik ondt af både Pedersen og Nemo.
Opkald blev daglig rutine: nogle gange tog hun ikke telefonen, bad Jakob sige hun ikke var hjemme. Hun var træt af at trøste men kunne ikke få sig selv til at skælde ud. Hun havde ondt af ham i det store, livløse hus med søjler og syg hund.
Pedersen blev til sidst helt bleg i teatret, dansede dårligt, og i februar trak han sig tilbage.
Da hun havde fødselsdag, var huset fuldt, og selve dagen i top så ringede telefonen:
Vil du sige, du ikke er hjemme? spurgte Poul.
Nej. Bare denne ene gang mere…
Røret til Pedersen: hans Nemo havde fået hvalpe, og han ville give Karen en.
Hvorfor? kunne Karen kun sige.
Så du i det mindste er i nærheden af ét af Nemohvalpene. Jeg tror jo, jeg elsker dig, Karen Du er jordbunden, ikke en dukke du ligner min mor Undskyld. Vil du have en hvalp?
Hun sagde ja den gulbrune, klodsede lille fyr blev hurtigt døbt Villy. Villy blev centrum i hjemmet, Jakobs bedste ven og Karens trofaste følgesvend. Han tog altid imod hende ved døren, logrende, smilende, for han vidste, at bedre end Karen fandtes ingen.
Så mange år er gået. Hvor mon Pedersen er nu, hvad laver han? Karen ved det ikke. For længe siden har hun fortalt Poul det hele, han grinede bare og tog det som mandfolk.
Alligevel telefonen giver hende stadig lidt uro. Ikke skræk, bare en undren: hvordan skal man egentlig håndtere datidens skygger? Nogle nætter dukker de op i drømme med sorte, længselsfulde øjne, men så kommer Jakob og Malou, og hverdagslivet ruller videre.
Balletstjernen Pedersen bor siden sin pension alene i kolonnadet villaen. En sjælden gang får han besøg af kvinder fra fortiden; de drikker kaffe, han kigger ud, tænker på det liv, han dansede væk. Lidenskaben følte han kun hos én Karen, som han aldrig fik inviteret ind som gæst i salen. Hvilket tab…
