Det mest uvirkelige ved min mors 80-års fødselsdag var ikke at arrangere festen eller betale for musikken i danske kroner. Det sværeste var at se hendes øjne lyse op som havets farver ved Skagen, da hendes søn den vellykkede trillede ind fra udlandet, duftende af dyr parfume og lufthavne, med skinnende gaver og den friske energi, man kun får efter otte timers søvn på et hotel i København.
Jeg var vågen fra klokken fem om morgenen. Jeg havde skiftet engangsbleer, kæmpet med hende for at tage blodtryksmedicin, og lyttet til hysteriet, fordi jeg kan ikke finde mine briller selvom de sad, helt drømmende, på næsen hendes. Jeg lugtede af klor, salve og de fem års træthed, der langsomt voksede som mos på en sten.
Under frokosten slap min mor aldrig hans hånd.
Se mit barn, så klog, altid på farten, sagde hun til slægtningene fra Odense og Aarhus.
Jeg stod i køkkenet varmede mad op og fyldte glasene. Ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Ingen bemærkede, at jeg var blevet tung af bekymring, eller at mit hår begyndte at falde, som blade i efterårsvinden.
For min familie var jeg ikke længere datteren. Jeg var en del af møblementet.
Hende, der er her.
Hende, der fikser tingene.
Hende, der ikke må blive træt, for du bor jo her.
Næste dag forsvandt gæsten igen, lovede at komme, hvis jobbet tillader det. Min mor blev grædende på sofaen og så på billeder i sin telefon, som var hun strandet på en ø.
Jeg blev tilbage, og gjorde rent efter festen.
Samme aften, mens jeg hjalp hende i natkjole, gik den mest drømmende, men skatende sandhed op for mig om forældre-kærlighed:
Det er blødt som vind at være det yndlingsbarn, når kærligheden er et besøg, en begivenhed når ens tilstedeværelse er festlig som juleaften.
Det svære er at være det barn, der bliver. At elske i den grimme rutine duftende af medicin og alderdom. Kærligheden, der vasker, behandler og holder ud med sure miner, får aldrig klapsalver.
Den barske sandhed er: Nogle børn får lov at være solen i øjnene hos deres forældre, kun fordi andre har accepteret at være skyggen, som holder dem oprejste og beskytter dem mod fald.
Hvis du er den, der bliver din ofring er ikke usynlig, selv om ingen siger tak ved festbordet i Frederiksberg.
Har du nogensinde været den, der bliver?
