Liva havde aldrig før set Viggo sådan: hans øjne lyste af vrede, og hans hugtænder glimtede truende. Før hun kunne nå at forstå, hvad der foregik, havde hunden kastet sig over manden, der havde grebet hendes arm, væltet hende omkuld og nu truede over hende med et dybt, truende knurren som en skræmmende skygge…
Da Liva fyldte syv år, fik hun sit eget rummelige og lyse værelse. Men pigen nægtede kategorisk at sove alene der. Hver aften lå en af forældrene enten mor eller far hos hende, så hun kunne falde i søvn. Hvis hun vågnede om natten, og ingen var der, tog hun sin pude og tæppe og flyttede ind til forældrenes soveværelse. Hverken bønner eller pædagogiske samtaler hjalp intet ændrede sig, selvom pigen blev større og større.
Indtil en dag løsningen uventet rullede for hendes fødder i form af en hvid, fnugget bold, som først bjeffer bange, men så straks efterlader en vandpyt under sig. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en yndig hvalp, så sød og rørende, at Liva straks udbrød: Mor, må vi beholde den, hva’? Og forhandlingerne begyndte: klare sig godt i skolen, holde orden, gå tur med hvalpen alene, og sove uden mor og far i sit eget værelse. De første tre betingelser gik Liva uden at tænke to gange med på, men ved den sidste tøvede hun men så hurtigt indså hun: For nu er jeg jo ikke alene mere!
Sådan kom Lykke ind i huset ifølge papirerne en westie, men i temperament en rigtig lille frøken med stærk personlighed. Og overraskende nok holdt Liva sit ord. Med Lykkes ankomst begyndte hun at sove i sit eget værelse, og hunden blev en trofast følgesvend både i nattens drømme og i dagligdagens gøremål.
Lykke var en sand skønhed: velplejet, bevidst om sin charme, opførte sig som en ægte dame. Andre hunde ignorerede hun næsten fuldstændigt, men over for børnene, som konstant ville klappe hende, var hun tålmodig, ja endda nedladende som om hun anerkendte deres beundring. Mod andre hunde, der nærmede sig, viste hun straks tænderne og udtrykte sin utilfredshed med en forarget klynken.
For at ændre Lykkes adfærd meldte mor og Liva sig til en hundeskole, og i tre uger besøgte de flittigt undervisningen. Men enten var instruktøren ikke så erfaren, eller også var Lykke alt for selvstændig der skete ingen forandring. Ekspertens konklusion var: Hun ser jer som sin flok. Hun har ikke brug for andre. Nå, så måtte det være de tre klarede sig fint sammen alligevel.
Til gåturene valgte Liva og Lykke det forladte, græsklædte område bag huset. Engang havde der stået barakker der, men de var for længst blevet revet ned kun fundamentrester og vildtvoksende æbletræer var tilbage. Den ene side af grunden gik over til nabolaget med de gamle, faldefærdige huse bygninger der levede deres sidste år. De fleste hundeejere foretrak den nærliggende, pænt indrettede hundepark, men Liva og Lykke holdt mere af dette romantiske hjørne, der udstrålede frihed og afsondrethed.
Og netop her mødte Lykke sit skæbne.
Den sommer blev Liva femten år, og Lykke otte. Pigen var nu høj og slank, med drømmende blik og telefonen i hånden. Lykke derimod opførte sig med en beslutsomhed som en moden, selvsikker dame. De gik sammen på området: Liva trådte tankefuldt, mens Lykke snusede i græsset og så skete angrebet pludselig! En enorm, busket hund kastede sig over hende, mest af alt mindende om en schæferhund, men med endnu mere kruset pels, og med uudtømmelig energi sprudlede den rundt. En munter, storvoksen, støjende fyr var det, som hoppede rundt om Lykke, puffede hende med snuden, slikede hende og med sit strålende humør fuldstændig oplivede hende. Lykke stod stivnet, uden at vide, hvad hun skulle stille op med denne frække fyr.
Vær ikke bange for ham, skat! skyndte en ældre dame i halvfjerdserne sig hen med stok i hånden. Han er legesyg, men venlig. Han har aldrig bidt nogen!
Det kan jeg se, lo Liva, mens hun gik i knæ, og den glade pelsbold ivrigt begyndte at slikke hendes hånd, halen piskede så støvet hvirvlede op omkring dem. Det eneste man kan være bange for, er at blive slikket ihjel!
Ved du, indtil nu har jeg kun lukket ham ud i gården, ikke på gaden. Men i går kom mit barnebarn, han lukkedе ham ud og han blev så glad for det! Så tænkte jeg, at nu kunne jeg også tage ham med. Men så snart han så din hund, løb han lige hen til hende.
Og min kan ikke tage øjnene fra ham. Jeg tror hun er forelsket!
Jamen, det er da vidunderligt! Livet er sjovere med to. Han hedder Viggo. Og jeg hedder Grethe Pedersen.
Fra den aften blev Viggo en fast deltager i aftensturerne. Nogle gange ventede han allerede ved området, og hvis han kom for sent, udstødte Lykke en klingende, kaldende lyd og et minut senere løb han allerede hen imod dem. De jagtede hinanden i græsset, legede og rullede sig i støvet.
Liva havde taget et tæppe med, bredte det ud i æbletræets skygge og begyndte at læse. Lykke og Viggo, efter at have leget af sig, lagde sig ved siden af hende, med snuderne mod hinanden og hvilede. Nogle gange sluttede Grethe Pedersen sig også til dem hun kom med et par småkager, satte sig på kanten af tæppet og begyndte at fortælle. Liva lyttede gerne den ældre kvinde boede alene, søn og barnebarn besøgte kun sjældent. Hvalpen havde hun fået for omkring fem år siden som gave, de troede, den ville blive lille, men den voksede til en rigtig kæmpe.
Uden min søns hjælp kunne jeg ikke klare det med ham. At fodre ham alene på folkepensionen det er en rigtig udfordring, sukkede bedstemoren, mens Viggo så på hende med beundring og et tilfreds smil.
September satte ind, og turene flyttede til de sene timer. En sådan dag var de lige trådt ud på området, Viggo var endnu ikke at se. Så kørte en sort SUV ind over de ujævne stier med højlydt, buldrende musik og tre fulde unge mænd. To klatrede ud, og vaklende nærmede de sig Liva, idet de gik rundt om hende fra begge sider.
Pigen trådte tilbage under æbletræet, tændte hurtigt mikrofonen på sin telefon og gemte den i lommen. Så hviskede hun til Lykke:
Kald på Viggo. Nu!
Nu kunne hun kun håbe på, at han ville høre det.
Lykke behøvede ingen opmuntring straks begyndte hun at gø højt og dybt, råbte om hjælp.
Det var da noget! glædede en af drengene sig, mens hans øjne anerkendende så rundt. Godt vi kom herhen!
Flot lille bæst! bifaldt kammeraten med et tilfreds grin, hvorefter Lykke, da hun hørte navnet, straks knurrede, løftede snuden og viste tænder med et mørkt knurren.
Hvorfor stå her? fortsatte den første, og greb så pludselig Livas arm. Kom, lad os tage en tur! Jeg lover, vi bringer dig sikkert tilbage
Eller næsten sikkert, fniste den anden, mens han også greb fat i pigens anden arm.
Drenge, det her kommer ikke til at falde i god jord hos jer, sagde Liva med udtryksløst ansigt for at vinde tid. Snart kommer der en hund mere. I gør klogt i at forsvinde, mens I stadig er hele
Hvad, endnu en blanding? grinende den ene, og sparkede groft til Lykke, hvorefter han begyndte at trække pigen mod bilen. Kom nu, håber det i det mindste bliver underholdende!
Hvem ved, måske spiser han os endda, lo den anden, mens han højlydt klaskede til Livas lår. Men morskaben varede ikke længe: i det næste øjeblik fløj han til side, som om han var ramt af en murbrækker Viggo løb ham ind med hele sin krop.
Liva havde aldrig set ham sådan før: øjnene var blodskudte, blikket næsten vanvittigt, munden åben, spyt sprøjtede ud, tænderne lyste vildt frem som om han var klar til at bide med det samme.
Før nogen kunne fatte, hvad der skete, stormede Viggo mod den, der holdt Liva, og med et vredt knurren væltede han ham til jorden. På et øjeblik tårnede han sig over ham som et bjerg formet af vrede, på fire ben.
Den anden fyr, i panik, kravlede tilbage til SUV’en, kastede sig ind på sædet, smækkede døren og trådte straks på speederen bilen brølede og forsvandt i mørket.
Liva tog telefonen frem, stoppede optagelsen og ringede straks til politiet.
Imens lå den første angriber stadig på jorden under den rasende hunds vægt, dækket af hundespytt op til halsen, skælvende af frygt. De ankommende betjente fandt præcis denne scene.
Nok nu, Viggo, det er godt, sagde Liva roligt og greb blidt fat i halsbåndet. Fy! Lad være med at blive kvalt af det ækle. Lad ham gå, så han kan tørre sine bukser.
Betjentene tog manden under armene og førte ham væk, og ja der var våde pletter, der stod frem på hans bukser
Liva, der stadig holdt hunden, gik på knæ, med den ene hånd kærtegnede hun Viggos hvidende snude, og med den anden omfavnede hun Lykke, som stadig skælvede og klynkede, mens hun så op på hende, som om hun spurgte: Er vi i sikkerhed nu?
Din ejer sagde, at du ikke engang kan knurre bøjede hun sig tættere på Viggo og tilføjede blidt: Men det kan du jo godt Tak, min helt!
Oktoberaftenerne blev køligere. En sådan aften gik Liva igen ud med Lykke til området men Viggo var ingen steder. Lykke, som altid, gøede muntert og højt, men der kom intet svar. Da de nåede til Grethe Pedersens hus, stod en ambulance ved porten. Bedstemoren blev båret ud på en båre.
Hun er blevet meget syg, forklarede nabofruen, som stod i nærheden. Hun har hostet i dagevis og kunne næsten ikke gå. Så i dag hører jeg Viggo hyle som en gal. Og han er ellers en stille hund kun sådan, uden grund, gør han aldrig. Jeg skyndte mig derover og så, at kvinden var bevidstløs og brændte af feber Jeg ringede straks efter ambulancen. Håber hun kommer på benene igen!
Alt bliver godt. Jeg besøger hende i morgen, sagde Liva.
Gud give, at det går sådan Men med hunden ved jeg ikke, hvad der skal ske. Jeg har også en han to af den slags ville ikke kunne leve sammen
Vi tager ham med hjem. Der er ikke meget plads, men jeg taler med mine forældre de siger ikke nej.
Viggo, da han kom til sit nye hjem, glædede sig naturligvis over Lykkes selskab, men sorgen forlod ham ikke. Hver gang Liva kom hjem fra hospitalet efter at have besøgt Grethe Pedersen, løb hunden hen til døren og så håbefuldt ind i hendes øjne ventede på måske at høre: Kom, han venter på dig!
Bedstemoderen tilstand forbedredes gradvist, og en dag medbragte Liva en tablet til hende. Fra da af kunne Viggo regelmæssigt møde hende via videoopkald. Først snusede han kun til skærmen, så viftede han med halen, og derefter lagde han sig foran kameraet og stirrede ubevægeligt. Grethe Pedersen lo, strøg med fingeren i luften, som om hun klappede hundens nakke. Begges hjerter blev lettere.
Et par dage senere kom Grethe Pedersens søn. Han spurgte Liva om alt, takkede for hjælpen og sagde:
Vi har besluttet at tage mor hjem til os. Jeg kan ikke lade hende være alene længere. Men der er ingen plads til Viggo. En tre-værelses lejlighed, vi er fem, nu også mor Der er simpelthen ikke plads til en hund.
Du behøver ikke bekymre dig. Han er allerede hos os, mine forældre er også gået med til det. Tag bare tabletten med lad video-forbindelsen blive. Det er sjovere for både Viggo og bedstemoderen på den måde
Efteråret hviskede under fødderne, øste regn ud over verden og kildrede vinduerne med vinden. På den brede vindueskarm, indhyllet i et tæppe, sad Liva og kiggede ud mod området. Ved siden af hende på gulvet lå to hunde, med snuderne mod hinanden.
En historie sluttede. Men i det fjerne, hinsides regnen og horisonten begyndte en ny. En hvor der var plads til hjemmet, varmen og et trofast knurren, der sagde mere end ord.Liva havde aldrig før set Viggo sådan: hans øjne lyste af vrede, og hans hugtænder glimtede truende. Før hun kunne nå at forstå, hvad der foregik, havde hunden kastet sig over manden, der havde grebet hendes arm, væltet hende omkuld og nu truede over hende med et dybt, truende knurren som en skræmmende skygge…
Da Liva fyldte syv år, fik hun sit eget rummelige og lyse værelse. Men pigen nægtede kategorisk at sove alene der. Hver aften lå en af forældrene enten mor eller far hos hende, så hun kunne falde i søvn. Hvis hun vågnede om natten, og ingen var der, tog hun sin pude og tæppe og flyttede ind til forældrenes soveværelse. Hverken bønner eller pædagogiske samtaler hjalp intet ændrede sig, selvom pigen blev større og større.
Indtil en dag løsningen uventet rullede for hendes fødder i form af en hvid, fnugget bold, som først bjeffer bange, men så straks efterlader en vandpyt under sig. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en yndig hvalp, så sød og rørende, at Liva straks udbrød: Mor, må vi beholde den, hva’? Og forhandlingerne begyndte: klare sig godt i skolen, holde orden, gå tur med hvalpen alene, og sove uden mor og far i sit eget værelse. De første tre betingelser gik Liva uden at tænke to gange med på, men ved den sidste tøvede hun men så hurtigt indså hun: For nu er jeg jo ikke alene mere!
Sådan kom Lykke ind i huset ifølge papirerne en westie, men i temperament en rigtig lille frøken med stærk personlighed. Og overraskende nok holdt Liva sit ord. Med Lykkes ankomst begyndte hun at sove i sit eget værelse, og hunden blev en trofast følgesvend både i nattens drømme og i dagligdagens gøremål.
Lykke var en sand skønhed: velplejet, bevidst om sin charme, opførte sig som en ægte dame. Andre hunde ignorerede hun næsten fuldstændigt, men over for børnene, som konstant ville klappe hende, var hun tålmodig, ja endda nedladende som om hun anerkendte deres beundring. Mod andre hunde, der nærmede sig, viste hun straks tænderne og udtrykte sin utilfredshed med en forarget klynken.
For at ændre Lykkes adfærd meldte mor og Liva sig til en hundeskole, og i tre uger besøgte de flittigt undervisningen. Men enten var instruktøren ikke så erfaren, eller også var Lykke alt for selvstændig der skete ingen forandring. Ekspertens konklusion var: Hun ser jer som sin flok. Hun har ikke brug for andre. Nå, så måtte det være de tre klarede sig fint sammen alligevel.
Til gåturene valgte Liva og Lykke det forladte, græsklædte område bag huset. Engang havde der stået barakker der, men de var for længst blevet revet ned kun fundamentrester og vildtvoksende æbletræer var tilbage. Den ene side af grunden gik over til nabolaget med de gamle, faldefærdige huse bygninger der levede deres sidste år. De fleste hundeejere foretrak den nærliggende, pænt indrettede hundepark, men Liva og Lykke holdt mere af dette romantiske hjørne, der udstrålede frihed og afsondrethed.
Og netop her mødte Lykke sit skæbne.
Den sommer blev Liva femten år, og Lykke otte. Pigen var nu høj og slank, med drømmende blik og telefonen i hånden. Lykke derimod opførte sig med en beslutsomhed som en moden, selvsikker dame. De gik sammen på området: Liva trådte tankefuldt, mens Lykke snusede i græsset og så skete angrebet pludselig! En enorm, busket hund kastede sig over hende, mest af alt mindende om en schæferhund, men med endnu mere kruset pels, og med uudtømmelig energi sprudlede den rundt. En munter, storvoksen, støjende fyr var det, som hoppede rundt om Lykke, puffede hende med snuden, slikede hende og med sit strålende humør fuldstændig oplivede hende. Lykke stod stivnet, uden at vide, hvad hun skulle stille op med denne frække fyr.
Vær ikke bange for ham, skat! skyndte en ældre dame i halvfjerdserne sig hen med stok i hånden. Han er legesyg, men venlig. Han har aldrig bidt nogen!
Det kan jeg se, lo Liva, mens hun gik i knæ, og den glade pelsbold ivrigt begyndte at slikke hendes hånd, halen piskede så støvet hvirvlede op omkring dem. Det eneste man kan være bange for, er at blive slikket ihjel!
Ved du, indtil nu har jeg kun lukket ham ud i gården, ikke på gaden. Men i går kom mit barnebarn, han lukkedе ham ud og han blev så glad for det! Så tænkte jeg, at nu kunne jeg også tage ham med. Men så snart han så din hund, løb han lige hen til hende.
Og min kan ikke tage øjnene fra ham. Jeg tror hun er forelsket!
Jamen, det er da vidunderligt! Livet er sjovere med to. Han hedder Viggo. Og jeg hedder Grethe Pedersen.
Fra den aften blev Viggo en fast deltager i aftensturerne. Nogle gange ventede han allerede ved området, og hvis han kom for sent, udstødte Lykke en klingende, kaldende lyd og et minut senere løb han allerede hen imod dem. De jagtede hinanden i græsset, legede og rullede sig i støvet.
Liva havde taget et tæppe med, bredte det ud i æbletræets skygge og begyndte at læse. Lykke og Viggo, efter at have leget af sig, lagde sig ved siden af hende, med snuderne mod hinanden og hvilede. Nogle gange sluttede Grethe Pedersen sig også til dem hun kom med et par småkager, satte sig på kanten af tæppet og begyndte at fortælle. Liva lyttede gerne den ældre kvinde boede alene, søn og barnebarn besøgte kun sjældent. Hvalpen havde hun fået for omkring fem år siden som gave, de troede, den ville blive lille, men den voksede til en rigtig kæmpe.
Uden min søns hjælp kunne jeg ikke klare det med ham. At fodre ham alene på folkepensionen det er en rigtig udfordring, sukkede bedstemoren, mens Viggo så på hende med beundring og et tilfreds smil.
September satte ind, og turene flyttede til de sene timer. En sådan dag var de lige trådt ud på området, Viggo var endnu ikke at se. Så kørte en sort SUV ind over de ujævne stier med højlydt, buldrende musik og tre fulde unge mænd. To klatrede ud, og vaklende nærmede de sig Liva, idet de gik rundt om hende fra begge sider.
Pigen trådte tilbage under æbletræet, tændte hurtigt mikrofonen på sin telefon og gemte den i lommen. Så hviskede hun til Lykke:
Kald på Viggo. Nu!
Nu kunne hun kun håbe på, at han ville høre det.
Lykke behøvede ingen opmuntring straks begyndte hun at gø højt og dybt, råbte om hjælp.
Det var da noget! glædede en af drengene sig, mens hans øjne anerkendende så rundt. Godt vi kom herhen!
Flot lille bæst! bifaldt kammeraten med et tilfreds grin, hvorefter Lykke, da hun hørte navnet, straks knurrede, løftede snuden og viste tænder med et mørkt knurren.
Hvorfor stå her? fortsatte den første, og greb så pludselig Livas arm. Kom, lad os tage en tur! Jeg lover, vi bringer dig sikkert tilbage
Eller næsten sikkert, fniste den anden, mens han også greb fat i pigens anden arm.
Drenge, det her kommer ikke til at falde i god jord hos jer, sagde Liva med udtryksløst ansigt for at vinde tid. Snart kommer der en hund mere. I gør klogt i at forsvinde, mens I stadig er hele
Hvad, endnu en blanding? grinende den ene, og sparkede groft til Lykke, hvorefter han begyndte at trække pigen mod bilen. Kom nu, håber det i det mindste bliver underholdende!
Hvem ved, måske spiser han os endda, lo den anden, mens han højlydt klaskede til Livas lår. Men morskaben varede ikke længe: i det næste øjeblik fløj han til side, som om han var ramt af en murbrækker Viggo løb ham ind med hele sin krop.
Liva havde aldrig set ham sådan før: øjnene var blodskudte, blikket næsten vanvittigt, munden åben, spyt sprøjtede ud, tænderne lyste vildt frem som om han var klar til at bide med det samme.
Før nogen kunne fatte, hvad der skete, stormede Viggo mod den, der holdt Liva, og med et vredt knurren væltede han ham til jorden. På et øjeblik tårnede han sig over ham som et bjerg formet af vrede, på fire ben.
Den anden fyr, i panik, kravlede tilbage til SUV’en, kastede sig ind på sædet, smækkede døren og trådte straks på speederen bilen brølede og forsvandt i mørket.
Liva tog telefonen frem, stoppede optagelsen og ringede straks til politiet.
Imens lå den første angriber stadig på jorden under den rasende hunds vægt, dækket af hundespytt op til halsen, skælvende af frygt. De ankommende betjente fandt præcis denne scene.
Nok nu, Viggo, det er godt, sagde Liva roligt og greb blidt fat i halsbåndet. Fy! Lad være med at blive kvalt af det ækle. Lad ham gå, så han kan tørre sine bukser.
Betjentene tog manden under armene og førte ham væk, og ja der var våde pletter, der stod frem på hans bukser
Liva, der stadig holdt hunden, gik på knæ, med den ene hånd kærtegnede hun Viggos hvidende snude, og med den anden omfavnede hun Lykke, som stadig skælvede og klynkede, mens hun så op på hende, som om hun spurgte: Er vi i sikkerhed nu?
Din ejer sagde, at du ikke engang kan knurre bøjede hun sig tættere på Viggo og tilføjede blidt: Men det kan du jo godt Tak, min helt!
Oktoberaftenerne blev køligere. En sådan aften gik Liva igen ud med Lykke til området men Viggo var ingen steder. Lykke, som altid, gøede muntert og højt, men der kom intet svar. Da de nåede til Grethe Pedersens hus, stod en ambulance ved porten. Bedstemoren blev båret ud på en båre.
Hun er blevet meget syg, forklarede nabofruen, som stod i nærheden. Hun har hostet i dagevis og kunne næsten ikke gå. Så i dag hører jeg Viggo hyle som en gal. Og han er ellers en stille hund kun sådan, uden grund, gør han aldrig. Jeg skyndte mig derover og så, at kvinden var bevidstløs og brændte af feber Jeg ringede straks efter ambulancen. Håber hun kommer på benene igen!
Alt bliver godt. Jeg besøger hende i morgen, sagde Liva.
Gud give, at det går sådan Men med hunden ved jeg ikke, hvad der skal ske. Jeg har også en han to af den slags ville ikke kunne leve sammen
Vi tager ham med hjem. Der er ikke meget plads, men jeg taler med mine forældre de siger ikke nej.
Viggo, da han kom til sit nye hjem, glædede sig naturligvis over Lykkes selskab, men sorgen forlod ham ikke. Hver gang Liva kom hjem fra hospitalet efter at have besøgt Grethe Pedersen, løb hunden hen til døren og så håbefuldt ind i hendes øjne ventede på måske at høre: Kom, han venter på dig!
Bedstemoderen tilstand forbedredes gradvist, og en dag medbragte Liva en tablet til hende. Fra da af kunne Viggo regelmæssigt møde hende via videoopkald. Først snusede han kun til skærmen, så viftede han med halen, og derefter lagde han sig foran kameraet og stirrede ubevægeligt. Grethe Pedersen lo, strøg med fingeren i luften, som om hun klappede hundens nakke. Begges hjerter blev lettere.
Et par dage senere kom Grethe Pedersens søn. Han spurgte Liva om alt, takkede for hjælpen og sagde:
Vi har besluttet at tage mor hjem til os. Jeg kan ikke lade hende være alene længere. Men der er ingen plads til Viggo. En tre-værelses lejlighed, vi er fem, nu også mor Der er simpelthen ikke plads til en hund.
Du behøver ikke bekymre dig. Han er allerede hos os, mine forældre er også gået med til det. Tag bare tabletten med lad video-forbindelsen blive. Det er sjovere for både Viggo og bedstemoderen på den måde
Efteråret hviskede under fødderne, øste regn ud over verden og kildrede vinduerne med vinden. På den brede vindueskarm, indhyllet i et tæppe, sad Liva og kiggede ud mod området. Ved siden af hende på gulvet lå to hunde, med snuderne mod hinanden.
En historie sluttede. Men i det fjerne, hinsides regnen og horisonten begyndte en ny. En hvor der var plads til hjemmet, varmen og et trofast knurren, der sagde mere end ord.
