Dagen, hvor sneen faldt
Leif Madsen sad på bænken i gården og smilede mildt, som om han havde alverdens tid.
Fra den lavthængende, tunge, blygrå vinterhimmel dalede sneen for første gang i de to kolde måneder, gavmildt, som kun den danske vinter kan give. Snefnuggene dansede nedad, men hvirvlede så rundt, når vinden greb fat i dem, kastede dem til siden, ja endda opad, som om tyngdekraften for en stund var blevet glemt.
Sne lagde sig som et blødt, gråt tørklæde af uld over hans hat, ned over skuldrene et tørklæde, ikke ulig det hans mormor i Skjern altid havde haft om vinteren, bare lidt lysere i farven. Når lille Lasse hans barndomsnavn lå syg, lagde hun det varmende sjal rundt om ham, serverede te med hindbær og læste danske eventyr om trolde og helte. I de eventyr endte det altid godt; kærligheden sejrede, de onde måtte trække sig væk, og Leif kunne trygt glide ind i søvnen i mormors varme stue…
Leif løftede nu langsomt hænderne fra lårene, bøjede hovedet og iagttog snefnuggene, der smeltede på hans varme, uldne handsker. Hvert fnug var unikt som livet selv.
Et lille smil gled over hans ansigt igen. Han børstede sneen af de grå moustacher og slog kraven op. Det uldne mormortørklæde gled ned fra skuldrene og forsvandt i sneen som hundrede små silkesnore.
Leif Madsen? Er det dig? Ud af snefoget dukkede et ungt, rødmossede ansigt frem glattbarberet og kønt, det lille ar på kinden kun tilføjede karakter. Hvorfor sidder du her? Det sner for alvor nu, du er helt dækket til!
En luffeklædt hånd rakte frem og begyndte at børste sneen af Leif.
Ja, Line, det sner… Og endelig da! Gud, han blev alligevel mild. Se nu, hvor landet dækkes. Men bliv du ikke her, jeg sidder bare lidt og trækker luft, sagde Leif venligt.
Han klappede Line, nabodrengen, let på hånden og så ud over gården.
Men du kan da ikke bare blive siddende! Fru Kirsten venter på dig hjemme, hun er vist ved at blive bekymret! Tænk hvis du bliver forkølet, det går altså ikke. Kom nu, hun har lavet te og stegt frikadeller, du må da ind, insisterede Line tålmodigt og hev lidt i Leifs ærme.
Nej, Kåre, vent nu et øjeblik! Leif var bestemt, Alt går jo så stærkt, I unge løber rundt, som om al sneen skal samles op på én dag Se dig omkring, han nikkede ud mod gården, hvor biler stod begravet under sneen.
Godt, jeg sidder med, så! Kåre smed handskerne på bænken, satte sig ovenpå dem, krydsede benene og lagde armene over brystet for varmen. Jeg kigger hvad er det, der er så spændende herude?
Gården var, som gårde er: smal, tæt, en lokal kat Frida jamrede henne ved kældertrappen. Alle fodrede Frida, men ingen tog hende med hjem til det var hun for egenrådig.
En lille pige i flyverdragt slæbte en slæde mod bakken, mens hendes mor, utålmodig, frøs under halvtaget ved opgangen. Hun ville hjem, men pigen protesterede sneen var jo lige faldet!
Kåre sukkede og så på Leif.
Hvorfor sidder du egentlig og smiler så meget? spurgte han.
Leif, revet ud af sine tanker, blev et øjeblik forlegen.
Jeg? Åh Jeg er bare glad. Meget glad. Selv om jeg ikke har nogen at dele det med, er jeg faktisk lykkelig, sagde Leif og indåndede dybt den kolde luft.
Hvad? Hvordan kan man være glad, når man er alene? Men fru Kirsten kom nu, hun vil så gerne høre. Snart hoster du, hvis du bliver siddende her! Kåre prøvede igen, men Leif rystede på hovedet.
Nej! Kirsten skal ikke vide noget, det ville gøre hende ondt! Så gå bare, jeg har det godt.
Leif løftede ansigtet mod sneen, der dansede på hans næse og smeltede til små tårer, som gled ned ad hans kind.
Så del det med mig, Leif! Jeg kan da se, du har lyst… sagde Kåre nysgerrigt. Det var ikke fordi Leif søgte en fortrolig han havde for længst vænnet sig til at leve i sin egen skuffe men Kåre var for nysgerrig til at slippe det.
Måske kunne du fortsætte med at smile under tag? Mine sko er faktisk ved at være stivfrosne! Eller hvad med en kop te på Café Europa rundt om hjørnet? Jeg ringer til Kirsten, så hun ikke bliver bekymret. Lyder det ikke godt, Leif?
Nej, jeg bliver her, fastholdt Leif. Men gå du bare hjem.
Niks, så bliver jeg også, sagde Kåre og kastede en snebold efter lygtepælen.
Jeg har fået et lille barnebarn, sagde Leif pludselig, tættere på hvisken, og blinkede. Tænk, Kåre, et barnebarn! Helt uvirkeligt. Hun er lille og smuk! Se jeg har billede! Leif famlede efter sin smartphone, bladrede stresset blandt billederne, indtil han fandt ét, og rakte det triumferende frem.
Kåre kiggede på det utydelige billede af et spædbarn. Han havde hørt, at alle nyfødte så lidt mærkelige ud røde, krøllede, som gamle mænd. Hvordan kunne De tale om skønhed?
Babyen på billedet sov, lille knytnæve op mod kinden og en stribet hue på hovedet.
Jo, han han er sød, mumlede Kåre.
Hun! Det er en pige, mit barnebarn! Leif blev næsten irriteret. Se nu ordentligt! Kig på næsen og kinderne!
Jo, nu kan jeg godt se det… Tillykke, Leif! klappede Kåre sig på låret. Men hvorfor må Kirsten ikke også glæde sig? Det er vel også hendes barnebarn?
Nej, intet med hende at gøre. Det her… det er mit! Noget helt andet, Kåre, noget hendes, Leif rejste sig, slog ud med armene, sneen faldt af hans skuldre, og hatten hang slapt.
Hvordan det? Kåre så forvirret på ham.
Hør, Kåre, jeg har været en… romantiker, kan man vel kalde det. Mødte mange kvinder. De elskede mig, men når jeg trak mig, forvandlede kærlighed sig til had. Naturligvis. Hver især har nu fået sig en familie, og det glædede mig. Men jeg har aldrig haft børn selv, ikke før Palle kom men det føltes som om, jeg måske havde andre børn derude Du forstår? Jeg har ønsket at høre, at et eller andet sted lever mit barn. Og nu, nu har jeg et barnebarn. Jeg må møde hende, hjælpe dem. Ja, jeg SKAL!
Hvilket hospital? Ved du, hvem moderen er? spurgte Kåre.
Nej, jeg må finde ud af det. Hjælp mig, ring op fra min mobil! sagde Leif og stak telefonen i hånden på Kåre.
Kåre stod forvirret. Mærkelige tanker om barnebørn, børn derude han havde altid troet, at Leif var medlem af afdelingsbestyrelsen, en der holdt foredrag om skadedyrsbekæmpelse. En blid mand, altid under Kirstens kommando. Nu dette?
Men Kirsten havde vundet ham til sig, bundet ham tæt uden skæld og højlydt debat, men med varme og forståelse. Hun havde gjort ham til en bedre mand og det vidste Leif godt. Han levede for hende nu. Men tanken om datteren hvorfor føltes det så dragende?
Kåre tastede telefonnummeret, skelede til Leif:
Hvad hedder hun? Navnet?
Leif trak på skuldrene. Navnet var væk. For mange at holde styr på…
Hej. Undskyld, du bliver kontaktet fra Leif Madsens kontor, hostede Kåre ind i røret, hvad? Ja, jeg skal tale lavere…
Hvem er du? Hvad vil du? lød en kvindestemme dæmpet.
Jeg…? Må jeg give… Leif, kan du ikke selv…? Kåre rakte forsigtigt telefonen til Leif.
Undskyld, min pige, jeg ved ikke, hvem du er din mor fortalte mig aldrig om dig men jeg er så glad for, du findes! Og at du nu har fået en datter mit barnebarn! Jeg har altid følt, der var…
Stop lige! Hvem er du? Hvilken far? Er det her en dårlig spøg? Nå, du var ham, jeg ved en fejl sendte et billede til… og du ved ikke engang mit navn? Drop det, gamling, og ring aldrig igen.
Samtalen blev afbrudt, og Leif fandt aldrig ud af, hvad hun hed den pige, der havde født sit “ikke-barnebarn”.
Kåre så chokeret på Leif, hvis ansigt blev pludselig ældre, og sneen standsede, himlen åbnede sig i et kulsort gab. Hatten var nu gennemblødt og hang trist.
Tag det nu ikke tungt, Leif Sådan går det jo nogle gange, hviskede Kåre. Han var klar til at smutte ind og få et varmt bad, men Leif stod der endnu.
Tror du, jeg er ked af det? Nej, Kåre, hun er bare vred. Men hun ringer igen! Tænk, hvor babyen ligner mig! mumlede Leif, mere til sig selv end ham.
Kåre nikkede tavst, blikket fjernt.
… Kirsten tog venligt imod Leifs våde frakke og hat.
Hvor har du været, Leif? Jeg var bekymret! spurgte hun.
Jeg gik bare en tur, min kære. Sikke et vejr! svarede Leif og tog hende om livet, dansede med hende et par skridt, inden han snublede over en våd paraply. Skøn aften, skøn!
Kirsten trak på skuldrene. Sne eller sne det gav bare mere besvær med at gå ud og handle…
Inden han lagde sig, så Leif atter på billedet. Et nyt lille menneske var blevet født på selveste første snevejrsdag i den danske vinter. Sådan et barn må få lykken med sig, tænkte han. Ikke hans men dog menneskets. Vi stammer jo alle fra Adam og Eva, vi er allesammen i familie.
Med de trøstende tanker faldt Leif i søvn, mens Kirsten længe vendte sig, søgte varme hos sin mand.
Gråt hår og nye nykker… sukkede hun og lukkede endelig øjnene.
Udenfor begyndte sneen igen, denne gang endnu tungere for at give det spæde liv et eventyrligt, hvidt København at vågne op i.
