Kagen
Tillykke med fødselsdagen! starten på sangen lød nærmest genert i det store selskab, men efterhånden blev stemmerne fyldigere og mere selvsikre. Tillykke med fødselsdagen! Tillykke med fødselsdagen, kære Kasper! Tillykke med fødselsdagen!
Alle øjne hvilede på døren, hvorfra Anna snart skulle træde ind med kagen. Lyset var allerede slukket, og forventningens glæde summede i stuen. Pausen trak ud. Nogle begyndte at fnise nervøst, andre stemte i på fødselsdagssangen endnu en gang.
Hvad pokker sker der? Margit, Kaspers mor, rynkede brynene og forsøgte at forcere sig frem til døren.
Der var mange gæster. Selvfølgelig var der det! Familien var inviteret, kollegaerne fra Kaspers firma, vennerne fra barndommen og fra universitetet. Trediverne bliver kun fejret én gang, og Kasper fyldte hele femogtredive. Uanset hvor meget han havde protesteret, havde Margit insisteret på et stort gilde.
Du er for længst voksen! Du skal huske, at folk omkring dig betyder noget. Netværk er vigtigt, søn! Det her handler ikke kun om fest det er også en mulighed for at tale med de rigtige mennesker.
Årh mor, lad nu være! Du kan jo bare godt lide at vise mig frem, ikke? Kasper grinede og så, hvordan hans mor puffede utilfreds. Okay, så. Jeg giver dig din fest. Du kan rose din dejlige søn, og bagefter tager Anna og jeg på ferie! Væk fra alt det her netværkshalløj!
Ferie? Lige nu? Hvad så med dit arbejde? I er jo lige kommet hjem fra bryllupsrejse!
Mor, for pokker! den lange, ranglede Kasper bøjede sig ned og krammede sin mor. Har du glemt, jeg bestemmer selv? Jeg er voksen, ikke?
Jaja Margit havde opgivet og tog imod et kys på kinden.
Fantastisk! Du er klog, mor, det har jeg altid ment.
Ville bare ønske, du havde fundet dig en lige så klog kone
Mor?
Hvad?!
Nu begynder vi igen. Kan du huske, vi blev enige om, at du skulle respektere mit valg?
Ja
Godt. Så er den sag lukket! Jeg har verdens bedste mor! Og verdens bedste kone! Det er to ting, mor men sammen står de lige så stærkt. Hvis du og Anna begynder at skændes, hvem får det så svært? Præcis mig! Så fred nu, okay? Du ved jo, hvor meget jeg elsker Anna. Hun er alt, hvad du ønskede dig. Hun er klog. Veluddannet. Kommer fra en god familie. Der var medgift, som du mente var vigtigt. Jeg huskede alle dine krav, ikke? Kan du huske, da du sagde, jeg skulle droppe Maria alt det der nævnte du.
Jeg havde jo ret om Maria! Hun var kun ude på en adresse og dine penge! Aldrig elsket dig!
Mor, stop nu. Det er fortid. Maria er lykkelig gift, og jeg er glad på hendes vegne. Ville det have været bedre, hvis vi var blevet sammen og lært at hade hinanden i stilhed?
Hun var dig utro, Kasper!
Og hvad så? Vi var nærmest allerede gået fra hinanden. Du blev ved med at sige, at hun ikke var noget for mig. Men det havde du misforstået. Vi var for unge og forskellige; vi blev drevet mere af forelskelse end egentlig kærlighed. Var det nødvendigt at blande sig så meget? Hvad kom der godt ud af det?
Du blev fri.
Hvilken pris? Kan du så ikke huske? Alle de år, jeg mistede betyder det ingenting? Mor, jeg er ikke en robot! Jeg ved godt, at ingen pige kan leve op til dig, så ingen vinder i dine øjne. Men ved du hvad?
Hvad da?
Jeg har lært noget vigtigt. Du elsker mig og jeg elsker dig. Det skal gå begge veje. Men hvis det kun er gør som jeg siger, så er du elsket, så mister jeg interessen. Det gør ikke mig gladere, og det gør slet ikke Anna noget. Så kvæl mig ikke, mor. Så går det nok. Og, forresten nøglerne.
Hvilke nøgler?
Til min lejlighed. Kan jeg få dem tilbage, tak?
Jamen altså! Margit var oprigtigt forarget. Hvorfor må jeg ikke have en nøgle? I tager jo af sted, hvem fodrer så din kat og vander dine planter?
Mor, hvilke planter? Jeg har én slatten kaktus, og katten skal bo hos Annas forældre, for den er blevet helt forelsket i hendes far. Han tager sig gladeligt af ham to uger.
Kasper, du har virkelig forandret dig
Måske er det på tide, mor. Hvad diskuterer vi overhovedet? Giv mig bare nøglerne, så kan jeg køre. Anna har arbejdet flere dage bare for at lave den kage! Du ved, hvor grundig hun er.
Hvis ikke hun var så grundig, havde hun jo aldrig haft sit eget konditori!
Mor, du er et mirakel! Var det et kompliment til Anna?
Skrid nu, sludrechatol! Margit puffede kærligt til sin søn i øret. Nøglerne hænger på knagen i entreen. Og Kasper?
Ja? Kasper vendte sig i døren.
Du har lidt ret Jeg lyder som en gammel kælling, ikke? Margits øjne var blanke. Hvis jeg bliver sådan, så kør mig ud i skoven med det samme!
To store skridt, og Kasper havde sin mor i favnen.
Gå roligt, mor! Du er langt fra gammel! Og der er så meget foran dig: børnebørn, oldebørn, Anna og mig… Hvem skal holde opsyn, hvis ikke dig? Vi ville da gå helt i hundene! Så, stop nu. Jeg tager af sted Anna venter på mig.
Hvorfor kører hun ikke selv? Hvor er hendes bil?
Den har hun lånt ud til sin kusine for en tid. Ole, hendes mand, solgte sin gamle bil, og de har ikke nået at købe ny, og deres datter skal til øjenlæge og alt det der. Anna tager altid bussen hjem fra bageriet alligevel, så jeg henter hende.
Oles datter er syg?
Hun ser dårligt. De undersøger endnu hun er kun fem og er begyndt at klage over synet, så Oles kone tuller rundt med hende på hospitalet. Det er bedst at få det tjekket.
Rigtigt! Så lille og allerede problemer Stakkels pige.
Mor, hende så du altså til vores bryllup! Det er en tornado med krudt i! Hun skal nok klare sig. Vi hjælper, hvis det bliver nødvendigt. Sundhedsvæsenet er jo ikke ringere her end andre steder. Nå, nu går jeg altså. Vi ses!
Den samtale sled på Margit. Hvorfor kunne hun aldrig styre det skarpe, ufiltrerede sprog? Hun kunne aldrig tie stille! Ikke som barn, ikke med manden heller. Hun havde da altid haft humor til at redde sig ud af de værste situationer. Allerede som barn kunne Margit finde på noget, der fik alle til at bryde ud i grin. Da hun blev gift, blev hun bedre til at tøjle sig. Skænderierne sled på hende hun brød sig ikke om at skændes.
Nu kendte hun knap sig selv. Hvad blev der af hende? Hun havde lavet rigeligt rod før i tiden!
Første svigerdatter, Maria, havde Margit aldrig brudt sig om. Til brylluppet græd hun nærmest som til en begravelse, og hverken manden eller hendes egen mor kunne trøste hende.
Margit, det er glæde, ikke sorg! Hvad laver du?! hendes mand blev irriteret.
Men Margit hørte ham ikke. Verden var væltet sammen!
Kasper hendes egen Kasper! Kun treogtyve og nu gift, ovenikøbet med den pige! Smuk, bestemt men hvad mere? Ikke klog, ikke hjertelig. Og værst, Margit frygtede tanken om, at denne fremmede skulle føde hendes børnebørn
Hun fortrød bittert senere. Margit tænkte, det næsten var hendes skyld, at Maria ikke blev mor med Kasper.
Margit, sådan må du ikke tænke! hendes mors stemme hviskede. Sygdommen havde gjort hende skrøbelig, men ordene ville frem. Al den her vrede kommer tilbage til dig. Du skal lade det ligge, Margit!
Men jeg ønsker hende jo ikke ondt! Margit gik rastløs frem og tilbage.
Nej, men du kunne jo skåne din søn. Han er bundet til hende nu mere end dig. Det skal du ikke tage ilde op. Det er sådan, det skal være. Du må ikke blande dig for meget…
Jeg blander mig ikke! Hun elsker ham ikke! Kan du ikke se det? Om et år skilles de, og så har han bare spildt tiden.
Hvis det er hans eget valg, så er det hans. Men hvis det er dit hvem ved, hvad det kan skade
Mor, kan du ikke hellere ligge lidt? Jeg laver suppe, du trænger til hvile
Sikke meget Margit ville have givet for at høre resten af sin mors ord. For sent Det tabte kan man ikke hente igen.
Havde hun dog bare lyttet dengang, var alt måske gået anderledes. Kasper havde ikke spildt ti år, og Margit havde nok været bedstemor for længst…
Nu var hun igen vred, lod tankerne køre i ring. Hun havde ondt af Maria, da hun lå på sygehuset efter aborten men hun kunne ikke vise det. Da Maria vendte hende ryggen og ikke sagde noget, blev Margit bare vredere. Nu er du tilfreds? Det var som du ville have det ikke sandt? havde Maria sagt. Margit skældte hende ud og gik vredt derfra.
Nu vidste hun skylden var hendes egen. Maria havde haft lidt ret. Hvis der ikke havde været al den konflikt, så havde tingene været anderledes. Men det værste var nu ikke engang det. Det var den dag nogle år senere, hvor hun mødte Maria igen, og Maria bare smilede venligt til hende, mens hun rettede på regnslaget over en lille dreng; uden nag, som om ingenting var hændt. Hvordan kunne hun? Margit ville aldrig have kunnet tilgive på den måde. Hun havde næret og plejet sin vrede. Men Maria havde sluppet det hele og levede videre. Fik et barn, nød solen og smilede. Hvor fik hun styrken fra? Samme styrke som Margits egen mor.
Margit var ikke i stand til så meget tilgivelse Hun havde kun en evig uro for Kasper hvordan klarede han sig? På overfladen gik alt fantastisk. Egne firma, lejlighed, nu Anna. Anna var faktisk sød nok, Margit måtte give ham ret. God familie, ovenikøbet læger.
Margit blev bare lidt forbløffet, da hun hørte, at Annas forældre faktisk bakkede hende op, da Anna brød helt med familie-traditionen.
Men hvorfor? I er jo en lægefamilie! Margit undrede sig, og Annas mor grinede.
Vi er da ikke et kongehus! Hun skal ikke krones til noget. Lad hende leve sit eget liv vores job er bare at bakke hende op!
Bage kager? Er det overhovedet rigtigt arbejde? Kan man sammenligne det?
Nej, men jeg kan redde små børn i min klinik men jeg kunne aldrig bage en Napoleon-kage som Anna. Og hun er genial med tal! Vidste du, hun har styr på hele familiens budget? Hun lagde alt på plads allerede på første år på universitetet. Vi måtte ikke engang tage lån til hendes konditori. Vi solgte bare garagen for at hjælpe med lejemålet, og det ønskede vi alligevel at komme af med. Sådan er vi forskellige, ja! Synes du ikke?
Jeg synes det er mærkeligt. At være læge er jo mere rigtigt. Men Anna kan stadig nå at fortryde.
Så siger jeg det samme: Go for it, skat! Vi hjælper dig. Anna er vores eneste barn hvad skulle vi ellers leve for?
Margit havde bare rystet på hovedet. Et barn kan da ikke altid have ret! Det er jo forkert.
Anna var ret ligeglad med svigermors bekymringer. Dét havde hun travlt med. Den aften havde hendes far fundet det helt rigtige sted, og Anna gik i gang med sin første bagerforretning.
Margit kunne ikke lide det. Kasper tjente da godt, hvad skulle Anna så med alt det slæb og besvær? Ville det ikke være bedre, at Anna gik hjemme og tog sig af mand og måske allerede var blevet gravid? Men Anna lyttede ikke. Kasper købte ovenikøbet maskiner til hendes butik, og Margit var vidne til ren lyksalighed, da hun pakkede dem ud. Hvordan ville hun blive som mor?! Margit følte sig til overs Ingen brug for svigermor, når ens egen mor står lige ved siden af. Hun frygtede at blive glemt
Det var svært at slippe den sårhed. Så snart Anna trådte forkert, blev Margit fornærmet, som om hun næsten ledte efter fejl.
Nu! Hvor blev hun af? Hvor lang tid kunne det tage? Tænde et par lys det tager da ikke flere minutter, men Anna var væk.
Margit maste sig gennem den forsamlede flok af grinende gæster, der begyndte at spørge om, hvor kagen blev af, og stormede ud i køkkenet.
Anna! Hvad sker h…?
Synet der mødte hende var chokerende! Kagen, som Anna havde kæmpet med i timevis og nægtet at lade andre komme i nærheden af, var komplet ødelagt. Et stort krater i siden afslørede lagene indeni let rosa, steder nærmest bordeaux og mørk chokolade. Margit forstod straks, at Anna havde valgt hendes yndlings Schwarzwälder. Kasper kunne spise det hele, men Margit vidste, at Anna havde ønsket at glæde svigermor netop denne dag.
Det var ekstra ærgerligt, fordi det netop var hendes yndlings, der var gået galt. Og hvem havde lavet balladen? Lise, Oles datter. Den samme pige, som Anna havde lånt bilen ud for.
Lise stod med armene i vejret og hænderne fulde af creme, øjnene store bag de nye briller, og så så skræmt ud, at Margit fik ondt af hende.
Hvad er der sket? Lise, var det dig? Hvordan kunne det ske? Hvorfor var du overhovedet alene herinde? Margit søgte Anna i rummet, forfærdet. Anna! Hvad laver du?
Anna sad sammenkrøbet foran kagebordet og tudede med mascaraen løbende ned ad kinderne.
Margit anede ikke, hvor det kom fra, men synet af den ulykkelige svigerdatter, knust over at hendes anstrengelser var smadret, rørte hende helt ind i hjertet. Uden at tøve hjalp hun hende op, holdt om hende og beroligede hende med venlige ord.
Åååh, lille skat! Rolig nu. Vi kan sagtens fixe det. Det er jo bare en kage, okay? Det er småting! Lad være med at påkalde ulykker lad os løse problemet. Kom nu, tag en dyb indånding.
De velkendte, bløde stemmer fra Margit fik Anna til at falde til ro.
Men hvordan? Anna snøftede og slog ud med hænderne hvad kan man gøre?
Lise, hvordan skete det?
Elisabeth så ned i gulvet og brummede.
Ved ikke.
Dine hænder er fulde af creme! Hvordan kan du ikke vide det?
Lise nægtede at svare.
Det var ikke hende!
En stemme lød pludseligt nedefra, så Margit fik et chok og hævede sin lange nederdel. Det var Kasper og Annas seksårige nevø, Mads.
Margit, ikke skælde ud på Lise! Det var mig, der ødelagde kagen! Men jeg kunne ikke lade være! Den så så lækker ud, og jeg ville bare smage en!
Hvordan ved du, den er lækker? Anna smilede gennem tårerne til den lille rod.
Jeg slikkede bare på mine fingre
Der var så meget barnlig ægthed i bekendelsen, at først Anna, så Margit ikke kunne lade være at grine al ærgrelsen smeltede væk. Først da Oles kone trådte ind i køkkenet, blev de bragt tilbage til virkeligheden.
Anna, du… hvad pokker er der sket?!
Snart gik alle i gang. Margit skar den uskadte del af kagen ud, Anna lagde det op på fade med et stearinlys i hvert stykke. Oles kone fik vasket børnene og sendte dem tilbage til stuen.
Har du en plan?
Jada! Margit foreslog den, jeg ville ikke selv have tænkt på det!
Anna, hvis du en dag vil begynde at kalde mig mor i stedet for Margit, så gør det bare. Jeg forstår godt, det tager tid, men jeg håber da.
Anna og Oles kone udvekslede et smugkig og blev tavse. Margit lagde det sidste stykke op til sig selv og sagde:
Så er vi klar!
Inden længe havde alle gæster fået kage med lys, lyset blev igen slukket, og de små flammer glimtede i hele lokalet.
Som regel puster fødselaren lysene ud, men i dag gør vi det anderledes. Alle må blæse på et lys og ønske Kasper lykke og så må man ønske noget for sig selv eller en anden. Men tænk jer godt om inden I puster, for ønsker kan godt gå i opfyldelse! Margit smilede og pustede sit lys ud.
Et år senere trampede Margit utålmodigt op og ned foran fødegangen.
Ja, så ønsk bare! Jeg sagde jo, det var alvor! Godt gået, Margit!
Annas forældre stod og grinede af hende.
Fotografen løb op ad trappen, knipsede billeder af Annas forældre, Margit på trappens øverste trin, Lise og Mads hånd i hånd og dem alle sammen, som var kommet for at fejre Anna og Kaspers lille ny.
Anna trådte ud i solen, lukkede øjnene et øjeblik med sin søn i armene og sagde med et stort smil:
Hej allesammen! Se, her er vi! Sig pænt goddag til Mikael Kasper! Hvem vil hilse på barnebarnet først?
Margit tog tøvende et skridt frem og så spørgende på Annas forældre, men de nikkede varmt.
Må jeg? hun rakte nærmest forsigtigt hænderne ud, og Anna løftede et øjenbryn og smilede.
Mor Margit! Ikke være så nervøs. Tag dig sammen! Hold godt fast det her er vores fremtid! Sådan! Det blev da helt rigtigt.
Ja Margit løftede forsigtigt hjørnet af det lille tæppe og blev stående ganske stille af lykke.
