Fiskerne
– Gå bare! Og du behøver ikke komme hjem igen! Jeg lukker dig ikke ind!
Britta råbte så det rungede i hele gården, men stemmen blev lidt mere afdæmpet, da Mikkel forsvandt om hjørnet på deres villa.
Bare en smule mere stille det er da noget! At høre på Brittas fulde styrke er nok kun for folk med stærke nerver.
Mikkel havde en kone, sådan… Ja, hvad skal man sige, en verdensklasse kvinde! Former så man næsten burde ringe Folkeregisteret og få dem på listen, og et hjerte så stort at det faktisk til tider næsten blev for meget. Helt igennem en ordentlig dansk kone.
Der var dog lige det, at Britta på det seneste slet ikke følte sig som nogen kone.
Nuvel hun var ikke hoppet med på woke-bølgen. Nej, så moderne skulle de heller ikke være, velsignede dage.
Men da Mikkel til sin svigermors fødselsdag slog glasset an og proklamerede:
– Nå, piger, skål for jer! Må I for evigt være lige så unge og smukke og glæde vores hjerter og øjne!
…ja, så gik det lige modsat af, hvad han havde regnet med.
Britta, med sine blå øjne fulde af tårer: Så godt kommer du altså aldrig til at sige det! Jeg er bare en kone, hvad? Tror aldrig du nogensinde har sagt kvinde til mig! Og nu fornærmede du også min mor! Hvad er du egentlig for en, Madsen?!
Svigermor forsøgte at tale hende til ro, men uden held.
– Britta, altså, hvor er fornærmelsen henne? Er vi mon mænd, eller hvad? Vi ER kvinder! Og hvad så? Mikkel kaldte os endda piger, det er da mildt og med respekt, du vifter det helt væk!
– Mor, det er ikke det! Han siger ALTID sådan!
– Det gør han da ikke! Jeg har aldrig hørt Mikkel tale grimt om dig! Noget pjat, Britta.
– Lige før! Hvordan kan jeg være kone for ham? Vi har boet i Aarhus i tyve år. To børn, ældste søn læser på Københavns Universitet, datteren også på vej. Skulle han ikke være blevet lidt mere kulturel? Men nej! Piger det bliver det. Halvdelen af mit liv har jeg givet ham, og så…
Britta tudede, svigermor trøstede, og Mikkel var tosset forvirret.
Han kunne da godt se, Britta var blevet lidt sær på det sidste. Hun havde skaffet sig en hund af en art, som ingen dansker med god smag ville indrømme at kende. Dyret hadede både Mikkel og børnene. En lille, rystende mutant med overbid og en stemme så irriterende, at Mikkel havde anskaffet sig ørepropper. Ellers var det ikke til at holde ud at være hjemme.
– Lilli, min søde, er du sulten? nuttede Britta, mens hun klappede hunden.
Sønnen, Jonas, kom hjem i weekenden, grinede så han næsten tabte deres gamle kat, Tykke, på gulvet.
– Hold op, Tykke, får du også dit at slås med. Den der køter skal nok drive alle til vanvid! Mor, du må ikke lade Lilli mobbe min kat! Når jeg flytter i ejerlejlighed, kommer Tykke med!
Men Britta overlod naturligvis straks katteproblem og blev helt hysterisk, da et andet emne kom på banen.
– Hvad? Gift? Jonas! Hvorfor er jeg altid den sidste, der får noget at vide? Har du en kæreste?!
– Nej da, men det kommer nok! Mon ikke snart. Jeg har ikke tænkt mig at gå i kloster.
– Hvad snakker du om? Du skal da passe dit studie!
– Det gør jeg da!
Britta sukkede, børnene fnisede ad Lilli, og kat og hund skævede ondt til hinanden.
Tykke kom i familien Madsen, mens Jonas gik i 9. klasse. Han, der altid har elsket rene skjorter og pudsede sko, stod pludselig på dørtrinnet som et kræ tøj i laser og et blåøje så stort, at Britta straks hentede frosne ærter fra fryseren.
– Mor, helt ærligt, det er bare et blåt øje! Prøv lige at kigge! Han er så lille. Tror du, han overlever?
Den sølle killing tryglede om hjælp med sin lille snude i Brittas hånd. Hvordan skulle hun have kunnet sige nej?
– Hvor har du den fra? Britta svøbte straks killingen i et viskestykke.
– Tog den fra nogle unger. De synes, den skulle lære at svømme.
– Hvad? Britta mistede mælet.
– Ja, jeg fattede det heller ikke. Kom hjem fra skole, ser drengene nede ved søen, undersøger sagen. De var to… Denne nåede jeg at snuppe…
Britta hørte ikke resten. Blev fuldstændig rasende, fór ud, så naboerne sprang for livet. Og et par nysgerrige fulgte efter for at se dramaet.
Skurkene stod stadig ude ved søen, hujede og grinede over slagsmålet tidligere.
Det kom de ikke sovende fra. Mødrene gjorde også et forsøg på at forsvare deres poder, men Britta trumfede dem alle.
– Hvis I ikke opdrager jeres unger, skal hele Vejle nok høre om, hvad de lavede med killingen. Folk tilgiver ikke sådan noget!
Hun kunne få selv de største sladrerøve til at tie.
– Lad nu være med at skræmme os! Det tør du ikke! snerrede en af mødrene.
– Skal vi nu se! smilede Britta, men det var ikke den rare slags smil. Jeg går på skolen og politiet. Dyremishandlere hører ikke til her.
Drengene måtte gå til psykolog, og de gik i en stor bue uden om Jonas længe efter.
Sådan blev familien en killing rigere. Navnet blev valgt under heftig uenighed, lige indtil Britta lo og lagde hånden med den sovende kat.
– Se, hvor roligt han sover. Slet ikke som os andre ballademagere! Bedre vi alle gik til køjs. Godnat! Katten bestemte selv navnet. Helt uden at spørge os.
Sådan blev Tykke Jonas nye bedste ven, efter at have tigget om et dyr i årevis men Britta og Mikkel havde tålmodigt udskudt det, til huset var færdigt.
– Mor, må jeg tage ham med, når jeg flytter på kollegium?
– Nej, min skat, man må ikke have kat på kollegiet. Og vi har ikke råd til at leje en lejlighed. Farmor er jo syg, Annika skal også studere, og huset bliver først færdigt næste år. Men bare rolig, vi passer på ham. Når du er på plads, så tager du ham hjem. Okay?
Det aftalte de.
Jonas flyttede, forældrene byggede huset færdigt i forstaden, og Tykke regerede ubestridt lige indtil Lilli kom.
Efter at Britta slæbte den mærkelige hund med hjem, var Tykke fuldstændig forbløffet. Han betragtede det pillende kræ med hævede knurhår.
Hvad ER det der? lignede bestemt ikke en hund. På spinkle stænger og med et underbid, der kunne slå enhver svensk dyrlæge af pinden.
Han trak sig væk fra Lillis yndlingsplads og overgav endda sin egen katteseng.
– Britta, hvorfor skal vi egentlig have det uhyre? forsøgte Mikkel.
– Mikkel, come on! Alle ordentlige danskere hjælper dyr!
– Ja, ja, men Tykke var ikke nok?
– Du kan da ikke sammenligne! Tykke er en kæmpe kat, der æder os ud af huset og hjem. Lilli er lille og værgeløs. Skulle jeg bare lade hende sidde i internatet?
– Det sagde jeg ikke! Mikkel greb et par lune frikadeller og listede ud.
– Hvor skal du hen?! Britta kneb øjnene sammen.
– På fisketur! Jonas kommer i morgen og har bestilt stegt fisk.
– Du lader bare mig ordne ALT herhjemme, og så skrider du med stangen?
– Jamen mor, hvad med mig? Annika brød ind.
– Tag nu ikke din fars parti! Han stikker af! Gå bare! Og du behøver ikke komme hjem!
Tykke smuttede elegant uden om Lilli, der prøvede at bide ham, og smuttede efter Mikkel. Hellere det end at rode sig ud i endnu mere kaos. Måske blev Britta god igen.
Stien førte til åen, hvor katten slog sig ned ved siden af husbonden, mens han satte madding på linen.
– Nå, er vi så udstødte? Men pyt, hun er god nok, når hun lige falder ned igen. Kvinder, Tykke, de er ligesom vulkaner. Stille-stille, og så… pulver! Men du skal ikke frygte hun elsker dig. Mig? Det er jeg mere usikker på for tiden…
Katten gnubbede sig op ad Mikkel.
– Ja, ja kærlighed og blidhed, det duer. Da jeg mødte Britta, tænkte jeg: Hold da op, hun har temperament! Hun giver aldrig efter for uretfærdighed eller mobberi. Første i slagsmål! Respekt for det. Hjerte med plads til hele verden. Som da min mor lå syg. Britta passede hende, vaskede og græd med hende. Holdt mig væk, tåbelige konflikter forsvandt. Hun fik hende ovenpå og endda på charterferie bare hende og børnene. Vi har aldrig haft så lidt ballade hjemme kun min Britta kunne det!
Tykke spandt og holdt øje med flådet, mens Mikkel filosoferede:
– Og hvor meget hun har holdt ud med børnene! Syge hele tiden især Annika og skoldkopperne. Kunne ikke engang komme ind til hende på hospitalet, men Britta lavede en scene, så selv overlægen undskyldte. Blev straks lukket ind.
Katten nappede i Mikkels bukseben.
– Hey, bid!
En enormgedde flåede i stangen, og Mikkel hev fisken ind på den bro, han selv havde bygget plank for plank.
– Godt! Så er der fisk nok! Flot klaret, Tykke! sagde Mikkel og klappede katten.
Solen gik ned, himlen over åen flammet i lyserødt og gyldent, og Mikkel blev helt betaget.
– Se, Tykke! Den farve… Sådan en kjole havde Britta, dengang jeg så hende første gang. Rosa og yndefuld. Hun gik forbi på Strøget, jeg sagde wow højt og hun vendte sig bare grinende om og spurgte: Og vil du ikke engang kende mit navn? Den dag glemmer jeg aldrig! Annika spurgte for nylig: Far, har mor forandret sig meget? Jeg kigger på Britta og ser stadig pigen i den pink kjole. Hun forandrer sig aldrig for mig… Men hun, den bette, fatter det ikke…
Katten kiggede undrende, snappede halen frem og tilbage.
– Hvad glor du sådan på? Jeg elsker hende jo. Endnu mere end første gang. Men for tiden skændes vi hele tiden. Jeg forstår det ikke…
– Puha, far! Så klog og så alligevel helt uden anelse! lød Annikas stemme i tusmørket, så både kat og Mikkel satte sig til at hoppe i chock.
– Anni!
– Hvad? Du blev da forskrækket!
– Ja, og du går så lydløst! Tykke blev ikke engang bange, mens du sneg dig herned!
– Mor siger I skal komme ind. Maden er klar.
– Først smider hun mig ud, så kalder hun forstå jer kvinder!
– Hvad er der at forstå? Internettet er roden til alt ondt! Mor har kigget for mange blogs og tror hun skal forny sig hele tiden.
– Er det dét, det handler om?
– Selvfølgelig! Hun har læst, at hun er “moden” nu og må ændre hele sit liv. Så det prøver hun.
– Så… Hvad betyder det? Skifter hun mig ud?
– Nej, far! Det ser jeg ikke ske.
– Hvorfor?
– Må du ikke være lidt mere opmærksom på din kone? Har hun været nervøs på det sidste?
– Ja.
– Græder hun og griner om hinanden?
– Yes.
– Har svært ved at komme op om morgenen?
– Spot on! Nu du nævner det, kan jeg ikke huske hvornår vi sidst spiste morgenmad sammen.
– Åh, far… du har været far to gange og fatter stadig ingenting! Annika brød ud i grin og tog katten op. Kom nu, ellers går mor helt amok! Hun vil jo gerne have, du selv regner det ud!
Annika grinede videre, men Mikkel hørte hende knap. Han løb allerede hjem ad stien, hvor de ventede.
Duften af friskbagte boller og varme gryder slog ham i møde fra køkkenet, Brittas blå øjne sprang straks på ham, og Mikkel gik lige hen og omfavnede hende.
– Nå, skat. Hvorfor så nervøs?
– Mikkel, du forstår ingenting! Britta gav slip og knugede ham. Jeg er bange.
– For hvad?
– Er det ikke for sent? Vi er ikke unge mere. Børnene er voksne. Det er jo helt tosset! Folk griner jo.
– Tænk mindre på, hvad folk siger. Man kan ikke putte klæde på alle mundheld! Kan du huske det, du sagde dengang vi blev gift?
– Hvad?
– At man ikke må lukke dårlige ting ind i huset. Gode ting må flytte ind mennesker, drømme, tid. Men dårligt? Det kan bare stå udenfor. Det har aldrig været her, ud over Lilli her.
– Mikkel…
– Nå, nå… Elsker du hende, så er der nok en grund. Jeg joker bare! Mikkel kyssede hende i håret. Hør nu. Hvis nu vi får et barn mere i huset, hvad så? Er det en dårlig ting?
– Nej…
– Netop! Så tør øjnene og hent Annika ellers får hun myg med hjem fra åen!
Kedlen peb på komfuret, Lilli brummede utilfreds under bordet, og Tykke spandt, mens han gned sig mod Annikas hænder.
Lykkens vind susede stille gennem huset og slog sig ned hos dem. Ingen bemærkede det. Kun Tykke drejede øret, da lykken klappede ham, og Lilli stoppede for første gang sit sure brok siden hun flyttede ind.
– Mikkel, her er usædvanligt stille… Britta så sig nervøst omkring og talte alle i huset med øjnene.
– Det varer ikke! smilte Mikkel.
Døren smækkede ude på verandaen, og Britta udbrød:
– Jonas…
– Mor, hvad sker der? Jonas så på både far og søster. Det er jo bare mig! Karlsen kørte forbi på vej fra København, så jeg hoppede med. Ellers var jeg først kommet i morgen. Men hvorfor glor I sådan?
– Hvad, Jonas?
– Ja, mærkelige…
Annika trak Jonas i øret, hviskede noget, så han lyste op.
– Er det rigtigt? Hold nu op, forældre!
– Jonas, vi…
– Mor, du skal ikke forklare dig! Babyer er altid en god nyhed!
– Virkelig? Britta snøftede, men nåede ikke at tude færdig.
Tykke smuttede listigt hen til Lilli, nappede hende i bagbenet i hævn for alt, og styrtede op i vindueskarmen for at se på balladen Lilli gøede vildt, Britta forsøgte at fange hende, og Jonas og Annika skrattede af grin. Selv Mikkel kom i gang med at grine. Ingen anede, det blot var afledning.
Kun Mikkel rakte armen ud, klappede Tykke bag øret.
– Tak!
Og morgengryet kom, før nogen vidste af det. To skikkelser listede ud til broen, satte sig tæt skulder mod skulder. Og lyttede til stilheden.
– Hør, Tykke hviskede Mikkel, mens flådet dansede tror du, vi klarer den?
Katten svarede ikke. Slog med halen og spidsede ørerne, da solens første stråle ramte åen og gjorde dagen guld.
Underlige, de mennesker. Virkelig. Behøver man stille et spørgsmål, hvis svaret allerede er givet?
