Søren, lad os aflevere Lærke på børnehjemmet!
Er du skør? Hvad mener du med aflevere? spurgte Mette forbløffet, mens hun så på sin mand.
Ja, sådan skal vi gøre! svarede hun og kastede sit krøllede hår tilbage. Vi får snart vores eget barn, så hvorfor beholde en andens?
Mette! Det er netop fordi Gud har velsignet os for at have hjulpet den lille forældreløse pige med at finde et hjem! Du insisterede på at adoptere hende!
Jeg havde aldrig håbet på et eget barn men jeg har altid ønsket en familie med børn. Hvad er en familie uden børn?
Den femårige Lærke stod i døråbningen til forældrenes soveværelse, uvirkelig af alt, hvad hun havde hørt. Hun var ikke længere deres? De ville have hende tilbage til børnehjemmet?
Tårerne strømmede. Hun havde glædet sig så meget til at få en lillebror eller lille søster Og nu gik den glæde i vasken, for med den nye baby ville Lærke miste sine forældre!
Som om hun fornemmede noget, rejste Søren sig fra sengen og gik mod døren. Bag den stod den grædende Lærke.
Far, er jeg ikke jeres? spurgte hun med store øjne, fyldt med frygt.
Du, min sol! greb han sin datter og løftede hende. Selvfølgelig er du vores!
Men I sagde, at I ville sende mig tilbage til børnehjemmet! Så er jeg ikke jeres? stak hun ud, mens hun tørrede sine tårer.
Ja, vi har taget dig ind i vores hjem, men det betyder ikke, at du ikke er en del af familien! Vi elsker dig! Det er bare hormonernes larm omkring den kommende baby Lad mig lægge dig i seng!
***
Jeg går væk fra dig, og du vil aldrig se barnet igen! råbte Mette. Jeg vil have en normal familie! Uden fremmede!
Mette, ro dig ned! Vi har ingen fremmede i vores familie! forsøgte Søren at berolige hende. Lærke er også vores datter!
Jeg har ikke født hende! Hun er ikke min! skreg Mette, mens hun blev mere rasende. Vælg: mig eller hende!
Søren pakkede Lærkes ting.
Bo hos din bedstemor et stykke tid, så mor ikke får så meget stress, sagde han til sin datter. Når den lille kommer, får mor ro på, og så henter vi dig. Okay?
Lærke nikkede.
Hun ville gøre hvad som helst for ikke at vende tilbage til børnehjemmet. Desuden elskede hun sin bedstemor, Ida Nielsen, som altid havde et stykke kage eller en lille bolle klar.
Bedstemoder, hvis mor vil aflevere mig på børnehjemmet, må jeg så bo hos dig i stedet? spurgte Lærke ved døren.
Ida så strengt på sin søn, som stod ved siden af hende, og smilede nervøst:
Mette har hormoner på overarbejde!
Selvfølgelig, min prinsesse! sagde Ida, mens hun hjalp Lærke med at tage tøj på. Men din mor vil aldrig give dig væk du er hendes datter! Hun siger det bare i stressens hede.
***
To måneder gik, og Lærke boede hos sin bedstemor. Søren kom sjældnere, fanget mellem sit arbejde og sygehuset, hvor Mette lå under observation.
En morgen, mens Ida lavede morgenmad, så Lærke bilerne udenfor. Da hun så farens bil, råbte hun jubelt:
Far!
Så tidligt? spurgte Ida med et løftet øjenbryn.
Søren var sjældent hjemme før frokost. Ida fornemmede, at noget gik galt, og bad sin barnebarn blive i køkkenet, mens hun gik ud for at møde sin søn.
Mette gik bort i nat. Hun gik i fødsel, men det gik galt Både mor og barnet sagde Søren træt, da han sank ned i en lænestol i entreen.
De tre sad ved køkkenbordet, glemte de kolde kopper te.
Mor, jeg tager Lærke med hjem. Det er på tide, at hun vender tilbage.
Hvis du vil, kan jeg bo hos jer midlertidigt, spurgte Ida.
Tak, mor
***
Lærke betragtede spændt sine nye skoleknopper. Om lidt ville hun blive rigtigt skolebarn den pæne uniform og den farverige rygsæk ventede på hende.
Pludselig lød døråbning i entreen. Far!
Far! løb hun imod ham. Søren var ikke alene. Ved hans side stod en lille, slank kvinde.
Lille ven, møde: det er Lise! Hun skal bo hos os! sagde Søren med overdreven glæde.
Hej, Lærke! sagde Lise blidt og rakte hende en lille buket. Til de første skoledage.
Goddag! mumlede Lærke, men ignorerede buketten og gik mod sit værelse.
Tag det ikke så hårdt, hørte hun sin fars stemme rettet mod Lise, hun er faktisk en rigtig sød og god pige!
Jeg er sikker på, at vi kan blive venner, svarede Lise.
Okay, nu ser vi! tænkte Lærke, og smækkede døren i sit værelse med kraft.
Far og Lise gik derefter stille sammen. Ikke længe efter fik Søren et nyt job, så han forsvandt mere og mere på kontoret.
Alt ansvar for Lærke faldt på Lise. Hun gjorde sit bedste for at blive hendes ven: hjalp med lektier, deltog i forældremøder, tog hende med i biografen og på caféen.
Efterhånden begyndte Lærke at åbne sig for sin stedmor. Hjemmet blev til et fredfyldt sted.
Afslutningen på skoleåret bragte endnu en overraskelse Lise ventede sit eget barn. For Lærke var det et slag i ansigtet.
Hun lukkede sig inde på sit værelse og græd i lang tid. Lise stod udenfor døren og bad hende åbne:
Lærke! Stop med at græde! Jeg elsker dig! Jeg vil aldrig aflevere dig! Vi er altid sammen! Du er min yndlingspige!
Er du sikker? sagde Lærke med grædende ansigt og gik ud af rummet.
Selvfølgelig! omfavnede Lise hende. Du er min egen, jeg vil aldrig miste dig!
Et par måneder senere holdt Lærke en lillebror i sine arme og stirrede på, hvor sød han var.
Mor, se hvor sjov han er! udbrød Lærke, uden at indse, at hun kaldte Lise mor.
Lise, med tårer af glæde i øjnene, gik hen og holdt om hende.
To år gik.
Lærke gik ind i fjerde klasse, da tragedien ramte: Søren døde i en bilulykke. Lærke og Lise klarede hverdagens opgaver på autopilot, plejede lille Kasper og holdt fast i stilheden.
De turde ikke tale, for tårerne kom for hurtigt. Kasper forstod ikke, hvad der foregik, og protesterede.
En aften, da drengen sov, sagde Lise til Lærke:
Lærke, vi kan ikke blive ved sådan her! Vi må leve videre. Du kan ikke få din far tilbage, men livet går videre. Lad os stoppe lidelsen. Enig?
Enig, svarede Lærke. Mors ord var rigtige far kan ikke komme tilbage.
Men uheldet var ikke slut. Så snart beslutningen var truffet, ringede døren.
En overvægtig tante, der udgav sig for en børneplejer, stod i døråbningen.
Lærke, du skal flytte tilbage på børnehjemmet, du har ingen forældre længere.
Hvad med mig? udbrød Lise vredt.
Vis mig adoptivpapirerne! krævede hun. Papirerne manglede. Derfor er din bedstemor for gammel til at forsørge dig, og du er ingen forælder! Flyt dig, Lærke!
Lise holdt sig rolig, men Lærke var ligeglad. Det var lige meget, hvem der kom hun havde allerede mistet alt.
Jeg vil hente dig ud af det! råbte Lise, men Lærke troede ikke på hende.
Hvem har brug for en forældreløs? Før var der en levende far, der elskede hende. Nu er han væk, og hun er ingensteds ønsket, især ikke af Lise, som allerede har sit eget barn.
Lise besøgte Lærke på børnehjemmet, men pigen gik aldrig ud til hende. Hun så hende sitte på en bænk og vente, men hun mødtes aldrig. Til sidst kom Lise kun sjældnere, indtil hun forsvandt helt.
Sådan er det, når du tror du kan blive mor! tænkte Lærke med et bittert grin.
To måneder gik.
Lærke! Du bliver kaldt af rektor! sagde en dreng ved navn Vagn, som lå i døren til hendes værelse.
Hvad vil hun have af mig? tænkte Lærke. Jeg har ikke gjort noget!
Godt, Lærke, du er blevet adopteret ind i en ny familie! proklamerede børnehjemmets leder. Det er måske ikke en komplet familie, men det er noget!
Jeg vil ikke være i nogen familie! svarede Lærke dystert. Jeg er ikke heldig med familier!
Held eller ej, du skal samle dine ting og gå til dine nye forældre!
Lærke gik lydløst ud. Hun var ligeglad med, hvad der ventede hende. Ved børnehjemmets indgang stod Lise.
Hvad laver du her? spurgte Lærke køligt.
Jeg er kommet for dig
Jeg er allerede adopteret
Det er mig.
Dig? Lærke kunne ikke skjule et lille glimt af glæde.
Ja! Jeg sagde jo, du er mit barn, og jeg giver dig ikke væk! Enlig mor får sjældent hjælp, men jeg har bevist, at jeg kan give dig et godt liv og de små gaver fra dem, der vil hjælpe. Så vi er nu en hel familie! Kasper har savnet dig!
Lad os gå Mor
—
Sæt et like, skriv en kommentar og fortæl os, hvad du synes om historien!
