Tante Lise, hvorfor er himlen blå? Hvorfor bevæger skyerne sig? Hvorfor er græsset grønt og ikke rødt? Hvorfor…
Lise gned sig træt i tindingerne og forsøgte at samle sine tanker, mens femårige Mads hev hende i ærmet på hendes gamle hjemmestrik. Drengen så op på hende med store, brune øjne, fulde af umættelig nysgerrighed og den urokkelige tro, at tante Lise da måtte vide svarene på alverdens mysterier.
Lise kastede et blik op på det runde Bornholms-ur over køkkendøren og sukkede indvendigt. Tre timer endnu, før Henrik kom hjem, og hendes mands nevø havde allerede drænet hende for al energi. Selvfølgelig var det dejligt, at barnet var nysgerrigt og kvikt, interesseret i alt fra støvsugere til solsystemets baner. Men hvorfor skulle det lige gå ud over hende? At hun arbejdede hjemmefra, betød vel ikke, hun per automatik skulle agere barnepige især ikke for et barn, der ikke engang var hendes eget!
Hun tillod sig selv et kort øjebliks selvmedlidenhed, trak så vejret dybt og rettede blikket mod Mads igen.
Himlen er blå, fordi solstrålerne bliver spredt i atmosfæren, forklarede Lise. Og skyerne bevæger sig, fordi vinden blæser dem af sted.
Men hvor kommer vinden fra? udbrød Mads straks.
Lise pressede læberne sammen i et træt smil og begyndte at forklare om temperaturforskelle og luftstrømme, så simpelt, hun kunne for et lille barn.
Da nøglen endelig drejede i låsen, og Henriks skridt lød i bryggerset, var Lise helt færdig. Hendes ben føltes tunge, hovedet værkede efter dagens mange spørgsmål, og opgaverne på computeren var knapt rørt. Alt, hun ønskede, var at krybe i seng og sove i dagevis, men nu skulle hun lave aftensmad, skrive DN-artiklen til kunden færdig, og vente på Line, som endnu en gang lod vente på sig og ikke kom for at hente sin søn.
Henrik spiste med god appetit frikadeller og kartoffelmos og snakkede om sit job, mens Lise tyst pillede ved maden.
Hvordan gik din dag? spurgte Henrik omsider, da han opdagede, hvor stille hans kone var.
Jeg har nærmest ikke fået udrettet noget, sagde Lise. Mads krævede opmærksomhed hele tiden. Spurgte og spurgte.
Sådan er børn, Henrik trak på skuldrene. Det er helt normalt.
Normalt? Lise rynkede panden. Din søster afleverede ham klokken ti og lovede at være hurtigt tilbage. Nu er klokken snart otte, og hun er ikke kommet endnu.
Line har sikkert fået travlt, sagde Henrik roligt. Vi må hjælpe hinanden i familien, når det brænder på.
Lise bed sig i læben for ikke at sige for meget foran Mads, og ventede til han løb ind i stuen for at se tegnefilm, før hun vendte sig mod Henrik.
Men det her er altså ikke normalt, sagde hun stille.
Hvad mener du? Han hævede øjenbrynene.
Alt sammen! Lise rejste sig fra bordet. Jeg er ikke barnepige! Jeg har mit arbejde, mine egne ting. Jeg forstår ikke, at du bare finder dig i det her at Line gang på gang efterlader os med hendes barn.
Lise, tag det nu roligt, Henrik sagde det er hårdt for Line efter skilsmissen. Hun har brug for hjælp, og hun er stadig min søster.
Såkaldt hjælp! udbrød Lise. Det er tredje gang denne uge, du! Hver gang lyder det: “et par timer”, men hun er væk hele dagen!
Hun har sine ting, gentog Henrik, arbejde, møder, jeg ved ikke hvad.
Og mine ting tæller ikke? Lise satte hænderne i siden. Bare fordi jeg arbejder hjemme, betyder det vel ikke, at min tid er værdiløs?
Det har jeg ikke sagt.
Men du mener det! udbrød Lise. Jeg er smadret. Jeg kan ikke engang slappe af eller gå en tur. Jeg skal underholde, bespise, svare på spørgsmål og så arbejde færdigt, når huset bliver stille!
Henrik pustede overbærende ud.
Du gør det værre, end det er.
Mener du? Lise hævede stemmen, men sænkede den hurtigt, da hun fik øje på Mads i døråbningen. Jeg ser ud, som jeg gør. Jeg har været oppe siden seks og ikke haft så meget som fem minutters pause!
Han er jo kun et barn, svarede Henrik. Børn kræver opmærksomhed.
Det er rigtigt nok, men kun hvis det er ens eget barn! sagde Lise hurtigt. Mads er Lines søn. Hun må tage sig af ham, ikke jeg!
Lise, stop nu, Henrik rystede på hovedet. Line står alene; du ved, det ikke er let.
Lise sendte Henrik et stejlt blik.
Og hvad med mig? spurgte hun lavmælt. Tæller jeg ikke?
Henrik åbnede munden for at svare, da det ringede på døren. Han sprang op, lettet for undskyldningen.
Lise blev siddende i køkkenet og lyttede til larmen i entréen, mens overtøj blev grebet, sko smækkede mod gulvet, og Lines højlydte stemme lød gennem huset:
Mads, min skat, kom her! Har tante Lise været god ved dig? Har du fået noget ordentligt at spise?
Lise talte langsomt til ti, før hun bevægede sig ud. Line knep allerede sønnens jakke, glattede hans hår og gav ham et kys på panden.
Henrik, sagde hun, jeg har også travlt i morgen, så jeg afleverer Mads tidligt, ved ni-tiden, er det ikke fint?
Ja, ja, nikkede Henrik.
Nej, sagde Lise bestemt. Det er ikke fint.
Line så overrasket på hende, som om hun først dér rigtig lod mærke til Lises tilstedeværelse.
Hvad mener du?
Præcis som jeg siger det, kiggede Lise især på Henrik. Hvis Mads kommer i morgen, så må du tage dig af ham, Henrik.
Line skiftede blikket fra sin bror til Lise, og lo nervøst.
Henrik? Han skal jo på kontoret hele dagen, og du er jo hjemme…
Jeg arbejder hjemmefra, Line, og i morgen er jeg væk hele dagen til et møde med en kunde.
Møde? Du er jo freelancer, hvad for et møde?
Lise slugte ordene, hun helst ville sige, og trak vejret dybt.
Ligesom alle andre, Line. Hvis du behøver hjælp, må du finde en dagplejer eller melde ham ind i børnehave.
Han trives ikke i børnehave! udbrød Line. Han græder og trækker sig, og jeg har ikke råd til dagpleje. Kan du ikke forstå det? Hvorfor er du så hård?
Jeg er ikke hård, Lise så direkte på hende. Jeg er bare udmattet. Jeg har trukket det læs langt nok jeg kan ikke mere. Jeg kommer ikke til at gøre det fremover.
Henrik! sagde Line. Hørte du dét?
Henrik sendte blikket skiftevis mellem de to kvinder.
Lise rullede med øjnene og gik ind i soveværelset. Hun havde fået nok af familieskænderier.
Bag døren kunne Lise høre de ophidsede stemmer, Henriks utilfredse mumlen og Lines skingre spørgsmål, og til sidst et smæld i hoveddøren. Hun gik ikke ud.
Et par minutter efter kom Henrik ind og blev stående ved døren, blik fuldt af bebrejdelse.
Du har gjort Line ked af det.
Men hele familien har gjort mig ked af det, svarede Lise, stadig på sengekanten. Men det bekymrer ingen andre.
Henrik var tavs, masserede næseryggen og spurgte så forsigtigt:
Kan du ikke overveje det? Altså i morgen …
Lise rejste sig brat.
Nej, svarede hun bestemt. Hverken i morgen, næste uge eller nogensinde. Jeg har taget min tørn. Nu må andre tage over. Jeg melder mig ud af rollen som den frivillige barnepige.
Henrik ville sige noget, men Lise greb en plaid og en pude.
Jeg sover i stuen i nat, sagde hun bag sig. Jeg orker dig ikke.
Natten tilbragte Lise på sofaen, stirrende op i loftet og lyttende til nattens fjerne lyde over København. Underligt nok mærkede hun ikke vrede, kun en uvant ro, som endelig bredte sig i kroppen.
…Mads kom ikke hos dem siden. Line ringede ikke mere, og ved kræmmermarkedet i Nørrebro vendte hun demonstrativt ryggen, hvis de stødte ind i hinanden. Henriks mor, Birte, så på Lise med sammenknebne læber ved familiefrokosterne, men Lise smilede blot for endelig, endelig følte hun sig fri.
