Forvent gæster!
Nå, Mads! Hvordan ser jeg ud? Kan du lide det? Jeg har forresten taget en pose klementiner med tror ikke de er frosne, selvom de er fra torvet… Nå, pyt, sagde Ida og rakte Mads posen, da han tog imod hende i entreen. Hun snurrede rundt foran spejlet, så hendes korte kjole, dækket af sølvpailetter, glimtede og glimtede i regnbuefarver fra lyset, der strømmede ind fra stuen.
Mads stirrer betaget på gæsten, synker, og da han får fat i Ida midt i endnu en pirouette, kysser han hende hurtigt.
Vent dog, det krøller jo kjolen! griner Ida koket, retter hårknolden og skifter til sine høje stiletter. Nå, hvad har du fundet frem af snacks? Og hvornår kommer dine forældre? Og hvad er det nu din mor hedder… undskyld, jeg glemmer det altid… og…
Hun snakker og snakker, mens Mads følger hende stille efter. Hendes figur slår pendul foran hans øjne, stilletterne hamrer mod gulvet, kjolen blinker og han får vildt lyst til champagne og, mærkeligt nok, vingummi.
Mads rører sjældent alkohol, foretrækker milde vine, drikker af og til et glas rødvin, eller som i dag lidt champagne. Det er jo trods alt nytårsaften! Men det hører til sjældenhederne.
»Alkohol er ondskab!« plejede Mads far, Paul Thomsen, at sige. Han er vicedekan på Københavns Læreruddannelse, en virkelig begavet mand. Paul Thomsen mener, at vodka og diverse sprut gør den fornuftige mand til en slags grovædende abe og får folk til at opføre sig tåbeligt og uanstændigt. Det ydmyger især én selv, og bagefter kan man ikke rette op på det.
Han gentog altid denne lektie til Mads, især når han, med lille Mads i hånden, passerede en mand med dåseøl på en bænk eller en lurvet type ude foran kiosken. De er nemme at genkende, sagde han der er klare træk, så man aldrig kan tage fejl…
Og de her mennesker, Mads, de ødelægger deres hjerne, deres bemærkninger er tomme, de går ned ad livets trappe men vi, her lagde Paul armen om sønnen, vi går opad! Du forstår, ikke?
Mads nikkede, men vendte hurtigt hovedet for at granske de såkaldte »nede-gående«. Nogle var interessante, men hans far havde ret det var ikke værd at stirre. Så han vendte sig, nikkede, at jep, han var på rette vej. Bagefter stak de ind i bageren for at købe en lagkage Napoleon som Mads mor, Antonette, elskede. Den skulle have creme og smuldrekant. Paul syntes ikke det var for meget, han glædede sig over at forkæle sin kone.
Nu står vi her, det er igen nytårsaften, Napoleon-kagen er allerede sat i køleskabet, og familien får hjælp til borddækningen af en nær ven. Ida er kommet, og om lidt skal hun møde Mads forældre for første gang. Det er spændende og nervepirrende. Mads ved, at Ida har fejl: hun er ikke så belæst, siger tingene ligeud, og som det værste hun er frisør. Ja, ganske almindelig frisør på en almindelig salon.
De mødte hinanden tilfældigt; Mads ventede på en kammerat, som skulle klippes hos Ida. De faldt i snak og hun var så anderledes end alle de forudsigelige typer, Mads plejede at kende. Hun snakkede i munden på sig selv, jokede hele tiden, grinede og sendte et blik der undskyldte sin spontanitet. Ida har lange ben og flotte former. Og Mads… ja, han er også bare en mand!
Men hvad siger hans far? Og bliver hans mor ked af det? Men Mads har besluttet sig i aften træffes afgørelsen. Punktum.
De gifter sig, Ida flytter ind i hans store lyse lejlighed på Frederiksberg Allé, hvor der altid har boet akademikere og kreative folk. Nu er det Mads tur og han er klar til at lukke Ida ind. Løse hende op, blive i hendes arme, måske kun give slip, når hun skal lave kaffe som mor altid gør for far. Sådan bliver det! Lejligheden bugner af bøger, og Ida vil komme til at læse en masse. Hun siger op og bliver en »rigtig« dansker. Sådan »rigtig«!
Nå, hvad har du tryllet frem her? Mads! råber Ida fra entreen, men tavser, da hun ser en ukendt midaldrende kvinde i køkkenet. Stram kjole, askeblond knold, korte ulakerede negle og hjemmesko.
Godaften, siger hun og kigger appellerende på Ida. Kan jeg spørge, hvad du laver her? Jeg klarer det selv, vi har ikke bestilt ekstra hjælp.
Mads skynder sig nu ind, roder med slipset og stammer frem, at Ida skal fejre nytår med ham og familien, at hun er hans… hun er hans…
Han stopper brat, stirrer på den askeblonde knold, som stadig observerer Ida.
Vi har kendt hinanden længe. Ida. Lad mig hjælpe. Ej, tag det roligt, jeg hakker det hele i en ruf. Tilpas…
Hun trækker et forklæde af en knage, snører det rundt om livet og traller »To små stykker med rullepølse« og går i gang.
Jeg hedder Pernille Holm. Jeg er en ven af familien og nabo, indskyder kvinden.
Ej, hvor dejligt! For Mads har ikke præsenteret mig for nogen, jeg troede næsten han var forældreløs! smiler Ida og siger, skal vi tage et lille glas bobler? Jeg har medbragt. Mads, tag den nu op!
Pernille Holm drikker sjældent, så hun ryster på hovedet.
Nej? Nå men så… griner Ida med flasken, måske tænde for fjernsynet? Der må være »Nytårsgalla«. Min far og jeg så altid det, når vi hakkede salat. Vi sang med og dansede også lidt: Tam-ta-taaam! Ida slår lidt takter.
Pernille hæver et øjenbryn, Ida trækker på skuldrene.
TV forstyrrer. Og du skulle måske lige vaske hænder ordentligt, før du rører maden! Mads! Kom og hjælp mig vi skal have fundet porcelænet frem…
Hun forsvinder, og Ida skruer op for radioen, mens hun fortsætter med pålæg i spiral på fadet. Hun nynner »Så kom sneen i nat, så meget sne…«. Ida synger faktisk godt hun og veninderne jammede ofte i kollegiet, stearinlys, te i forskellige kopper, og sne udenfor…
Mads er længe væk. Da han endelig vender tilbage, er han ildrød i hovedet, stiller og pillet med brillerne, retter konstant på glasses, mens hænderne ryster svagt.
Ida elsker, at Mads er sådan en klassisk intellektuel, lidt nørdet type men netop derfor føler Ida, hun vokser, bare af at være i samme rum med ham. Hun har læst alt, han har anbefalet, tilmeldt sig engelsk-aften, kedeligt, men… hvis Mads mener, det er vigtigt, så er hun på! Han er bare så tilbageholdende hun må have ham løsnet lidt op!
Nu står han foran hende, urolig, tripper.
»Nu frier han!« tænker Ida, håbefuldt. »Her, nytårsaften, i vores køkken, hvor vi skal bage boller til børnene og fejre alle fremtidens mærkedage! Utroligt…«
Ida retter kjolen, skubber en hårlok bag øret, slikker sig om læberne.
Mads, jeg… starter hun, det er uudholdeligt at tie.
Nej, Ida, jeg siger det først! og Mads træder frem. Ida, du… Du…
Jeg…
Du må gå, siger han brat. Tager brillerne af og pudser dem febrilsk i lommetørklædet.
Hvad? Ida bryder forvirret ud, mens hun har åbnet champagnen og er klar til at ønske godt nytår…
Det er bedst sådan. Mine forældre skal ikke se dig… mumler Mads til grydeskeen på væggen. Gå nu, ikke…
Pernille Holm nikker fra døråbningen.
Mads, lad mig forklare. Ida, du er sikkert sød, men… du er landet det forkerte sted. Her bor folk fra et andet miljø, med andre interesser. Du skal ikke udsætte dig selv for ubehag…
Hun fortsætter, mens Mads knuger hænderne. Han går opad og Ida trækker ham ned… »Men hendes ben! Vores børn ville blive smukke! Og hun bider mig altid for sjov i øret… Og hun lærte mig at ryge jeg brød mig ikke om det, men det var da ikke så slemt…«
Pernille gør det kort: Da hun finder ud af, at Ida droppede ud af uni og arbejder som frisør, slår hun opgivende ud…
Mads? Ida ser hårdt på ham. Hvad med dig? Du vidste, hvem jeg var. Nu er det pludselig for galt? Vi lever altså ikke i 1700-tallet!
Pige, sådan vil det aldrig blive. Du må gå. Mads er enig. Vi betaler for klementinerne. Og tag champagnen med her drikker vi ikke. Jeg har lavet solbærsaft, det er sundere. Undskyld. Mads, hjælp med at åbne sylteglassene dine forældre kommer snart, og vi har intet klar!
Mads springer til, kæmper med låg, men de vil ikke op.
Pernille iverkætter endnu en eftersøgning efter oplukkeren og alt bliver hektisk på køkkenet. Ida står et øjeblik i stiletterne, bider tænderne sammen og går.
Ida… Mads indhenter hende i trappeopgangen. Det er fars hjerte, han bliver så urolig…
Og hvorfor? Ida retter sig op, endnu højere end Mads i de sko, pelsfrakken kilder ham i ansigtet. Hvad er det præcis, der er galt?
Jamen… Pernille råder mig til ikke at blande…
Hvad? Frikadeller og fluer? Så det var okay at kysse mig, men ikke præsentere mig? Pernille ved bedst?
Ida, det er ikke sådan…
Giv mig min champagne.
Hvad?
Min flaske! Ida snupper flasken, som om det kunne teleportere hende væk, men det lykkedes ikke; hun er tynget til fortovet.
Gående mod metroen kommer Ida i tanker om en gammel veninde, Sofie, ude på Nørrebrogade, og beslutter sig for et sent besøg. Nå, hvorfor ikke? Det er længe siden…
Du må i det mindste give mig min pude! At sove på Sofies er umuligt! råber Kasper, stopper døren, håber stadig, at Signe vil tilgive ham og lade ham flytte ind, med folkeregisteradresse og det hele. Signe, kom nu! Vi er unge, det med Stine betød ikke noget, det var bare kroppen min sjæl er jo altid hos dig! Jeg kan ikke bo hos Stine. Har du set hendes værelse? Men hos dig…
Signe, som har tørret tårerne væk med sweateren, kaster puden ud i opgangen og smækker døren. Det er slut. Slut med kærligheden, drømmene, trygheden.
Signe! Kasper banker videre, griber puden op, nu mudret og snavset som en gammel kat. Du kommer til at savne mig! Hvem vil have sådan én som dig?! Jeg var din sidste chance!
Signe har fat det. Hun sætter sig i entreen og hulker.
Nogen trækker i dørhåndtaget udefra. Signe springer op, tager paraplyen og åbner brat.
For pokker, Signe! Du kunne slået mig ihjel! tante Karen springer forskrækket tilbage i lyset. Hvorfor så mørkt?
Undskyld, tante Karen… det er bare… jeg har smidt Kasper ud. Han var mig utro. Alt er slut…
Nå, det er larmen. Men pyha, pigen pyntede du juletræet? Den står der helt nøgen! Nå, det er da godt, du smed ham ud!
Karen vifter sig ind, smider skoene, tænder lys hele vejen.
Nej, tante Karen, hvorfor gøre det? Kasper og jeg skulle jo…
Ja, så! Hvis bare bukserne er til stede, er det hele fryd. Har levet mange år uden. Men jeg fejrer nu altid nytår, uanset. Invitationer, en skål, lidt små gaver man ved aldrig, hvem der kigger forbi!
Hvorfor ikke tage til familien? Signe ser undrende på hende.
Det er langt, og jeg skal på arbejde d. 2. Det er rart hjemme. Og som vi siger herhjemme bare der er fest, kommer gæsterne! Lær det, pige rejs dig, gør klar! Lad os komme i gang!
Karen klapper Signe på skulderen, Signe hører døren smække Karen har selv travlt men fortvivlelsen fylder stadig hele Signe.
Pludselig klaprer højhælede sko i entreen, nogen hulker, et parfumeret, pjuskets pelsfrakke sætter sig på armlænet ved Signe.
Hvem er du? Signe ser forfærdet op.
Det bare mig… svarer pelsen opgivende. Kan du ikke kende mig? Jeg bliver millionær en dag…
Hvem? Signe tænder lyset og ser Ida.
Mads smed mig ud! Forestil dig! Jeg er for »almindelig« for familien. Jeg har brugt måneder på ham, lod mig forme, læste alle hans bøger, og nu… Spild af tid! Ida vifter med en flaske champagne, vil du have?
Signe ryster på hovedet.
Nej tak. Men hvordan kom du herind? spørger hun undrende.
Døren stod åben… kunne ikke lade være… Og nu er jeg både fuld og sulten.
Signe overvejer. Hvor længe er det, de ikke har set hinanden? Tre år? De var engang uadskillelige, bagte sammen, jokede. Men siden Ida droppede ud og Signe blev på uni, gled de langsomt væk…
Signe! råber Ida fra køkkenet. Dit køleskab er helt tomt!
Er det? Måske den skal begraves… Men hvor? mumler Signe, mens hun får øje på Kaspers glemte trøje. Alt er koldt… musen…
Hvad? Hør nu… Det jeg mener er, vi skal ikke sulte i nytårsnatten! Jeg løber ned til kiosken. Signe, du pynter træet sålænge! Gør det! Jeg skynder mig!
Signe sukker. Hun skulle have pyntet sammen med Kasper, som nu er væk. Aldrig har nytår været så frygteligt.
Men hun tager sig i at stå på stigen og trække kassen med juletræet ned.
Skal jeg hjælpe? Karen er tilbage. Tag også pynten frem! Hun hjælper Signe ned og trækker kassen åben, roder i plastikgrene, forsøger at læse manualen. Har aldrig forstået de der anvisninger!
Jeg klarer det, siger Signe. Han ville bare bo godt. Stine har kun ét værelse, så han kom tilbage. Jeg jog ham ud. Er jeg dum?
Vi stoler altid på de forkerte. Jeg stolede på min Vagn, men han døde… Nå, men giv mig pynten!
De samler træet på gulvet, flytter det op på kommoden med lyskæden. Signe vikler sig ind, Karen får kæden til at blinke.
Lige som Halfdan Rasmussen »Juletræet græd først af hjemlig varme!« griner Karen. Og du er så køn, Signe! Men kom, i nederkjolen med dig. Vi skal videre!
I entreen kommer Ida, forpustet, klirrer med poser.
Hvem har dog opfundet stiletter? Signe! Hjælp med indkøbene! Åh, hvor er træet smukt! Karen! Hyggeligt at se dig! Jeg plejer at synge »I en kælder sort som kul…« Ida danser skørt gennem stuen.
Karen klapper, danser en folkedans, de griner indtil døren går en mand med skæg, pels og en stor hue står i døråbningen.
Damer, har I nogle ekstra stole? Vi har en ordentlig fest ovenpå! Kommer I ikke op? Han stirrer på Idas kjole. Men vakler under Karens blik. Jamen, må jeg?
Nej! hvæser Ida arrigt.
Vi mangler dog også… Karen rækker ham to stole. Med ønsket om godt nytår.
Tak piger! Godt nytår! stikker manden af med stolene.
Han kaldte os piger! Tror han, vi hopper på billige snacks! Nå! griner Ida.
Tag det roligt, Karen beroliger Ida.
I køkkenet slår duften mod dem, kompotten glimter gyldent, silden frister, Ida hakker dild, Signe kigger på og ved, hendes plan om at sørge i mørket er slut. Radioen spiller, de småretter på bordet dukker op som af sig selv. Karen kommer igen med en salatskål.
Karen! Skal du virkelig spise så meget alene? siger Ida.
Nej, selvfølgelig ikke. Man får altid uventet besøg! smiler Karen.
Jeg tror det nu ikke, sukker Ida og tygger en persillekvist. Jeg vil møde en polarforsker. Det er da romantisk, ikke? Bæredygtigt eventyr, nordlys…
Signe smiler, Ida har altid haft hovedet fyldt af drømme, faldt for nogen, blev knust, skrev breve, blev forelsket på ny.
Og du, Signe? spørger Karen.
Mig? Signe tager mod til sig: En skraldemand. Nå ja! Det sker alligevel ikke…
Tja. Hvis du ønsker det… sukker Karen, nå, nu går jeg. Præsidenten skal holde tale.
Nej, kom herind! Hvorfor alene? spørger Signe.
Nej, det bliver som det altid var. Med Vagn i køkkenet. Godt nytår, piger! smækker døren.
Ida og Signe udveksler blikke, trækker på skuldrene.
Hvor er min mobil? Nu ringer hele familien! Signe leder, mens Ida tænder fjernsynet og skåler med sig selv. Forældre i Gilleleje, lejligheden er vores… men Kasper forrådte mig… Farmor i Skagen… hvor er telefonen?!
Måske i entreen? Min er på bordet. Se nu, Signe! Det begynder! Ida gør fjernsynet højt.
På skærmen er Rådhusklokkerne. Så træder statsministeren frem.
Pigerne står tavse. Hvor tit har de ikke stået netop der før tid med forældre, så studentertiden, veninder og limonade, nu denne nat, to piger, to knuste hjerter…
Klokkerne slår tolv; nationalsangen spiller, Ida klemmer Signe, de skåler, løfter glassene men ved døren står pludselig en mand. Rensdyrtrøje, nissehue, bærepose, våde jeans.
Ida piber, Signe nikker stumt.
Godaften… mumler han.
Undskyld, kommer jeg ubelejligt? Er det Lauritz lejlighed? spørger han. Ida propper et champagneglas i hånden på ham.
Nej, det er Christensens. Men det er lige meget godt nytår! siger hun. Vi drikker, spiser et laksemad.
Tak, men…
Lauritz bor ovenpå, nikker Signe. Og hvem er du?
Jeg? Jeg er Polarforsker. Victor. Jeg skulle levere gaver, men gik forkert…
Hvem?! Ida hoster du er hvad?
Polarforsker.
Hvad er der i posen? spørger Ida.
Isbjørn? Nej, nej fisk fra Grønland! Victor vifter.
Ida, hun rækker ham hånden. Du er virkelig Polarforsker?
Han griner, slipper posen så fiskene klirrer.
Nej, det er bare mit efternavn! Jeg er Lauritz nevø. Vil I med ud og fyre raketter af? Jeg henter min familie, så går vi alle sammen, okay?
Ida tænker, men ser Signe nikke.
Okay da. Men vi er ikke…! fastslår hun.
Nej bare tag noget varmt på. Jeg er tilbage!
Han styrter ud, og pigerne hiver støvler på.
Hvad hvis han ikke kommer? Signe er urolig.
Så går vi selv. Bagefter te og kage!
Udenfor hylende sne, raketter og latter. Telefonen vibrerer i Idas lomme.
Mads? Jeg vil ikke snakke med dig! siger hun hårdt.
Ida… Godt nytår… Undskyld, men det er bedst for os… Ser vi hinanden i morgen? Jeg har en gave…
Undskyld, Mads. Jeg er optaget. I dag, i morgen og altid. Jeg møder nytåret med Signe og en polarforsker. En rigtig polarforsker! Sådan!
Ida! Men hun har allerede lagt på. Det er virkelig slut…
Signe tripper, får et snebold i skulderen. En fyr uden hue, i sportstøj og overalls står lidt væk og råber:
Undskyld! Jeg sigtede ikke på dig!
Under ham en rød børneskovl. En dreng sparker ham, fniser. Fyren rejser sig, kommer hen.
Undskyld godt nytår! smiler han.
Og du er…? Ida blinker, peger på skovlen.
Jeg? Jo, nej. Det er min brors, jeg hedder Frederik, han smiler.
Signe og Ida udveksler blikke. Victor kommer, giver dem, Frederik og alle andre stjernekastere.
Det er vel nok et dejligt nytår! Skal vi lave en snemand?
Stjernekasterne brænder, de ruller snebolde, ler og vælter. Karen kigger ned fra vinduet og smiler. Pigerne nåede at lade sorgerne ligge i det gamle år, det nye skal blive lykkeligt…
Frederik og Victor følger pigerne hjem og bliver til te og kage. Frederik løber først med lillebror hjem, og vender tilbage med chokolade.
Sådan nu deler vi kage. Signe, spiller du guitar? spørger Frederik.
Hun gør! Og synger! Kom så! siger Ida.
Frederik nikker.
Signe rødmer, sætter sig med guitarn og begynder sagte:
»I vindueskarmens skær tændes et lys for dig, jeg venter ved begyndelsens grænse…«
Hun ser ud på sneen, der nu daler mildt fra nytårshimlen. Den dækker det gamle, gemmer fortidens sår, og lover lykke.
…Bevar nu flammen længe, hold varmen i min sang, plads i min melodi er skabt til dig… Signe smiler til Karen.
Karen nikker i takt, Victor serverer te.
På vindueskarmen danser lyset fra et levende lys varmt, ægte. Det gør ingen forskel, hvem du er, det bringer lykke alligevel. Sådan elsker danskerne levende lys…
Udenfor kigger to mænd ind. Den ene krammer en limegrøn pude, den anden holder en rød æske.
De står lidt. Ham med puden tænder en smøg. Den anden lytter, suger røg. Til sidst trasker de hver sin vej opad på imaginære trapper, hen til Stine i Brønshøj. God rejse. Godt nytår!
