Han kom tilbage, jeg tilgav ham ikke
Er du Grethe Madsen?
Kvinden ved bordet løftede først blikket efter et øjeblik. Langsomt, næsten dovent, som om hun lige havde afsluttet en vigtig tanke og tillod sig nu at blive forstyrret. Hendes øjne var rolige, næsten trætte, som om hun allerede kendte svaret på samtalen før den overhovedet startede.
Ja, sagde hun enkelt, og i det lille ord lå hverken uro, overraskelse eller den vagtsomhed, som den unge kvinde tydeligvis havde forventet.
Caféen hed “Stille Havn”. Underligt navn, egentlig, for om morgenen summede espressomaskinen, folk snakkede højlydt, og det duftede af kanel, brød og noget hjemmebagt. Grethe Madsen var kommet tyve minutter før tid ikke fordi hun var nervøs, men fordi hun ville vælge pladsen selv. Der var noget vigtigt i det, selvom hun ikke helt kunne forklare hvorfor. Hun satte sig ved et vindue, men ikke det der lå ud mod gaden; lidt længere væk, i en krog, hvor lyset faldt blødt og i en vinkel, så hun kunne holde øje med dem der kom ind, uden selv at være alt for synlig.
Hun bestilte te. Ikke kaffe, selvom hun plejede at drikke kaffe. Bare i dag ville hun have noget varmt at holde på, noget med langsommelighed. Tekoppen gav hende naturlige pauser, uden at det virkede påtaget. Det havde hun overvejet derhjemme, foran entrespejlet, mens hun knappede sin frakke.
Den unge kvinde, der nu stod foran hende, var præcis som Grethe havde forestillet sig hende. Høj. Istandgjort, men på den der måde, hvor man næsten kan mærke energien og ængstelsen bag det hele håret sat, læberne farvede markant rødt, og frakken dyr, men båret som et skjold snarere end en beklædningsgenstand. Og blikket det var ikke helt fast, bag det stærke lå der alligevel et glimt af skrøbelighed, som om hun ventede på, at der skulle ske et eller andet.
Jeg hedder Frederikke, sagde hun, og i stemmen lå den tone, Grethe allerede havde forestillet sig: Den lidt stive måde man kommer ind med et statement, men ikke helt tror på, at det vil falde i god jord.
Jeg ved hvem du er, sagde Grethe, og vinkede roligt mod den anden stol. Sæt dig, hvis du vil. De laver god te her.
Frederikke satte sig. Nok ikke så selvsikkert som hun havde tænkt. Langsomt. Hun åbnede kun den øverste knap på frakken, tasken placeret på skødet, som et skjold. Grethe betragtede hende uden jag, ikke som en jæger, bare som man betragter vejret på den anden side af ruden.
Pausen mellem dem blev lang nok til at rumme noget.
Du ved godt, hvorfor jeg er her, sagde Frederikke til sidst. Ikke som et spørgsmål det var startskuddet til en forberedt tale.
Nogenlunde, nikkede Grethe, tog en slurk af sin te.
Udenfor caféen gik byen sin gang. Folk hastede forbi, poser fra Netto, telefonen oppe ved øret. En due sad på vindueskarmen udenfor, kiggede ind med det roligt ligeglade blik, som kun fugle og meget trætte mennesker kan have. Grethe så på den og kom til at tænke på sin stuebirk derhjemme. Den havde stået og hængt lidt med bladene på det sidste.
Jeg elsker din mand, sagde Frederikke, uden omsvøb, med hele den styrke, det krævede.
Grethe satte stille koppen tilbage på underkoppen, så hanken stod præcist ud for klokken tre, som hun plejede. Hun lod ordene hænge et øjeblik. Gav dem plads, lod Frederikke mærke deres vægt. Da pausen var tung nok, svarede hun stille:
Det ved jeg.
Og tog endnu en tår.
Frederikke havde tydeligvis ventet noget andet. Måske gråd, eller raseri, eller den der stive forstening, folk får, når de hører noget uigenkaldeligt. Hun havde sikkert trænet denne scene inde i hovedet, øvet reaktioner og forsvar, tænkt på hvad hun ville sige, hvis konen græd, eller skreg, eller tiggede. Men nu sad der bare en midaldrende kvinde i grå frakke med te og sagde “det ved jeg”, som om det var et vejrudsagn.
Han vil være sammen med mig, sagde Frederikke, og nu blev stemmen mere skarp, næsten sur.
Grethe så på hende. Længe. Undersøgende, men aldrig ondt. Som man ser på noget, der engang var vigtigt, men nu bare er blevet baggrund.
Ville, rettede hun mildt.
Noget sitrede i Frederikke. Ryggen, munden, hænderne på tasken. Et lille, næsten usynligt tegn; Grethe så det uden at lade det bemærkes.
Meget var sket de sidste måneder. Det var ikke sådan, at Grethe en dag opdagede utroskaben og straks blev hård som granit. Nej, det var langstrakt, pinefuldt, med nætter hvor hun lå og lyttede til hans rolige vejrtrækning og ikke forstod, hvordan alting kunne gå videre, når alt var i stykker. Hun huskede beskeden, hvordan hun så den helt tilfældigt, han havde glemt sin mobil, og den lyste op på bordet. Hun ledte ikke. Hun så bare.
Først stod hun stille, glemte at trække vejret, så gik hun ud i køkkenet og vaskede tallerkner der allerede var rene, bare for at gøre noget.
Det er længe siden nu. Fire måneder, cirka. Ting ændrede sig, og nu sad hun på en café med en ung kvinde, som var kommet for at vinde, og fortalte hende noget, hun ikke havde regnet med.
Han er kommet hjem, sagde Grethe tørt. For tre uger siden. Han stod i døren, jeg lavede aftensmad. Han ringede på, selvom han har en nøgle. Et tegn, tror jeg. Spørgsmål om lov til at komme ind.
Frederikke trak ikke på en mine. Kindbenene blev lidt røde, men hun holdt ryggen rank.
Jeg lukkede ham ind, fortsatte Grethe. Han stod i entreen og kiggede på mig som mænd gør, når de vil have tilgivelse uden alt det besvær. Jeg har aldrig brudt mig om det blik; heller ikke da jeg var ung. Det er et blik, der vil have tingene billigt.
Hun holdt om koppen med begge hænder, lod fingrene varme sig.
Han græd, sagde hun nøgternt. Ikke lige med det samme, men det kom. Han sagde, det var en fejl. Han forstod ingenting. At du, sagde han, aldrig var den han virkelig ville have.
Frederikke sukkede næsten umærkeligt.
Det sagde han, gentog Grethe, ikke triumferende, bare konstaterende.
To ældre damer fnes lavmælt ved nabobordet. En ung tjener tørrede skranken af. Caféens rytme gik videre, ligeglad med dramaet i krogen.
Grethe huskede den aften som noget genset mange gange. Han stod der en mand, hun havde delt køkken, sygdomme, flytninger, sønnens lektier, og billige ferier til Skagen med i 28 år. Alting delt. Men nu så hun også en fremmed, der havde gjort noget, navnet ikke længere dækkede.
Hun slap ham ind. Ikke af svaghed, og heller ikke fordi hun havde tilgivet. Bare fordi, hun ikke tog beslutninger i entreen.
Han satte sig på sin gamle plads ved køkkenvinduet. Forsøgte at gøre som før vise, at alt kunne blive som det var. Hun serverede mad, fordi det var lavet, og spild er ikke noget hun brød sig om. Han sendte hende et taknemmeligt, næsten håbefuldt blik.
Jeg gik aldrig, sagde hun. Det gjorde du.
Han forsøgte at forklare. Længe, forvirret, i cirkler. Hun lyttede, spiste sin suppe, og tænkte på at ord i sådanne samtaler ligner et stykke stof. Glat udenpå, men bagved: tråde, knuder, ujævnheder. Han snakkede glat, hun mærkede ujævnhederne.
Han sagde, det var svaghed. Han følte sig usynlig derhjemme. At hun, kvinden han nævnte ikke dit navn dukkede op i et sårbart øjeblik. At han forstod nu, og ikke krævede hendes tilgivelse, bare en forklaring.
Grethe tænkte på at hun havde været synlig alle de år. Når hun lavede mad, vaskede hans skjorter, huskede ham på lægen, sørgede for mad i huset. Hun var synlig, når hun var syg men skjulte det. Når hun var træt og fortsatte. Hans usynlighed var hans eget valg.
Men det sagde hun ikke. Hun sagde heller ikke meget andet den aften. Hun lyttede. Og hendes tavshed vejede mere end ord. Han mærkede det det kunne hun se på pause længden og tonen.
Grethe, sagde han på et tidspunkt, og i det “Grethe” lå en hel fortid.
Ikke nu, svarede hun. Ryddede af, sagde sengetøj lå hvor han vidste og lukkede døren bag sig.
Nu fortalte hun dig, Frederikke, denne del. Ikke alt. Kun det nødvendige. Du lyttede. Dit ansigt var tomt på den måde, hvor man holder ille noget tungt og forsøger at skjule det.
Hvorfor fortæller du mig det her? spurgte du.
Fordi du kom, sagde Grethe. Du kom med noget du ville sige. Jeg besluttede at sige mit først.
Du nikkede svagt.
Han sagde, han gik fra dig, ville være hos mig, sagde du.
Det tror jeg på, nikkede Grethe.
Pause.
Men han gik ikke, tilføjede hun.
Det var ikke hån. Bare sandheden, sagt midt i tavsheden, som kan gøre endnu mere ondt.
Du kiggede væk, mod espressomaskinen, mod tjenerens hænder, måske mod noget i caféen der ikke fandtes.
Grethe tænkte, du sikkert havde øvet denne scene mange gange. Tenkt dig en sejr, konen knækket. Men der sad en kvinde med te, talte om gløgg ikke som taber, men som en, der havde valgt ikke at spille spillet.
Efter utroskab er parforhold aldrig som på film. I film løses det på en time. Virkeligheden er måneder af stille hovedarbejde. Lange aftener, hvor man skal afgøre, hvad der er ændret, hvad der kan bære samme navn, hvad der kalder på nye.
Grethe havde arbejdet sig gennem det. 28 år, det er ikke bare tid, men væv af fælles rutiner, minder, sprog. Kan man bare sådan hive det ene skuffe ud og sætte en ny i? Måske. Måske ikke. Hun vidste bare én ting: noget skiftede, da han ringede på i stedet for at bruge sin nøgle. Siden da så hun ham på en ny måde.
Ikke bedre. Ikke værre. Bare anderledes. Med den afstand, der kommer, når man har fået at vide noget, man aldrig kan glemme igen.
Han kaldte mig sit livs kærlighed, sagde du, næsten til dig selv.
Jeg ved, hvad han sagde, svarede Grethe. Jeg vil kun sige én ting: Han er hjemme. Selvmødt. Ingen bad ham.
Du kiggede hende for første gang i øjnene.
Har du tilgivet ham? spurgte du, håbefuldt, som et barn.
Grethe tøvede ikke. Hun kendte svaret.
Nej, sagde hun. Tilgivelse er noget andet. Det kræver, at man slipper. Jeg har ikke sluppet.
Hun så ud. Duen sad derude endnu.
Jeg lader ham leve med det, sagde hun. Hver dag. Det er hans byrde, ikke min straf.
Du rystede forsigtigt på hovedet. Ikke i protest, mere som en der så noget nyt.
Hvorfor? spurgte du.
Det var det mest ærlige spørgsmål af alle. Ingen beregning, kun nysgerrighed.
Grethe lagde hænderne på bordet.
Det er et svært spørgsmål, sagde hun. Vil du have det ærlige svar?
Du nikkede.
Jeg vil ikke have ham tilbage ikke den Poul, jeg kendte. Ham, jeg stolede blindt på, findes ikke mere. Jeg ved nu noget om ham, jeg aldrig kan glemme.
Du lignede en, der forstod.
Jeg har heller ikke lyst til at begynde forfra ikke som 61-årig. Det ville jeg måske gerne ville ønske mig, men det gør jeg ikke.
Hun så dig direkte i øjnene.
Derfor er det som det er. Et fælles hjem. Liv sammen. På mine betingelser.
Du sad tavs. Spurgte, næsten uhørligt:
Og han? Er han med?
Han har ikke foreslået andet, sagde Grethe.
Det var sandheden. Poul gik omkring i lejligheden med en ny varsomhed, stille, spørgende, bange for at jokket forkert. Han spurgte om lov til de mindste ting, hvor han aldrig plejer. I starten var det næsten rørende, så blev det bare normalt. Egentlig var det frygt, ikke godhed og det lod hun stå.
Parforholdet efter svigt bygger aldrig sig selv op igen enten skaber man nye regler, eller også opløses det. Grethe byggede et nyt fundament. På det, der var tilbage: vane, fælles søn, økonomien, minderne, alt det sagte og usagte og den fysiske rutine af at gå forbi hinanden på vej mod køkkenet.
Og noget andet: Vanen med at være to. Ikke kærlighed, nødvendigvis. Mere en fysisk ting viden om, at der er “en af ens egne” bag muren, omend ikke så helhjertet som før.
Du er ikke lykkelig, sagde du pludselig. Ikke hånligt. Bare stille.
Grethe så nysgerrigt på dig.
Er du? spurgte hun.
Du svarede ikke, kiggede bare ned på dine hænder og tasken i skødet, som var den et skjold.
Grethe tilføjede ikke mere. Der var intet at sige.
Hun tænkte over, hvad det egentlig betyder at komme igennem svigt. Det er ikke stort og dramatisk det er at stå op og lave kaffe, tage på arbejde, ikke lade de indre spørgsmål larme hele dagen. Leve med at vide, uden at gøre det til hele livet.
Nogle gange glemte hun det en time. Det føltes som sejr. Nogle nætter tænkte hun kun på det. Hun klarede begge ting.
Han talte om dig, sagde du så.
Grethe afventede.
Han sagde, du er kold. At du ikke har brug for nogen. At I bor sammen som fremmede.
Grethe smilede tørt. Ikke såret, bare stille.
Det føler han måske sådan. Han har lov til at føle.
Pause.
Men det første han gjorde, da han var flyttet, var at ringe til mig efter tre dage. Han kunne ikke finde smertestillende. Jeg sagde, det lå i badeværelset. Han sagde tak. Jeg sagde velbekomme.
En lille sjov, trist historie. Sådan er mennesker.
Han kom ikke tilbage, fordi han elsker dig, sagde du. Ikke hårdt, bare meget direkte. Han kom, fordi han blev bange.
Jeg ved det, sagde Grethe.
Hvorfor så? spurgte du igen, stemmen knækkede en smule.
Grethe så på dig. Rigtigt. Så en ung kvinde, der heller ikke var glad eller lykkelig, måske virkelig havde elsket. Det gjorde dig ikke retfærdig, men det gjorde dig til menneske.
Fordi det er mit liv, sagde Grethe. Ikke hans, ikke dit. Mit. Og jeg bestemmer, hvad jeg gør med det.
Hun tog sin taske, åbnede den, og fiskede pungen frem.
Har du drukket noget? spurgte hun.
Du så forundret på hende.
Nej.
Det er synd, sagde Grethe. De har god alkoholfri glögg med æble og kanel. Det varmer i sådan et vejr.
Dén sætning sluttede samtalen, på sin egen bløde måde. Du mærkede det vist. For du begyndte at pakke dig sammen, roligt, omhyggeligt for omhyggeligt.
Han bliver ikke lykkelig hos dig, sagde du. Sidste forsøg.
Måske ikke, sagde Grethe, uden at se op. Det er hans historie, ikke min.
Du stod et øjeblik. Så gik du. Grethe så ikke efter dig. Hun så på sin kolde te, den lille teske på den ternede dug, hvor det ene hjørne havde løftet sig.
Caféens dør gik op og i.
Grethe sad lidt. Ikke fordi hun ikke kunne rejse sig, men fordi hun gav sig selv de minutter til ingenting. Bare høre espressomaskinen, grinet fra nabobordet, cyklerne udenfor.
Kvindevisdom har intet at gøre med guldrandede coffee table books det er ikke bevingede ord om styrke. Det er bare det stille, evnen til at sidde i en café efter et svært møde og ikke larme inde i sig selv.
Hun drak sin te ud, kold for længst. Rejste sig, tog frakken på, knappede den, rettede kraven ikke fordi det trængte, bare en vane.
Udenfor var det køligt og klart. Himlen midt imellem grå og hvid, november. Hun gik ned ad fortovet, tænkte på sin stuebirk igen. Og på, at hun snart burde ringe til sønnen, Anders, de havde ikke rigtigt fået talt sammen for nylig.
Mobilen vibrerede i frakkelommen.
Hun fandt den frem: Poul.
Hun stoppede foran et butiksvindue, hvor der stod mannequiner med vinterfrakker. Lod det ringe. Svarede til sidst.
Ja? sagde hun.
Hvor er du? spurgte han. Alminelig stemme. Hjemlig.
Har været i byen. Er på vej hjem.
Godt. Jeg ville bare høre, om du har husket, vi skal til jurist på onsdag?
Jeg har ikke glemt det.
Og for resten der er noget i fryseren, der ikke kan være der.
Hun så på mannequinen bag glasset. Ansigtsudtryksløs.
Det må du selv fikse, sagde hun.
Pause.
Okay, sagde han. Kommer du snart?
Når jeg kommer. Vent ikke med aftensmaden.
Fint.
Hun lagde mobilen væk. Stod lidt. Gik videre.
Mørket faldt over byen. Lygterne tændtes, selvom det stadig var lyst nok. Folk gik hastigt forbi med deres hverdag. Duften af stegte løg et sted. Et barn grinede et sted rundt om hjørnet, sådan et klart grin som kun små børn og få voksne kan.
Grethe gik hjemad.
Hun tænkte på den dag, det egentlig begyndte ikke den dag hun fandt beskeden. En helt almindelig aften i november, et par dage efter at Poul kom hjem igen. Hun havde siddet i køkkenet, han var gået tidligt ind i stuen og sov der nu ikke fordi hun bad ham, bare fordi han forstod, det var sådan. Hun havde drukket te, regnen piskede på ruden, og pludselig forstod hun noget.
Hun var ikke bange.
Det undrede hende egentlig. Ikke bange for ensomheden, ikke for fremtiden, ikke fordi livet var gået skævt. Hun var bare træt. Lidt bitter, men den der gamle, udvaskede slags. Og noget andet, der ikke havde navn før senere.
Så fandt hun det: Styrke.
Ikke vrede. Ikke stolthed. Bare styrke. Ligesom gammelt porcelæn glat og koldt udenpå, men hult indeni på den måde, hvor man kan rumme noget.
Hun sad der og mærkede, at noget havde ændret sig. Ikke knækket, ikke væltet bare ændret. Som når man rykker rundt på møblerne. Tingene er de samme, men rummet anderledes.
Man siger meget om at “overleve utroskab”. Gode råd overalt. Gå, bliv, snak sammen, gå til parterapi. Grethe havde ikke fulgt nogen opskrift. Hun levede bare.
Hendes vej hertil havde været langsom og ujævn. Nogle uger talte hun næsten normalt med Poul. Spiste sammen, snakkede om elregning, bilen der skulle på værksted. Det var næsten fredeligt. Andre uger svarede hun knap. Hans tilstedeværelse føltes som baggrundsstøj. Han trængte aldrig på. Det satte hun pris på.
Én aften forsøgte han en rigtig samtale. Det var sidst på måneden, de sad begge i køkkenet. Pludselig sagde han, han gerne ville prøve igen. Ikke at hente det tabte, men bare have en chance for noget fremtid.
Hun tav så længe, han blev nervøs.
Der er altid en fremtid, sagde hun så. Mens vi lever.
Han spurgte, om de kunne starte forfra.
Vi er i gang, sagde hun. Vi får se.
Han ville have mere, et løfte, en vej. Hun gav ham ingenting. Ikke af kulde, men fordi hun ikke havde noget at love. Kun livet fra dag til dag.
Han lærte at leve i uvished. Langsomt, klodset. Hun betragtede det nysgerrigt.
Det med at “redde familielivet” troede hun engang betød at få varmen, fortroligheden, det gode tilbage. Nu forstod hun, at hun reddede noget andet: Skallet. Strukturen. Hverdagen. Måske lød det koldt, men kulde er nogle gange bedre end kaos.
Hun nåede hjem, fandt nøglerne, så op mod vinduerne. Der var lys. Poul var hjemme.
I opgangen stoppede hun et øjeblik. Så åbnede hun.
I spejlet i elevatoren så hun sig selv: Kvinde i grå frakke, træt men rolig. Håret sat. Ingen tårer, ingen rysten, ingen indre storm. Ikke længere.
Hun steg ud, låste op.
I entréen duftede der af mad. Poul stod ved komfuret. Han så forsigtigt på hende.
Alt ok? spurgte han.
Ja. Var bare i byen. Er lidt træt.
Hun gik ind i stuen. Gav stueplanten lidt vand. Jorden var tør. Bladene stadig lidt matte. Hun overvejede at rykke krukken tættere på vinduet. Den trængte nok til mere lys.
Hun satte sig i stolen ved vinduet. Tog skoene af. Fødderne op. Kiggede ud.
Det var blevet mørkt. Lygter glimtede. I vinduet overfor så hun blåt tv-lys, i et andet gik en skygge frem og tilbage. Andre historier.
Hun tænkte på Frederikke. Hvordan hun gik, tændte, lukkede frakken, hendes sidste forsøg: Man bliver ikke lykkelig med dig. Grethes eget ansigt hang ikke med triumf. Hvis hun skulle beskrive følelsen, var det noget sammensat af lettelse, træthed, og en stille, næsten solsortsagtig sorg ikke grædende, men indforstået.
Det var ikke sejren. Det var bare livet, som det var blevet. Ikke det hun troede for 28 år siden, men det hun selv havde valgt. Fordi det var hendes valg, ikke en rest.
Aftensmaden er klar, råbte Poul.
Jeg kommer, sagde hun.
Hun tog sko på, glattede håret, gik ud i køkkenet.
Han havde dækket bord. Tallerkner, brød, en gryde med suppe, glas med vand. Han havde lært det, håndværket i hverdagen. Langsomt.
Hun satte sig på sin gamle plads, han sad modsat. Han øste suppe op, rakte brødet. Hun tog.
De spiste uden ord. Tavsheden var ikke tung, bare rolig. Skeen mod porcelæn, sjældent et glas.
Udenfor stod en kat på kanten af fortovet, stirrede ud i mørket og gik så videre.
Suppen er god, sagde hun.
Det er med laurbærblad, svarede han. Du sagde du kunne lide det.
Hun svarede ikke. Spiste videre.
Sådan var hendes liv nu. Ikke som hun havde forestillet sig det som ung, måske heller ikke som hun helst ville have haft det. Men som hun havde valgt det. Ikke fordi ingen anden mulighed fandtes, men fordi det var hendes valg. Ikke af svaghed, men af den styrke hun havde fundet den novemberaften med regn på ruden.
Senere, da de ryddede af, hver for sig, gik hun lidt rundt. Han satte sig i stuen, tændte tv.
Hun fandt sin mobil. Ringede til Anders. Tænkte sig om et øjeblik, trykkede så alligevel.
Der var lange ringetoner, han lød lidt overrasket.
Mor? Er alt ok?
Ja da. Jeg synes bare, vi ikke har snakket rigtigt længe.
Pause. Så:
Nej, det har vi heller ikke. Hvordan går det?
Vi lever, sagde hun.
Hun hørte ham smile. Hun kendte den lyd fra han var baby.
Kommer du hjem til jul? spurgte hun.
Det har jeg tænkt mig. Hvor længe skal jeg slå rødder?
Så længe du vil. Der er plads.
De snakkede en tyve minutters tid. Om jobbet, at der var sne i København nu, om kæresten Mette, hende havde Grethe ikke mødt endnu, kun set på billeder, smilende og frisk. Om ingenting og om alting, sådan som dem med bånd gør.
Efter snakken sad hun lidt med mobilen.
Så vaskede hun koppen, satte den på plads. Tog sig til håret. I stuen snakkede tv’et dæmpet.
Hun gik ind på sit eget værelse, ikke i stuen. Klædte om, vaskede ansigtet, så på sig selv i badeværelsesspejlet. Længe. Ikke selvmedlidende, ikke selvdestruktivt. Bare så.
Enogtres år. Smilerynker, træthed, men også styrke. Det genkendte hun nu, den helt almindelige, men vigtige styrke.
Hun lagde sig. Slukkede lyset. Kun tv’et summede gennem døren.
Hun lå og så op i loftet. Tænkte. Ikke på samtalen i caféen; den var væk. På noget længere væk, noget andet.
På det at samle sit liv sammen efter svigt og utroskab. Ikke som i film, kun i hverdag. Stå op. Koge suppe. Vande en plante. Ringe til sønnen. Svare kortfattet om fryseren. Spise aftensmad modsat et menneske, hun ikke længere stoler helt på, men som stadig er dér.
Hun vidste ikke, om det var rigtigt. Ingen ved det. Der findes ingen facitliste, kun livet selv. Hver dag. Dem tæt på, man aldrig helt forstår, eller helt slipper.
Tv’et blev stille. Fodtrin i gangen. Så stilhed.
Hun lukkede øjnene.
I morgen kommer en ny dag. Måske kaffe, måske te, det finder hun ud af. Arbejde, opkald, almindelige gøremål. Onsdag venter de hos juristen. Og flere dage ens udefra, forskellige indeni, for hver dag forstår hun lidt mere.
Ingen slutning, ingen begyndelse. Bare midt i livet, hvor man står.
Og det var nok.
Næste morgen var hun oppe før Poul. Satte vand over, skar brød, tog smør ud. Stuebirken stod lidt rankere, bladene var friskere. Hun flyttede den tættere på lyset.
Sne dalede forsigtigt udenfor for første gang det år, forsvandt på fortovet men stadig sne. Byen var lidt blødere under det lag.
Hun hældte te op, lod begge hænder varme sig. Stod ved vinduet og så på sneen.
Skridt i gangen.
Godmorgen, sagde Poul, søvnig og hæs.
Godmorgen, svarede hun uden at vende sig.
Han gik i køkkenet, hentede vand, stillede sit glas på bordet, og stod så i rummet ikke tæt, men heller ikke langt væk.
De stod tavse, hver med deres kop. Sneen fortsatte udenfor.
Så sagde hun, stadig med ryggen til:
Onsdag, juristen, klokken tre. Kom til tiden.
Jeg kommer ikke for sent, sagde han stille.
