Tæl til ti
Den aften gik jeg som sædvanligt til metroen, øjnene klistret til min telefon. Hvis der dukkede en ryg op foran mig, ændrede jeg automatisk retning, bemærkede egentlig ikke, hvem jeg passerede eller hvem, der kom imod. Hvad gør det også? Jeg har set og smil så rigeligt for i dag.
Jeg er tredive, arbejder i en bank, hvilket for de fleste sikkert lyder som om jeg er på vej mod en strålende karriere. Det er jeg ikke og det har jeg aldrig været. Jeg sidder stadig fast på laveste trin, hjælper gamle damer med at betale husleje og hæve folkepensionen, lytter til deres småsnak om vejret og priserne i Irma. Jeg interesserer mig ikke for deres problemer; mit eget liv føles som én stor blindgyde, men alligevel nikker jeg, smiler og fortæller for tiende gang, hvor de skal trykke på skærmen. Bare de kan få betalt for at beholde deres andelslejligheder lidt endnu.
Bankafdelingen ligger i Indre By, og det er mest velstillede ældre damer, der kigger forbi. De klæder sig enkelt men nydeligt, læser nok stadig Pontoppidan til natten (Trykket på næstsidste stavelse! hørte jeg altid fra min gamle dansklærer), drikker urtete i et gyngestolshjørne med lampen tændt sikkert en Arne Jacobsen, eller i det mindste noget, der ligner. Ved lampen deres doseringsæske, måske et par fotos af børnebørnene. Det samme, dag efter dag: medicin, bogklub, lægetider, telefonopkald til gamle veninder. Og, selvfølgelig, snak om prøvesvar. Jeg spørger selv til, om det går bedre det får mig til at virke interesseret. Hvis ikke, sukker jeg dybt, selvom jeg reelt er ligeglad. Jeg er først og fremmest mig selv.
Jeg forstår for længst ikke længere, hvorfor jeg lever eller hvad jeg lever for. Som barn ville jeg spille guitar og have mit eget band. Vi var en flok knægte, der stod under gangbroen ved Nørreport og spillede for småpenge, som vi røg og burgerede op med det samme.
Musikalsk øre? Det har jeg fra min far. Han spillede også, men realismen ramte, da jeg var på vej. Han måtte blive seriøs ligesom alle andre.
Det var bare ungdom, bare lidt pjat, sagde han altid, når vi så gamle billeder. Du skal tage en uddannelse, Simon, og få dig et rigtigt arbejde.
Jeg nikkede, men omkring elleve, tolv år begyndte jeg at drille min gamle guitar en udslidt sag, jeg arvede af naboen, som tiggede mig om ikke at spilde mit talent.
Jeg spildte det. Da jeg begyndte i 3.g, blev det tydeligt, at vores familie egentlig levede fattigt og tarveligt, og jeg begyndte at skyde skylden på mine forældre for, at de aldrig blev noget fornuftigt. Især da jeg blev forelsket i en kvinde dobbelt så gammel som mig, som ville på restaurant, hvilket jeg aldrig havde råd til. Hun sagde, at sådan en som mig fik hun aldrig til at komme tæt på. Jeg blev stolt og gik i krig med bankstudiet i stedet. Bankverdenen! Lidt tålmodighed, så ville guldregnen falde. Jeg glemte alt om sene nætter, læderjakker og de klistrede fingre på guitaren, mens vi spillede Gasolin på gaden og folk sang med og smed kroner i kassen.
Det er nemmere sådan. Tæl til ti, så glemmer du det: En, to, tre…
At arbejde i banken var ikke så sjovt som forventet. Lønnen heller ikke prangende. Jeg er stadig lavest i hierarkiet, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. En, to, tre, fire…
Mit liv minder påfaldende meget om pensionisternes. Alt er forudsigeligt, dog uden de mange piller der har jeg trods alt en fordel.
Jeg grinede for mig selv over tanken. Jeg bor billigt i en gammel lejlighed på Amager. Skodgulv, slidte gardiner, dørkarme fyldt med mærker, badekarret rustent. Alting er slidt og gråt ingen PH-lampe, men en slatten standerlampe og en støjende, sigøjnerfamilie i lejligheden ved siden af. De larmer, syv børn, og faderen, Rustan, synger af og til, mens konen spiller guitar. Så sidder jeg ved mit lille bord, stirrer ud i natten og tæller igen: En, to, tre, fire Mit liv er bedre end ingenting. Sådan er det da!
Jeg misunder de rige, deres velstand og respektabilitet, og jeg ser ned på dem. Vi ved jo alle, penge lugter ikke, og de rige er næppe de reneste sjæle. Men jeg vil jo også selv dertil Jeg har evner, tålmodighed, og kan snakke for min syge moster, derfor ansatte de mig som rådgiver. Jeg hader det job. Inderst inde vidste jeg det allerede på første dag. Men at have et arbejde i banken er velanset. Det er ikke som at spille på guitar i metroen. Jeg skynder mig forbi de unge, der synger på Strøget – kigger ikke dem i øjnene. Jeg valgte min egen, bedre vej. En, to, tre, fire, fem
Jeg får en tvivlsom løn, sammenlignet med de ældre kollegaer, men det er nok for mig. Jeg sparer op til en ejerlejlighed, første indskud, ligesom alle andre, der haster ned mod metroen med hovedet tømt for andet end næste Instagram-reel.
Jeg har boet alene siden jeg afsluttede CBS, besøger mine forældre indimellem, ringer, men samtalerne bliver hurtigt korte. Jeg gider ikke høre mere om madpriser eller fars evindelige forsøg på at reparere køkkenmaskiner. Jeg skal videre.
Så går jeg altså der, mobilen i hånden, tomt blik, ruller igennem TikTok, hvor letpåklædte piger danser, tv-kokke laver sjove kager, katte og børn vælter rundt. Der er stand-upere, der ikke er sjove. Jeg kunne gøre det bedre, men jeg ville aldrig fornedre mig til TikTok. Jeg arbejder jo i bank! Det overraskede engang dem på Amager, jeg engang spillede med under metrobroen. De leger stadig med brugte bildæk og spiller stadig guitar i tunnelen. Vi er alle omkring de tredive, men så forskellige nu. De sidder fast jeg er ham i jakkesæt, som hjælper gamle damer. Ren, nydelig, slips og manchetknapper.
Designer-jakkesæt? spørger Carsten, min gamle klassekammerat, og rører ved stoffet.
Lad være, du fedter det til, siger jeg. Det er standart fra arbejdet.
Sejt, du! Mon ikke I mangler automekanikere, siger Carsten med et lille håb men han har aldrig haft papir på noget som helst.
Carsten gik direkte i garagen efter skolen. Pengene skulle jo tjenes. Hans far drak sig ihjel, hans mor, Birgit, passede dem alene, og søsteren Stine blev gravid som syttenårig og driver nu rovdrift på familien. Faderen til Mikkel, hendes søn, er bare en ung knægt, betaler børnepenge uden engang at vide, om han er faren. Carsten trækker læsset for dem alle.
Deres lejlighed flyder med rod. Birgit nægter at smide gamle ting ud.
Sælg det på DBA, foreslår jeg over en kop kaffe. Stine sidder jo bare hjemme ellers.
Hvem vil købe det skrammel, Simon?” svarer Birgit.
Nogen køber alt på nettet, Birgit! Sæt det til salg. Man kan lave penge af alt.
Jeg lyder skråsikker, men kommer ikke videre, selv om jeg kunne tage billederne og skrive annoncerne for dem. Men orker ikke.
Jeg skal tænke over det, Simon, nikker hun undskyldende.
Efter suppen stirrer jeg altid lidt for længe på Carstens guitar, som han stadig mestrer. Han gav aldrig op. Jeg bider tænderne sammen. En, to, tre, fire, fem… Jeg tager afsked og cykler hjem til Amager. Jeg har ingen børn, kun bankkarriere, slips og jakkesæt. Jeg er lavet af noget andet.
Den dag blev det sent på arbejdet, gadelamperne lyste, reklameskilte blinkede. Næsen i halstørklædet, det gamle uldfrakke på, ingen hue har aldrig været mig. Heller ikke den bandana, der engang sad fast om hovedet, mens jeg spillede i regnen på Christianshavn. En, to, tre, fire, fem, seks…
Tasken hænger kun over skulderen som staffage den er tom, men det signalerer forretning.
Jeg skrider ned ad fortovet, fliserne under skoene, og pludselig støder nogen ind i mig bagfra. En kvindelig, uskarp stemme undskylder. Jeg vender mig om og ser en ældre dame, der vakler. Jeg kender hende for lidt siden hjalp jeg hende i banken med regninger, også for søsterens bolig. Jeg huskede det, for den anden kvittering var bulet og uden kode, jeg tastede selv det hele ind.
Inde i bankens sterile lys virkede hun frisk: hue, frakke, den fine håndtaske, ivrige øjne.
Er det første gang, du skal betale? spurgte jeg, da hun forvirret så sig om.
Ja, Simon, sagde hun, læste mit navn på navneskiltet. “Et smukt navn! Du ligner min morfars bror, han hed også Simon.” Hun virkede glad for at møde nogen venlig, pakkede halstørklædet af og lynede frakken op næsten for varm. Vil bare hjælpe mit barnebarn, hun knokler, og Mads er jo flyttet…
Jeg nikkede. Alle får de børn og børnebørn, og ender alligevel alene.
Mit humør var elendigt de dage.
Kan vi få det overstået hurtigt? spurgte hun blidt.
Jeg tog hendes kvitteringer, gik til automaten.
Min kollega Jesper vinkede, at jeg skulle smile vi er bankens ansigt udadtil, ikke sandt? Jeg smilte. Hun smilte med, glad for at blive reddet.
Hvis I har børn eller børnebørn, kan de nemt betale via en app. Så skal De ikke gå ud, forklarede jeg.
Det gør de tit, men jeg kan ikke pålægge dem mere, de arbejder jo tungt, pengene hænger ikke på træerne. Og ærlig løn har aldrig været let. Astrid, mit barnebarn, sidder på kontor dag og nat. Mads, den anden, arbejder i byggebranchen, han er aldrig hjemme. De betaler alt for mig. Du lytter, ikke?
Jeg lyttede med voksende irritation.
Er det da så slemt? spurgte jeg, mens jeg scannede tallene ind. Først hjalp du dem, nu hjælper de dig. Det er normalt.
Helt almindeligt jeg vil bare ikke belaste dem mere. Så jeg sætter mig ind i det, blev hun rød i kinderne. Nu skal jeg taste pinkode, ikke? Hun rakte mig kortet.
Pinkode, ja nu, tak! Straks stod hun, som om hun havde glemt alt.
Kan jeg bede om et glas vand? Der er så varmt her, sagde hun og gned tindingerne.
Åh, de kunder! For varmt, koldt, træls…
En, to, tre, fire, fem, seks…
Her. Tag et glas. Jeg satte al bulethed fra mig og rakte vandet.
Hun drak, takkede.
Nu er jeg klar, sagde hun og trak kortet frem igen.
Så begyndte det forfra. Kvittering, kort, pinkode hun kunne ikke finde den. Let panik, undskyldninger, rodede i tasken.
Er det her en prank? Kommer sent og gør sig hjælpeløs…
Vil De sidde kort? forslog jeg hurtigt.
Nej, jeg kan sagtens stå. Hun tastede endelig pinkoden, rørte mig forsigtigt på skulderen.
Hvad så nu? spurgte hun lavt.
“Hvorfor spørger du så meget?” tænkte jeg; “Du er træt af det, men jeg… endnu mere!” Carsten siger, jeg bare spænder fjederen i mig selv, men det er min karriere det her.
…seks, syv…
Første og anden regning, pæne beløb.
To lejligheder? kunne jeg ikke lade være at spørge.
Den anden er min søsters. Anette, hun er lige nu på Riget. Ikke noget alvorligt, bare maven. Hun mistede sin mand for tre år siden… ja, tre år nu. En tragisk pause; jeg trykkede løs ved terminalen. Jeg hjælper hendes regninger, du ved. Jeg var netop på besøg hos hende
Hun sagde det, men jeg havde for længst koblet fra hendes snak om familie, elendighed og kælenavne.
Tast koden! råbte jeg utålmodigt.
Hun trykkede stille og takkede.
Tusind tak for hjælpen. Undskyld, jeg er ikke så kvik. Ville bare gerne hjælpe… Farvel, Simon.
Hun bandt sit tørklæde, rettede tasken og gik ud i vinteren.
Nu vakler hun foran mig, tydeligt fuld. Rimeligt hurtigt at blive så beruset! De rige har vel deres særheder men tanken om, at hun skulle kunne bælle shots imponerende hurtigt, virkede dog fjern.
Igen du? Pas nu på! Jeg børstede mine ærmer.
U-undskyld mumlede hun. Jeg gå jeg gå
Bare du gør, tulle! snerrede jeg.
Hun trådte vaklende frem, benene svigtede, hun sank mod jorden.
Instinktivt sprang jeg frem og tog imod hende, tasken ramte mit ben.
Hallo! Hvad sker der?! Men hun svarede ikke.
Jeg panikkede, råbte på folk omkring, men alle skyndte sig videre ingen blandede sig.
Så gik det op for mig. Jeg bad hende række tungen ud den hang til venstre.
Mobilen ville næsten ikke op af lommen, hjernen hamrede, og alt omkring os føltes øde. Kun os: mig og Edith Olsen, min kunde fra før.
Jeg fik endelig ringet 112, satte blidt hendes hoved i mit skød, turde ikke røre mig. Heldigvis åndede hun svagt.
Det var da noget! tænkte jeg. Tænk, hvis
Hvorfor altid mig? Hvorfor så ikke Jesper eller en af pigerne fra afdelingen?
Ambulancen kom, Edith blev lagt på båren. Jeg fortalte alt, skulle til at skynde mig væk, men hun bad om, at jeg fulgte med. Hun var bange, og skulle ringe til sine pårørende.
Da jeg fiskede hendes mobil op, ringede Astrid allerede. En glad bryllupsmelodi lød lidt pudsigt valg…
Hej, Astrid. Jeg må fortælle dig, at begyndte jeg, men hun ville bare have bedstemoren i røret og truede nærmest med at opspore mig fysisk.
Redderen tog telefonen, sagde hvem og hvad, og hvor de skulle møde op.
Astrid blev blød, sagde hun forstod.
Anders, du er god! Diagnostiker! Har du gået på uni? spurgte redderen.
Nah, bare set fjernsyn, mumlede jeg.
Se, Anders han ser TV, han kan! grinede chaufføren.
Jeg sad tavs. Edith klemte min hånd hårdt. Hvor kom de kræfter fra?
Det føltes nyt, anderledes i mit liv. Som om nogen hev mig op af min tunge grød og rystede mig vågen. Tankerne myldrede. Som om jeg var dumpet ind i et andet liv udrykning, blink, alt susende forbi. Jeg svedte faktisk. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte…
På hospitalet var jeg hurtigt glemt. Alt rodede om Edith, hun blev ført væk.
Jeg blev siddende på en kold stol. Ventede jeg på Astrid for at give hende et par ord med på vejen?
Men hvad skulle jeg sige? Det var trods alt deres familie. Men hvis nu Hvis hun nu var faldet derhjemme, alene hørte jeg sygeplejerskerne hviske. Godt drengen fandt hende. Han er da rar.
Jeg blev selvbevidst. Mine bukser var beskidte, frakken plettet og våd, jeg lignede næsten en hjemløs.
Linjerne fra en gammel sang dukkede op: Han gik, som om han var alene, og jeg huskede en efterårsdag, hvor Carsten og jeg blev smidt væk fra Strøget, fordi vi ikke kunne betale for at spille. Det var dagen! Publikum klappede, vi sang adrenalin! Hvilket rush.
Det var engang. Seks, syv, otte
Undskyld! en pige kom løbende ind. Undskyld, jeg skal til Edith
Astrid. Hun så på mig, rakte mig hånden, takkede græd næsten.
Tusind tak! Du har reddet os. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort hvis
Okay. Giv slip nu, sagde jeg og trak hånden til mig. I øvrigt er det jeres egen skyld.
Jeg havde ret jeg vidste jo det hele. Spørg ikke, om rettens kappe sad stramt. Det gjorde den ikke. Ret skal være ret.
Hva? udbrød Astrid, øjne store som tekopper.
Ja. Din bedstemor kom for at betale regninger. Kan du eller I virkelig ikke klare det selv? Skal ældre mennesker gå rundt og slide sig op… Tak da Gud, hun ikke døde i vores bank! Du graver dig ned i arbejde og penge, de gamle bliver glemt. Det er kynisme, ligegyldighed og grådighed!
Jeg skældte ud, overbevist om min egen ret jeg, der havde reddet hende fra et slagtilfælde.
Astrid sank sammen og græd. Nej, lad være… Han har nok ret. Vi har haft for travlt. Mads og jeg, vi har ikke set hende an, hun var for kvik. Jeg er midt i speciale og… Ja, det er min fejl. Mads sagde, jeg skulle passe på…
Hun gik væk for at ringe Mads, broren. Hun gentog alt, jeg havde sagt, til ham.
I hjørnet vågnede en mand op af sin lur, klappede fornøjet af dramaet og faldt i søvn igen. Jeg veg hurtigt udenom.
Giv mig den telefon. Hvem er du, din frelser? rasede Mads i røret.
Det er Simon Madsen, sagde jeg.
Hør her! Vil du have penge? Hvor mange? Jeg ser, du vil spille helt, men du aner intet! Astrid trak bedstemor op af sort hul, da vores forældre døde. Hun bar hende, madede hende, holdt hende i live. Hvor var du som femtenårig? Forlang ikke noget, din frelser.
Du har ikke ret! hvæsede jeg, kappen smuldrede.
Jeg stak mobilen tilbage, greb min frakke og skyndte mig ud.
Hvorfor blev jeg overhovedet? Jeg kunne bare have sendt Edith med ambulancen og taget hjem til min kolde lejlighed og kogt pølser, ignoreret opkaldet fra mor, zappet TV, talt minutter til noget, der aldrig kommer.
Jeg traskede til busstoppet, vred og fornærmet den faldne konge, der havde reddet Edith, nu gjort til ingenting. Mads ramte mig på mit svageste sted.
Jeg kom til at tænke på tiden i garagen som femtenårig. Stod der, snavs på fingrene, små penge fra gadens koncert gik til brød og spegepølse. Dengang føltes lykken let kun glæde og drømmen om en scene på Roskilde Festival.
En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni
I bussen hviskede jeg tallene. Jeg havde lige haft en kvinde næsten død på mine hænder og såret en pige, der bare gjorde sit bedste. Jeg var træt af det hele, bange for at ændre noget.
Da jeg kom hjem, var der koldt radiatoren var vist slukket. Jeg lukkede vinduet i køkkenet, satte elkedlen over og så på flammen. Orkede ikke tage tøjet af. En besked fra mor blinkede:
I dag har far fødselsdag. Bare til info 
Fødselsdag den havde jeg glemt.
Jeg ringede, men lagde på uden en tanke. Havde intet at sige. Jeg har for længst vænnet mig til kun at tale, hvor jeg selv kan fremhæve mine succeser.
Jeg hældte te op. Hos mor står den gamle tekande med syrenerne, de sidder sikkert altid med kage og slik på dåsen, far griner, og alle bekymringer er glemt.
Men her sidder jeg alene, på et koldt, tomt køkken. Jeg har ingen kager, ingen gæster. Men i dag reddede jeg en. Eller hjalp… Det var jo også min skyld, hun sad fast men jeg hjalp til sidst.
Hun irriterede mig, Edith, men nu kunne jeg ikke glemme hende. Skulle jeg besøge hende? Eller kontakte Astrid? Men hvad skulle jeg kunne tilbyde folk, der har haft millioner på kontoen?
Jeg sukkede. Jeg var blevet besat af penge håbet på et liv, hvor drengen jeg var som sekstenårig, ville kigge misundeligt efter mig. Jeg troede, jeg var på vej, men var bare træt. Fordi jeg havde opgivet mig selv. Solgt ud og kvalt min egen sang.
Telefonen summede. Jeg tog den.
Ringede du, Simon? Har du tid? Kig ind, hvis du vil. Mor og jeg savner dig.
Far hostede, mor overtog røret, men jeg hørte ikke rigtig efter. Stemmen var forvrænget af dårligt signal.
Simon, hvor skal du hen? råbte Rustan over gården.
Hjem! råbte jeg. Det er min fars fødselsdag.
Vent! Han overhalede mig, rakte mig et net med frugt ananas, pærer, æbler, mandarin og puffede mig mod bussen. Hils far fra mig!
Rustan kendte knap min familie, men gav alligevel. Folk kan overraske én.
Jeg tog alligevel ikke min egen nøgle, men ringede på. Far åbnede samme gamle stribede t-shirt, de slidte shorts, tatovering på overarmen.
Så er vi samlet, hvordan går det, sønnike? Han tog imod frugten.
Pludselig fik jeg lyst til at græde. Ingen havde for nylig spurgt, hvordan jeg havde det. Jeg havde aldrig inviteret til det.
Alt for længe har jeg drevet rundt som ligeglad, karriereblændet fyr. Men det er ikke nok. Jeg mangler noget. Kærlighed. Musik. Venner. Derfor irriterede Edith, Astrid og Mads mig de hænger sammen, ikke kun om lejligheder og velstand. De er familie, de støtter hinanden. Derfor gik Edith i banken. Derfor løb Rustan efter mig med frugt. Jeg har fjernet mig alt det.
Er du sulten? Mor kom og lagde armen om mig. Vask hænder, så spiser vi. Du har vist noget på hjerte.
Det havde jeg. Også til far. Og så vil jeg op på loftet og finde min gamle guitar. Den har mor aldrig smidt ud den ligger bare og venter på mig, gammel og grim, men det er lige meget. Jeg har penge til en mægtig lejlighed, men jeg har også nok til hundrede guitarer!
Ni, ti!
Nu er jeg kommet til enden og så alligevel ikke. Jeg opdager, at der en dør ud. Hvorfor i dag? Måske blev alt, der skete med Edith, Astrids tårer, Mads vrede, det der skulle til for at sprænge muren mellem mig selv og livet. Eller måske er jeg bare træt. Uanset hvad: fremover bliver det anderledes.
Nu vil jeg fejre far, fortælle ham, hvor meget han har lært mig. Han vil smile, svare:
Selvfølgelig, Simon vi er jo familie.
Og jeg nikker…
Senere gik jeg over til Carsten, vi sad på køkkenet, mindedes, grinede, så på gamle billeder. Carsten han er lykkelig! Jeg så det aldrig før.
Tak, Carsten! Sagde jeg, lettet for første gang længe.
For hvad? spurgte han.
For bare at være der, svarede jeg.
…Et år senere sagde jeg op i banken, fik arbejde i et privat musikhus som guitarlærer. Jeg kan ikke det hele, har glemt lidt, men nu behøver jeg aldrig længere tælle for at dulme tomheden. Jeg er glad.
Nogle gange kommer Astrid i studiet. Hun synger fantastisk.
Om der er noget imellem os, spørger du? Vi ved det ikke selv endnu. Tiden må vise det.
Livet har plads til mere end penge og status. Jeg har lært, at ingen kan huske, hvor mange penge de har tjent men alle husker varme, støtte og musik.
