**Dagbogsnotat**
Telefonen ringede i lejligheden, mens Emil Sørensen stod ved komfuret. En omelet sydede i panden, og lugten af hvidløg og smør bredte sig i køkkenet. Han tørrede hænderne af på en klud og sendte et irriteret blik mod skærmen nummeret var ukendt.
“Halløj?” svarede han kort og fulgte stadig maden med øjnene.
“Hr. Sørensen, her er jeres families notar. I skal komme til mig i morgen formiddag. Der er et arvespørgsmål. Der er papirer, der skal underskrives.”
Emil tøvede. Hans forældre levede og trivedes, så hvem kunne han have arvet noget fra? Han stillede ikke engang spørgsmål nikkede bare stumt, som om modparten kunne se ham, og lagde på.
Næste morgen var grå og tåget. Mens Emil kørte gennem byen, blev forvirringen langsomt til ærgrelse. Notaren ventede allerede ved kontorets indgang.
“Kom ind, Emil. Jeg forstår, det hele lyder mærkeligt. Men hvis det var noget almindeligt, ville jeg ikke forstyrre dig på en fridag.”
Kontoret var tomt. Normalt var der liv og bevægelse her, men nu var det kun trinene mod det gamle trægulv, der brød stilheden. Emil satte sig i stolen overfor skrivebordet med armene over kors.
“Dette angår din onkel Verner Madsen.”
“Jeg har ikke en onkel ved navn Verner,” protesterede Emil straks.
“Alligevel har han testamenteret dig al sin ejendom.” Notaren lagde nøje en gammel nøgle, et gulnet kort og et papir med en adresse foran ham. “Et hus på vandet. Det tilhører dig nu.”
“Undskyld mig… Er det seriøst?”
“Huset ligger midt i Mossø, i Midtjylland.”
Emil tog nøglen. Den var tung og slidt af tid. Han havde aldrig hørt om manden eller stedet. Alligevel væltede noget i ham det øjeblik, hvor nysgerrigheden vinder over fornuften.
En time senere havde han pakket et par T-shirts, en vandflaske og lidt mad i rygsækken. Ifølge GPS’en var søen kun fyrre minutter hjemmefra. Det gjorde det kun mere mystisk hvordan kunne han ikke vide, at sådan et sted lå så tæt på?
Da vejen stoppede, lå søen foran ham mørk og stille som et spejl. Midt ude i den stod huset stort, mørkt, som om det var vokset op af vandet.
På en caféterrasse ved bredden sad gamle mænd med kaffekopper. Emil nærmede sig dem.
“Undskyld mig,” begyndte han, “det hus derude… ved I, hvem der boede der?”
En af mændene satte langsomt koppen fra sig.
“Vi taler ikke om det sted. Vi går ikke derud. Det skulle være forsvundet for mange år siden.”
“Men der har boet nogen, ikke sandt?”
“Vi har aldrig set nogen ved bredden. Aldrig. Kun om natten hører vi både. Nogen forsyner huset, men vi ved ikke hvem. Og vi vil heller ikke vide det.”
Ved bådehuset så han et falmet skilt: “Idas Både.” Indenfor mødte en kvinde med trætte øjne ham.
“Jeg skal have en båd til det hus derude,” sagde Emil og rakte nøglen frem. “Jeg har arvet det.”
“Ingen tager derud,” svarede hun koldt. “Stedet skræmmer folk. Også mig.”
Men Emil gav ikke op. Hans ord blev mere insisterende, indtil hun endelig gik med til det.
“Okay. Jeg tager dig derud. Men jeg venter ikke. Jeg kommer tilbage i morgen.”
Huset hævede sig over vandet som en glemt fæstning. Den skrøbelige træbrygge knagede under hans fødder. Ida bandt båden omhyggeligt fast.
“Vi er der,” mumlede hun.
Emil steg ud på pladsen og ville takke hende, men båden var allerede på vej væk.
“Held og lykke! Håber, du er her til at møde mig i morgen,” råbte hun og forsvandt i tågen.
Nu var han alene.
Hånden greb nøglen. Den gik let i låsen. Et dæmpet klik lød, og duren gik langsomt op.
Indenfor duftede det af støv, men alligevel forbløffende friskt. Store vinduer, tunge gardiner og masser af portrætter. Et fangede hans opmærksomhed en mand ved søen med netop dette hus bag sig. Teksten lød: “Verner Madsen, 1964.”
I biblioteket var væggene dækket af bøger med notater i marginerne. På studieværelset stod et teleskop og stakke af notesbøger observationer og vejrnotater, den sidste fra sidste måned.
“Hvad ledte han efter?” hviskede Emil.
I soveværelset adskillige stoppede ure. På kommoden lå en medaljon. Indeni et foto af en baby med teksten: “Sørensen.”
“Holdt han øje med mig? Min familie?…”
På spejlet hang en seddel: “Tiden afslører, hvad der syntes glemt.”
På loftet lå kasser med avisudklip. En var markeret med rødt: “Dreng fra Silkeborg forsvundet. Fundet uskadt få dage senere.” Året 1997. Emil blegnede. Det var ham.
I spisestuen stod en stol skubbet ud. På den lå hans skolebillede.
“Det her er mere end underligt…” mumlede han og mærkede forvirringen vokse.
Maven knugedes af uro. Han spiste hurtigt noget mad fra et gammelt skab og gik op til et af gæsteværelserne. Sengetøjet var rent, som om det ventede på nogen for længst. Udenfor fangede søen det blege måneskin, og huset syntes at trække vejret med vandets overflade.
Men søvn kom ikke. For mange spørgsmål. Hvem var Verner Madsen? Hvorfor kendte ingen til ham? Hvorfor havde hans forældre aldrig nævnt en bror? Og hvorfor denne besættelse af ham selv?
Da Emil endelig faldt i en urolig søvn, havde mørket lagt sig i huset det slags, hvor gulvbrædderne lyder som fodtrin, og skyggerne føles som levende væsner.
En skarp metallisk lyd skar gennem stilheden. Han satte sig brat op i sengen. Endnu en lyd som om en tung dør nedenunder blev åbnet. Emil greb telefonen ingen forbindelse. Kun hans egne angste øjne spejlede sig på skærmen.
Med en lommelygte skridtede han ud i gangen.
Skyggerne blev tykkere, næsten håndgribelige. Hvert skridt gav genlyd af uro. I biblioteket havde bøgerne flyttet sig, som om nys var rørt ved dem. Studiedøren stod åben. Kold luft strømmede ud bag et gammelt vægtæppe, han ikke havde lagt mærke til før.
Han trak det til side bag det var en tung jernEmil åbnede døren til arkivet og så sin egen historie tegnet på væggene, og i det øjeblik forstod han, at sandheden ikke altid er tung nogle gange er den bare ventet på at blive fundet.
