Fjernbetjeningen for to
Klokken slog fire, og døren smækkede så voldsomt, at den gamle vinterjakke gyngede på knagen. Ind væltede tre personer på én gang: først høje Mads med rygsæk og en pose clementiner, derefter hans kone Frida, mast ind mellem et barnejakke og en æske Matador, og til sidst otteårige Alberte, som allerede trak sin hjemmestrikkede hue ned over øjnene og udstødte et mystisk brøl.
Vi er her! råbte Mads ind i lejligheden, uden egentlig at tage skoene af.
Fra køkkenet dukkede straks moren, Helle, op med kniv i hånden og ternet forklæde. Kænderne var røde, håret sat op med en klemme, og bag hende tronede et bjerg af kartofler og medister på køkkenbordet.
Nååh, mine kære! udbrød Helle, smækkede kniven på skærebrættet og kom dem i møde, mens hun tørrede hænderne af i forklædet. Kom nu ind, tag nu jakkerne af og kom videre. I skal ikke stå i gangen, så trækker det ind.
Inde fra stuen lød den velkendte stemme fra fjernsynet, dulmet af publikums mumlen: et af de evindelige eftermiddagsprogrammer rullede hen over skærmen. Far, Jørgen, svarede derindefra uden at rykke sig:
Hej, hej! Jeg sidder her, jeg har styr på udsendelsen.
Mads bøjede sig ned for at hjælpe Alberte med støvlerne og i øjenkrogen så han stuen, som den altid havde set ud: halvdækket bord, et sofabord med fjernbetjening, en skål med bland-selv-slik, og den gamle lyskæde på væggen blinkede ufortrødent løs. Naturligvis var fjernsynet tændt. Lyden var ikke høj, men den summede uophørligt som et køleskab.
Det kører da nok non-stop allerede fra i morges, tænkte han og mærkede den velkendte irritation gære en irritation, han altid pakkede ind i et smil.
Mor, skal jeg give en hånd med? sagde han og kom i køkkenet med posen. Her, det er til dig. Der er en ordentlig flaske bobler med ikke den der… Han gjorde ophold, da hans øjne faldt på køkkenbordet: klassisk, billig Asti med gylden etiket. Nåh, så kan vi da vælge.
Jeg har allerede handlet alt ind, svarede Helle og lagde lidt bebrejdelse ind. Men, jaja, måske jeres smarte er bedre. Frida, søde, få nu jakken af, jeg rører lige det sidste i salaten, så er vi klar til te.
Frida smilede og nikkede, men Mads mærkede en lille spænding fra hende. På hele køreturen havde de snakket om, at de i år ville prøve noget nyt: droppe det evige fjernsynsstøj, spille spil, høre musik sørge for at børnene ikke klæbede til deres mobiler. Men det tog kun to skridt over dørtrinet, før hele ambitionen druknede i den velkendte lyd af TV2s konferencier og den susende lyd fra kanal-skift.
Jørgen havde allernådigst sat sig i sin faste plads i hjørnet af sofaen som på en skude, hvor han var kaptajn. Fjernbetjeningen lå klar, håndfladen dansede rutineret hen over knapperne: sangshow, konfetti, værter med palietter, så endnu engang underholdning.
Nu går det løs, tænkte han med et lille gys. Snart kommer de rendende med deres bluetooth-højtalere og playlister. Skal jeg bare slukke? Som om min nytårsaften slet ikke gælder mere.
Han havde tændt fjernsynet fra morgenstunden, mens Helle skrællede kartofler, og det havde kørt lige siden. Jørgen kunne lide, at stuen summede af stemmer, musik. Sådan havde det altid været. Da Mads var lille og tonsede rundt mellem bord og juletræ, stod fjernsynet som et bevis på, at hele landet fejrede sammen.
Morfar, må vi sætte tegnefilm på? brølede Alberte allerede fra dørtrinet, hvor hun havde kylede tasken på gulvet.
Tegnefilm kan vi tage senere, svarede Jørgen uden at fjerne øjnene fra skærmen. Se nu hvor flot de synger.
Jeg kan bare ikke lide den slags syngen, sagde Alberte ærligt og rynkede næsen.
Mads stak hovedet ind, tørrede hænderne af i jeansene:
Far, kan vi ikke skrue lidt ned senere i aften? Vi kunne jo spille Matador jeg har slæbt hele spillet med.
Spille hvad? undrede Jørgen sig.
Brætspil. Gader, hoteller, uheldige felter. Det er sjovt!
I spill da bare jeg holder jer ikke tilbage, lød farens ærlige overraskelse. TVet larmer jo ikke. Det er bare lidt baggrund.
Mads åbnede munden for at forklare, at det netop er baggrunden, der larmer, da han fangede et skarpt blik fra Helle, der kom forbi med pålægstallerkenen.
I skal spise først, proklamerede hun. Så kan I gøre, som I vil. Der er stadig oceaner af tid til midnat.
Men oceaner blev hurtigt til, at det hele forsvandt i TV-shop, musikshow, kronprinsens nytårstale og pludselig sad man og gabte, mens Matador-spillet rådede bund i æsken.
I køkkenet duftede der af remoulade, grønne krydderurter og stegte løg. På vindueskarmen bredte sig en bakke lune kartoffelbåde til sildemadderne. Helle hakkede agurker i rap til den store grønne skål, hvor alle øvrige ingredienser allerede var samlet.
Mor, må vi lave halvdelen af salaten uden medister? spurgte Frida varsomt og satte sig. Jeg kører mere grønt for tiden og Alberte bryder sig heller ikke så meget om pølse.
Uden medister er det jo ikke salat det er nærmest bare en omgang rodfrugter! svarede Helle per refleks. Men hvis det er, kan jeg komme noget fra til hende, inden jeg blander det hele sammen.
Tak, lettede Frida.
Hun holdt faktisk af sin svigermor, men hvert eneste nytår føltes, som om hun var gæst i et teaterstykke, hvor rollerne allerede var givet. Svanemors opskrifter og rutiner var hendes anker, det forstod Frida, men bare en eneste gang ville hun ønske, at hendes og Mads skikke også kunne få lidt plads ja, ikke bare i deres eget hjem, men også her.
Skal du igen eksperimentere med salater? kom det højt inde fra stuen fra Jørgen. Det ender som altid med noget uden salt. Jeg må vel selv dosere senere!
Det skal nok blive fint, svarede Helle denne gang lød det en anelse såret.
Mads opfangede det dér lille præg af fornærmelse og tænkte, at måske skulle Frida have droppet dén salat-bemærkning. Men så huskede han sidste nytår, hvor Alberte nærmest sad og kvalte sig i pølser, og mente så, at det egentlig var ok alligevel.
En halv time senere sad de samlet ved bordet. Dagslyset var endnu ikke forsvundet. Stearinlysene stod klar uden at være tændte, juletræet lyste diskret i hjørnet. Fjernsynet kørte ufortrødent, men lyden var blevet skruet ned et lille, tavst kompromis, Mads snigende havde indført, og Jørgen lod som om han intet opdagede.
Skål for gensynet, sagde Jørgen og hævede et glas cava. Skønt I kom. Børn vokser jo og Nå, I ved hvad jeg mener.
Mads blev blød indeni, han kendte farens frygt for at ende alene i det store hjem alene med gulvtæpper, vitriner og en evigt brummende TV-skærm. For faren var TV, cavasalat og traditioner en slags forsikring om, at fortiden stadig levede.
Vi er også glade for at være her, sagde Mads.
De skålede, cavaen var tør og lidt bitter, Alberte rakte ud efter clementiner, Frida fyldte juice i sit glas, Helle fordelte skålesalat.
Skal vi så se Olsen Banden i aften? spurgte Frida neutralt.
Ja da! lyste Jørgen op. Uden Banden, intet nytår! Det starter klokken ni vi spiser, drikker kaffe, og så går det løs!
Kunne vi ikke, øh, springe over i år? forsøgte Mads. Vi kan den jo på rygraden. Måske i stedet…
Se ikke på mig, brød Helle ind, uden han havde set på hende. Det er min aften. Jeg er vokset op med Banden. Havde det til at køre på sygehuset, da jeg lå der med dig kan du huske det, Jørgen? Fjernsynet stod ude på gangen.
Kan da huske hvert sekund, svarede han. Jeg løb ud og så det i pauserne.
Mads følte, at hele fundamentet under idéen med at ændre traditionen var ved at smuldre. Når det kom til stykket, handlede det jo ikke kun om en film men om alles personlige historie.
Vi kan da godt se den, indskød Frida, da hun så hans tøven. Bare vi også får et spil efter. Jeg har et spil med, det er nemt for alle.
Det skal vi nok nå, viftede Jørgen afværgende. Der er masser af tid.
Og så tog han igen fjernbetjeningen op. Mads kom til at tælle trykkene en, to, tre. Som timeklokker.
Efter maden begyndte Alberte at vrikke på stolen.
Far, hvornår spiller vi? hviskede hun, så det rungede.
Lige om lidt, svarede Mads. Vi skal lige rydde af først.
Det klarer jeg, blandede Helle sig. Gå I bare i gang. Jeg kommer, når jeg er færdig.
Mor dog! protesterede Mads. Lad mig da vaske.
Så roder du bare rundt i mit system jeg har styr på det, lød det. Ingen vrede bare faktum. Gå I bare.
Hun anbragte tallerkenerne i vasken, glas for sig, salaten under låg. Hun havde gjort det så mange år, at hun kunne hele proceduren med bind for øjnene. Også det var en støttepille.
Mads og Frida så på hinanden det var nok bedst bare at gøre, som hun sagde.
Ok, så gør vi klar til spil, sagde han.
De gik ind i stuen, hvor Jørgen allerede havde fundet TV2 Charlie og lod Olsen Banden-introen rulle. Her kommer Benny…
Far, vi ville egentlig lige… begyndte Mads med spilæsken i hånden.
Det kan vi tage bagefter, svarede Jørgen uden at skænke dem et blik. I ved, jeg elsker starten. I kan jo spille ude i køkkenet.
Der er ikke plads nok i køkkenet, indvendte Frida. Og Helle er i gang. Vi ville gerne alle være med.
Men hvorfor det? undrede Jørgen sig ærligt. I spiller alligevel for dig selv jeg forstår aldrig reglerne. Jeg ser min film. Vil I se med, så slå jer ned.
Mads trak vejret dybt. Nu gik det løs det her var selve kulminationen på dagens anspændte stemning.
Far… kan vi ikke bare gøre noget lidt anderledes i år? Vi sidder jo hvert år det samme, på repeat. Spille lidt, snakke, UDEN at TVet brager.
Hvad er der galt med TV? blev Jørgens stemme hårdere. Den bryder jo ikke ind i din mad. Jeg skruer ned.
Den bryder ikke ind i min mad, nej, men op i hovedet det larmer jo hele tiden!
Der er da ingen, der larmer, snøftede Jørgen fornærmet og skrurede instinktivt op for lyden. Musikken blev lidt højere.
Netop dér kom Helle ind og tørrede hænderne i håndklædet. Hun opfangede straks spændingen.
Hvad foregår der?
Ingenting, svarede både Mads og Jørgen i kor.
På skærmen løftede Egon allerede glasset Skål, Benny, Kjeld!. Alle kunne replikkerne, mens de diskuterede.
Vi ville jo bare gerne spille sammen, mumlede Frida. Og filmen… kunne I ikke…?
Filmen ser vi, sagde Helle fast. Sådan har vi ALTID gjort. Det ved I.
Mads mærkede sin vrede blande sig med skyldfølelsen.
De hører os ikke, tænkte han. Vores ønske om forandring opfattes som forkælelse. Deres traditioner gælder, vores gør ikke.
Han så på Alberte. Hun stod i døren med sin bløde dinosaur og sendte blikke mellem TV og voksne. Hendes udtryk var tydeligt skuffelse.
Jeg VIL ikke den film! erklærede Alberte pludselig. Den er kedelig.
Der blev stille. TVet kørte stadig, men ingen lyttede længere.
Søde Alberte, satte Helle blidt an. Det er altså ikke en kedelig film, den er bare… du er lidt lille endnu, måske.
Jeg vil spille!, insisterede Alberte med en brusten tone. Det aftalte vi jo!
Mads mærkede, at nu var det meget sværere at bede et barn vige end selv at tilsidesætte sig.
Han gik hen til fjernsynet, og før nogen kunne nå at protestere, trykkede han på sluk-knappen.
Skærmen blinkede og gik sort. Pludselig føltes hele rummet større og stillere. Man kunne høre vandet dryppe på køkkenet og en julekugle, der klirrede mod træet.
Mads, udbrød Helle.
Far, sagde Jørgen samtidig.
Samme toneleje: forurettelse og overraskelse.
Vi skal bare bruge fem minutter, sagde Mads hurtigt, og var udmærket klar over, at nu var han gået over stregen. Bare begynde lidt.
Du er i MIT hus og slukker mit fjernsyn, afbrød Jørgen. Som om jeg ikke tæller.
Ordene ramte hårdere end ventet. Mads ville svare, men det var som om, alt han kunne sige, ville lyde forkert.
Det var ikke… jeg mente bare… det var for Albert…
Alberte snøftede nu for alvor. Børns følelser bærer strøm som elektriske ledninger. Frida trak hende ind til sig.
Så, så, hviskede hun. Vi finder på noget.
Helle så et øjeblik på sin søn; det blik rummede alt: træthed, frygt, kærlighed og ikke mindst frygten for, at hendes og Jørgens nytår ville glide over i andres manuskript.
De forstår det jo ikke, tænkte hun. For mig er den film et anker, så længe den er der, er jeg stadig ung. Uden den… hvem er jeg så?
Mads, sagde hun langsomt. Far og jeg har knoklet hele dagen. Jeg vil bare gerne sidde og se min film. Jeg beder ikke om meget. Vil du spille så gør det. Men hvorfor slukke helt?
Mads argumenter krøb sammen som et tøm ballon.
Fordi, sagde han stille, når den er tændt, så er I… ikke med os. I er med fjernsynet. Vi VIL gerne have jer med. Rigtigt med.
Sætningen blev hængende. Jørgen kiggede ned. Det stak i brystet.
Nu er jeg pludselig den, der gemmer mig bag fjernsynet? Da jeg købte det, havde vi knapt råd. Nu er jeg en, der ikke tør snakke.
Han huskede ensomme aftener, dengang Helle var indlagt. Fjernsynet var det eneste, der snakkede. Siden da var han blevet bange for stilheden.
Lad os gøre sådan, sagde han da, lidt overrasket over sin egen forhandlingsvilje. I spiller nu. En time om det skal være. Bagefter ser vi så film færdig? Ok?
Mads blinkede.
Far
Jeg blander mig ikke, fortsatte Jørgen. Ja, jeg kan endda være med, hvis jeg må lære reglerne. Men bagefter så ser vi videre! Altså, også lidt for mig, ikke?
Helle betragtede sin mand med mild overraskelse. Hun havde ikke ventet den eftergivenhed, men det lød ikke overgivent, nærmere som et desperate forsøg på at høre til.
Det prøver vi, sagde Frida forsigtigt. Vi stiller Matador op på sofabordet. TVet er slukket. Når det nærmer sig halv tolv og dronningens tale, så tænder vi allesammen. Så tager vi filmen bagefter lavt. Og dem der vil spille mere, gør bare det i den anden stue.
Jeg vil spille med morfar!, udbrød Alberte, stadig snøftende, men allerede lettere.
Helle sukkede.
Hvad pokker, tænkte hun. For børnenes skyld kan man godt bøje reglerne lidt.
Ok, så, sagde hun. Forklar nu jeres regler jeg ender altid i banken!
Mads mærkede spændingerne lette. Han tændte kort TVet, men satte straks på pause. På skærmen stod Egon, glasset løftet i en fastfrosset skål.
Han kan godt vente, sagde han. Han ryger jo alligevel aldrig fra fængslet.
Jørgen kunne ikke lade være med at smile spøgen var gammel, men fungerede.
De stillede Matador op på bordet, skubbede slikskålen væk. Spillekort og plastikpenge blandede sig med fjernbetjeningen. Alberte kastede med spillebrikker ikke nogen pligt, men sjovt.
Man gør sådan, begyndte Mads. Man rykker, køber, bygger. Så scorer man…
Hvad hvis man lander i fængslet? ville Jørgen vide.
Så må mor klare friheden, lød det alvorligt fra Alberte.
Som i det virkelig liv, mumlede Jørgen, og Mads var ikke sikker på, om det var spøg.
De første runder var kaotiske. Helle satte brikker på de forkerte felter, Alberte glemte reglerne, Frida holdt tålmodigheden. Jørgen lod småledes, som om han var ligeglad, men da hans valg førte til hoteller på Rådhuspladsen, blev han mildest talt opslugt.
Jeg er måske lidt af en kapitalist, blinkede han. Jeres økonomiske overmand.
Det ku vi ikke have regnet ud, smilede Frida.
Pludselig opdagede Helle, at hun faktisk morede sig. Rigtigt morede sig ikke bare sådan tvunget. Hun kiggede på manden, der diskuterede med barnebarnet om taktik, og tænkte, at måske kan man faktisk justere selve manuskriptet. Ikke droppe det helt, bare skrive nogle ekstra replikker.
Mor, sagde Mads lavt, mens Alberte var ude. Tak, fordi du gav det et forsøg.
Næh, brummede Helle, men uden vrede. Jeg prøver bare. For os er det ikke let man går hen og vænner sig til at vide, hvad der sker hvornår. Så føles det trygt.
Det ved jeg, sagde han. Vi mangler bare lidt egne spor også. Så Alberte kan huske andet end Olsen Banden, hun ikke gad.
Det kommer hun sikkert også til, sukkede Helle. Det vigtigste er alligevel, at vi er her sammen.
Klokken nærmede sig ni; de var netop færdige. Jørgen havde vundet til stor, skjult stolthed. Han gned sig i hænderne og hentydede til TVet.
Så er det min tur?
Din tur!, erkendte Mads.
Alle satte sig, og Olsen Banden begyndte sin intro. Skærmen fyldte ikke mere hele rummet. Spillet lå stadig på bordet, spillepenge strittede mellem glas og slik og man havde fornemmelsen af, at der denne aften faktisk var sket noget.
Da meldingen om Dronningens nytårstale kom, susede Helle i køkkenet efter champagne og glas.
Tag nu juice til børnene!, skreg hun til Frida. Jeg får skylden igen, hvis de drikker med!
Alle stod med glas og hørte ordene, der var de samme som altid om udfordringer og håb. Jørgen lyttede mere til familien end til TVet.
Dér står de mine. Hvis det betyder noget for dem at spille, så går det nok. Bare de kommer!
Slået af tolv på skærmen skålede alle. Nogle huskede at ønske, andre glemte det. Alberte forvekslede ønskerne og spurgte, om hun kunne få tre på én gang det virkede smartere.
Efter dronningerens tale tændtes fjernsynet igen, men nu skrumpet til baggrundsstøj. Ingen følte sig længere overdøvet filmen kørte nærmest lydløst i hjørnet.
Helle sad på kanten af sofaen. På skærmen forsøgte Egon endnu et kup men hun var mere optaget af, at Frida og Mads diskuterede, hvem der skulle få startkortet i næste omgang.
Mor, sagde Mads pludselig. Skal vi ikke tage filmen i morgen tidlig i stilhed bare dig og far og mig? Så har I jeres ritual helt for jer selv.
Hun spærrede overrasket øjnene op.
Hvorfor?
Jamen Du siger jo, det er DIN film. Så gør vi det til JERES tradition om morgenen. Så spiller vi spil om aftenen så har vi dobbelt nytår.
Hun overvejede det; der var noget tillokkende i ideen om, at hendes tradition ikke blev taget, men fremhævet.
Vi ser, sagde hun.
Jørgen lyttede i smug, og under påskud af at følge filmen lod han en ro lægge sig. Ikke fordi de blev enige om film, men fordi sønnen forsøgte at finde plads til alle.
Alberte sad på gulvet og byggede tårn af spillebrikker lykkelig. Hun anede ikke, at de voksne havde kæmpet en lille krig om, hvordan man fejrer Nytår rigtigt. For hende blev det et minde om, at morfar pludselig snød alle i Matador, mormor grinede, og forældrene ikke skændtes.
Da klokken nærmede sig ét, opdagede Helle forbløffet, at hun nærmest ikke så på TV længere. Skærmen summede som altid, men for første gang var det vigtigere, hvad der skete herinde.
Mads og Jørgen sad sammen, fordybet i reglerne til endnu et spil. Frida og Alberte puslede i køkkenet med rester og clementinskræller. Hjemmet duftede af mad, gran og lettere halvdoven cava.
Mor! kaldte Mads. Kom ind, far lægger storplaner.
Jeg kommer, svarede hun, dækkede resten til og slukkede lyset.
I døråbningen standsede hun et øjeblik. TVet blødte skær, lyskæden blinkede. Der var noget trygt i det sammensurium.
Så pyt, tænkte hun. Sådan her er også godt. Det vigtigste er, at de er her.
Hun satte sig ved siden af Jørgen, der straks rykkede sig nærmere. Fjernbetjeningen lå imellem dem et lille, men afgørende trofæ, som ingen længere følte behov for at slås om alene.
Så, vis os nu, hvordan I bygger de veje! sagde hun og smilede.
Nytåret gik, som det skulle. Udenfor blev der skudt raketter op, Olsen Banden forvildede sig stadig rundt mellem Vanløse og Amager. Indenfor voksede de små broer mellem TV-området, spillebordet og køkkenet sig stærkere. Ingen var vinder eller taber alle havde bare givet sig en anelse, og nu føltes der mere varmt og hjemligt end længe.
