Da jeg blev gift, begyndte jeg at ringe på døren på min egen dør. På døren til den lejlighed, jeg i al hast havde flyttet ind i, og som jeg fra første dag kun åbnede med nøglen. Selvom der hang en ringeklokken, blev den knapt brugt. Min mor havde et sæt ekstra nøgler, men ingen andre kom forbi.
Jeg plejede at komme hjem sent om aftenen. Naboerne var sikre på, at jeg arbejdede som en callgirl. Jeg ankom senere og blev hentet af forskellige mænd. De var forskelligartede taxachauffører, håndværkere, men jeg arbejdede som redaktør for flytningstjenester. Træt af dagens slid gled jeg ind ad døren og faldt med ansigtet i sengen.
Der var ingen gæster, kun min ensomme kat, som desværre ikke kunne åbne døren for mig. Jeg ledte ingen under, sagde jeg ærligt; jeg vænnede mig til stilheden, til roen, til fraværet af overraskelser. Det var nok.
Men da jeg giftede mig, opdagede jeg en ny fornøjelse: at ringe på døren. Min mand arbejdede hjemmefra, så hver gang jeg kom tilbage, trykkede jeg på knappen. Nogle gange gik det i flere gentagelser på én dag.
Dingdong, dingdong, dingdong.
Hvorfor afbryder du ham, når han er i arbejde? protesterede min mor. Du har jo nøglerne!
Du forstår det ikke. Det er en særlig glæde, når nogen åbner for dig, svarede jeg, mens jeg løj. Det var mere end en fornøjelse det var ren lykke at vide, at nogen ventede bag døren.
Dingdong. Høre skridt, se nøglen dreje i låsen, høre grebet klikke
Dingdong. Se glæden i hans øjne, hans smil, mærke at han har savnet mig, selvom jeg kun var ude for at købe brød.
Dingdong. Hvis du har boet sammen så længe, ved du, hvad jeg taler om.
Nogle gange åbnede han roligt døren, tog min taske, hjalp mig af frakken, krammede mig og strøg sin skæggede kind mod min kind. Andre gange var han i travlhed, hængende på Skype, så han viftede med hænderne, gav mig et hurtigt slag på næsen og skyndte sig videre til arbejdet.
Det ændrede intet. Jeg var så begejstret som en mand med kronisk tonsillitis, der endelig fik en is. Det vigtigste var, at han aldrig blev sur, aldrig vredes op, og han spurgte aldrig:
Har du glemt nøglerne?
Som om han vidste, at det ikke handlede om nøglerne overhovedet.
Det var sådan, det var, og så vil det forblive.
Jeg ønsker jer kun to ting i det nye år sundhed og at der venter nogen på jeres dør. Alt andet må I selv drømme om og opnå. Jeg er sikker på det.
© Mette Jensen.
