Under kaffepausen så Anya sin mand med en anden kvinde og besluttede sig for at give dem begge en lærestreg.

Mette sukkede, da hun trådte ud af kontorbygningen. Dagen havde været en lang række af udfordringer. Var rapporten virkelig så vigtig? Hun kunne have klaret det i morgen. Presset på arbejdet havde været overvældende, så hun besluttede at tage en pause i sin yndlingscafé. Tanken om en lækker suppe og en kop kaffe fik hendes humør til at lysne lidt.

Da hun trådte ind, var caféen næsten tom. Lige da hun ville sætte sig ved sit sædvanlige bord, fik hun øje på et velkendt ansigt. Hendes mand, Morten. Og han var ikke alene. En glamourøs kvinde sad overfor ham og smilede forførende.

Mette stivnede, som om hun var blevet overskyllet med iskoldt vand. Kvinden så ud som om hun lige var trådt ud af et magasin platinblond, i en stram kjole, funklet af dyre smykker. Hendes makeup var perfekt. Morten fortalte noget, og kvinden lo, idet hun let berørte hans hånd.

Alt i Mette vendte sig. “Sådan er det altså?” Hun kunne mærke en vrede boble op i sig. Første indskydelse var at konfrontere dem på stedet. Råbe og skrige, som i en film. Men hun holdt sig tilbage. Det var for nemt.

I stedet trak hun sig tilbage og tænkte sig om. Nu skulle han få smagt sin egen medicin.

Hun fandt et bord i den modsatte ende af caféen, hvor hun stadig kunne observere dem. Hun bestilte sin suppe og kaffe men nød den ikke. I stedet tog hun sin telefon frem og ringede til Morten. Hans telefon lyste op på bordet. Han kiggede på skærmen og trykkede den hurtigt væk. Mette smilede bittert. “Så han vil ikke tage den? Hvad er det for en vigtig samtale?”

Hun fulgte deres hver eneste bevægelse. Morten lænede sig ind mod den blonde og hviskede noget. Kvinden fnisede og dækkede munden med sin hånd. En stor diamantring funklede på hendes finger.

Mettes hånd knugede om servietten. Hun vendte blikket væk og prøvede at samle sig. “Rolig nu, Mette. Du skal ikke gå i panik,” mumlede hun for sig selv.

Hun huskede deres første møde, de akavede dates, kærlighedserklæringerne. Var det hele en løgn? Spillede han et dobbeltspil? Mette bed tænderne sammen men forblev sitende. Måske var det bare en kollega. En *meget* nær kollega.

Pludselig bemærkede hun en mand, der gik forbi hendes bord. Høj, veltrimmet, med en antydning af skægstubbe. Han så ud som om han lige var trådt ud af en reklame. En idé slog ned i hende.

“Undskyld,” kaldte hun. Manden stoppede og vendte sig.

“Ja?”

“Jeg har en lidt underlig anmodning…” Hun pegede diskret mod Morten. “Den mand derovre? Det er min mand. Og han synes åbenbart, det er okay at være utro. Vil du hjælpe mig med at give ham en smagsprøve?”

Manden tænkte sig om et øjeblik, så grinede han.

“Okay, hvorfor ikke?” Han satte sig overfor hende.

“Jeg hedder Mette,” sagde hun.

“Jeg er Lasse.” Han nikkede.

Mette smilte, men inden i følte hun, hvordan hjertet hamrede. Hun så hen mod Morten. Han havde opdaget dem. Forvirring skød ud i hans øjne.

Han havde åbenbart ikke forventet at se sin her. Især ikke sammen med en anden mand. Morten stivnede et sekund, men vendte sig så hurtigt tilbage mod sin ledsager. Han prøvede at spille uskyldig, men Mette så, hvordan hans hånd knyttede sig.

Hun lænede sig frem mod Lasse, som om hun delte en hemmelighed. Han spillede med. Lo i de rigtige pauser.

Morten begyndte at blive nervøs. Han trommede med fingrene mod bordet. Kiggede skævt mod dem. Hans blonde selskab sagde noget, men han svarede ikke med samme iver som før. Mette tog en chance hun greb Lasses hånd. Manden forstod straks. Han pressede let hendes fingre og smilede.

Morten stirrede.

“Du er en god skuespiller,” hviskede Mette.

“Han er helt blewet,” svarede Lasse. “Skal vi gå forbi dem?”

De rejste sig. Mette tog Lasses arm, og de gik langsomt mod døren. Da de passerede Mortens bord, stoppede hun.

“Nå, hej skat! Sikke en overraskelse!” sagde Mette med uskyldig stemme. “Hvem er din veninde?”

Morten blev ildrød. Den blonde kvinde stirrede på ham.

“Det er… en kollega,” stammede han.

“En kollega?” Mette løj øjenbrynene. “Jeg troede, du havde møder hele dagen?”

Kvindens øjne smalnede.

“Er du gift?” spurgte hun koldt.

Før Morten kunne svare, rejste hun sig og marcherede ud af caféen.

“Fantastisk,” knurrede han og kastede nogle kroner på bordet. “Er du tilfreds? Hun var en vigtig kunde. Alt afhang af hende!”

“Og hvem er *han*?” pegede Morten på Lasse.

“Hvad med det?” Mette krydsede armene. “Du kan have det sjovt, men jeg kan ikke?”

“Så du har været mig utro?” Mortens stemme knækkede.

“Ja.” Hun løftede hagen.

“Jeg tror, I skal snakke alene,” sagde Lasse og skyndte sig ud.

Morten kiggede på hende med sårende øjne.

“Mette… gjorde du det virkelig?”

Hun sukkede og satte sig ved siden af ham.

“Nej. Jeg mødte ham først i dag. Jeg så dig, og jeg ville bare gøre ondt på dig.”

Morten strøg en hånd gennem håret.

“Det her er så dumt,” mumlede han. “Jeg skulle have fortalt dig det. Jeg var et fjols. Der var intet mellem os.”

Mette lænede sig ind mod ham. Hun var stadig vred, men lettelsen vældede op i hende.

“Lov mig, du ikke lyver igen.”

“Jeg lover.” Han kyssede hende på panden og holdt hende tæt.

Slowly, the knot in her chest began to loosen. Maybe, just maybe, they could fix this.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four + one =

Under kaffepausen så Anya sin mand med en anden kvinde og besluttede sig for at give dem begge en lærestreg.
Den sidste sommer i barndomshjemmet Vladimir ankom onsdag, lige som solen stod højt på himlen og havde varmet taget, så teglene knitrede. Havelågen var faldet af hængslerne for tre år siden, han trådte over den og stoppede foran trappen. Tre trin, det nederste rådnet igennem. Han testede det næste og gik ind. Indenfor duftede der af stillestående luft og mus. Støvet lå tæt på vindueskarmene, en spindelvæv hang fra bjælken til det gamle vitrineskab. Vladimir åbnede vinduet, rammen gav med et ryk, og duften af solbrændt brændenælde og tørret græs fra haven strømmede ind. Han gik gennem de fire værelser og lavede en mental liste: vaske gulve, tjekke brændeovnen, reparere vandrøret i sommerkøkkenet, smide alt ud, der er mugnet. Og så ringe til Anders, mor og nevøerne. Fortælle: Kom til august, lad os være her en måned, som vi gjorde engang. Engang — for femogtyve år siden, da far levede, og hele familien samledes her hver sommer. Vladimir huskede, hvordan de kogte marmelade i en kobbergryde, hvordan brødrene hentede vand fra brønden, og hvordan mor læste højt om aftenen på verandaen. Så døde far, mor flyttede til byen til den yngste søn, huset blev forladt. Vladimir kom én gang om året, tjekkede at ingen havde stjålet noget, og tog så tilbage. Men i foråret klikkede noget indeni: det var tid til at prøve at vække det til live. Bare én gang. Den første uge arbejdede han alene. Rensede skorstenen, skiftede to brædder på trappen, vaskede vinduer. Kørte til nabobyen efter maling og cement, lavede aftale med en elektriker. Formanden for landsbyens fællesråd mødte ham ved købmanden og rystede på hovedet: — Hvorfor investere i det gamle stads, Vladimir? I sælger alligevel snart. Vladimir svarede kort: — Ikke før efteråret, — og fortsatte. Anders kom først, lørdag aften, med sin kone og to børn. Han steg ud af bilen, så sig omkring og rynkede på næsen. — Mener du virkelig, vi skal være her en måned? — Tre uger, — rettede Vladimir. — Frisk luft til børnene, du kunne også bruge det. — Her er ikke engang noget bad. — Der er sauna. Jeg tænder op i aften. Børnene, en dreng på elleve og en pige på otte, gik modvilligt hen til gyngen, Vladimir havde sat op i det gamle egetræ dagen før. Anders’ kone, Susanne, gik tavst ind og bar madvarerne. Vladimir hjalp med bagagen. Broderen var stadig skeptisk, men sagde ikke mere. Mor kom mandag, naboen kørte hende. Hun trådte ind, stoppede i stuen og sukkede. — Alt er så småt, — sagde hun stille. — Jeg huskede det større. — Du har ikke været her i tredive år, mor. — Toogtredive. Hun gik ud i køkkenet, lod hånden glide over bordet. — Her var altid koldt. Far lovede at installere varme, men gjorde det aldrig. Vladimir hørte udmattelse snarere end nostalgi i hendes stemme. Han lavede te, satte hende på verandaen. Mor sad og så ud i haven og fortalte om tunge spande med vand, ryggen efter vaskedage, nabosladder. Vladimir lyttede og forstod, at huset for hende var en gammel smerte, ikke et hjem. Om aftenen, da mor sov, sad Vladimir og Anders ved bålet. Børnene sov, Susanne læste inde i stearinlysets skær — elektricitet var kun ført til den halve del af huset. — Hvorfor alt det her? — spurgte Anders, mens han kiggede ind i flammerne. — Ville samle os. — Vi ses jo til højtiderne. — Det er noget andet. Anders smilede skævt. — Du er en romantiker, Vladimir. Tror du, at tre uger her gør os tættere? — Ved det ikke, — indrømmede Vladimir. — Ville prøve. Broderen tav, svarede mildere: — Jeg er glad for, du tog initiativ. Men forvent ikke mirakler. Vladimir forventede dem ikke. Men håbede. De følgende dage gik med praktiske opgaver. Vladimir reparerede stakittet, Anders hjalp med taget på skuret. Drengen, Emil, kedede sig først, men fandt gamle fiskestænger i skuret og forsvandt til åen. Pigen, Anna, hjalp bedstemor i køkkenhaven, Vladimir hurtigt havde gravet op mod sydvæggen. En dag, mens de allesammen malede verandaen, lo Susanne. — Vi ligner næsten gamle kollektiver. — Kollektiver havde da i det mindste en plan, — mumlede Anders, men smilede. Vladimir så, at stemningen langsomt løsnes. Om aftenen spiste de ved langt bord på verandaen, mor lavede suppe, Susanne bagte tærter med frisk ost fra landsbyen. Snakken gik om alt mellem himmel og jord: myggenet, om græsset skulle slås, om pumpen var repareret. En aften, da børnene sov, sagde mor: — Jeres far ville sælge huset. Allerede året før han døde. Vladimir stivnede med en kop i hånden. Anders strammede ansigtet. — Hvorfor? — Han var træt. Sagde huset var et anker. Ville til byen, bo tæt på sygehuset. Jeg var imod. Synes det var vores arv. Vi skændtes. Han nåede aldrig at sælge, og så døde han. Vladimir satte koppen. — Bebrejder du dig selv? — Ved ikke. Jeg blev bare træt af stedet. Alt her minder om, at jeg insisterede, og han aldrig fik ro. Anders lænede sig tilbage. — Mor, hvorfor har du aldrig fortalt det? — I har ikke spurgt. Vladimir så på sin mor. Hun sad bøjet, hænder mærket af arbejde — og han så, at barndomshjemmet for hende var en tyngde, ikke en skat. — Måske skulle vi have solgt, — sagde han stille. — Måske, — sagde hun. — Men I er vokset op her. Det betyder jo noget. — Hvad? Hun løftede blikket. — At I husker, hvem I var, før livet gik til hver sin side. De ord tog ham tid at tro på. Men dagen efter, hvor han gik til åen med Anders og Emil, Emil fangede sin første aborre, og broderen lo uden forbehold, forstod Vladimir noget. Og da mor næste aften fortalte Anna om dengang hun lærte deres far at læse på den samme veranda, hørte Vladimir ikke smerte, men forsoning. Afgangen blev sat til søndag. Aftenen før tændte Vladimir saunaen, de svedte, drak te på verandaen. Emil spurgte, om de kommer igen næste år. Anders så på Vladimir, men svarede ikke. Morgenen hjalp Vladimir med pakning. Mor krammede ham. — Tak fordi du inviterede. — Jeg troede, det ville blive bedre. — Det var godt, på sin egen måde. Anders slog ham venskabeligt på skulderen. — Sælg, hvis du vil. Det er ok med mig. — Vi ser på det. Bilen kørte, støvet lagde sig på vejen. Vladimir gik tilbage. Gennem værelserne, samlede opvasken sammen, bar affaldet ud. Så lukkede han vinduer, låste døre. Tog den gamle, rustne staldlås fra skuret og satte den på havelågen. Han stod ved porten og så på huset. Taget var nyt, trappen solid, vinduerne rene. Huset så levende ud. Men Vladimir vidste, det var en illusion. Et hjem er kun levende med mennesker i. Tre uger var nok liv — måske nok. Han satte sig i bilen og kørte. I bakspejlet så han taget forsvinde bag træerne. Han kørte langsomt ad den hullede vej, tænkte på at ringe til ejendomsmægleren til efteråret. Men for nu vil han huske, hvordan de sad om bordet, mor grinede af Anders’ joke, Emil viste sin fisk. Huset havde gjort sit. Det havde samlet dem. Og måske, tænkte Vladimir, er det nok til at slippe uden smerte.