Små skridt
Hvorfor dig, min søn? Hvorfor ikke mig? Lise Sørensen åbnede øjnene, spurgte for tusindende gang ud i den tomme lejlighed og trak dynen over hovedet.
Morgener gav hende ingen glæde længere. Ingenting føltes rigtigt mere. Hvordan lever man videre som mor, når ens søn ikke er her mere? Til selv at trække vejret gør ondt så hvordan skulle livet overhovedet kunne fortsætte
Endnu en søvnløs nat var gået. For evigt tabt mellem mørket og tankerne. Inderst inde ønskede hun næsten at flyde væk med natten, bade i glemsel bare en stund, så hun slap for sin tunge sorg.
Hendes kat, der havde sovet trygt ved siden af hende, begyndte at dytte til hende med poterne og spinde højlydt et signal om, at nu var morgenen begyndt.
Jeg står op, jeg står op mumlede Lise og skubbede dynen væk for at imødekomme sin firbenede vækkeurs krav.
Katten var det eneste, hun havde tilbage fra sin søn. Den lille tynde killing havde Anders fundet udenfor kasernen, og det var Anders kammerat, Mikkel, der havde bragt katten hjem til Lise.
Her, Anders sagde, at hvis der skete noget, skulle du have den
Hvordan? Lise havde taget imod katten uden at forstå. Jeg ved jo ikke rigtig, hvad der egentlig skete
Din Anders var en helt Han reddede os alle, men selv Du har opdraget en god dreng, mor.
Det var først der, Lise græd.
Selv ikke da beskeden kom om, at Anders var borte. Hun græd ikke til afskeden; hun græd ikke, da familien hviskede om hende i baggrunden, mens de undrede sig over, at hun ikke fældede tårer over sit eneste barn. Ikke en tåre, selv om hendes søster bebrejdede hende for, at hun ikke ville dele erstatningen efter sønnen med slekten.
Men de forstod ikke, at hun ikke kunne græde. Hendes sjæl var frosset til is. Hun var ikke mere til stede hørte ikke, levede ikke. Alt var gået i grus med Anders
Sådan troede Lise, indtil katten kom lille, snavset, højlydt, men kærlig. Den var hendes sidste hilsen fra sønnen. Mikkel, der havde stået ved Anders, havde fortalt, hvordan han havde rejst sig op midt i kuleregnen, drejet fjendens opmærksomhed væk fra sine sårede kammerater og i den manøvre havde ofret sit eget liv for andres skyld
Og hvad gør jeg med dig, lille ven? sagde Lise, mens hun klappede killingen og endelig, endelig gav hun slip, lod tårerne komme, lod dem vaske bare en flig af den sorte smerte ud af sit bryst.
Hun vidste jo godt, at sådan kunne hendes dreng ikke andet. Fra han var lille, forstod han, hvor meget et menneskeliv betød. Lise havde været stolt af både ham og hendes mand, der som kirurg havde reddet utallige liv. Anders havde selv villet læse til kirurg, men havde til sidst valgt en anden vej én Lise kæmpede imod, bad ham vende om fra.
Jeg er nødt til det, mor de har brug for mig derude.
Selv da græd hun ikke. Bad ham bare passe på sig selv, og velsignede ham på vejen.
Først med killingen i armene brød hun rigtigt sammen mens hun holdt fast i Mikkels t-shirt for at have noget at gribe ud efter, for han mindede hende så meget om Anders med den der skæve, kække smil og sit hæse, varme Mor!
Anders havde altid sagt Mor aldrig mor eller mummy, men MOR.
Du er jo min hjemstavn! Min mor det lyder rigtigt stolt, som var du Holger Danske selv!
Han var vild med historie. Og Lise forstod den betegnelse, og al den ømhed, Anders lagde i ordet.
Mikkel havde forstået. Han havde holdt om hende uden ord, mens hun græd, indtil katten igen mindede dem om, at der var liv at tage sig af.
Han er sulten, Mikkel tørrede Lises kinder. Turen var lang
Lise fik travlt hun varmede mælk, fandt lidt at spise frem og et øjeblik var sorgen ikke så stor.
Selv spiste Mikkel som Anders hurtigt, som om han skulle nå noget vigtigt men med en appetit, der smittede Lise, så hun for første gang i lang tid selv mærkede sult. Siden Anders døde, havde hun nærmest tvunget sig selv til at spise.
De par timer, Mikkel havde inden han skulle videre, fløj af sted. Lise blev ved med at spørge ud om Anders sidste timer, og hun slap ikke killingen et sekund, uden at forstå, at nu ville livet ændre sig.
Næste morgen vågnede hun med potepres på skulderen katten havde fra da af rollen som vækkeur. Hun måtte op før solopgang for at fodre den sultne beboer. Kattens krav var mærkelige den nægtede at spise alene. Den kredsede om Lise, mjavede, indtil hun lavede morgenmad til sig selv først da kastede den sig over sin madskål.
Ro på, Gustav! Klokken er jo fanden gale tidligt, naboerne sover stadig!
Det nye liv faldt hun hurtigt ind i og på mærkelig vis var det godt. Nu havde hun altid opgaver om morgenen, og om aftenen var hun så udmattet, at hun sjældent havde overskud til de triste tanker, der plejede at tage over.
Det var hårdt at bo i den gamle lejlighed, hvor Anders var vokset op, hvor minderne sad i væggene. For slet ikke at tale om, at familien begyndte at dukke op i tide og utide ikke for hyggens, men for pengenes skyld, det vidste hun.
Lise havde altid vidst, hvordan det stod til med familien hvem der blev gift, fik børn, hvem der havde brug for hjælp. Hun havde hjulpet, når hun kunne. Men nu krævede de mere.
Du er jo alene! Hvorfor skal du bruge alle de penge? Vi har jo børn!
Hun blev helt paf, første gang hendes lillesøster sagde det. Hvad skulle hun svare? Hun glædede sig jo over, at hendes niecer og nevøer var der men hendes egen søn
Nej. Sådan kunne hun ikke sige. Så hun skrev bare og gjorde sig dermed upopulær hos både søster og resten af familien.
Du er mærkelig! Du kunne have gjort så meget godt for os, og så sidder du der og værner om det, du fik efter Anders! Din søn ville ikke have forstået dig!
De ord vækkede hende. Hun slukkede sin telefon, låste døren, og lukkede af for de mennesker, der aldrig ville forstå den sorg, en mor kan have over at miste sit eneste barn.
Først ville hun give alle pengene til et børnehjem men hendes veninde, Helle, fik hende overtalt til at vente.
Lad nu være, Lise. Giv dig tid. Lad være med at handle på følelser. Husk, hvad Anders sagde? Der er en tid til alting.
Ja han sagde det tit
Så lyt! Tag det i små skridt, Lise! Du skal nok klare det. Du ved, at Anders allerhelst ville have, at du ikke sad fast i sorgen.
Åh, Helle, savner ham så meget. Bare én lille stund at se ham, høre hans stemme, spørge ham, hvordan han har det der, hvor han er Jeg tror ikke på, at han bare kan forsvinde! Hans minder, hans drømme, hans håb? Jeg tror ikke på det! Han lever!
Selvfølgelig gør han det! Så længe du husker ham så længe er han her!
Men hvad hvis jeg en dag også forsvinder? Hvad så?
Helle pegede bare på Anders skrivebord, hvor breve fra hans kolleger og folk, han havde reddet, lå. Det var nok til, at Lise fandt lidt ro.
Hendes søn havde ikke levet forgæves. Han ville blive husket.
Og dog hvorfor gjorde det stadig så ondt?
Hverdagen sneg sig ind. Hun stod op, gik på arbejde, fodrede katten, lavede lidt i hjemmet, og troede, at nu ville intet ændre sig. Men hun tog fejl. For mødet, der skulle ændre hendes liv, var endnu foran.
Den dag det skete, kom hun sent hjem fra arbejde. En operation havde trukket ud, og hun havde siddet med papirarbejde bagefter. Da hun endelig opdagede, hvor sent det var, bestilte hun en taxa hjem.
Taxachaufføren var en ung fyr, meget snakkesalig, som fortalte historier hele vejen om hvordan han bare kørte taxi for sjov, for egentlig var han stor forretningsmand, men blev nemt rastløs.
Lise morede sig stille, spurgte ind, lod ham fortælle løs og tænkte mest på, at Gustav sikkert blev sur for at blive ventet på. Så sent havde hun ikke været hjemme, siden katten flyttede ind.
Da hun skulle ud af bilen, betalte hun i kroner og så, at der sad en kvinde på bænken foran opgangen med kufferter, en barnevogn og to børn. Drengen var vel fem år og krammede sig til hendes ben.
Underligt , mumlede Lise, men da chaufføren spurgte om hun havde brug for mere, takkede hun nej.
Et øjeblik! han steg ud og holdt døren op for hende med et buk. Kære Lise, du er fantastisk!
Fordi jeg lyttede til din snak?
Fordi du lod mig snakke! Min mor siger, jeg aldrig kan holde min mund.
Fantasi er sommetider den bedste vej frem. Tag det med dig!
Hun vinkede, gik op mod opgangen og kunne ikke lade være med at kigge på kvinden på bænken.
Hvad fik hende til at stoppe?
Måske den måde kvinden sad på, skuldrene faldne, mens hun beskyttede barnet. Eller blikket fra den lille dreng, som bare stod roligt og holdt fast, ikke klynkede.
Senere kunne Lise ikke forklare, hvad der fik hende over på bænken.
Venter du på nogen? Er der ikke nogen, der henter jer?
Kvinden løftede blikket langsomt.
Nej. Ingen venter på os.
Men hvor skal I gå hen? Du har jo børnene med!
Ingen steder, hun rystede på hovedet og vuggede sin baby, som slet ikke vågnede, og pludselig græd hun lydløst.
De tårer, den hjælpeløse gråd, genkendte Lise omgående. Hun handlede instinktivt.
Rejs dig nu! Du må være frysende, og ungerne skal sove. Kom med mig!
Kvinden blev straks utryg og skjulte sin dreng for Lise med kroppen. Det fortalte Lise alt om, hvorfor de var havnet her midt om natten.
Bare rolig! Jeg bor alene. I kan sove her så ser vi i morgen, hvad der skal ske. Det er nat. I skal ikke ligge på en bænk!
Du er ikke bange? spurgte kvinden.
Bange for hvad? Jeg har oplevet det værste. Nu er her kun resten. Kom nu bare op natten er lang, men alt bliver klarere til morgen.
Den næste time var ren kaos. Gæsterne skulle indlogeres, børnene have mad, bades, og moderen skulle have et varmt bad. Først da roen sænkede sig, og Lise puttede sig med Gustav, gik det op for hende, at hun ikke engang havde spurgt efter navnene på sine nattegæster.
Nå, det finder vi ud af i morgen, tænkte Lise og lukkede øjnene.
For første gang, siden Anders død, faldt hun i søvn uden hjælp ingen tårer, ingen uro. Selv Gustav holdt op med at spinde, da han hørte, hvor roligt Lise åndede.
Lises morgen startede med et chok den lille dreng stirrede hende lige i ansigtet. For et sekund troede hun, at det var Anders som barn samme viltre hår, samme åbne blik.
Er du min mormor? spurgte han, mens han kløede Gustav bag øret.
Nej, lille ven, sagde Lise blidt og klappede ham. Hvorfor er du vågen så tidligt?
Mor er vågen. Og så vågnede jeg også. Har du tegnefilm?
Hun kunne ikke andet end stå op og finde lidt underholdning. Ikke at drengen havde det store behov Gustav og han lavede hurtigt ballade sammen med kattens yndlingslegetøj og overlod de voksne til samtalen i køkkenet.
Der mødte hun sin gæst ved komfuret.
Undskyld, sagde kvinden straks. Jeg skulle bare lave erstatning til babyen, og jeg ville ikke vække dig
Det gør ingenting! Børn skal da ikke være sultne. Vi har slet ikke fået præsenteret os. Jeg hedder Lise Sørensen.
Anna. Anna Nielsen. Drengene hedder Mads og Emil.
Må jeg spørge hvordan kom du til at sidde alene med børnene i nat?
Anna vendte sig bort et øjeblik, men satte sig så og kiggede Lise i øjnene.
Det kan jeg godt fortælle. Ingen andre har spurgt; men du virker som en, der forstår. Jeg blev smidt ud.
Af hvem? Hvorfor?
Svigermor ja, vel at mærke eks-svigermor nu.
Er du blevet skilt?
Nej, det er ikke det Min mand kørte lastbil
Anna tøvede, stemningen blev tung.
Hvorfor kørte? spurgte Lise blidt.
Han kørte galt. Faldt i søvn ved rattet. Jeg havde bedt ham holde pauser, men han ville ikke høre. To børn, men han tog ikke vare på sig selv! Kan man det?
Selvfølgelig ikke.
Det er bare så svært Anna kiggede ned. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg er jo også mor. Jeg kan ikke love, at jeg aldrig gør min svigermors fejl, når mine drenge bliver store. Første åre var hun sød, men da vi flyttede, ændrede hun sig hun trak konstant i sin søn, ville have hans opmærksomhed. Når han kom hjem fra arbejde, skulle han straks køre hende alle steder. Jeg tilbød at køre hende, men næh nej! Jeg ville jo bare give ham lidt fred. Men hun blev bare vred.
Skylder du hende for det der skete? spurgte Lise.
Nej! Overhovedet ikke. Ærligt talt forstår jeg hendes reaktion. Hun har mistet sin søn det sætter sig. Men så meget træthed hober sig op. Jeg kunne selv mærke det med min ældste da var der mere overskud, han var nem. Med Emil var alt mere besværligt, han var græsen, ulykkelig, og min far, som jeg kunne have spurgt han drikker, så jeg kan ikke bo med børnene hos ham.
Men hvorfor pludselig på gaden?
Da Ole døde, kunne jeg ikke betale for lejligheden alene. Udlejer bad mig flytte, og jeg havde ikke noget sted at gå hen. Svigermor ville ikke se mig sagde, det var min skyld, hendes søn døde og jeg ja, jeg havde ikke noget valg.
Tænk sig og din egen far, du kan ikke tage hjem til ham?
Han drikker, og værelset er for småt til børnene.
Og hvorfor var I så herude?
Jeg skulle have lejet et værelse her i Vanløse, men udlejeren havde allerede lejet det ud, da vi kom frem. Så sad vi bare dér
Sådan skal det ikke være, sagde Lise og lagde hånden på Annas. I bor hos mig, så længe I behøver.
Det kan jeg ikke tage imod Anna rystede på hovedet.
Jo, det kan du. Børnene har brug for dig. Det er det vigtigste. Du klarer det.
Sådan fik Lise pludselig ansvar og ikke kun for én.
Først fik hun Anna og drengene ind i Anders gamle værelse, hjalp dem til rette, senere tog hun mod til sig og besøgte Annas svigermor, så de kunne tale ud. Det var svært, men Lise fandt de rigtige ord til en mor, der havde mistet sin søn, men som kunne få børnebørnene tilbage dog ikke Anna, som hun nægtede at sende derhen foreløbig.
Lad tiden læge, tal bare med børnene. Så ser vi.
Tiden viste, at det blev det rigtige valg. To år efter var Anna i arbejde, Emil i børnehave, og Lise støttede Anna i at tage et lille lån til en lejlighed. Anna nægtede at tage imod pengene som gave.
Jeg vil låne til udbetalingen ikke have det foræret!
Du har jo børn, Anna!
Ja, og en mor, der bærer mig! Og nu to farmødre til mine drenge kan man ønske sig mere? Heldet har ramt mig nok for hundrede år.
Lise rystede grinende på hovedet. Hun vidste, at når tid var, skulle Mads og Emil nok få både uddannelse og tag over hovedet hun skulle nok sørge for det.
Nu græd Lise ikke, når hun vågnede. Hun nussede Gustav, sendte et blik på billedet af Anders og nikkede, som om hun svarede på et af hans gamle spørgsmål:
Jeg lever, min dreng! Jeg lever godt. Jeg prøver. Skridt for skridt går jeg dig i møde Nej, jeg græder ikke mere. Nå ja, måske lidt! Lidt skal der være lov til. Anna skælder også ud på mig, men selv tuder hun, når hun savner. Drengene vokser Mads er så nysgerrig, præcis som du var. En million spørgsmål i minuttet! Men det er jo kun godt, ikke? Og Emil han er blidheden selv. Gustav holder af ham mere end af mig! Så jeg lever, min dreng. Du skal ikke bekymre dig om mig. Når min tid er inde, ses vi igen det tror jeg på!
Gustav snuser til hendes kind, puffer til hende, og Lise smiler og gør klar til en ny dag.
Jeg står op, jeg står op Lise satte kaffen over, mens morgensolen sneg sig ind gennem sprækken i gardinet og tegnede striber på køkkengulvet. Ude fra værelset kunne hun høre børnestemmerne tumle, le og råbe efter katten, der selvfølgelig deltog stormende i legen, så hårtotter røg rundt. Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Følelsen af tomhed, den grå kulde der engang fyldte hendes bryst, var der stadig men nu havde den huller, hvor lyset sivede ind.
Senere, da de sad omkring bordet Anna med sovehår og varme hænder om kaffekoppen, drengene med krummer på kinderne og kartoffelmos i håret greb Lise sig i at tænke, at måske var det her, livet hele tiden havde ført hende hen. Ikke som mor, ikke længere kun som sørgende men som en, der kunne give plads, varme og ro, fordi hun havde lært, hvordan selv det knuste hjerte kan bære andre.
Hun fiskede et stykke papir frem fra skrivebordsskuffen: Anders barndomshåndskrift, en seddel hun havde gemt.
Husk katten, mor! Husk at grine. Og husk at gå ture det hjælper altid.
Hun fnisede lydløst. Det ville hun gøre.
Og da døren til altanen stod åben lidt senere, og morgenlyset dansede over Mads krøller og Annas blide blik, mærkede hun pludselig en lethed hun havde troet var forsvundet. Sorgen ville for altid være en del af hende men den fyldte ikke det hele mere.
For udenfor ventede verden på små skridt.
Hun tog Gustav under armen, kravlede i skoene, og råbte ind mod stuen:
Kom, unger, skal vi ikke gå hen til legepladsen? Katten kan komme med og måske fortæller jeg jer om dengang Anders var på jeres alder og troede, han kunne fange lynet!
De kom stormende ud, Anna smilede og løftede babyen, og Lise trak vejret dybt første gang på længe føltes det let.
For hvert lille skridt, hun tog, var det ikke væk fra savnet, men tættere på livet. Hver dag en mulighed hver latter et bevis på at Ingen tabes, når man deler sit hjerte med andre.
Og da de gik ned ad trappen, mens Gustav spandt og drengene lo, var det som om Anders stemme spøgte stille i morgenskæret:
Sådan, mor. Godt gået.
Lise nikkede, mærkede solen på kinden, og gik dem i møde mod alle livets nye begyndelser, et lille skridt ad gangen.
