At vende hjem
Ida, Bodil! Pak jeres ting med det samme! råbte jeg, da jeg nåede hjem fra byen.
Min kone og datter så forvirrede på mig: Hvilke ting skal vi pakke, og hvorfor?
Er der sket noget? spurgte Bodil forsigtigt, mens hun krammede en forskrækket Ida ind til sig.
Der er sket noget!
Smider du os ud, eller hvad? Vi har altså ikke gjort noget galt. Og vi har jo ikke andre steder at tage hen.
Altså, Bodil, jeg har sagt det før det er som om en bjørn ikke bare har trampet dig på øret, men også på hovedet med alle fire poter, grinede jeg. Ingen bliver smidt ud, vi skal til havet!
Til havet!? udbrød Bodil.
Mor, er far gået amok igen har han slået hovedet oppe på loftet? spurgte Ida og stirrede på mig.
Nej, han har vist ikke været oppe på loftet i dag. Han var i byen for at sælge kartofler, svarede Bodil tænksomt.
I er da umulige… sagde jeg og viftede med hånden. I brokker jer altid… I har jo altid sagt, at I gerne ville se havet bare én gang, og nu står I bare der og glor som saltstøtter. Skal jeg vente længe endnu?
Kan du ikke forklare, hvad der er sket? Hvor skulle vi få penge fra til sådan en tur?
Vi skal slet ikke bruge nogle penge! smålo jeg og trak en folder op af lommen.
Mor og datter kunne kun nå at se et glimt af en sandstrand, blå himmel og et flyvinge på omslaget.
*****
Jeg og Bodil har altid boet på landet, og vi blev aldrig rigtig tiltrukket af livet i byen. Jo, vi prøvede da men det gik ikke. At leje bolig, køre i overfyldte S-tog, leve fra løn til løn og håbe, at pengene denne måned ikke blev forsinket…
Den slags udsigter sagde os aldrig noget, og hverdagens stress drænede os.
Nogen finder måske deres plads i betonjunglen, men vi ville hellere være tæt på naturen. Hjem til landsbyen, hvor huset stod, og naboerne altid var de samme.
Så efter lidt tid i København vendte vi tilbage til vores rødder. Nogen skal jo også bo på landet, plejede jeg at sige, og Bodil nikkede altid.
Vi tog kun til byen, når det var nødvendigt. Oftest for at sælge grøntsager fra vores egne marker kartofler og andet.
Vi levede ikke i overflod, men vi manglede aldrig noget. Mere havde vi ikke brug for.
Undtagen… Havet.
Ikke mig, men Bodil, og senere fik Ida også lyst. Ingen af dem havde nogensinde set havet kun på tv eller i blade. Jeg var engang med min mormor i Skagen og på Bornholm som barn. Jeg vidste, hvad det handlede om.
Men tiderne havde ændret sig, og det samme havde pengene. Nu var ferie ved havet en luksus. Og hvem skulle passe gården?
Vi havde både høns og ænder…
Men ingen familie i nærheden til at hjælpe.
Jeg voksede op uden forældre, og min mormor arvede jeg huset fra.
Bodil havde godt nok forældre, men voksede op i et hjem med en far, der drak sig ihjel. Hendes mor ville have hende gift med en rig mand, så hun selv kunne få et ordentligt liv sidst i livet.
Men da hun fandt ud af, at Bodil ville giftes med mig en mand uden penge på lommen smed hun hende ud, solgte huset og flyttede til Jylland til sin søster.
Så vi kunne ikke regne med nogen hverken til hjælp eller gårdpasning.
Men vi sparede alligevel krone for krone, øre for øre. Måske kunne vi en dag få drømmen opfyldt. Vi ville tro på mirakler.
Men altid kom noget i vejen.
Først skulle taget skiftes, fordi det var blevet utæt. Så måtte fundamentet forstærkes, da revnerne voksede så store, at man kunne stikke en finger ind.
Alle opsparingerne forsvandt altid på uforudsete udgifter. Og vi måtte begynde forfra.
En periode lykkedes det os at lægge lidt til side endda så vi kunne have taget en uges sommerferie. Vi havde aftalt med naboen, at hun ville passe dyrene.
Men så kortsluttede strømmen i huset, og vi brugte alle pengene på el-arbejde.
Ida blev skuffet.
Forældrene havde allerede købt hende en badedragt, et håndklæde med en lyserød elefant, og en snorkelmaske.
Hun havde længtes efter den dag, hendes største ønske ville gå i opfyldelse. Men det gjorde den ikke.
Hun græd længe.
Jeg ville så gerne til havet før jeg skulle i skole, så min stil om sommerferien i år kunne være anderledes end de sidste par år, sagde Ida til Bodil. Alle siger jo bare, at mit liv er kedeligt.
Bodil sukkede.
Hun havde intet at svare sin datter…
For der var ikke penge til en lynferie lige nu.
Jeg gjorde ellers mit bedste for at finde pengene tog ekstra arbejde, solgte grøntsager… Men der var altid noget andet at betale.
Også i dag tog jeg til byen med kartofler for at tjene lidt til Idas drøm.
Indtil videre var en ferie ved havet en drøm, der nok aldrig ville gå i opfyldelse.
I år kan vi helt sikkert ikke tage af sted, tænkte Bodil. Alle penge gik til el den forbandede el.
Ida havde slået sig til ro med det. Grædt ud og pakket væk, som de tidligere år.
Men så dukkede jeg op hjemme fra byen med en folder i hånden og bad dem pakke.
Var det min dårlige humor eller mente jeg det? Hvis det var en spøg, var det ikke sjovt. Og hvis det var alvor…
Så havde hun kun ét spørgsmål: Hvordan er det overhovedet muligt? Har du røvet en bank?.
*****
Jeg spørger igen, hvor kommer de billetter fra? spurgte Bodil, mens hun så på den flotte folder.
Jeg siger det igen: Jeg har vundet!
Vundet i lotto? Du har da aldrig gidet sådan noget! Du har altid sagt, der ikke findes gratis frokoster. Kom nu, sig det som det er. Har du stjålet penge?
Jeg har ikke stjålet noget! Jeg siger jo, jeg har vundet. Jeg gik ind i supermarkedet for at købe chokolade til Ida. Faktisk for 150 kroner. Og ved kassen siger de, at de i dag har en konkurrence Sommerophold for hele familien. Hvis man handler for mindst 150 kroner, udfylder en kupon og smider i tromlen, og…
Og?
Og jeg vandt. En hel uge ved havet. Alt er betalt. Flybilletter, hotel lige ved stranden og endda mad. Det er bare at pakke og komme afsted mod drømmen!
Hurra! råbte Ida, som slet ikke havde troet, at sådanne mirakler kunne opleves i virkeligheden.
Bodil var stadig skeptisk. Det kunne da ikke passe, man kunne komme gratis til havet uden en krone på sig.
Men ingen snød os.
Turarrangøren, som butikschefen selv kørte os ud til, hjalp os hurtigt med papirerne og fortalte detaljer og pludselig stod vi alle tre ved det bløde sand og kiggede fortryllet ud over havet.
Hvor er det stort… åndede Bodil.
Og smukt! tilføjede Ida. Mor, far, skal vi ikke bade nu? Hvor længe skal vi bare stå her?
*****
Ferien blev utroligt dejlig. Varmen, det klare vejr, den gode mad.
Og det var fantastisk at sove på en ordentlig madras. Man vågnede som ny hver morgen.
Ida fandt også en ven.
Hvem er det? spurgte Bodil, da Ida kom løbende.
Gustaf! Han er så sød! Han bider ikke, kradser ikke, og spinder, som var han en traktor. Mor, må jeg ta ham med hjem? Så behøver du ikke købe en souvenir-magnet. Jeg vil bare have ham!
Nej, Ida. De lader os ikke tage en kat ind på hotelværelset. Du må sætte ham ud, hvor du fandt ham.
Ida blev ked af det, men gjorde som moren sagde. Men Gustaf fulgte efter hende igen.
Den rødhårede pige havde åbenbart vundet hans hjerte, og han ville så gerne være hendes ven.
Jeg kan ikke tage dig ind på hotellet, men ingen kan forbyde os at være venner, vel?
Miauw!
Ida så Gustaf hver dag. Han ventede udenfor hotellet og fulgte hende til stranden. Men våde poter fik han aldrig han ventede tålmodigt ved vandkanten.
Kun en dag mødtes de ikke.
Det regnede voldsomt, og de skulle også pakke kufferterne, for næste dag gik flyet hjem.
Mor, tager vi Gustaf med hjem? spurgte Ida før sengetid. Vi er jo venner, og man lader ikke venner alene! Så kan han bo hos os.
Min pige, sukke Bodil tungt. Hvordan skulle vi få ham med, når vi ikke må tage ham med ombord i flyet?
Hvorfor ikke? Han er jo lille. Han kan sidde på mit skød.
Fordi han er et dyr. Kan du huske, hvad damen i rejseselskabet sagde? At vi kun må tage dyr med, hvis vi har pas og vaccinationer i orden. Uden det, ingen adgang til hverken fly eller terminal. Vi må desværre lade ham blive her.
Ida græd næsten hele natten. Vi gjorde alt for at trøste hende.
Vi faldt først i søvn tidligt om morgenen, og ingen hørte vækkeuret.
Da jeg gned søvnen ud af øjnene og kiggede på uret, så jeg, at vi havde sovet over os.
*****
Jeg løb forrest, slæbte to store kufferter. Bodil prøvede febrilsk at følge med, mens Ida slet ikke havde travlt først gik hendes snørebånd op, så snublede hun over ingenting.
Ida! Kom nu! råbte Bodil.
Ida vidste udmærket, at vi var ved at miste flyet, og at vi måske ikke kom hjem. Bare tænkt, at vi måtte bo ved havet men uden tag over hovedet.
Men hun kunne ikke efterlade sin ven. Man efterlader ikke sine egne.
Ida stoppede og kiggede tilbage. Gustaf stod stadig på fortovet og så bedrøvet efter hende. Han vidste, det var et farvel for evigt. Det er dyrkår: at miste dem, man elsker.
Ida, ind i taxaen nu! råbte jeg og løftede den sidste kuffert ind sammen med chaufføren.
Men hun gik ingen vegne.
Mor, far, I må tage af sted uden mig! hun vinkede til os og løb hen til katten.
Gustaf blev mindst lige så overrasket som mig og Bodil. Han havde allerede forliget sig med, at hun forsvandt sådan blev han forladt sidst, da hans forrige ejere måtte rejse.
Men Ida havde besluttet sig: Hun tog ham op, holdt ham fast og hviskede:
Jeg forlader dig ikke, hører du? Hvis jeg ikke må tage dig med, bliver jeg her. Sammen med dig.
Ida! Kom her straks! Bodil ud af taxaen og spænede over til datteren. Hvad sker der?
Jeg efterlader ham ikke!
Ida, jeg har jo forklaret dig, at det ikke kan lade sig gøre… Vi må ikke tage katten med ind i flyet.
Så kom jeg også og forsøgte at forklare, at det ikke var muligt at tage et dyr med.
Hvorfor ikke? Jeg kan da skjule ham i min rygsæk. Please! Mor, du sagde selv, du aldrig kunne tilgive mormor for ikke at støtte dig, da du valgte far. Er det ikke det samme, du gør nu?
Ordene tog pusten fra Bodil. Hun så på mig, og jeg bøjede mig træt:
Lad hende tage katten med. Og hvis vi ikke kommer med flyet på grund af det, er det hendes ansvar. For vi kan ikke komme hjem på anden måde.
*****
Ved lufthavnen stod en folkemængde, og der var brok og råb over alt.
Skal vi nu stå her og blive drivvåde? brokkede en dame sig. Jeg har altså billet! Jeg har ret til at komme ind.
Hav lidt tålmodighed, svarede en vagt. Jeres fly går om to timer, I når det. Teknikken skal bare ordnes først.
De burde bruge ordentligt udstyr, mumlede en mand.
Da jeg kom tættere på, fandt jeg ud af, at begge scannere var gået i stykker, og derfor måtte kun dem, der snart skulle ombord, blive lukket ind ingen andre.
Hvor skal du hen, makker? stoppede en yngre vagt mig. Der er lukket her, til udstyret virker igen.
Men vores fly afgår nu! Vi er bare sent på den, men når det stadig.
Hvor mange er I?
Fire… øhm, tre. Mig, min kone og datter. Der er de der!
Gå bare ind.
Jeg åndede lettet op og gik ind med Bodil og Ida, mens folk brokkede sig højlydt.
Kufferterne på bordet, brølede en kvinde i uniform. Og alt op ad lommen.
Vi fulgte anvisningerne, og kvinden kastede et strengt blik på Ida.
Mangler du en særlig invitation, pige? Kom herhen.
Jeg har bare min rygsæk med legetøj, blinkede Ida.
Så er vi på den… hviskede jeg til Bodil. Jeg sagde jo, det ikke gik.
I det samme trådte en stewardesse ind i lokalet, gik hurtigt hen til mig og bad om billet:
Hvor har I været? Flyet har ventet i fem minutter! Kun jer mangler vi!
Vi var til sikkerhedstjek, mumlede jeg.
Tamara, hvorfor holder du folk tilbage? udbrød stewardessen. Er du blevet skør?
Skal jo tjekke…
Har du kufferterne i hånden, er det tjekket.
Pigen mangler.
Det er altid dig og dine regler. Tror du virkelig, at pigen har noget forbudt med?
Måske ikke, men jeg følger bare reglerne.
Ida, hvad har du i rygsækken? spurgte stewardessen. Kan vi se? Ellers får Tamara aldrig fred i sjælen.
Bare legetøj og en plyskat. Men lynlåsen vil ikke rigtig op. Den sidder fast. Det sker tit. Ti minutter, så har jeg den nok åbnet.
Tamara! Vi har ikke ti minutter. Lad pigen gå. Jeg tager ansvaret.
Fint, gå bare.
*****
Lidt efter gik mig, Bodil og Ida op ad trappen efter stewardessen. Ida var lykkelig, for alt var gået godt, men vi voksne undrede os det var jo ligefrem et mirakel.
Værsgo og gå ombord, smilede stewardessen.
Jeg gik ind, så Bodil, og da Ida passerede krogen, jamrede noget i hendes rygsæk sagte.
Hvad var det? spurgte stewardessen. Har du en kat i rygsækken? Har den pas? Har I betalt for den? Og hvor er transportkassen?
Ida holdt rygsækken tæt ind til sig. Tårerne truede. Alt gik ellers godt og…
Forstå mig ret, blandede jeg mig. Datteren fandt katten ved hotellet. Hun kan ikke sige farvel. Vil ikke lade den være. Hun nægtede endda at tage hjem uden. Og vi har ikke penge til at tage anden vej.
Fundet på gaden, siger du… sagde stewardessen tankefuldt. Nå, så gå ind, men prøv at holde katten skjult.
Mener du det? Må vi tage katten med? udbrød Ida, som var forberedt på det værste.
Det er da godt, du vil tage den med hjem. Så ja, men I må heller ikke sætte mig i klemme.
*****
Ida satte sig ved vinduet, holdt sin rygsæk med Gustaf tæt ind til sig.
Da stewardessen gik, åbnede hun lynlåsen en anelse, så Gustaf kunne se skyerne.
Alt var stille. Så blev maden ikke delt ud som vanligt…
Ida var faldet lidt i søvn, men vågnede ved et gennemtrængende skrig. Det var en stewardesse, der i rædsel råbte, mens hun hoppede op på en passager. En mus var sprunget ud af en madkasse og løb panisk rundt fra sæde til sæde. Ikke noget med at hoppe fra et synkende skib det var ren panik.
Der var mange kvinder ombord, så inden længe lød der skrig og råb i hele flyet. Selv andenpiloten kiggede ud fra cockpittet.
Hvad sker der, Zoe? spurgte han stewardessen, der havde lukket os ind.
Mmus…
Hvad?
Musen, der løber rundt!
Inden længe så piloten selv gnaveren, som forvildet spænede rundt.
Fantastisk, som om vi ikke havde nok problemer. Den skal fanges! Og nu!
Hvordan? Jeg tør ikke engang se på den.
Det må den! Det er alvorligt!
Ida, der havde hørt samtalen, fik en lys idé.
Hun åbnede rygsækken, tog Gustaf ud, pegede på musen, og så var der ellers drama, så man kunne ønske sig popcorn til.
Alle passagerer, stewardesser, og piloten så åndeløse til, mens Gustaf jagtede musen ned gennem kabinen.
Som en ægte jæger løb han lynhurtigt, men musen var snu, og det tog sin tid, før Gustaf havde den i poterne.
Så tog Ida sig af musen, og den endte til sidst i en plastikbøtte fra stewardessen Zoe.
Hvis kat er det? råbte piloten, da stormen var ovre.
Min, det er min kat! svarede Ida og gemte Gustaf igen.
Jeg takker dig og din røde kat. Jeg ved ikke, hvad vi ville have gjort uden han. Tak!
Jeg og Bodil blev bare siddende med åben mund.
Vi var så chokerede, vi ikke kunne få et ord frem. Men vi nåede at tænke meget, mens Gustaf jagtede gnaveren. Vi var mest bange for at blive sat af flyet eller skulle betale store bøder for at have smuglet en kat uden pas. Men alt endte lykkeligt.
Gustaf blev ikke bare undskyldt, men endda fodret efterfølgende, fordi ingen andre havde appetit. Og vigtigst: Vi kunne vende hjem alle sammen.
*****
Ej nu må du holde sådan noget sker kun i film, sagde naboen, da jeg fortalte hende historien, mens hun fik endnu en kop te efter at have passet dyrene.
Men Ida sad allerede inde på værelset og skrev sin stil: Sådan brugte jeg min sommer.
Nu kan ingen kalde hendes liv for kedeligt! Gustaf spandt på hendes skød, lykkelig over, at alt var gået godt.
Og han var også glad for at være vendt hjem.
Det var jo et nyt hjem, nye mennesker, men vigtigst af alt: Han var elsket og skulle aldrig efterlades igen.
Denne rejse lærte mig, at mirakler nogle gange sker for dem, der aldrig giver op og tør tage chancer for dem, de har kær.
