På et lægeferieophold i kurhotellet ved Rømø havde jeg meldt mig til en danseklub. Jeg havde slet ikke planlagt nogen romantiske eskapader jeg ville blot slippe hverdagens tristesse, lytte til live-musik og få kroppen i gang.
Lokalet var propfyldt, snakken blandede sig med saxofonens blæst, og jeg, i en let sommerkjole, følte mig som en pige til sin første skolebal. Så mærkede jeg en hånd på min skulder.
Må jeg, spørger en mandlig stemme, og jeg vendte mig om med et smil, klar til at svinge med en fremmed. Men det var ingen fremmed overhovedet. Jeg stirrede på et ansigt, jeg ikke havde set i fyrre år, og pludselig stod tiden stille.
Det var Peter. Min første kæreste fra gymnasiet, drengen der skrev digtedigte på margen af mine notesbøger og gik mig i skoleporten.
Mine ben føltes som skumfiduser. Peter? hviskede jeg. Han smilede med den samme drilagtige grin, jeg huskede fra de dage, vi sad på muren foran skolebygningen. Hej, Mette sagde han, som om vi havde set hinanden i går. Skal vi danse?
Vi gik ud på dansegulvet, og orkestret startede med en gammel swing. Vi dansede, som om vi aldrig havde holdt pause. Peter vidste stadig, at jeg elsker, når partneren leder med selvsikker, men blød hånd, uden at trække i mig. Jeg blev igen 18årig, overbevist om, at livet først tager rigtig fart.
I pausen satte vi os ved et bord i hjørnet. Rummet duftede af parfume og varme kroppe. Jeg troede aldrig, jeg ville møde dig igen, sagde han. Efter gymnasiet fløj livet forbi på højtryk studie, arbejde, rejser og så er der gået fyrre år.
Jeg fortalte ham om mit ægteskab, som sluttede for et par år siden, om børnene, der nu har deres eget liv. Han fortalte, hvordan han mistede sin kone for tre år siden, og hvor svært det havde været at finde sig selv igen. Jeg lyttede, og følte, at selv efter al den tid taler vi stadig samme sprog halvt ord, fælles vittigheder, forstående blikke.
Da orkestret begyndte at spille igen, rakte Peter sin hånd ud. En dans mere? spurgte han. Så gik aftenen i opløsning dans efter dans, snak efter snak. Begge vidste vi, at dette ikke var et almindeligt møde i et kurhotel. Det var noget helt større.
Mod slutningen af danseaftenen gik vi ud på terrassen. Over havet lå en let tåge, og gadelamperne kastede et varmt, gyldent lys. Ved du, at jeg engang lovede dig, at vi skulle danse sammen, når vi blev seksti? sagde han pludselig. Jeg gik i stå. Jeg havde helt glemt den drilagtige vov fra årtierne før, som så fjern ud, at den næsten virkede uvirkelig. Og se, han smilede jeg holder min løfte.
Jeg mærkede en knude i halsen. Hele livet har jeg troet, at de første kærligheder er smukke netop fordi de ender. At de ville miste deres magi, hvis de varede ved. Men nu stod Peter foran mig med gråsprængt hår og rynker omkring øjnene og jeg så stadig den dreng, jeg havde danset med i gymnasiet.
Jeg gik tilbage til mit værelse med et hjerte, der slog som dengang, jeg var atten år. Jeg vidste, at dette ikke var tilfældigt. At skæbnen af og til giver os en ny chance, ikke for at genoplive fortiden, men for endelig at leve den, som den bør.
Derfor tøvede jeg ikke, da Peter næste morgen foreslog en gåtur på stranden. Solen var netop ved at stige op over horisonten og male vandet i gyldne og lyserøde nuancer. Stranden var næsten øde, kun måger svævede over bølgerne, og i det fjerne så jeg et ældre ægtepar samle småskaller.
Vi gik langsomt, barfodet, og de kolde bølger skyllede vores fødder. Peter fortalte om sit liv hvordan skæbnen kastede ham fra sted til sted efter gymnasiet, om rejser, der gjorde ham lykkelig, men aldrig som det smil, han havde haft i sin ungdom. Jeg lyttede, og hver hans sætning fjernede et lag af tavshed, som havde bygget sig op gennem årtierne.
Pludselig stoppede han, samlede en lille bit af rav fra sandet og rakte den til mig. Da jeg var barn, troede jeg, at rav var solskinnet, der faldt i havet, sagde han med et grin. Måske bliver det din lykkeamulet.
Jeg klemte ravet i hånden og mærkede, at det var varmt, selvom havet burde have kølet det ned. Jeg så på Peter og så ikke kun den mand, han var blevet, men også drengen fra gymnasiet, der engang fik verden til at virke enklere og lysere.
Vandreturen varede flere timer, selvom det føltes som få minutter. Da vi gik tilbage, blæste vinden i mit hår, og Peter skubbede det væk fra ansigtet med den samme gestus, som jeg huskede fra tiår siden. Jeg indså, at jeg ikke ville behandle dette møde som en sentimental affære. Jeg ville give mig selv en ægte chance en chance uden frygt for, hvad fremtiden måtte bringe.
Om aftenen, mens vi sad på terrassen i kurhotellet, så vi solnedgangen sammen. Der var ingen store erklæringer, kun stilheden, som jeg følte mig tryg i. Peter lagde sin hånd på min og sagde stille: Måske kan livet virkelig smile en anden gang. Og jeg, for første gang i lang tid, troede på det.
