**Kære dagbog, 12. august 2023**
I går, mens jeg sad med kaffe i køkkenet, så min kone, Ingrid, kiggede nysgerrigt på min skærm over min skulder.
Hvem skriver du med? spurgte hun med et smil, men stemmen bøjede sig af bekymring.
Jeg gispede, lukkede hurtigt den åbne Facebookside og kiggede op.
Åh! Du skjuler dig igen? Fik du mig til at tro, du var på spionage?
Jeg var bare nysgerrig, men du virker så anspændt. Er der en Lene eller noget sånt?
Hvem er Lene? spurgte jeg, lidt irriteret.
Lene Sørensen, din gamle klassekammerat fra gymnasiet, den du altid løb efter i de sidste år.
Hvad så? Du tror, jeg har glemt hende? Jeg kan ikke huske nogen Lene. Måske skal du hellere varme din suppe, end du står og kigger på mig som en statue.
Ingrid trak på smilebåndet, gik tilbage til komfuret og mumlede for sig selv:
Så han glemmer det ikke aha.
Det så ud til, at jeg fortalte en løgn. Hvorfor skulle en dreng glemme sin første store forelskelse? Jeg havde haft Lene i hovedet siden folkeskolen, fulgte hende som en skygge, holdt fast i de få billeder, jeg havde gemt i en lille æske bag sofaen.
Da vi senere gik i krig om det, flækkede Ingrid mit lille foto i stykker så det aldrig kunne samles igen. Jeg gemte resten i en spand under sengen kun fragmenterne. En anden mand ville måske have lukket munden og ladet mig glide, men jeg slog ned på møblet i frustration.
Det endte i et stort skænderi. Ingrid flyttede hjem til sine forældre, og vi var ved at blive skilt. Så fandt hun ud af, at hun var gravid, tilgav mig, og vi gik videre uden at tale om det igen.
Flere år gik, og så kom den nye bølge af sociale netværk. Pludselig gled jeg dybt ned i internettet, og Ingrid lagde mærke til, at jeg forsvandt ind i den blå skærm som om i en drøm.
Hun prøvede alt: sagde, jeg skulle slukke for computeren, låste både pc og telefon med kode, kom for sent hjem fra arbejde. Hun skar i kabler, slukkede lyset, så han skulle mindst en smule rejse sig fra skærmen. Men intet hjalp. Jeg blev bare mere vred, smed døre i vejret og gik ud i natten.
En aften, da jeg kom hjem, fandt Ingrid mig i stuen ved siden af sofaen første gang i måneder, jeg ikke sad foran skærmen. Hun så på mig, men smilet var kynisk.
Hvorfor sidder vi i mørke? spurgte hun med et grin, mens hun smed sine støvler i gangen.
Jeg har intet at grine af, Ingrid. Lad være med at drille, jeg har det dårligt.
Hvem har så det nemt? spurgte hun og trak vejret tungt. Skal du spise?
Jeg er mæt til bræt!
Endelig noget nyt! svarede hun.
Jeg trak en krøllet seddel frem fra lommen.
Jeg har netop fået et resultat fra hospitalet, sagde jeg med en rystende stemme. Det er alvorligt.
Ingrid læste papiret, tårerne løb som en flod.
Hvad? hvornår? spurgte hun.
Jeg sagde, at jeg skulle sælge vores lejlighed i Amager den jeg havde arvet fra min mor så vi kunne betale for behandlingen. Men jeg havde også en anden idé: jeg ville give lejligheden til Lene, som stadig boede i Odense, fordi jeg stadig følte noget for hende.
Ingrid gik i stå. Hendes ansigt blev blegt, hun sukkede så højt, at væggene rystede.
Så du vil give den til Lene? spurgte hun, mens hun så mig i øjnene. Det er den Lene, du har jagtet siden gymnasiet?
Jeg nikkede, mens jeg så hende svede.
Det er min beslutning. Jeg er ejeren, og jeg kan gøre, hvad jeg vil.
Ingrid stod stille et øjeblik, så sagde hun med kold stemme:
Så lad hende så passe på dig. Jeg har intet mere her. Jeg pakker, tager en taxa og kører til min mor i Kolding.
Jeg stod målløs. Jeg havde regnet med, at hun ville holde fast, selvom hun vidste, at jeg kun havde få måneder tilbage.
De næste tre måneder gik som et sløret mareridt. Lasse, vores søn på otte, besøgte mig tit, trods Ingrids bøn om at lade ham være. Han sagde altid:
Mor, far er syg, men tanten leder efter en ny lejlighed.
Jeg begyndte at svare ham med humor, men hans ord ramte mig som en kold regn.
Jeg forsøgte at glemme Ingrid, gik ud med veninder på en café i Nyhavn, dansede, sang, græd lidt med dem om livets ubønhørlige virkelighed. Det var som at slippe en tung taske af mine skuldre.
Senere den aften gik jeg tilbage til vores lejlighed. Jeg stod på balkonen, den kolde sommerluft kærtegnede mig. En gadelygte tændte i mørket, som om den ønskede at vise vej.
Pludselig hørte jeg en stemme i mørket:
“Ingrid, jeg har ventet!”
Jeg vendte mig om og så, at jeg stod på en lille bænk ved porten. Jeg var iført hvide bukser og en kortærmet skjorte præcis som jeg plejer at have på, når jeg er ude i sommervarmen. Jeg stod stille, som om jeg var fanget i tiden.
Ingrid! sagde jeg, og min stemme svajede. Undskyld, jeg ville ikke skræmme dig!
Jeg greb mig selv i brystet, som om jeg var ved at falde fra en klippe. Jeg kæmpede for at holde mig rolig, men det var som at stå på kanten af et stup.
Ingrid råbte:
Gå væk! Jeg vil ikke se dig mere! Du har ødelagt alt!
Min mor og Lasse kom løbende ind, men jeg holdt fast i hende, som om jeg prøvede at redde hende fra mig selv.
Jeg faldt på knæ, så på hende med tårer i øjnene.
Undskyld, jeg var dum. Jeg forstår nu, hvad jeg har gjort.
Ingrid stod der, men jeg kunne se, at hun stadig var såret. Jeg så hende gå ind i lejligheden, mens jeg stod på balkonen, alene i mørket.
Da jeg endelig kom ud af skyggerne, gik jeg tilbage til hospitalet, hvor lægerne fortalte mig, at diagnosen var fejlagtig jeg havde kun en simpel betændelse, men stress og frygt havde gjort mig svag. Jeg havde fejlagtigt troet, at jeg var dødeligt syg.
Jeg indså, at Lene kun var en drøm, et fantasmagligt sted, jeg brugte til at undslippe virkeligheden. Jeg havde næsten mistet alt, fordi jeg lod fortiden styre nutiden.
**Personlig lærdom:** Man kan ikke løbe fra sine valg. Den virkelige fælde er ikke i et gammelt kærlighedsbrev, men i den stillhed, der opstår, når man lader den digitale verden erstatte de mennesker, der betyder mest. Jeg har lært, at ægte kærlighed kræver ærlighed og ansvar, ikke flugt til en virtuel drømmeverden.
Anders.
