Sø, hvorfor svarer du ikke? Går det alletiders med dig? Jeg hørte den bekymrede kvindelige stemme, og fra overraskelsen gik jeg helt i stå. »Hvor ved hun, hvad jeg hedder? Er det en slags dril?«
Jeg så mig hurtigt omkring, på udkig efter folk med kameraer men så ingen mistænkelige.
De forbipasserende, der gik forbi på det tidspunkt, så mig ikke engang.
Jeg trådte ud af indgangen til min lejlighed og gik roligt mod arbejdet, lettet over, at jeg ikke skulle skynde mig til stoppestedet og mase mig ind i den overfyldte bus.
Det sidste år har jeg lært at stå op uden vækkeur præcis klokken 6, så jeg først og fremmest kan starte dagen uden hast, og for det andet kan gå en rolig tur og fylde mig med positive tanker.
Jeg har holdt mig væk fra de offentlige transportmidler i lang tid, fordi mit job næsten kun består af stillesiddende arbejde. Så har jeg kunnet kombinere det nyttige med det behagelige.
Da jeg gik forbi stoppestedet, hørte jeg pludselig en ringetone, meget enkel og næsten uhørlig i byens larm.
Jeg så nær stoppestedet en gammel knappertelefon Måske er det derfor, ingen lagde mærke til den.
I dagens digitale verden er sådanne maskiner sjældne. Næsten kun pensionister, som enten ikke vil lære den nye teknologi eller ikke har råd til en smarttelefon, bruger dem.
Jeg var ved at gå forbi, men i sidste øjeblik besluttede jeg mig for at gribe telefonen.
På den lille skærm stod der med store bogstaver: «ELSKET BEDSTE MOR». Jeg fik ikke tid til at svare, før teksten blev erstattet af et missed callikon.
Et par sekunder senere ringede bedstemoren igen. Jeg trykkede på den grønne knap og holdt telefonen op til øret.
Sø, du svarer ikke, går det fint? hørte jeg den bekymrede stemme igen og mistede næsten ordene. »Hvor ved hun, hvad jeg hedder? Er det en vits?«
Jeg kiggede omkring, ledte efter folk med kameraer, men ingen var i nærheden.
Sø! Hvorfor tier du? Er der sket noget?
Hej. Hvem er du? Hvem ringer du til?
Den ældre kvinde tav i et øjeblik, og kun hendes tunge åndedræt kunne høres. Jeg er Vibeke Nielsen. Jeg ringede til min barnebarn, men kom på dig ved en fejl. Måske har jeg tastet forkert nummer? Undskyld mig.
Jeg samlede mod til at forklare, at jeg havde fundet telefonen og ville finde ud af, hvordan den kunne returneres, men hun lagde på.
Jeg var ved at gå ind i den store bygning, hvor min arbejdsplads lå, da telefonen igen begyndte at ringe.
Jeg lytter.
Sø? Åh, igen, du har ramt den forkerte.
Vibeke Nielsen, goddag igen. Luk telefonen ikke. Det viser sig, at jeg også hedder Sø, men jeg kender ikke dit barnebarn personligt. Telefonen lå på vejen ved stoppestedet, formodentlig tabt af din barnebarn.
Jeg havde din nummer i min telefonbog, så jeg kunne ikke tage fejl. Hvad skal jeg nu gøre? Hvordan får jeg fat i Sø?
Desværre kan jeg ikke hjælpe dig her, men jeg kan aflevere telefonen til din barnebarn. Hvor befinder du dig?
Jeg så på uret og indså, at jeg ikke kunne returnere telefonen nu jeg havde en vigtig rapport, der skulle færdiggøres, og et møde senere. Åh, jeg er på min sommerhus i udkanten af byen. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem. Jeg er helt i knibe
I hvilken brønd?
Du forstår, Sø, undskyld Jeg hedder Alexander. Jeg har en kat i brønden. Jeg ved ikke, hvordan den kom derned. Den skriger, er hjælpeløs, og jeg kan ikke hjælpe den selv uden at klatre ned.
Vibeke Nielsen, kan du ikke bede naboerne om hjælp? Hvorfor skal du selv gå ned?
Der er ingen. Sommersæsonen er slut, alle er taget af sted. Jeg er her ved et uheld, for jeg glemte at hente min elkogeplade. Så er brønden blevet ødelagt, lågen er stjålet
Jeg tænkte over hende. Jeg følte medlidenhed med den ensomme bedstemor på sommerhuset og den hjælpeløse kat. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg vidste ikke hvordan.
«Jeg kan ikke droppe arbejdet »
Vibeke Nielsen, fortæl mig adressen på sommerhuset, så jeg kan ringe til redningsmandskabet.
Telefonen gik ud af strøm. I samme øjeblik ankom en bil med min chefs, en fyr på omkring seksti år med et gråt, men dignigt hår.
Sø, hvad står du og laver ved indgangen? sagde chefens ven, Jens Sørensen, med et smil. Kom, lad os på arbejde.
Jeg nikkede og fulgte ham. Hans ansigt var tydeligt tænksomt.
Er du træt, Sø? Har du haft søvnmangel, eller er der sket noget? Er rapporten i fare?
Nej, Jens, alt er i orden. Jeg er frisk, og rapporten bliver færdig i dag.
Godt. Du ved, at beslutningen om den nye afdelingsleder skal træffes på mødet. Jeg tror, du er en stærk kandidat.
Tror du?
Ja. Du er dygtig, ingen klager over dig, og din disciplin er upåklagelig. Men husk, kun én stilling, og mange vil den. Kasper vil også have den. Så lad rapporten være klar, så jeg ikke skal blive flov.
Jeg sendte et blik mod Jens, gik til min plads og tændte computeren. Men mine tanker kredsede kun om den gamle kvinde og hendes kat. Måske var det bare en tilfældighed, men jeg kunne ikke lade være med at føle mig ansvarlig.
Jeg rejste mig hastigt, gik mod udgangen og stødte på Kasper. Vi arbejdede sammen, men vi havde aldrig været venner. Kasper havde altid været misundelig på mig, fordi chefen så mig i et bedre lys.
Hvor skal du hen? spurgte han hånligt, da han så mig løbe.
Kasper, jeg har en hastesag. svarede jeg.
Er Jens klar over det?
Jeg sagde ingenting, løb ud af bygningen og så mig omkring efter en taxa men der var ingen i nærheden.
«Hvor skal jeg hen?», tænkte jeg. «Jeg har ikke engang fået adressen fra hende.»
Jeg så på chefens bil, gik hen til chaufføren.
Hej, Egon!
Hej, Sø. Hvorfor er du ikke på kontoret? Slapper af, gør du?
Undskyld, men du ved, hvor vores sommerhuse ligger uden for byen?
Ja Hvorfor?
Jeg har brug for at køre derhen med det samme. Det er vigtigt.
Jeg har et møde om en time, men
Chefen er med på det. Vi klarer det.
Bilen kørte fra parkeringspladsen, mens Kasper så på gennem glasdøren og grinede for sig selv.
Bilen stoppede ved indgangen til sommerhusområdet, og jeg gik ud på vejen og så mig omkring.
Hvad nu? spurgte Egon.
Jeg ved det faktisk ikke Vent her, så leder jeg mig frem.
Jeg gik ned ad gaden, bankede på hver enkelt hytte og råbte: »Vibeke Nielsen!«
Ingen svarede.
«Det er mærkeligt, Egon sagde, at der ikke er flere hytter herude Hvor skal jeg finde hende?»
Jeg råbte så højt, jeg kunne næsten høre min egen stemme.
VibekeaaaNielsen! skreg jeg.
En svag stemme svarede: »Jeg er«
Jeg løb et par hundrede meter og så en ældre dame ved porten.
Undskyld, kaldte du på mig?
Ja, jeg er Alexander. Vi talte i telefon. Kan du huske mig?
Ja. Hvad gør du her?
Jeg er kommet for at hjælpe dig og aflevere telefonen.
Tak Jeg er så taknemmelig, at jeg næsten ikke kan finde ord.
Hvor er brønden?
Kom, kom, Sø. Jeg er bange for, at du ikke kan klare det. Den er meget dyb.
Jeg gik hen til den gamle brønd og kiggede ned. «Kun fire meter, tror jeg.»
På bunden så jeg en ung kat, som mjavede og så op med håbefulde øjne.
Er brønden uden vand?
Ja For to år siden løb vandet ud, men sidste år fik vi fjernde vandforsyningen.
Det er rart
Men hvem har kastet katten ned? Nogen ubudne.
Lad os finde en måde at få den op.
Jeg har ingen trappe.
Så lad os prøve med et reb.
Hun spurgte om jeg havde et stærkt reb. Jeg gik i ladestuen, hørte et par knirkende lyde og kom tilbage med et tykt, men slidt reb.
Det er tyndt, men burde holde. sagde jeg.
Du tror, du kan hænge dig ned? Er du sikker?
Jeg vil have din sikkerhed, Vibeke. Du hjælper mig, så tager jeg katten op.
Jeg bandt den ene ende til en solid bjælke og slæbte den anden ned i brønden. Rebet var omkring ti til tolv meter langt.
Jeg går ned, så du kan hente katten, når jeg er oppe igen.
Pas på, Sø.
Jeg gik ned og gik forsigtigt hen til katten. Den gøede først, men roede sig efter et par minutter, som om den vidste, at jeg ikke ville skade den.
Godt, pige, sagde jeg, mens jeg kælede for den.
Sø? råbte hun fra toppen.
Jeg er på vej op Vent er du gravid?
Hvad sagde du?
Vent et øjeblik
Jeg havde aldrig set en kat føde, men pludselig indså jeg, at den var ved at føde.
Vibeke Nielsen, har du en kasse i ladestuen? spurgte jeg.
Hvad nu?
Det ser ud til, at den skal føde
Åh, min gud Jeg henter den.
Hun løb ind, kom tilbage med en papkasse, og jeg lagde katten i den. Jeg lavede to små huller i kassen, trådte rebet igennem og bad hende løfte kassen op.
Hvordan har du det? spurgte hun.
Jeg kommer med lige efter. Træk op forsigtigt.
Hun løftede kassen, men tabte den ene ende af rebet.
Hold fast, Sø!
Jeg greb den anden ende, så rebet blot var løsnet. Jeg kastede rebet op igen, men hun greb det ikke.
«Katten føder min ven, du klarer det!»
Et lille killinger sneg sig frem, og hun udbrød: »Der er allerede én!«
Jeg smilede.
«Jeg er sandsynligvis fanget her i nogen tid. Måske skal jeg ringe efter redningskaptajn »
Pludselig hørte jeg en mandlig stemme: »Er der nogen derude?«
Ja, jeg er her, sagde Vibeke. Hjælp mig med at komme ud, Sø.
Et øjeblik senere dukkede Egon op med et smil.
Sådan, Sø, hvad har du rodet dig ud i?
Jeg reddede en kat, sagde jeg. Egon, kan du hjælpe mig ud?
Selvfølgelig. Chefen har bedt mig om at bringe dig tilbage. Hiv rebet op.
Egon greb straks rebet, knyttede et solidt knude og sagde:
Det er tydeligt, du ikke er sømand. Du kan ikke knytte knuder som os.
Endelig kom jeg op, takkede Egon og lyttede et par minutter til Vibekes taknemmelige ord.
I kassen lå katten og tre lille killinger, som måske aldrig havde overlevet, hvis hun ikke var kommet for at hente sin elkogeplade.
Så, lad os køre, Sø. Jens venter, og du kan jo ikke holde chefen ventende.
Jeg tager ansvaret, sagde jeg med et grin. Men vi må også tage bedstemor og katte med hjem.
Fint, mumlede Egon, mens han så på sit ur.
***
Sø, er du helt på tæerne? Hvad i alverden skete der? råbte Jens, da jeg kom tilbage til kontoret. Du gik fra arbejdet uden at sige noget, selvom rapporten skulle afleveres, og du efterlod mig uden chauffør.
Jeg tager min skyld, sagde jeg. Og lad være med at straffe Egon, jeg tvang ham til at køre.
Egon rapporterede mig, at du gik, og at du snakkede med min chauffør på gaden. Jeg tror, du ikke længere er kandidat til chefstillingen.
Sådan er det, sagde jeg og børstede det af mig. Jeg kan stadig lide at arbejde her.
Men hvad skete der? Har du fundet din barnebarn?
Ja. Da vi ankom, leverede vi telefonen til Vibeke Nielsen. Barnebarnet tabte den, da bussen stoppede ved stoppestedet. Sådan gik det. Hans job gik også tabt, fordi han skulle ringe til et møde, men han havde ingen telefon med. Han er dog dygtig med computere, så jeg vil ansætte ham.
Så det gør du, sagde Jens og smilede.
Hvad mener du?
Du er som et lille barn. Jeg havde ikke tænkt, at jeg kunne stole på Kasper med at lede en hel afdeling. Han er god, men som menneske Du leverede for bedstemor, tænkte på andre end dig selv. Du gik ned i brønden for en kat
Alle ville have gjort det i min situation
Det er netop pointen ikke alle. Jeg er sikker på, at du er den rette kandidat. Du har vist, at du er en god mand.
Tak for tilliden.
Så, Sø, tag en fritagelse i dag, men på mandag starter vi med at ordne papirer.
***
Selvom arbejdet blev mere, besøgte jeg ofte Vibeke Nielsen på sommerhuset. Hendes barnebarn, en ung ittekniker, fik et job hos mig.
Katten, som vi kaldte Misse, var altid glad for at se mig, og hun vinkede farvel, hver gang jeg gik. Da killingerne voksede, fandt de hurtigt hjem. Jeg tog en, Jens Sørensen fik en, og Egon tog den tredje.
Alle tre var smukke, farverige killinger, der mindede deres mor, så jeg er sikker på, at de vil have et godt liv.
