Snavset mand.
Anders blev gift med Rikke for et årti siden, og dengang mindede de første måneder i det fælles hjem i Vanløse om et velsmurt dansk urværk, hvor alle tandhjul gled med ynde. De flyttede ind i en rummelig toværelses lejlighed, som Anders havde arvet af sin farmor, og kastede sig helhjertet ud i forberedelserne til det, de anså for familiens største projekt: at blive forældre.
De løb København tyndt efter speciallæger, fik alle tænder ordnet af tandlægen på Frederiksberg, levede af dampet mad uden salt eller sukker, og Anders der ellers elskede en kold, mørk øl fra Bryggeriet Refsvindinge hver fredag opgav sin vane højtideligt. Ikke fordi han havde lyst, men fordi Rikke sagde: “Vi skal tage det her ansvarligt, Anders. Det forstår du vel?”
Han nikkede, forstod og følte sig nærmest som en helt, der ofrede sin glæde for det, han troede var en højere mening.
Rikke viste sig ikke bare at være ferm med huslegen, men nærmest genial én af de danske kvinder, der kan trylle et hjem så skinnende, at man føler sig ramt af septisk chok, hvis man sætter sig på sofaen uden først at tage bukserne af. I den første tid var det nærmest tiltalende for Anders. Han kom hjem fra sit job i Ballerup, hvor der altid herskede lidt ingeniørrod med ark og tegninger på skrivebordet, og trådte ind i en lejlighed, der duftede af lavendel og hvor end ikke Københavns støv fandt vej ind. Men langsomt forvandlede fornemmelsen af hjemlighed sig til noget mere uroligt som om han boede på et hospital, hvor enhver uforsigtighed kunne koste ham sin “adgang til rene zoner”.
Hverdagens gentagelse blev snart en stilfærdig procedure, der tog sin begyndelse allerede i entreen. Rikke stod som regel klar med en stofpose til fodtøjet, hvor Anders’ Ecco-sko blev anbragt med så alvorligt et udtryk, at det virkede som om hun håndterede radioaktivt affald.
Alt skal af, sagde hun og pegede mod badeværelset, hvor hans badekåbe og rene, skinnende håndklæde ventede. Undtagen undertøjet, det vasker jeg også.
Rikke, jeg tog det altså på i morges og har været på kontor, det er rent, prøvede Anders.
Du aner ikke, hvor mange bakterier der samler sig på otte timer, sagde hun tørt, mens hun tog hans tøj mellem to fingre, som var det pestinficeret. Tænk, hvor meget skidt du bringer ind og så vil du sidde i det på vores rene sofa og seng.
Som en art lydig teenager traskede Anders ud under bruseren, vaskede “dødsbakterierne” væk, ifølge Rikkes skæve logik, og trådte ud igen iklædt det rene nattøj, der duftede svagt af Marselisborg sæbespåner. Først da blev han sluppet fri til køkkenet, hvor maden for så vidt huset havde sin egen Michelin-lignende atmosfære altid smagte vidunderligt trods de mange restriktioner.
Problemet var bare, at steriliteten langsomt dræbte al spontanitet. For levende og impulsive Anders var det som at trække vejret gennem et sugerør han havde ikke længere frihed til at lægge armene om sin kone og kysse hende i nakken midt i et strøg i køkkenet.
Anders, har du vasket hænder? lød det hver gang i blid, men insisterende tone, og hun viklede sig fri.
Så måtte han vaske hænder igen, selvom han gjorde det for fem minutter siden og ikke havde rørt andet end døren.
Det samme gjaldt deres nærhed. Rikke var ikke kold, næppe afvisende, men hele oplevelsen blev reduceret til en kronisk kæde af forberedelser, så lysten for Anders ofte forsvandt og blev til en pligt. Han tog et bad før de lagde sig, også selvom han havde skyllet dagen af sig en halv time inden for “man sveder jo og huden producerer fedt.” I mellemtiden skiftede Rikke sengetøjet aldrig mere end én dag gammelt, friskstrøget og vakuumpakket.
Kan vi ikke bare, for en gangs skyld, springe over? spurgte Anders en aften, da han stod i soveværelsesdøren og så hende glatte lagner ud og tjekke for bakteriernes hypotetiske gemmesteder.
Jeg vil bare have, at vi skal være sunde, svarede hun uden at se op. Har du nogen idé om, hvor mange sygdomme, der kan følge med sengetøj, især efter du har været ude med venner?
Jeg har ikke været i byen i snart et halvt år, protesterede han, allerede træt ved tanken.
Men du har været på kontor, var hendes afvisende svar som om arbejde var en større sundhedstrussel end noget værtshus.
Samtaler om, hvordan noget vigtigt langsomt svandt ud af det ægteskab, gled konstant ud mellem hendes urokkelige sikkerhed og behovet for at beskytte familien mod alt ondt. Rikke troede af hele sit hjerte, at hun beskyttede dem mod sygdom, og enhver undtagelse fra hendes regler svarede til frit fald ud i en københavnsk brønd fuld af mikroskopiske terrorister.
Verden er altså fuld af skidt, Anders, sagde hun, alvorlig med sine klare, blå øjne. Jeg vil ikke have, at vi bliver syge. Eller at vores børn skal fødes med problemer, fordi vi var uopmærksomme.
Hun lavede mad i flere tempi suppen blev kogt på tredje vand, da de to første, mente hun, opsugede giftstoffer fra kødet. Vaske- og rengøringsmidlet blev udskiftet med håndskrabet sæbe, og hun kridtede tøjet med citronsaft i stedet for kemisk blegemiddel, alt imens hun arbejdede hjemmefra som sundhedsdata-konsulent, hvor hendes rene vanvid nok fik næring.
Vennerne holdt op med at komme, især efter en aften hvor Rikke høfligt, men bestemt krævede afsætning af fodtøj, håndvask, påtagning af blå overtrækssko, og da en ven hvilede albuerne på køkkenbordet straks tørrede området af med spritserviet. Anders mødtes sjældnere og sjældnere med kammeraterne i caféerne på Nørrebro, og hver gang han vendte hjem, blev han nærmest afsprittet som en patient fra epidemihospitalet.
Du lugter af øl og fremmede, bemærkede Rikke og holdt hans jakke ud som om det var affald. I bad, Anders. Og husk at vaske håret grundigt, der sidder sikkert tobaksrøg.
Anders adlød, holdt ud. Fordi han elskede hende.
Rikke blev hurtigt gravid. De klinisk effektive anstrengelser gav bonus efter få måneder, og i noget tid fandt der en form for fred ind hun slækkede lidt på ritualerne og kastede sig i stedet over forberedelserne til moderskabet med samme nidkærhed. Anders fulgte med til alle scanninger på Rigshospitalet, leverede blodprøver, købte dampsterilisatorer og antibakterielle svøb og det føltes rigtigt, især fordi jordemødrene roste, hvor godt det gik.
Drengen blev født til tiden, en stærk og velskabt William, og de første dage i barselsafsnittet var Rikke næsten afslappet. Hun smilede, ammede, lod endda Anders holde sønnen, uden de store procedurer. Han håbede, nu vendte det.
Men allerede ugen efter hjemkomsten blev det klart, at intet var slut, at det hele kun begyndte.
William fik konstateret en mild neurologisk variant, som lægerne sagde kunne klares med lidt kontrol og massage. For Rikke var diagnosen dog intet mindre end dommedag. De havde jo gjort alt rigtigt! Spist rigtigt, boet sterilt, undgået infektioner! Hvordan kunne dette ske?
Det er din skyld, sagde hun natten efter, da han forsøgte at lægge armen om hende. Du gik på arbejde, mødtes med venner, slæbte alt det skidt ind. Jeg vidste, det ville ende sådan. Du sagde, jeg var for meget.
Rikke, lægen sagde, at det ikke har sammenhæng, prøvede Anders. Det er tilfældigt. Ingen kan gardere sig.
Der findes ikke tilfældigheder, svarede hun, og fra da af stolede hun ikke på ham længere hverken med Williams helbred eller noget andet.
To år senere havde William vokset sig stærk og sund. Neurologen erklærede ham frisk, fysioterapeuten havde gjort sit drengen var nysgerrig, glad, søgte ud til legetøj, sandkasser, andre børn. Men netop trangen til oplevelse var i modstrid med den, Rikke var blevet til.
Hun løb byen rundt til læger med William, selvom de altid sagde ham sund og rask. Hun lagde skjulte barrierer omkring ham: afspritning, specialdragter, håndcremer, handsker påmindelser om livet i en dansk glasbobbel.
Mor, jeg vil ud og lege, tiggede drengen ved vinduet, hvor solens stråler dansede på de nypudsede ruder. Men udflugten krævede ventetid: barnevognen blev desinficeret, William iført membran-dragt fra Magasin, hænder og ansigt blev smurt med “beskyttelsessingrediens”, handsker på.
Han er jo et barn, sagde Anders prøvende. Han skal kunne lege, rulle i sand, møde de andre fra opgangen. Det giver immunforsvar.
Hans immunforsvar er svagt, lød svaret, uden hun vendte sig. Han blev født skadet, jeg vil ikke risikere noget.
William er ikke syg! græd Anders men han talte for døve ører.
Institutioner var ikke til debat. Børnehaver var ifølge Rikke smittekilder, børnene udvekslede ikke kun legetøj men mikrober, og hendes søn ville ikke kunne klare det. William blev vasket to gange dagligt med særlige sæber købt på nettet til guldpriser, og indsmurt med medicinske cremer med hospitalduft.
Drengen, der intet fejlede, græd og skreg, hver gang han blev indsmurt, men Rikke stod urokkelig:
Det er for dit eget bedste, solen min.
Anders måtte kun løfte ham, hvis han havde vasket hænder grundigt under opsyn.
Mellem fingrene? Husk neglene den slags papir du arbejder med, der samler sig meget skidt.
Anders blev vrissen, men gjorde det, ellers fik han ikke lov at kramme sin søn.
Efter Williams fødsel fik Anders lyst til at genindføre sin fredagsøl. En aften købte han stolt en mørk undergæret øl fra Amager Bryghus, satte den på øverste hylde i køleskabet, og så frem til at nyde den, når William sov.
Rikke fandt flasken.
Hvad laver den her? spurgte hun, holdt den mellem fingrene.
Jeg har lyst til øl fredag aften, efter arbejde. Som jeg gjorde før. Du vil drikke i hjemmet, hvor der bor et barn? Tror du, alkoholdampe er sunde for hans hjerne?
Rikke, kom nu, det er én øl, når drengen sover. Jeg vælter jo ikke rundt, siger han.
Du forstår ingenting, sukkede hun. Du har aldrig forstået, hverken arbejdet, renligheden eller nu, hvor du vil tilføje endnu et problem.
Hun hældte øllen ud i vasken. Anders stod klinet op ad køkkendøren, knyttede næverne, ønskede sig langt væk. Nærheden mellem dem blev mere symbolsk måske en månedlig affære, hvor Rikke arrangerede “tiden”, ofte lørdag, hvor William sov.
Men intimiteten blev et ritual: sengetøjet skiftes, Rikke tager bad og ren natkjole på og Anders sidder halve timer i stuen og mærker lysten sive ud. Én dag sagde han i sjov:
Hvis det bliver ved, må jeg finde en elskerinde!
Rikke stoppede kort med strygejernet, så sagde hun bare:
Så sørg for, hun også er ren og vask dig grundigt, inden du nærmer dig barnet.
Anders tabte mælet. Hendes frygt handlede ikke om at miste ham, men om, at han tog snavs med hjem.
Er du virkelig så ligeglad? spurgte han. Om jeg går til en anden?
Du bestemmer, svarede hun køligt men reglerne for hygiejne ændres ikke.
Du er syg, Rikke, for første gang sagde han det uden vrede, bare som kendsgerning.
Skænderierne blev hyppigere.
Lad dig undersøge, bad han. For Williams skyld, for os alle. Du kan ikke leve kun for at bekæmpe mikrober, du lever ikke.
Jeg fejler intet, svarede hun, alt med kommunal dansk selvsikkerhed. Du vil bare have frihed, uanset om sønnen bliver syg.
Han fejler intet! Han kan alt, det er kun din frygt, der holder ham indespærret!
Sandkasser er fulde af sygdom, messede hun stift, jeg tillader ikke mit barn at lege i “kattebakken” ude foran.
Det er børnenes sandkasse, svarede Anders opgivende.
Han havde foreslået psykologhjælp ti gange, men fik hver gang samme svar:
Jeg har kun brug for en mand, der forstår vigtigheden af renlighed.
Anders drømte om skilsmisse. Ikke fordi han ikke længere elskede hende, men det blev umuligt at elske under de forhold. Han savnede kvinden, der grinede, lavede supper og glædede sig til familie. Men den kvinde var forsvundet i duften af sæbe og sterilt sengetøj.
William kiggede ud, så de børn, der løb og legede i gården. Hans øjne spurgte: hvorfor må jeg ikke? Hvorfor kører jeg kun rundt, iført handsker, uden at må røre de andre?
Far, jeg vil bygge sandkager, sagde han, og Anders’ hjerte blev tungt.
Snart, min dreng, svarede han, dog uden selv at tro det.
Han stod ofte i vinduet til det rene, københavnske hjem, kiggede ned på fædrene i gården, tænkte på hvor længe endnu han kunne holde ud i en lejlighed, der mindede så meget om et operationsstue, med en hustru der frygtede hans kram mere end bakterier og med en dreng, der blev nægtet ganske almindeligt, dansk barndomsliv.
Og svaret kendte han endnu ikke.
