Sidste kop kaffe
For første gang denne måned begyndte sneen for alvor at dale ned fra himlen. Ikke bare et hurtigt drys, ikke som et tyndt lag, der klæber til træerne og plankeværkerne, men rigtig snestorm. Som om nogen havde revet hul i en gammel pude, sådan en mormor har liggende i det mørke, skæve hus på landet. Eller som når mor skal bage boller til gæster og strør mel ud over bordet, før den lune dej slår sit første aftryk derpå
Sorte striber af jord over fjernvarmerørene, den grå asfalt, beskidt og oversået med pytter alt forsvandt under en blød dyne, ren som brudens kjole og hendes forhåbninger.
Ved restauranten, hvis veranda som altid var pyntet op med lyskæder og knaldrøde julestjerner, og hvis trapper var børstet rene for sne, stod folk i kø. Garderobefyren, Jonas en ranglet fyr med evigt rødmossede kinder havde svært ved at følge med i at tage imod frakker, jakker og pelse, blev rodet rundt i alle de lange gevandter, tabte vanter og huer, undskyldte og mumlede, til syneladende irritation for gæsterne. Eller måske var folk bare optaget af at komme ind bordet var jo bestilt, det fine tøj fundet frem, smykker og manschetknapper valgt ud. Snart startede festen, og Jonas var bare en lille forhindring på vejen dertil. Lille, men væsentlig.
Nå, det må da gå lidt hurtigere? Det er jo som at stå i kø for sild! kom det fra en bred mand med maven spændende ud under habitjakken.
Hans kone forsøgte at bringe ro, tysse på sin mand, undskylde over for Jonas.
Han er bare træt. Året har været… ja, du ved… Og hovedet gør ondt… sagde hun, mens hun gned sine hænder, som om hun indsmurte creme. Undskyld Jakob, stop nu. Folk kigger.
Hvad rager det mig, Grete? Hvad rager folk mig? Husk det! Han lænede sig ind over disken til Jonas, greb fat i manchetterne på hans skjorte, der var nystrøget af tante Kirsten, som Jonas boede hos for tiden. Jeg finder mig ikke i alt! Det har jeg fortjent, fatter du?
Jonas nikkede. Han forstod for længe siden, at verden var sådan. Hans far havde altid belært ham om, hvor lidt han duede til. Det sad stadig fast, selv nu.
Ja, du kan gu spise brød, men du kunne ikke engang komme ind på en erhvervsskole! grinede faren hjemme i det lille mørke køkken, og stemningen fyldte Jonas, da han sad blandt vintergæsterne.
Han havde ikke bestået optagelsesprøverne. Han havde prøvet, forberedt sig, men hans hoved summede, alt blev sort og tomt indeni under prøverne. Hele ugen op til havde han pendlet på hospitalet for at besøge sin mor.
Mor! Det er altså far, ikke? Sig nu sandheden, du er jo ikke bare faldet på trappen? skal vi ikke melde ham? Han holdt om hendes hånd, bleg og årenet under det slidte tæppe, og hun så op i loftet med et tomt blik uden at svare. Til sidst fik hun sagt, at det kun var hende selv, der havde skyld, hun ville ikke høre tale om noget andet. Lægen pressede også på, men hun nægtede. Hvad ragede det andre?
Hun blev udskrevet og tog hjem selv. Faderen sad der, spiste grimt, tørrede hænder af i t-shirten og bemødede sig ikke med at byde hende velkommen. Nå, så kom du. Sæt noget vand over! Du er blevet mager, jeg kan næsten ikke holde det ud at se på dig! Han løftede hånden til et slag, men Jonas stoppede ham for denne gang. Faderen lo spydigt, skubbede så Jonas hårdt ind i væggen.
Mor stod bare og så til. Som en gammel, træt hund, der adlyder sin herre uanset. Sådan var det. Hver dag den samme, og ingen tro på at kunne ændre det.
Jonas flyttede efter en måned. Tog sine ting og købte en togbillet til tante Kirsten.
Hvordan går det derhjemme? spurgte hun, da han stod med våde sko i gangen. Som altid, ikke?
Jonas trak på skuldrene. Som altid.
Hvorfor, tante? Hvorfor bliver hun? Jeg bad hende tage med, vi kunne starte forfra. Hun kunne få det bedre her, jeg ville tage arbejde. Men hun sagde nej Jonas øjne var store, loyale, triste, og det skar tante Kirsten i sjælen. Hun sagde, jeg ikke måtte bagtale far, at jeg skulle holde mig væk. Hvorfor, tante Kirsten?
Det er svært, Jonas Din mor har altid haft det svært. Hun kunne have forladt ham for længe siden, men hun ville ikke. Sådan er det, nogle vælger at blive du gjorde ret i at tage af sted. Du kan ikke redde hende, men du må gemme dig selv. Det lover jeg, ikke? Vi skal nok finde dig et job, og næste år kan du søge igen. Aftale?
Sådan blev Jonas garderobemand på restauranten. Kirsten kendte nogle, og chefen sagde ja.
Nu igen endnu en gæst, Jakob det var det, konen kaldte ham der råber og gestikulerer, og konen prøver at dæmpe. Jonas hængte hurtigst muligt frakken op, lagde nummeret til den på disken.
Jakob rynkede på næsen og marcherede ind i salen, hvor restaurantchefen, Anne-Marie, allerede smilede til ham og bekræftede, at bordet var klart.
Jonas skulle arbejde hele nytårsnat. Han var allerede træt, havde egentlig aftalt at fejre lidt med tante Kirsten, og kammeraterne havde også nærmest hevet i ham Men okay, jobbet gav flere penge.
Da kom en ældre dame med sin mand hende ville Jonas have kaldt en sand dame. Hun smilede varmt og ønskede godt nytår, klædt helt enkelt i buksedragt, hvid bluse, et tørklæde i samme nuance og lave støvler. Stolt, rolig, kendte sit værd. Skjult af tørklædet gemte sig et operationsar. Alt skete så hurtigt diagnosen, operationen, den skarpe hvide belysning, anæstesilægen, der lagde en fast hånd på Lises pande, og så intet. Lise tænkte ikke på det nu. Ingen spørgsmål, ingen medlidenhed bare fejre nytår.
Poul, har du lagt mærke til garderobepigen? spurgte Lise, da de sad ved bordet. Tjeneren rakte menukortet.
Hvor? sagde Poul og kneb øjnene sammen, han havde glemt brillerne. Teksten gled sammen, som myrer over asfalten.
Lad nu være, Poul! sagde Lise og tog sine egne briller af og gav ham. Hos garderoben. Sød knægt, rødmusset. Minder om vores Rasmus
Lise smilede. Deres søn Rasmus ringede tidligere og lovede at komme selvom sent. Men det betød mindre, bare han kom.
Ham, ja… sagde Poul. Nå, hvad skal vi have at spise? Du har jo styr på det hele, jeg husker!
Lise forsøgte at overtale ham til at vente på de andre gæster, men…
Lise, jeg må altså have noget. Jeg kan mærke det helt indeni, sagde Poul. Vi fejrer nok igen, når gæsterne kommer, ikke?
Engang ville hun have himlet med øjnene nytår var gæsternes tid! Men denne gang Salat så, Poul. Spis alt det, du kan! Jeg elsker dig, Poul
Hun lagde hovedet mod hans skulder, præcis som da de sad på træstammen ved fjorden som unge, hvor han skældte hende ud for dårlige karakterer, og hun elskede ham alligevel.
Jonas fik det for varmt, smed vesten selv om det ikke var tilladt. Der var overfyldt ved garderoben, og han frygtede, de ville blive irriterede.
Tag hendes frakke! sagde en lille, tæt mand. Ved hans side stod Cecilie, på tårnhøje hæle, ganske ung, måske en smule ældre end Jonas. Hun kendte Mikkel kun fjorten dage, men var stolt over at være inviteret af ham og hans venner. Hun tyggede tyggegummi og trippede utålmodigt. Se, Cecilie, hvor flot her er! sagde Mikkel, strakte armene ud. Hun nikkede.
Meget flot!
Næsten som i udlandet, ikke? sagde Mikkel. Grantræer, kugler, lyskæder
Cecilie var ligeglad. Det vigtigste var, at hun og Mikkel skulle hygge sig og spise god mad. Hun havde kun været på café før aldrig restaurant. Dengang havde ekskæresten ledt efter penge, men hun endte med at betale selv.
Mikkel var anderledes. Han havde penge, bil, lejlighed… ej, penge betød ikke alt, Cecilie var bare træt af at leve dårligt. Nu tegnede året endelig lyst.
Jonas hang hurtigt frakken væk, tog også Mikkels lette jakke og hængte op.
Godt nytår, min ven! sagde Mikkel og lagde nogle 100-kronesedler i Jonas’ hånd, før han trak Cecilie med ind i salen. Anne-Marie fandt deres navne og fulgte dem på plads.
Mens Poul slugte sildesalat og fiskede ben op, betragtede Lise de andre gæster.
Sikke mange, der ville fejre nytår ude! Lise var træt, og for hende var det dét, men for de andre?
Folk orker ikke mere, sagde Poul, som om han læste hendes tanker. Det er slut med hjemmehygge og mad fra bunden. Men næste år fejrer vi hjemme, ikke?
Det lover jeg, sagde Lise, hviskede det næsten. Jeg ønsker det, og så skal det nok ske, Poul
Han nikkede let. Amen.
Imens brokkede Jakob sig højlydt blandt familie og venner, mens Grete grinede krampagtigt for at holde styr på ham.
Mikkel og Cecilie satte sig, så sig omkring. Mikkel var allerede lidt fjern varmet, tændte julelys, sivende gran, og så Cecilies blik Hun blev lidt eftertænksom, følte et stænk af savn efter mormor, men var glad. Alt var godt. Året havde været tungt, men også heldigt.
Jonas satte et krus te til læberne. Første nytår uden sin mor. Det føltes mærkeligt.
En gammel mand stod tavs ved vinduet; hans øjne tomme, ansigtet træt. En yngre fyr med rød halstørklæde drillede: Står du og nyder synet? Gå nu ind, ellers bliver det akavet Ikke bange? Kom nu
Jeg vil bare sige farvel. Jeg frygter ikke noget længere, svarede den gamle og gik ind med fyren, der lagde en arm omkring ham.
Jonas tog imod overtøjet og bemærkede, at folk som dem ikke plejede at komme på restaurant til nytår. Den gamle så uit…
De bestilte to kopper kaffe.
Drik, det kan jo være sidste gang, sagde fyren med tørklædet og skubbede kruset frem.
Tak. Det er koldt, meget koldt udenfor mumlede den gamle og omfavnede koppen.
Fordi du ikke længere betyder noget for dem, sagde den unge. Han var flot og frisk, øjnene klare, barnligt glød på kinderne, ikke en dag over 25. Men nu skal du se, nu starter det, bedstefar. Mærk det!
Poul rejste sig, Lise rakte ham et glas, han skænkede næsten det hele ud igen. Nu siger vi farvel Det har været et indviklet år… Må næste blive mildere…
Hos Mikkel lød en skål: Godt nytår, gutter! Held, penge og kærlighed Han tog Cecilies hånd. Godt, at året forsvinder. Lad os satse på det næste!
Cecilie så ned. Året havde været spændende og farligt. Mikkel var sluppet fri fra sine problemer, og held. Det var værd at fejre.
Jonas så på uret, tog sin mobil for at ringe til tante Kirsten. Tak, fordi du tog mig ind, at jeg kunne bo og arbejde hos dig. Det føles som om, jeg for første gang kan trække vejret rigtigt, sagde han.
Tanten havde det godt.
Han ringede til sin mor. Hendes stemme hård, sagde, det hele var som altid, og at de bare snart gik i seng. Hvad er der ved at fejre det? Et år er som det næste. Farvel.
Jonas fik ikke sagt, han håbede hun ville komme, håbede de kunne starte et nyt liv. Men han vidste; hun havde givet op.
I restauranten blev det stille. Musikken blev dæmpet, servitricer tændte små lys.
Lise sagde: Jeg har lært, hvordan regnen lyder på fliser, hvordan solen står op og farver lindetræets blade gyldne. Vi var ved havet, Rasmus klarer sig godt. Nej, året var ikke kun dårligt, der var meget godt! Poul, du er enig, ikke?
Han trak på skuldrene. Måske hun havde ret, trods alt.
En ven af Mikkel toastede: Skål for, at vi har siddet her alt overlevet, vi har klaret os! Skål for året og os!
Lyden af glassene lød gennem lokalet.
Jakob og Grete så på hinanden. Hvordan var året gået? Forlaget havde tabt penge, men måske vendte det. Grete havde lært sprog, frisørfaget, og hjemme var der ro. Ikke ung kærlighed, men stadig nogen at ligge i ske med hver nat. Det var vel værd at værdsætte.
Tak for at du orker mig, Grete hviskede Jakob og lagde hånden over hendes.
Jonas stod i døråbningen og duftede ind af sneen. Sneen, syntes han, havde en duft som koldt vasketøj, hængt ud på tørresnoren. Noget var blevet anderledes det forgangne år, noget nyt var opstået, og ingen dage var spildt. Sneen var et blankt papir. Skriv du, lev du.
Nu går jeg, sagde den gamle, rejste sig, rettede på manchetterne, lagde mønterne for kaffen på bordet. Han var blevet rolig. Han havde gjort, hvad han kunne.
Fyren med det røde halstørklæde følte for første gang usikkerheden. Bare gør det, der føles rigtigt, og se hvad der sker, sagde den gamle, og vinkede farvel.
Jonas så hvordan den hvide sne opslugte skikkelsen, som om den blev hvisket bort.
I morgen ville alle tage den gamle kalender ned, bladre minderne igennem som perler på snor. I det forgangne år var meget forsvundet men hver eneste øjeblik var et lys i den kæde, og uden det tændtes intet andet lys. Hver dag, hver time kostbar, og værd at takke for alene fordi den var.
Et øjeblik slog klokken tolv. Folk rejste sig og omfavnede hinanden. Poul holdt Lise tæt, kyssede hende på øjne og kinder. Forude ventede endnu utallige øjeblikke og de ville leve dem uden fortrydelse. Sådan skulle det være.
Jonas stod med nummeret til en gæsts frakke i hånden, og kunne ikke lade være med at smile og næsten græde samtidig. Noget godt var allerede begyndt.
På scenen stod fyren med det røde halstørklæde og gjorde sig klar til sit år som værten ved nytårsballet. Han skulle nok klare det for sådan måtte det være.
