Da ambulancen tog mig væk, var det ikke blodtrykket der bekymrede mig. Det var ikke det, at synet blev mørkt eller hovedet snurrede. Det, der knugede mig, var tanken om ham min gamle ven.
Hvad med Bamse? sagde jeg med hæshed stemme, mens jeg stod i gangen i morgenkåbe med en pose i hånden. Tågen i øjnene, de trætte ben alt det føltes som baggrundsstøj sammenlignet med frygten for, at han skulle blive alene.
Bare rolig, jeg giver ham mad, svarede nabokvinden Signe. Han er rolig, han er en klog dreng. Ikke så svært. Bare fyld hans skål, så er alt i orden.
Jeg nikkede. Jeg vidste, at hun gjorde sit bedste for at hjælpe, men i mig indeni klemte en lille knude af uro. Bamse var ikke bare en hund; han var noget helt særligt.
Han er nu tolv år gammel en respektabel alder for en hund. Han kom ind i mit liv, da jeg lige var begyndt at bygge mig op igen efter min kones død. Huset var blevet så uhyggeligt stille, endda kedlen sagde ikke længere sit høje sus. Ingen kaldte mig ved navn længere.
Han var en lille hvalp dengang, en blød kugle af frygt og håb. Hans tidligere ejere havde afleveret ham, fordi han ikke passede ind i deres nye liv. Jeg havde netop et tomrum i mit liv, og i det tomrum blev han et lys.
Siden da har vi været uadskillelige. Han lagde sig ved døren, mens jeg sov. Han så mig vaske mig, og han slappede af ved siden af mig, når jeg læste. Vi vænnede os til hinanden som ånde til krop. Han kendte min stemme, jeg kendte hans blik.
Nu ligger jeg på hospitalet i København, med dråber, en kold seng og fremmede vægge.
Jeg tænkte, at det kun var en dag eller to de ville tjekke mig, give mig en sprøjte og så sende mig hjem.
Men de holdt mig længere. Blodtryk, medicin, læger, der rystede på hovedet.
Jeg lå og stirrede op i loftet og tænkte kun på ham. Hvor er han?
Hver aften ringede jeg til Signe. Hun fortalte, at han lå ved døren, spiste næsten intet, og nogle gange snøftede stille. Han gik væk, når der var nogen i nærheden.
Måske savner han mig, sagde hun. Men vær ikke bange. Han drikker kun lidt vand. Maden er derimod et problem.
På den tredje dag ringede hun selv ud. Hun talte stille, som om hun var genert:
Mikkel han har i et døgn slet ikke spist noget. Hverken tørfoder eller kød. Han stirrer bare på skålen og går væk. Drikker kun en dråbe. Sidder hele tiden ved døren, som om han venter.
Det knugede mig i brystet. Ikke af smerte, men af skyld.
Signe kan du skrue op for højtalertelefonen? Jeg beder dig.
Hvorfor?
Bare skrue den op. Så kan han høre mig. Måske forstår han.
Signe gjorde som jeg bad om, og jeg talte. Blødt, som en mor, der læser godnathistorie:
Bamse hører du mig? Det er mig, din far. Jeg er ikke væk. Jeg er bare et stykke væk. Men jeg kommer tilbage. Jeg lover det. Hold ud. Spis, ven. Signe er her, hun er god. Alt er okay, min dreng.
Der fulgte en lang, spændt pause.
Han kom nærmere, hviskede Signe. Han ser på telefonen, lægger ørerne frem, halen vifter let.
Tårerne strømmede ned over mine kinder. Jeg pressede telefonen mod ansigtet. Jeg vidste, at han ikke sprang på mad af lyst. Han spiste ikke, fordi han følte sig uden mig som et hjerte uden slag.
Så lever vi sådan. Jeg i sengen, han ved døren. Hver morgen et opkald, hver aften en stemme i telefonen.
Hold ud, lille ven. Jeg er her. Hold ud lidt mere.
På den femte dag sagde Signe:
Han spiste. Bare en smule. Først efter din stemme. Han lå ved telefonen et øjeblik, så rejste han sig og gik til skålen. Jeg bevægede mig ikke, jeg var bange for at skræmme ham.
Jeg græd igen. Det var blevet en slags vane på hospitalet.
Da lægen endelig sagde: I kan tage hjem, brød jeg ud i lettelse.
Jeg besluttede mig for ikke at ringe. Jeg ville overraske ham.
Jeg gik hjem. Trappen i min blok gik jeg op ad, elevatoren virkede ikke, så jeg gik hele vejen til tredje sal. Mit hjerte bankede, som om det ville springe ud af brystet.
Der lå han ved døren, som jeg havde fået fortalt.
Spinkelt. Træt. Pelsen var ufladset.
Bamse hviskede jeg.
Han løftede hovedet, kiggede på mig, stod stille.
Det er mig alt er godt jeg er hjemme.
Han rejste sig, vaklende, gik langsomt hen imod mig. Han rodede i min hånd, så i min skulder, så i min brystkasse.
Og han gøede.
Ikke højt, ikke skræmmende, men som en stille, sørgende lyd. Som om han spurgte: Er du virkelig tilbage?
Jeg satte mig på måtten, omfavnede ham. Han lagde hele sin krop på mig, klemte sig fast og ville ikke give slip.
Vi sad sådan i omkring tyve minutter. Så åbnede jeg døren, og han gik straks for at tjekke tæppet. Så gik han til skålen.
Sådan, så forstået! lo jeg. Nu får du en lækkerbid.
Jeg løb rundt i køkkenet med en dåse foder, åbnede den med den ene hånd, mens den anden holdt fast i lægejournalens papirer.
Han spiste langsomt, omhyggeligt, som om han var bange for, at jeg skulle forsvinde igen.
Om natten sov han ved min side, lige ved min ryg, i stedet for ved døren som før.
Nu følger han mig overalt. Til butikken stopper han ved indgangen, til toilettet står han ved døren.
Han er bange, og jeg er også.
Derfor siger jeg altid, når jeg skal ud:
Jeg kommer snart tilbage. Vent på mig.
Han forstår måske ikke alle ordene, men han ved én ting: Jeg vil ikke forsvinde igen.
