Jeg venter
Mor, jeg ringer tilbage! Jeg smed røret og drejede brat rattet til højre, mens jeg trykkede hårdt på bremsen.
Den gamle Toyota slingrede ud til siden, og kort efter holdt den stille tæt op ad rabatten. Bilisterne, der passerede forbi, dyttede arrigt: hvor svært kan det være at køre ordentligt?
En af dem stoppede ligefrem, rullede vinduet ned i passagersiden og råbte:
“Hvor har du egentlig fået dit kørekort?”
Hvor jeg skulle, dér fik jeg det! råbte jeg tilbage, mens jeg steg ud af bilen. Jeg havde ikke tid til diskussioner nu.
Med hurtige skridt gik jeg langs rabatten uden at tage øjnene væk fra hunden, der lå på den støvede jord og gispede voldsomt. Dens hvide pels var plettet med blod.
“Jeg vidste bare, det ville ende galt …”, tænkte jeg bittert, mens jeg nærmede mig hunden.
Længe før, havde jeg bemærket to mænd, der trak hunden i benene ud til grøftekanten, smed den som en sæk kartofler, og derefter sprang ind i en stor sort SUV og kørte væk.
Det var netop den SUV, der kort forinden var blæst forbi mig med vanvittig fart og været millimeter fra at ramme en modkørende.
Dengang bandede jeg, fordi jeg selv var lige ved at overhale, men heldigvis nåede at reagere.
Jeg bandede, fordi jeg vidste, at folk som dem kun bragte problemer. Ofte gik det grueligt galt, når de dukkede op på vejene.
Selvom jeg ikke havde set ulykken selv, var jeg sikker på, at det var SUVen, der havde kørt hunden ned. Trods alt der var ikke andre i nærheden. Resultatet talte for sig selv.
Et trist resultat, må man sige …
Jeg satte mig på hug og strøg hende forsigtigt over hovedet med min svedige hånd:
Lille ven, hvordan kunne det dog gå så galt?
Hunden så op på mig med et blik fuld af skyld og sorg. Jeg fik kuldegysninger.
Hun kiggede på mig som et menneske ville gøre én, der vidste, at tiden var ved at rinde ud.
Jeg har nok hørt tusind gange, man ikke skal tillægge dyr menneskelige følelser: “En hund er jo bare en hund …”
Men hvordan kan man lade være, når man ser dens blik smerte, sorg og … en ensomhed, der river én i hjertet? Hvordan kan man ikke gøre det, når …
… når man ser denne gamle hund, der har levet et hårdt liv og nu bliver efterladt ved vejsiden.
Ingen har brug for hende. Men hun er ikke anderledes end os. Hun vil også bare leve. Have nogen at holde af, nogen der holder af hende, støtte og opmærksomhed. Hun vil også gerne føle sig elsket.
Bare at kigge på hende fik mig næsten til at tude. Men ingen af os tudede. Hverken hunden eller jeg.
Vi sad bare der og så på hinanden. Og ud over alt det andet, så jeg et lille håb i hendes øjne: “Måske er der nogen, der vil hjælpe …”
Måske findes der et menneske, der ikke bare går forbi. Som, hvis ikke kan hjælpe, så bare er der. Rører hende en sidste gang, siger et pænt farvel
Det skal nok gå alt sammen, sagde jeg efter en lang stilhed. Jeg skal nok blive hos dig, forstår du? Bare hold ud, giv ikke op
Hunden logrede svagt med halen, så på mig med en slags taknemmelighed og …
… lukkede øjnene.
Hey, lad være!
Jeg tørrede en tåre bort, tabte ikke mere tid, spurtede over til bilen, hentede et rent tæppe fra bagagerummet, vendte hurtigt tilbage, løftede hende forsigtigt op og bar hende ind i Toyota’en.
Få sekunder senere sad jeg bag rattet, øjnene fæstnet til vejen, speederen i bund.
Det var første gang, jeg for alvor pressede bilen på den måde men et liv var på spil. Hundens liv lå i mine hænder.
“Jeg skal nå det må nå det,” tænkte jeg, mens jeg jævnligt tjekkede GPS’en mod nærmeste dyrehospital. Der var ikke langt igen lidt over ti kilometer.
Hunden havde ikke åbnet øjnene, men hun levede endnu, åndedrættet svagt. Håbet var der stadig.
Bare jeg når det
Da jeg nærmede mig byen, sprang pludselig en betjent ud på vejen og vinkede mig ind til siden med sit stopskilt.
Han gjorde det med sådan en magelig mine, som en tryllekunstner, og jeg …
… kunne mærke rasende bandeord presse sig på.
“Du også lige nu? Hvorfor stopper du mig, og ikke den sorte SUV, der tror han ejer vejen? Hvorfor lige nu?”
Tankerne fór igennem mit hoved, og jeg overvejede kort at ignorere og køre videre, men jeg vidste godt, at det bare ville gøre tingene værre.
Jeg sukkede tungt, satte farten ned og trak ind til siden.
Betjent Madsen! præsenterede han sig, da han kom hen til bilen. Hvorfor sådan en fart? Kender du ikke fartgrænsen her?
Det beklager jeg, svarede jeg kort. Men sagen er
Ja, ja, den slags hører vi tit: nogen der skal på sygehuset, nogen der skal nå et tog. Hvad er undskyldningen her?
Prøv at kigge på bagsædet.
Han kiggede ind, og hans øjenbryn løftede sig straks.
Et øjeblik senere kørte to biler mod byen en politibil med blå blink og min gamle Toyota.
Betjenten fattede situationen han havde selv hund, sagde han, så han ville ledsage mig til dyrehospitalet. “Vi hundefolk må jo hjælpe hinanden,” sagde han. “Især i sådan en situation.”
Vel fremme ved “Dyreklinikken” holdt betjenten døren for os, mens jeg bar hunden ind.
Han klappede min skulder og sagde:
Jeg finder ejeren af den sorte SUV. Den må have været fanget på et overvågningskamera.
Taknemmelig nikkede jeg, mens jeg skyndte mig ind og håbede, at der stadig var noget at gøre. At hun ville overleve.
*****
Det er nu flere måneder siden den dag, hvor jeg på vej hjem fra endnu en forretningsrejse standsede op for at hjælpe hunden. Heldigvis overlevede hun.
Sådan sagde dyrlægen også, mens han studerede røntgenbillederne minutiøst.
Ingen brækkede knogler, ryggen er intakt. Hun er slemt forslået, men hun klarer den. Hvis ikke du havde stoppet og kørt hende ind, havde hun ikke haft en chance.
Hun var under observation på klinikken et par uger, hvorefter jeg tog hende hjem, så hun kunne komme sig videre.
Til min kone sagde jeg:
Stine, jeg har valgt at hjælpe hende, så nu må jeg også se det igennem. Hun skal bruge lidt mere tid på at komme sig. Jeg håber, du ikke er imod det.
Nej, jeg er ikke imod hvem skal dog være hos hende? Jeg har arbejde, du er altid væk.
Du har ret. Vi må vel finde en løsning? Vi efterlader hende i hvert fald ikke. Hun har kun os.
Nej, naturligvis ikke.
Freja som vi kaldte hunden kom sig langsomt. Ikke så mærkeligt, for dyrlægen vurderede hende til at være over ti år.
“Det kan tage tid i den alder,” sagde han, mens jeg nikkede. Hver ledige stund tænkte jeg over, hvordan vi skulle klare det.
Vi kunne ikke tage fri uden løn. Vi blev nødt til at arbejde vi havde købt hus året forinden, og skulle tage os af realkreditlånet
så vi knoklede løs begge to, så vi hurtigst muligt kunne betale af. Vi tænkte også meget på, at vi gerne snart ville have børn, og vi var allerede tæt på de tredive, så det hastede.
Jeg så sjældent min mor i landsbyen. Der var aldrig tid.
Kom dog forbi op i weekenden! Jeg har lavet frikadeller og bagt boller. Og vil du have, kan jeg lave flæskesteg eller stegte sild? lød det i telefonen.
Mor, undskyld, men det går ikke denne eller næste weekend. Der er simpelthen for meget at lave.
Det var synd, kom det bedrøvet gennem røret. Jeg savner jer virkelig. Men når I kommer, så sig til i god tid, så jeg kan dække op.
Det lover jeg.
Men uger blev til måneder, og jeg snakkede kun med mor i telefonen. Altid kort, for jeg var altid for udmattet til andet.
Jeg vidste, det ikke var rigtigt. Man har kun én mor. Men jeg så ingen anden udvej.
Jeg ville bare have lånet ud af verden, så når vi en dag blev forældre, kunne vi leve roligt.
Den dag, jeg kørte hjem fra arbejde, ringede min mor grådkvalt og spurgte, om jeg kunne tage glas med til syltning.
Selvfølgelig, sagde jeg, men Freja ændrede planerne. Jeg kunne endnu engang ikke komme jeg lod en taxa køre glassene ud til hende.
Mor takkede, men jeg kunne høre, det var et sølle plaster glassene var kun et påskud. Hun ville gerne se mig.
Vi havde ikke set hinanden i snart et år. Tiden gik, og hun blev heller ikke yngre.
Mor, jeg prøver at komme snart forbi, sagde jeg træt.
Men en hel måned gik, og jeg holdt igen ikke, hvad jeg lovede, for Freja kunne ikke være alene hjemme længe.
Hun skulle have skiftet underlag, og maden skulle blendes, fordi hun stadig havde ondt. Det var heldigt, at Stine arbejdede tæt på og kunne kigge forbi i løbet af dagen.
Når hun ikke kunne, kom jeg selv nogle gange i bilen, nogle gange med S-toget for at undgå myldretiden.
På den måde lykkedes det os begge at give Freja ordentlig pleje.
Da Freja var blevet stærk nok til selv at stå og gå, begyndte jeg at lede efter nye ejere til hende.
Jeg havde selv meget svært ved tanken om at skille mig af med hende, men jeg vidste, det ikke var rimeligt. Stine og jeg var ude hele dagen hun ville bare være alene næsten hele tiden.
Men ingen ville tage sig af en gammel hund, der har været i en ulykke.
Andre havde heller ikke mulighed for det, fordi de allerede havde dyr, der krævede meget.
En aften sad jeg på sofaen og zappede formålsløst rundt mellem tv-kanalerne, mens jeg tænkte på, hvad jeg skulle gøre. At smide hende ud på gaden var udelukket selvom flere af mine kolleger mente: “Hun klarede sig jo tidligere på gaden det gør hun nok igen!”
“Nej, ikke denne gang,” tænkte jeg. “Hun er for gammel, og skaden for ny.”
Freja fornemmede, at hendes frelser overvejede at sende hende væk og hun blev sørgmodig.
Det kunne mest mærkes i øjnene. Ellers viste hun bare taknemmelighed over at få lov at være sammen med os endnu en dag.
Michael, hvorfor sender du ikke Freja ud til din mor? spurgte Stine en aften over aftensmaden.
Til min mor?
Selvfølgelig. Hun bor jo alene i landsbyen, og Freja ville sikkert have det bedre der end i byen.
Ja, hvorfor har jeg ikke tænkt på det … sagde jeg, lettet.
Den næste fridag kørte jeg og Stine og Freja til min mors hus på landet.
Mor gik og puslede i køkkenet lavede boller, frikadeller og stegte fisk. Hun sagde med glæde ja til at tage Freja til sig, men mest af alt var hun lykkelig for endelig at se os begge to.
Vi blev der i tre dage, ikke kun den ene, vi havde planlagt. Jeg fortrød ikke et sekund. Vi nød freden fra byen og morens varme.
Da vi skulle tilbage, fulgte mor og Freja os ud til lågen og stod længe og vinkede farvel.
Jeg kastede et blik i sidespejlet og så deres øjne mors og Frejas.
To ord læste jeg der: “Jeg venter.” Og jeg blev pludselig glad ved tanken om, at der var et sted, hvor man altid bliver ventet og altid er velkommen.
Stine, lad os overraske min mor en dag? foreslog jeg til min kone ugen efter.
Overraske?
Ja. Vi tager bare afsted uden at sige noget. Tager noget godt kød med og laver grillfest ude i haven. Jeg er sikker på, både mor og Freja bliver glade.
Det lyder hyggeligt, smilede Stine. Er du sikker på, at du kan få fri?
Jeg har allerede gjort det klart med arbejdet. Vi mister måske lidt penge, men ved du hvad … Det er ikke alt, der handler om penge.
Helt enig. Jeg tager også lidt fri og siger til mine kolleger, at jeg ikke er til at træffe.
*****
Da vi kom kørende den weekend, blev jeg overrasket over at se mor og Freja stå allerede og vinke ved vejen. Jeg sprang ud.
Mor, er alt okay?
Hej, min dreng. Ja, vi står bare her … og venter på jer.
Hvordan vidste du, vi kom?
Jeg så spørgende på Stine, men hun lignede én, der også var overrasket. Der var ingen grund til, at hun skulle have ringet og sagt noget.
Hvordan kunne du vide, vi skulle komme netop i dag? spurgte jeg, mens jeg gav mor et kram.
Det fortalte Freja mig, lo mor. I morges sad hun bare ved lågen og kiggede beslutsomt op mod vejen. Så åbnede jeg lågen, og hun satte sig ud og ventede den vej, hun pegede netop der, hvor vi lige var kørt fra.
Utroligt … lo jeg, mens jeg satte mig på hug ved siden af Freja. Vi havde ellers tænkt os at overraske jer med lidt grillhygge.
Så må du jo bare tænde grillen senere, smilede mor. Nu skal I ind og have noget at spise. Jeg har lavet en masse mad …
Siden da er Stine og jeg begyndt at tage ud til mor stort set hver weekend.
Jeg skammer mig over, at jeg ikke har gjort det før. På det sidste har der været så meget, men vigtigst af alt har jeg lært, at penge ikke er det hele.
Og at mens de “gamle piger” stadig er her, skal jeg være der.
De venter på mig …
