Hey, du! Så jeg var ude på den regnklædte vej ved Amager i går, lige efter den store bystorm, og pludselig hørte jeg et skrig: Rør mig ikke! Fjern hænderne! Åh nej! Hjælp mig! En pige råbte så højt, at man kunne høre det fra den anden ende af vejbanen. Jeg, Kirstine, løb straks hen for at hjælpe, men jeg gled på den mudrede asfalt, vred om anklen og faldt næsten om. Da jeg kom mig op igen, var den skræmmende pige løbet væk.
Jeg børstede den mudrede, beige frakke af og så op. Der lå en meget gammel mand, omkring 80, på vejen, dækket af mudder. Han forsøgte at rejse sig, men hans hænder var dækket af blod. Det var ham, der havde skræmt pigen. Det var en grå, tåget efterårsdag, og skumringen begyndte at falde på.
Mandens mumlen var ubeskrivelig, og han strakte de blodige hænder mod mig. Jeg fik en klump i halsen.
Han er drikker! Hold dig væk fra ham! råbte en anden kvinde, som også gik på stien. Hun løftede sin sammenfoldede paraply som et skjold og gik et par skridt væk, så vendte hun sig mod mig.
Hvad står du der? Har du ikke nok problemer? Alkoholik Vil gøre alt for en flaske, hvad du vil, sagde hun og fortsatte hen mod de lysere boligblokke, hvor gadelamperne blinkede.
Bag manden, hvor jeg stod forvirret, var et øde grusområde med en høj betonmur og pigtråd på toppen. Jeg vidste, at bag muren lå et gammelt værkstedsområde. De høje, knækkede poppeltræer svajede i vinden. Hver minut blev det mørkere.
Mmm mmm mmm mumlede den ældre mand fortsat.
Er du i nød? Skal vi ringe efter ambulance? spurgte jeg forsigtigt, bange for at komme for tæt på. Han rystede på hovedet, fortsatte at mumle og gestikulerede vildt mod en lille pose, der lå ved siden af ham i mudderet. Han var lille, spinkel og meget skrøbelig.
Jeg mærkede medlidenhed. Min bedstemor, Gerda, som jeg har mistet for mange år siden, plejede altid at sige, at man ikke skal gå forbi andres nød. Men da hun selv var på sit livs sidste skridt, sagde hun, at tiderne er anderledes nu du kan ende i retten, hvis du hjælper uden at være læge. Ring efter en ambulance, sagde hun, eller lad ham være, så han ikke får flere problemer. Mange svindlere lokker folk i deres fælder.
Jeg tænkte på andet, men gik så beslutsomt hen til den gamle mand og bøjede mig over ham. Han mumlede med ny kraft og rakte ud med blodige hænder. Det så ud som om han næsten græd. I hans højre hånd holdt han store glasflaskestumper.
Tårerne trillede ned af mine kinder af medlidenhed. Jeg trak en pakke fugtige servietter frem fra min taske, smed glasskårerne i en skraldespand og tørrede forsigtigt hans hænder. Så hjalp jeg ham op på benene det var hårdt, men jeg klarede det. Samtidig mindedes jeg min egen bedstemor, som jeg plejede i et år, da hun blev senglagt.
Godt, at mine hænder er stærke mumlede jeg. Hvor bor du? spurgte jeg.
Den gamle mumlede igen. Han holdt sig ustødt på benene, så jeg tvivlede på, om han var beruset eller bare svækket af alder. Jeg tænkte på Bedstemors ord om ikke en spids i hovedet men jeg ville stadig hjælpe. Det var koldt, og mudret, og han ville fryse og blive syg, hvis vi lod ham ligge.
Hvor bor du? gentog jeg.
Han pegede med hænderne mod de lysende lejligheder i den mørke gade. Han kunne kun gå langsomt, tårerne af smerte stod i hans øjne, og han var så krum.
Pludselig lagde jeg mærke til den lille pose han bar. Inde i den klirrede små glasflasker i takt med hans skridt. Måske ville han aflevere dem, men faldt og knækkede dem, tænkte jeg, mens jeg støttede ham. Eller de var jo allerede knuste, så hvorfor har han dem?
Vi nåede frem til den nærmeste bygning. Den gamle mumlede igen og viftede aktivt med armene. Jeg indså, at det var hans hjem.
Dørklokke sagde jeg forvirret. Vi kender koden, tror du?
Han rakte med fingrene, som om han talte tallene. Tre, så et, tre, så et. Hvad var det nu, 31 eller 13? Jeg tastede på den digitale indtastning, og en kvindelig stemme svarede: Hej hvem taler?
Det er jeg er her med den gamle mand, stammede jeg. Kan jeg få lov at komme ind?
En stemme sagde: Jeg kommer ned nu! Mens vi ventede, rystede manden i posen, og de små flaske-skår klirrede.
Døren gik op, og en kvinde omkring tretti år og en mand i samme alder kom ud.
Erik! råbte kvinden og omfavnede ham. Tusind tak! Tak for alt!
Hun takkede mig, mens manden tog ham forsigtigt i armen og førte ham ind i trappeopgangen.
Vent lidt, jeg holder døren åben, sagde hun og holdt døren så den ikke lukkede.
Jeg stod der, lidt forvirret, mens jeg så på de omgivelser, jeg aldrig havde set før: små dagligvarebutikker i stueplan, de røde cykler på pladsen. Jeg havde set dem fra afstand, når jeg løb mine aftenløb til fitnesscentret langs den samme sti, hvor Erik faldt.
Kig her, sagde kvinden, da hun kom ud igen, og rakte mig en lille papkasse. Her er æbler. En rigtig god sort! Søde og duftende. Erik plantede et æbletræ for mange år siden.
Nej, du behøver ikke, sagde jeg, lidt akavet. Din far burde nok få sine hænder renset der kan være snavs eller bakterier. Måske han skal i skadestuen? Jeg har kun hjulpet lidt.
Det er mere end lidt, sukkede kvinden. Jeg hedder Karla, og min mand hedder Lars. Erik er vores far. Han er en tidligere frontsoldat. Har du et øjeblik? Så fortæller jeg dig, hvorfor vi er så taknemmelige.
Jeg nikkede, og Karla begyndte at fortælle.
Erik har lige fejret sit hundrede år, sagde hun stolt. Da han var krigsfange, skar han sig selv i tungen, så han ikke kunne afsløre hemmeligheder. Efter friheden blev tungen meget betændt, og i hospitalet måtte de fjerne størstedelen af den. Siden da taler han som en stum.
Jeg lyttede, målløs.
Han drikker slet ikke, fortsatte Karla. Måske tror I, han er beruset, fordi han taler så mærkeligt. En vintermorgen faldt han på vejen og lå i flere timer, fordi ingen ville hjælpe. Han fik en alvorlig nedkøling og måtte behandles længe.
Hvorfor lader I ham gå alene? spurgte jeg.
Vi lader ham ikke gå, han går bare, svarede Karla med et smil. Vi har prøvet at overtale ham, men han vil ikke have hjælp. Det er vores far en god mand. Vi har en lille datter, Freja, som en gang gik og faldt på en flaske og fik et stort sår på benet. Så vi har set, hvordan glastukne flasker kan skade folk. Der er en gammel bebyggelse, der er ved at blive riven ned, hvor folk samles, drikker og smider flasker ud overalt. Så har Erik taget det på sig at samle de knuste flasker, så ingen andre bliver såret. Han går hver dag, uden fri eller helligdage.
Jeg tænkte på min egen far, Hans, som også var frontsoldat, nåede til Berlin, men senere fik et slag i hjernen, som lammede hans højre side og slog hans tale ud. Efter rehabilitering kunne han klare sig selv, men han brugte venstre hånd til alt fra at reparere skuret til at så frø. Min bedstemor grinede altid, når han sløste med de farverige bandeord, mens hun slog ham med en fugtig klud og sagde: Hold mund, barnet lytter.
Jeg gik hjem med æblerne i tasken (jeg tog dem så jeg ikke så dårligt ud for Karla), og følte mig varm indeni af minderne. Hvor dejligt, når folk passer på hinanden og bekymrer sig for hinanden! For en mand, der ser ud som en hjemløs, mudret, lidt beruset, er faktisk en elsket far, der venter på hjemmet og på sine børns omsorg. Vi skal bare være lidt blødere og mere opmærksomme på hinanden.
Vi ses snart igen, og husk: en lille handling kan betyde så meget. Kram!
