Gå nu væk! Du har skræmt alle børnene! Hvad laver du egentlig ude i gården?! Bliv dog bare hjemme!
Nabokonerne råbte så højt, at Trine vågnede med et sæt. Hun behøvede ikke engang gætte, hvad der foregik nede på gårdspladsen. Det var tydeligt. Monstret var endnu engang gået ud på det forkerte tidspunkt. Hvorfor havde han ikke bare holdt sig inde?!
Monstret. Sådan kaldte de ham Gustav Kortsen. Uformelig, med stort hoved, krum ryg som trådt direkte ud af en gammel dansk folkeeventyr, var han alt, hvad forældre advarede deres børn mod. Skabte nogen en illustration til en gotisk roman, ville Gustav passe som motiv.
Gustavs mor havde født ham alt for tidligt. Syvende måned.
Ikke livsduelig, lød dommen med det samme fra dem, der først så ham. Tag ham væk!
Hans nybagte mor havde ikke engang villet tælle hans små fingre. Gustav var tredjebarnet og bestemt ikke ventet. Faderen sled på to jobs for at holde familien i live. Moderens forhold til børn var så lunken, at det kun var af pligt, hun overhovedet tog sig af dem.
Mælken kom aldrig. Da tiden var, blev mor og søn udskrevet, men lægen forklarede, at Gustav ikke kunne komme med hjem, han skulle overføres til hospitalet.
Hvorfor det? spurgte hun sløvt. Hvad er der nu galt?
Lægen, der ville forklare, blev tavs for et øjeblik.
Har du set ham?
Nej. Han var for svag, sagde de. Jeg havde heller ikke mælk.
Kom med! sagde lægen endelig. Han prøvede ikke at fange det flygtige blik fra Gustav mors øjne.
Hun fik ikke lov at holde ham. Kun se. Og først da hun kiggede ordentligt på ham, gispede hun og græd men hun græd ikke over det blålige lille barn i svøbet, hun græd over sig selv.
Hvad skal jeg dog stille op med sådan én?
Det bestemmer du. Han er din søn. Endnu
På hospitalet fik Gustav kun forældrenes efternavn. Ikke noget navn. Hvorfor, vidste hverken far eller mor siden at forklare. Gustav selv spurgte kun én gang hos mormor, ikke moren.
Ville de ikke have mig?
Hvem ville? svarede mormor tørt, men hun nægtede Gustav ingenting og svarede altid på hans spørgsmål. Men vi kunne da ikke bare lade dig ligge. Folk så jo, at din mor var gravid, og her i byen kender alle alle. Du blev hentet hjem for ikke at skamme familien for dine søskendes skyld.
Det svarede Gustav til. Hans forhold til broren var lunkent, men søsteren, Ane, elskede han af hele sit væsen.
Ane var tolv år ældre, og hun blev den, der påtog sig mors rolle. Da moderen til sidst hentede Gustav fra hospitalet, passede hun ham kun af pligt. Uendelige grå dage, Gustav græd og hulkede, men hans mor rørte ham ikke. Men Gustav var ren, mæt, velplejet ifølge alle instruktioner. Bare ingen kærlighed, ingen ømhed.
Undtagen fra Ane.
Ane så ikke Gustavs særhed. Hun blev aldrig træt af hans klagende skrig, men fløj ind på værelset, kyssede ham og sagde:
Du skal ikke græde! Jeg er her. Skal jeg synge for dig?
Ane sang vuggesange for ham, anede eventyr og var kilde til kærlighed og varme. Da hun blev gift og flyttede, græd Gustav sig i søvn, for han vidste, at nu forsvandt den eneste, der havde elsket ham, som han var.
Jeg kan ikke tage dig med, Gustav! Vi skal bo hos svigermor og der er ikke plads. Men du skal komme og besøge mig, ja?
Gustav sad uden svar, ansigtet begravet mod Anes fine brudekjole. Han kunne ikke fatte, at hun forsvandt ud af hans dagligdag.
Ane flyttede til en naboby, og Gustav blev alene med spejle og folk, der altid målte ham på udseendet. Var du køn, var du noget. Var du sær, blev du undveget.
Sagde nogen til Gustav, han ikke var så grim endda, ville han ikke tro dem. Han var sikker på, at ingen kunne lide ham, derfor undveg han folk.
Han sluttede knapt nok folkeskolen, gik aldrig videre og søgte heller ikke.
Han blev gårdmand vicevært.
Morgenerne var hans yndlingstid. Han fejede gården, plantede blomster, plejede bænke og legeredskaber, ofte uden betaling for han ville skænke skønhed og orden til verden.
Skønhed var for ham lig med renhed og orden.
Han huskede, hvordan Ane badede ham og sagde: Se, hvor Gustav stråler! Hvor er han fin!
Så hvis ikke hans udseende kunne glæde nogen, kunne hans arbejde måske.
Nogle lagde mærke til det. Nogle lod som ingenting, men ingen kunne benægte, at gården var smuk og ren, blomsterne velplejede bænke, skure og legepladser som ingen andre.
Gustav søgte ikke anerkendelse. Han vidste, han gjorde det rigtige. Han holdt sig helst væk, men kiggede indimellem fra vinduet og glædede sig over, at børnene legede trygt på den plads, han selv havde bygget, sikret mod natteravnes katte.
Han vidste tidligt, at folk er som gammeldags dukker nogle gange skæve og mærkelige. Hvem der skjuler sig indeni, ond eller god, ved man ikke, før lagene skrælles af. Men han forstod alle mennesker har godt og ondt i sig.
Så Gustav tog det roligt, når mødrene jog ham væk, eller naboerne hilste uden at se ham i øjnene.
Han bar ikke nag til forældrene, der nu var blevet gamle. Broderen var for længst flyttet, og selv Ane kom kun sjældent for hun var travl, men dog lykkelig og havde købt det gamle hus på landet, plejet svigermor, dyrkede økologiske grøntsager og opfostrede to piger. Flere gange tilbød hun Gustav at tage forældrene til sig, men han svarede altid:
Hvad skulle jeg så lave, Ane? Du har nok at se til.
Det er takket være dig, jeg klarer mig! Hvor er jeg lykkelig for, at jeg har dig, Gustav!
Én gang om måneden kom Ane og hjalp Gustav med rengøringen og skaffede mad hjem.
Det var til hende, Gustav af og til fortalte om nabolagets ord.
De kalder mig monstret, Ane
Man kan aldrig lukke munden på folk. Lad dem bare snakke! De kender dig jo slet ikke!
Ane, er jeg virkelig så grim?
Nej, Gustav! Smukke mennesker kan være skræmmende kolde indeni. Din varme er det smukkeste, jeg ved. Skæbnen kommer nok, Gustav. Den gemmer de bedste gaver til sidst.
Synes du, den har været længe undervejs?
Den kommer! Vent bare.
Gustav troede på hende og ignorerede de andres blikke og ord.
Hver dag startede han med kosten. Men ikke alt kunne han undgå.
Gustav, gå nu hjem, jeg skal nok klare blomsterne.
Tak
Det var formanden Valborg, altid opmærksom og også én, Trine ikke kunne holde ud.
Trine bankede frustreret i puden, forsøgte at sove videre, men blev pludselig overmandet af kvalme. Hun styrtede ud på badeværelset, med begge hænder for munden.
Denne graviditet var hårdere end de første. Indtil nu havde hun kunnet skjule det nu kunne hun ikke længere benægte, hvad der var på vej. Hendes børn mærkede intet til hende, for internettet kørte og lektierne var mange. Trine sad timesvis på badeværelsegulvet, græmmede sig, og så snart hun var færdig, gik hun i gang med dagens gøremål.
Hun var 48. Endnu et barn, det var ikke planlagt. Hendes mand var stærkt imod, og hun vidste, hvad det ville koste hende at gå imod hans vilje. Det var ikke slagene men ord, kulde og foragt, hun frygtede.
Hun holdt krampagtigt fast i hanen, mens endnu en smerte bølgede gennem hende, og hun ulmede, lettet over, at børnene var sendt på ferie i sommerhuset.
Da barnet endelig kom til verden, pakkede Trine det svagt klynkende spædbarn ind i badehåndklædet og lagde det på kommoden i entreen, før hun vaskede sig, tog frakken og gik ud på gården.
Det var først, da hun så natten vige for morgensol over hustagene, at hun anede, hvor længe det havde stået på. Hun sneg sig forbi kælderen til skraldespandene. Barnet i hende var stille nu. Måske var det nemmest bare at slippe det? Smide det hele væk og lade som om, intet var hændt. Manden ville aldrig finde ud af det, hendes egne forældre gav hende intet, børnene… dem måtte hun slet ikke tænke på.
Hun lagde byltet i en plastikpose, fandt et hjørne af containeren og placerede det forsigtigt for mærkværdigt nok at passe på, lige nu.
Sådan! hviskede hun, så sig omkring, og gik hurtigt mod opgangen.
Hun hørte ikke lyden bag hende, eller så Gustav, allerede i gang med morgenens fejning.
Der var meget at rydde op fra aftenens bryllup, rosenblade og konfetti overalt. Gustav sang lavmælt for sig selv.
Denne dag skulle Ane komme. Og for én gangs skyld var moren morgenfrisk og havde lavet morgenmad.
Alt tegnede lyst for Gustav.
Han ryddede foran opgangene, overvejede et øjeblik, om han først skulle tage skraldespandene. Han elskede at vande blomsterne, men Valborg snuppede ofte den opgave.
Jeg når det! sagde han til sig selv og gik mod containerne, stoppede op mellem fuglesang og mærkelige lyde.
Pludselig genkendte han lyden svag, desperat, knapt nok eksisterende.
Han løb alt, hvad han kunne. Den forvredne pose var svær at åbne, han måtte bide den op.
Da han så spædbarnet, skreg han så højt, at hele opgangen vågnede. Ingen bebrejdede ham.
Hjælp! Hjælp!
Valborg kom stormende i slåbrok, smed den og pakkede barnet ligeglad med hvad de andre tænkte. Folk løb til, i træsko, slåbrok, jakker og frakker, for at hjælpe monstret…
Nogen ringede efter ambulance, nogen til politiet, nogen klappede Gustav på skulderen.
Det blev ikke svært at finde frem til barnets mor. Trine benægtede ingenting, lod sig lægge i håndjern, kiggede kun stille på Gustav, der stod foran opgangen:
Monstret
Valborg stønnede:
Hvem siger du det til!
Men Trine så hende ikke.
Det er mig, der er monstret, Gustav Ikke dig Tak.
Hun blev ført væk. Gustav stod længe, så efter hende.
Naboer kom forbi, spurgte, mens ingen så skævt på ham denne morgen. Tværtimod, for første gang så de ham rigtigt.
Gustav, hvorfor står du der? Anes varme hånd smøg sig om hans kind. Vente du på mig?
Ane, kan du huske du sagde, at lykken nok skulle finde mig? Gustav smilede for første gang, og lyset strømmede over ham, så naboer måbede.
Selvfølgelig. Hvorfor?
Fordi den har fundet mig! Gustav greb hendes hånd. Kom!
Hvorhen, Gustav?
Det ved jeg ikke endnu. Valborg ved, hvor han blev kørt hen.
Hvem? Ane fulgte forvirret efter Gustav, endnu ikke klar over, at livet havde flere overraskelser i ærmet.
Ane ville blive mor for en søn, hun aldrig havde født, efter at have været igennem den hårde ventetid som plejeforælder. Og Gustav skulle selv stifte familie. Under besøgene mødte han Anes nabo, en kvinde, der så nøjagtig det samme i ham, som Ane altid havde gjort.
Den slags lys, der ikke blænder, men favner og beskytter.
Et par år senere spurgte en lille dreng ind i vuggen:
Gustav, er det din datter?
Ja.
Sover hun?
Hun sover.
Når hun bliver større, leger vi sammen, ikke?
Selvfølgelig!
Fint! Jeg går ind og siger til mor, at jeg har fået en lillesøster mere!
Drengen rørte ganske let ved den lille hånd, smilte og nikkede for sig selv.
