Dyrenoter
– Du er sent på den igen, sagde Tove Madsen skarpt, mens hun lidt opgivende betragtede pigen, der stod i døren med blikket i gulvet. Hvad blev det til denne gang? Sidste gang hjalp du en gammel dame over vejen, gangen før bar du naboens pose op i hendes lejlighed, og forleden deltog du aktivt i jagten på en forsvunden treårig… Mon du har endnu en “gyldig” undskyldning i ærmet?
– Hun har sikkert hjulpet politiet med at fange en forbryder denne gang, lo Vigga Andersen.
– Eller slukket brand sammen med brandfolkene! råbte Mads Drue fra bagerste række.
– Eller måske hun…
– Nu er det nok! hævede læreren stemmen. Nu lytter vi alle til dig, Ane. Nå, Ane, fortæl os hvorfor du er forsinket i dag.
Jeg kiggede op på fru Madsen, lod blikket svæve ud i klasselokalet og sukkede dybt:
– Jeg hjalp en hund
– Undskyld, hvad? Hørte jeg rigtigt? Hjælpe en hund? Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan du har hjulpet den! Har du mon været jordemoder for hunden?
– Nej, fru Madsen.
Mine arme blev trætte af at holde skoletasken, så jeg satte den forsigtigt på gulvet.
– På vej til skole så jeg en sulten hund, der gik rundt og tiggede mad. Jeg tænkte, den kunne få mine madder…
– At give en hund mad tager ikke mere end et øjeblik, afbrød Vigga Andersen.
– Ja, men pedellen smed os ud af parken, da han så hvad jeg forsøgte på, så jeg måtte gå tilbage til opgangen…
– Sikke et stort hjerte, du har, sagde fru Madsen med et drilsk smil. Synd for vovsen.
Hun rejste sig og kom over til mig.
– Men at du gang på gang kommer for sent, det tænker du ikke på? Nå, lad mig få din dagbog, så skriver vi lige en anmærkning her og fortæller dine forældre, hvordan deres “søde” datter hellere vil hjælpe herreløse hunde end passe undervisningen.
Jeg rakte hende dagbogen uden at sige et ord og gik hen mod min plads.
Da jeg passerede Vigga, stak hun benet ud, så jeg snublede og faldt. Hele klassen brød ud i latter.
Læreren sendte os blot et opgivende blik og skrev videre i dagbogen grundigt og minutiøst.
Med såret stolthed og et forvirret blik så jeg på Vigga.
Jeg gik helt tæt på hende og spurgte lavmælt: “Hvorfor gjorde du det?”
– Hvad mener du? Jeg har da ikke gjort dig noget! Måske har du slået hovedet og ser syner? svarede hun højlydt, så hele klassen kunne høre det.
Hun vendte sig derefter til fru Madsen: “Fru Madsen, Ane forstyrrer mig!”
– Ane, tilbage på din plads NU! Som om det ikke var slemt nok, at du kommer for sent nu vil du også ødelægge timen!
Det var bare typisk. Jeg havde aldrig haft det nemt med fru Madsen. Og Vigga havde jeg vist heller aldrig været rigtig veninder med.
Forstod slet ikke, hvorfor hun altid skulle hakke på mig.
Sidste gang var hun gået så langt som at kaste min taske ud af vinduet, så jeg måtte klatre op i et træ i frikvarteret, mens nogen optog det på deres mobil. Naturligvis blev jeg kaldt op til skolelederen bagefter for en skideballe.
– Ane, forstår du virkelig ikke, hvor farligt det er at klatre i træer? Hvis du faldt og brækkede halsen, hvem har så ansvaret? Mig! Jeg kræver, dine forældre kommer i morgen vi skal tage en alvorlig snak.
Mine forældre kom selvfølgelig ikke for at skælde mig ud, men for at forklare tingene.
Men da de sagde, at Vigga havde kastet min taske ud og jeg var nødt til at hente den, lød det åbenbart ikke overbevisende nok for skolelederen.
– Jeg har spurgt Vigga, om hun smed tasken ud, og hun siger nej jeg har ingen grund til ikke at tro på hende.
– Og I føler heller ingen grund til at tro på vores datter?
– Desuden klager Vigga hele tiden over, at det er jer datter, der driller hende, fortsatte skolelederen uden at lytte til os.
Sådan blev jeg igen gjort til syndebuk. Jeg burde være vant til det, men jeg blev stadig ked af, at Vigga tilsyneladende kunne slippe afsted med alt.
“Retfærdighed hvor er du?”
Samme dag fik jeg dog en uventet mulighed. Jeg ønskede ikke at hævne mig, men jeg ville gerne give Vigga en lærestreg
– Om en måned er der motionsløb i byen i anledning af den internationale sportsdag, og vores skole har fået tilbudt at deltage, bekendtgjorde idrætslæreren Jørgen Dal. Er der nogen, som har lyst til at løbe?
– Løbe? undrede nogen sig.
– Ja, nikkede han. Vi skal bruge to børn til 1,5 km løbet. Vinderen får en medalje, et diplom og 12 i idræt. Vigga, du er vel med? spurgte han forventningsfuldt, og hun nikkede stolt. Godt. Så mangler vi én mere. Mads, vil du tage chancen?
– Mig? Nej tak, Jørgen, jeg foretrækker computerspil frem for løb…
– Må jeg være med? spurgte jeg forsigtigt.
– Dig, Ane? lød det overraskende. Du har jo kun 7 i løb vi skal bruge de bedste, som Vigga.
– Hun burde slet ikke løbe, lo Vigga. Hun kommer jo altid for sent til ALT.
– Men ingen andre vil, påpegede jeg. Jeg vil gerne prøve.
Ingen protesterede, så Jørgen Dal skrev mit navn på listen.
– Du kommer til at fortryde det, snerrede Vigga. Det går alligevel galt for dig.
– Det må tiden vise, svarede jeg.
Jeg var ikke noget løbetalent, men nu havde jeg motivation og hele en måned forude at øve i.
Da jeg gik ud af skolen den dag, stod den samme hund og ventede bag hegnet. Hvordan havde den mon fundet mig? Men så huskede jeg, at dyr har god lugtesans.
Vi fulgtes hjem, og jeg klappede den farvel. Jeg ville så gerne beholde den, men
– Mor, far fortalte jeg under aftensmaden. Jeg skal løbe til byens motionsdag om en måned. Sammen med Vigga fra klassen. Er det ikke sejt?
– Det siger du ikke! Smilte mor. Var det efter eget ønske?
– Ja! Du har jo fortalt bedstemor vandt et maraton engang nu vil jeg også prøve!
– Det lyder godt, Ane. Jeg bakker dig op! Men vent lidt Er det ikke den Vigga, der altid generer dig?
– Jo. Men hun får ikke held denne gang. Jeg skal vise hende, at jeg kan!
– Ha! Sagde far stolt. Jeg har altid sagt: Ane skal nok vise, hvad hun dur til!
– Og så Må jeg spørge om noget? For jeg mødte en hund på vej til skole.
– Nej! svarede mor og far synkront. Ingen hund i lejligheden!
“Det var vel ventet,” sukkede jeg og gik på værelset.
*****
I den næste måned trænede jeg efter skole og i weekenderne. Mor viste mig, hvordan man varmer op, far forklarede om vejrtrækning.
Hunden, som jeg døbte Frida, mødte trofast op hver dag og løb med mig. Hun satte endda tempoet op, så jeg skulle kæmpe for at følge med.
Da jeg fortalte det hjemme, så mor og far på hinanden og sagde:
– Hun hjælper dig nok med at træne!
Næste dag havde far købt et halsbånd, og mor begyndte at sende frokost med til Frida.
Jeg håbede, det betød hun måtte bo hos os, men nej det var stadig forbudt. Jeg satte dog pris på deres hjælp.
Vigga blev ved med at drille:
– Klar til at gøre dig selv til grin? Træk dig nu så slipper du for ydmygelsen!
– Aldrig! Jeg kommer først!
– Ha, du kommer dårligt nok halvvejs! Du er et fjols!
Endelig kom dagen. Stadion var fyldt med mennesker. Mor sagde:
– Husk, det vigtigste er at prøve.
– Nej mor, jeg vinder!
Far klappede mig på skulderen: Vi tror på dig.
“Ærgerligt, Frida ikke måtte komme,” tænkte jeg. Jeg spejdede men ingen hund.
På startlinjen lød signalet.
Vigga strøg straks i front. Jeg blev femte, men begyndte hurtigt at indhente de forreste. Mit “trick”, lært af Frida, var at vente med at sætte fart, indtil det perfekte øjeblik.
Da vi nærmede os målstregen, satte jeg tempoet op, overhalede én, så Vigga
Men pludselig mærkede jeg et hårdt skub i siden, og benet svigtede. Alt svømmede.
Jeg så på mit blodige knæ, Vigga, der løb væk med en tilfreds mine og mine forældre, der så chokerede på mig. Det var slut.
– Kom så! råbte mor. Rejs dig!
Jeg rystede på hovedet smerten var for stor. Så skete det uventede; en våd hundesnude pressede sig ind i min hånd.
– Frida Hvordan fandt du mig?
Hun gøede som om hun ville sige, at jeg ikke skulle give op, og stillede sig op som støtte.
Jeg lænede mig til hende og prøvede. Med hendes hjælp, skridt for skridt, stavrede vi mod målet.
Noget fantastisk skete: Alle vendte sig væk fra Vigga, som ellers stod med medaljen, og fulgte os med blikket.
Ingen af børnene bag os løb forbi de gik sammen med os.
“Du er min bedste ven,” tænkte jeg, mens jeg lænede mig til Frida.
Da vi endelig krydsede målstregen, brød stadion ud i klapsalver og hævede stemmer: “Godt gået, Ane!”
Mine forældre løb hen og omfavnede mig. Far satte sig på hug og klappede Frida som tak.
– Du er min helt, Ane, sagde mor rørt.
– For mig er du løbets vinder jeg så tydeligt, hvad Vigga gjorde. Skal jeg gå og sige hende et par sandheder?
– Nej, far, det er godt nok. Hun fik, hvad hun ville men jeg fik Frida.
Jeg bøjede mig og kyssede hende.
– Skal vi ikke hjem og fejre det jeg køber kage!
– To minutter, jeg vil lige sige farvel til Frida…
– Det behøver du ikke, smilede mine forældre. Hun skal med hjem nu er hun en del af familien!
– Mener I det?
– Ja, sådanne venner vokser ikke på træerne.
Der, i det øjeblik, gik det op for mig, at det var den største sejr i mit liv. Ikke medaljer men en ægte ven.
